Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Sammenskrivning
Nr. 11
3. november 2021
Gældende

Selvstyrets lovbekendtgørelse af landstingslov om forvaltning af skatter

Hermed bekendtgøres landstingslov nr. 11 af 2. november 2006 om forvaltning af skatter, med de ændringer, der følger af landstingslov nr. 3 af 26. april 2007, landstingslov nr. 12 af 15. november 2007, landstingslov nr. 10 af 5. december 2008, Inatsisartutlov nr. 2 af 18. maj 2010, Inatsisartutlov nr. 14 af 22. november 2011, Inatsisartutlov nr. 9 af 8. juni 2014, Inatsisartutlov nr. 8 af 6. juni 2016, Inatsisartutlov nr. 32 af 28. november 2016, Inatsisartutlov nr. 11 af 1. juni 2017 og Inatsisartutlov nr. 38 af 28. november 2019.

 

Afsnit I
Forvaltningens organisation og opgaver


Kapitel 1
Skatteforvaltningen

 

  § 1.  Skatteforvaltningen forvalter lovgivningen om skatter, herunder direkte og indirekte skatter.

Kapitel 2
Skatterådet

 

  § 2.  Skatterådet afgør klager over skatteforvaltningens afgørelser i sager vedrørende lovgivningen om skatter.
  Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan sager om foranstaltninger eller konfiskation i henhold til lovgivningen om skatter ikke påklages til Skatterådet.
  Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan skatteforvaltningens stillingtagen til spørgsmål af sagsbehandlingsmæssig karakter og afgørelser om aktindsigt i tilknytning hertil ikke påklages til Skatterådet.

 

  § 3.  Skatterådet består af 7 medlemmer.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut udnævner Skatterådets formand. Ved udnævnelsen skal der lægges vægt på formandens indsigt i skattereglerne og på vedkommendes omdømme i øvrigt.
  Stk. 3. Skatterådets øvrige 6 medlemmer tillige med en suppleant for hvert af disse udnævnes af Naalakkersuisut efter indstilling fra SIK, AK, GE, NUSUKA, KNAPK, samt af kommunerne i forening. Undlader en organisation at afgive en indstilling til Naalakkersuisut, udpeges medlemmet tillige med en suppleant af Naalakkersuisut.
  Stk. 4.  Medlemmernes funktionsperiode er på 4 år. Den første funktionsperiode begynder den 1. januar 2007.

 

  § 4. Skatterådet afgør, hvorvidt et medlem må anses for uegnet til at bestride hvervet, når et medlem:
1)  ikke rettidigt har indsendt selvangivelse, herunder driftsregnskab, eller anmeldelse vedrørende skatter,
2)  ikke rettidigt har indbetalt skatter, herunder B-skatter, eventuelle restskatter og afgifter,
3)  ikke har opfyldt sin pligt til at indeholde A-skat, ikke rettidigt har indsendt redegørelser vedrørende A-skat eller ikke rettidigt har indbetalt indeholdte A-skatter, eller
4)  vedtager eller idømmes en foranstaltning for overtrædelse af lovgivningen om skatter.
  Stk. 2. Naalakkersuisut afgør, hvorvidt et medlem af andre end de i stk. 1 nævnte grunde, må anses for uegnet til at bestride hvervet, herunder hvis et medlem idømmes foranstaltninger i henhold til kriminallov for Grønland.
  Stk. 3.  Et medlem, der anses for uegnet til at bestride hvervet, skal udtræde af Skatterådet.
  Stk. 4. Naalakkersuisut kan efter anmodning tillade et medlem at udtræde af Skatterådet, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet.
  Stk. 5. Når et medlem udtræder af Skatterådet, udnævnes der i overensstemmelse med reglerne i § 3, stk. 2 og 3, et nyt medlem af Skatterådet for den resterende del af funktionsperioden.

 

  § 5. Skatterådet vælger første og anden næstformand blandt Skatterådets medlemmer.
  Stk. 2.  Skatterådet kan ikke træffe en afgørelse, uden at formanden eller en næstformand er til stede.
  Stk. 3. 
For at Skatterådet kan træffe en afgørelse, skal mindst halvdelen af Skatterådets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Afgørelsen træffes ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller, hvis formanden ikke deltager i afgørelsen, første næstformands stemme afgørende. Deltager hverken formanden eller første næstformand i afgørelsen og er der stemmelighed, er anden næstformands stemme afgørende.
  Stk. 4.  Skatterådet kan vælge at opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, hvoraf den ene skal være formanden eller en næstformand. Ethvert medlem af Skatterådet kan kræve en sag forelagt for det samlede Skatteråd.
  Stk. 5.  For at et besluttende led kan træffe en afgørelse skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. I tilfælde af stemmelighed træffes afgørelsen af det samlede Skatteråd.
  Stk. 6.  Naalakkersuisut fastsætter en forretningsorden for Skatterådet.
  Stk. 7.  Naalakkersuisut stiller sekretariatsbistand til rådighed for Skatterådet. Sekretariatet er i sin virksomhed uafhængig af Naalakkersuisut.


Kapitel 3
Kompetence, tavshedspligt mv.

Indbyrdes kompetence

 

  § 6.  Skatteforvaltningen kan ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet tidligere har truffet en afgørelse i sagen vedrørende samme forhold.


Habilitet

 

  § 7.  En ansat i skatteforvaltningen kan ikke være medlem af eller suppleant i Skatterådet.


Kommunalbestyrelser

 

  § 8.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen skal løse opgaver, der har karakter af borgervejledning og lignende faktisk forvaltningsvirksomhed, og som efter § 1 henhører under skatteforvaltningens opgaver.


Tavshedspligt og videregivelse af oplysninger

 

  § 9.  Ansatte i skatteforvaltningen og medlemmer af Skatterådet samt disses suppleanter skal under ansvar efter § 29 i kriminalloven for Grønland iagttage ubetinget tavshed over for uvedkommende med hensyn til de oplysninger om en fysisk eller juridisk persons økonomiske, erhvervsmæssige eller privatlivet tilhørende forhold, som de under varetagelsen af deres arbejde bliver bekendt med. Forpligtelsen gælder tillige for sagkyndige medhjælpere samt i øvrigt enhver, der som følge af et i henhold til aftale med det offentlige påtaget arbejde kommer til kundskab om sådanne forhold. Er aftalen indgået med en offentlig myndighed eller en virksomhed, gælder forpligtelsen alle, der under deres arbejde i myndigheden eller virksomheden får kundskab om forhold som de ovennævnte.

 

  § 10.  Ægtefæller og forhenværende ægtefæller har hver især ret til ved henvendelse til skatteforvaltningen at få oplyst indholdet af deres egen og den anden ægtefælles selvangivelse og ansættelse af indkomst for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende.


Afsnit II
Regler for sagsbehandling


Kapitel 4
Sagsfremstilling og agterskrivelse

Sagsfremstilling

 

  § 11.  Der skal udarbejdes en sagsfremstilling i sager om afgørelser,
1)  der forelægges for Skatterådet.
2)  vedrørende ændring af tidligere ansættelser.
3)  vedrørende foranstaltninger efter skattelovgivningen.
  Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 2, finder ikke anvendelse i det omfang, afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen, eller skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.
  Stk. 3.  Sagsfremstillingen skal indeholde en redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske forhold, der påtænkes tillagt betydning ved afgørelsen. Der skal endvidere oplyses om den afgørelse, som disse oplysninger efter skatteforvaltningens vurdering fører til, med en begrundelse, der opfylder de krav til begrundelsen, der følger af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
  Stk. 4.  Sagsfremstillingen skal sendes til udtalelse hos sagens parter med en svarfrist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 4 uger, regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Skatteforvaltningen kan efter anmodning fra sagens parter forlænge en meddelt svarfrist.
  Stk. 5.  Hvis der foretages høring efter stk. 4, kan skatteforvaltningen meddele sagens parter, at afgørelsen vil blive truffet på grundlag af sagsfremstillingen, medmindre sagens parter over for skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod sagsfremstillingen eller den påtænkte afgørelse inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden sagens parters samtykke kan være mindre end 4 uger, regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Skatteforvaltningen kan efter anmodning fra sagens parter forlænge fristen for at fremkomme med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen, medmindre fristen er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.
  Stk. 6.  Skatteforvaltningen kan, når der er en åbenbar og konkret begrundet risiko for, at den, afgørelsen vedrører, vil søge at unddrage sig betaling af skattetilsvaret, såfremt den pågældende bliver bekendt med de påtænkte ændringer, fastsætte en kortere frist end fastsat i stk. 4 og 5. Fristen kan ikke være kortere end 3 dage, fra sagens parter har modtaget sagsfremstillingen.


Agterskrivelse

 

  § 12.  Agter skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af skatter på et andet grundlag end det, der er selvangivet eller anmeldt, skal parterne skriftligt underrettes. Det samme gælder, i det omfang ansættelsen skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
  Stk. 2.  Parterne skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre parterne over for skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angiven frist, der ikke uden parternes samtykke kan være på mindre end 4 uger, regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen. Har parterne ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.
  Stk. 3.  Underretning som nævnt i stk. 1 og 2 kan undlades i det omfang, afgørelsen træffes efter anmodning fra sagens parter, og skatteforvaltningen fuldt ud kan imødekomme anmodningen, eller skatteforvaltningen og sagens parter i øvrigt er enige om afgørelsen.


Afsnit III
Behandling af sager om indkomstskat


Kapitel 5
Forskudsregistrering, selvangivelse mv.

Forskudsregistrering

 

  § 13. Skatteforvaltningen fastsætter ved forskudsregistrering et grundlag for den foreløbige skattebetaling.
  Stk. 2.  Forskudsregistreringen foretages på baggrund af de oplysninger om den skattepligtiges indkomstforhold, som senest er lagt til grund ved ligning eller forskudsregistrering. Skatteforvaltningen kan foretage en procentvis forhøjelse eller nedsættelse af indkomstforholdene for alle skattepligtige eller for grupper af skattepligtige.
  Stk. 3. Skatteforvaltningen kan foretage forskudsregistreringen efter anslåede forventede indkomstforhold, når der efter foreliggende oplysninger er grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved ligningen eller forskudsregistreringen.
  Stk. 4.  Skatteforvaltningen kan i løbet af indkomståret ændre forskudsregistreringen efter anslåede forventede indkomstforhold, når der efter foreliggende oplysninger er grund til at antage, at den skattepligtiges indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved ligningen eller forskudsregistreringen.
  Stk. 5.  Til brug ved afgørelser efter stk. 3 og 4, kan skatteforvaltningen afkræve den skattepligtige en redegørelse.
  Stk. 6.  Er der ikke tidligere foretaget ligning eller forskudsregistrering for den skattepligtige, skal denne redegøre for sine forventede indkomstforhold. Det beror på et skøn, i hvilket omfang den skattepligtiges oplysninger skal lægges til grund for forskudsregistreringen.
  Stk. 7. Naalakkersuisut fastsætter regler om de i stk. 5 og 6 nævnte redegørelsers form og indhold. Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte regler om frist for indgivelse af den i stk. 6 nævnte redegørelse.
  Stk. 8. Naalakkersuisut kan fastsætte regler, hvorefter skatter, herunder blandt andet restskatter, tillæg, afgifter og renter, kan opkræves sammen med forskudsskatten for ligningsåret eller det følgende år. Naalakkersuisut kan herved fastsætte, at der i stedet for tilskrivning af renter vedrørende skatter, der opkræves sammen med forskudsskatten, opkræves et tillæg.

 

  § 14.  Antager den skattepligtige, at vedkommendes indkomstforhold i indkomståret vil afvige væsentligt fra, hvad der senest er lagt til grund ved ligning eller forskudsregistrering, kan den skattepligtige anmode om, at forskudsregistreringen sker på grundlag af den skattepligtiges oplysninger om de forventede indkomstforhold. I det omfang skatteforvaltningen finder den skattepligtiges oplysninger i anmodningen tilstrækkeligt sandsynliggjort, lægges anmodningen til grund ved forskudsregistreringen. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om anmodningens form og indhold samt fastsætte en frist for dens indgivelse.
  Stk. 2.  I løbet af indkomståret kan den skattepligtige under de i stk. 1 anførte betingelser forlange forskudsregistreringen ændret med virkning for den fremtidige skattebetaling.

 

  § 15.  Må det antages, at den allerede betalte foreløbige skat vil overstige slutskatten med 5.000 kr. eller mere, tilbagebetales på den skattepligtiges anmodning snarest det beløb, som efter skatteforvaltningens skøn er betalt for meget. Der tilkommer ikke den skattepligtige godtgørelse eller renter ved en sådan tilbagebetaling.
  Stk. 2. En anmodning om tilbagebetaling efter stk. 1 skal fremsættes over for skatteforvaltningen senest 1 måned efter, at selvangivelsen er modtaget hos skatteforvaltningen. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om anmodningens form og indhold.
  Stk. 3. Skatteforvaltningen kan imødekomme en anmodning om udbetaling af et mindre beløb end nævnt i stk. 1 i tilfælde, hvor den skattepligtige har været udsat for en væsentlig uforudset social begivenhed.


Selvangivelse

 

  § 16.  Skatteforvaltningen udsender selvangivelsesskema til alle skattepligtige, så de er de skattepligtige i hænde snarest efter indkomstårets udløb.
  Stk. 2.  Den omstændighed, at en skattepligtig ikke får tilsendt selvangivelsesskema, fritager ikke den skattepligtige for pligten til at indgive selvangivelse.
  Stk. 3.  Selvangivelse skal indsendes til skatteforvaltningen året efter indkomståret og senest den:
1)  1. maj for alle, der ikke er omfattet af nedenstående nr. 2-3:
2)  15. maj for selvstændigt erhvervsdrivende, der indberetter selvangivelsen elektronisk på den af skatteforvaltningen anviste måde.
3)  15. juni for alle selskaber, foreninger m.v., der indberetter selvangivelsen elektronisk på den af skatteforvaltningen anviste måde.
  Stk. 4.  For selvstændigt erhvervsdrivende, selskaber og foreninger omfattet af stk. 3. nr. 2 og 3, hvor skatteforvaltningen i det foregående indkomstsår har truffet afgørelse om skønsmæssig skatteansættelse, er fristen for at indsende selvangivelsen den 1. maj.
  Stk. 5.  Skatteforvaltningen kan, hvor særlige grunde taler for det, give udsættelse med indgivelsen af selvangivelsen, for så vidt dette er foreneligt med ligningsarbejdets tilrettelæggelse og rettidige færdiggørelse. Ansøgning om udsættelse med indgivelse af selvangivelse skal være begrundet og indgivet senest samme dato, som selvangivelsen skal indsendes jf. stk. 3 og 4.
  Stk. 6. Selvangivelsespligtige fysiske personer, som modtager et selvangivelsesskema, der er udfyldt af skatteforvaltningen, kan undlade at indgive selvangivelse, hvis de anvendte oplysninger er korrekte og fyldestgørende, jf. § 17.
  Stk. 7. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om udformning og udsendelsen af selvangivelsesskemaet, ligesom Naalakkersuisut kan fastsætte regler, hvorefter de skattepligtige skal anvende de af Naalakkersuisut godkendte selvangivelsesskemaer.

 

  § 17.  I selvangivelsen skal den skattepligtige angive sin indkomst i indkomståret, hvad enten indkomsten er positiv eller negativ. Selvangivelsen skal foruden angivelse af nettoindkomstens størrelse indeholde sådanne specifikationer af indtægter og udgifter og andre oplysninger af betydning for skatteansættelsen, som fastsættes af Naalakkersuisut. Også indtægter, som ikke skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan kræves specificeret i selvangivelsen. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at skattepligtige, som ikke er bogføringspligtige, i forbindelse med selvangivelsen skal meddele oplysninger om hovedposter inden for privatforbruget, herunder udgifter til privat medhjælp, større anskaffelser af løsøre og lignende.
  Stk. 2.  Selvangivelsen skal endvidere indeholde oplysning om den skattepligtiges formue ved indkomstårets udløb og tillige ved indkomstårets begyndelse, for så vidt dette ikke fremgår af tidligere indgivet selvangivelse. Formuen skal angives, hvad enten den er positiv eller negativ og skal angives med sådan specifikation af aktiver og passiver, som fastsættes af Naalakkersuisut.
  Stk. 3.  Skattepligtige, der er bogføringspligtige, skal sammen med selvangivelsen indsende driftsregnskab for indkomståret og opgørelse over status ved indkomstårets udløb og tillige ved indkomstårets begyndelse, for så vidt dette ikke fremgår af tidligere indgivet selvangivelse.

 

  § 18.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at erhvervsdrivende, der ikke i henhold til lov om bogføring skal føre regnskab, skal opfylde de mindstekrav, der er fastsat af Naalakkersuisut, og skal indsende driftsregnskab udarbejdet på grundlag af ovenfornævnte regnskab, til skatteforvaltningen inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om udarbejdelse af de driftsregnskaber, der efter stk. 1 eller § 17, stk. 3, skal indsendes til skatteforvaltningen.
  Stk. 3.  Er et driftsregnskab ikke indsendt rettidigt, eller udarbejdet i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i henhold til stk. 1 og 2, finder reglerne i § 19, stk. 1, tilsvarende anvendelse.
  Stk. 4.  En skattepligtig, der er pålagt regnskabspligt i henhold til bestemmelsen i stk. 1, skal opbevare regnskabet med tilhørende bilag i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår.
  Stk. 5.  Grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes efter regler udstedt i medfør af Landstingslov nr. 11 af 2. november 2006 om forvaltning af skatter § 35 a, herunder oplysninger til brug for afgørelsen af, om en oplysning er indberetningspligtig, skal opbevares i 5 år regnet fra udløbet af indberetningsfristen efter regler udstedt i medfør af § 35 a.

 

  § 18 a. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om krav til fakturering ved levering af varer eller ydelser, herunder fastsætte bestemmelser om, at skatteforvaltningen kan nægte skattemæssigt fradrag ved væsentlig misligholdelse af fakturakravene.

 

  § 19.  Har den selvangivelsespligtige ikke rettidigt indsendt en behørig selvangivelse, betales et skattetillæg på 200 kr., for hver dag selvangivelsesfristen overskrides, dog højst på 2.000 kr. i alt for fysiske personer, og højst 5.000 kr. i alt for selvstændigt erhvervsdrivende samt juridiske personer.
  Stk. 2. Skatteforvaltningen kan meddele hel eller delvis fritagelse for det i stk. 1 nævnte skattetillæg, når der er en særlig grund dertil.
  Stk. 3.  Har et selskab eller en forening med videre vedlagt selvangivelsen et regnskab, der på indsendelsestidspunktet endnu ikke er godkendt af generalforsamlingen, skal der senest 14 dage efter generalforsamlingen afholdes gives skatteforvaltningen meddelelse om generalforsamlingens beslutning med hensyn til det pågældende regnskab. Indsendes meddelelsen ikke rettidigt, og medfører generalforsamlingens beslutning, at den indkomst, hvoraf skatten beregnes, forhøjes, skal den hertil svarende forhøjelse af selskabsskatten opkræves med et tillæg, der beregnes efter reglerne i stk. 1.

 

  § 20. Naalakkersuisut kan som et forsøg beslutte, at nærmere fastlagte grupper af skattepligtige i en eller flere kommuner ikke skal indsende selvangivelser.
  Stk. 2. Skattepligtige, som omfattes af det i stk. 1 nævnte forsøg, modtager inden den 1. juli i ligningsåret en meddelelse om den skattepligtige indkomst.
  Stk. 3. En skattepligtig, som har modtaget en meddelelse om den skattepligtige indkomst, skal inden den 15. august i ligningsåret skriftligt underrette skatteforvaltningen, såfremt meddelelsen ikke indeholder alle oplysninger af betydning for den skattepligtiges skatteansættelse, eller meddelelsen indeholder ukorrekte oplysninger.


Ligning

 

  § 21.  Ligningen bør være afsluttet senest den 1. september i kalenderåret efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører, jf. dog stk. 2 og § 47 og § 48.
  Stk. 2. Ligningen for selskaber og foreninger med videre, skal være afsluttet senest den 1. november i kalenderåret efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører, jf. dog § 47 og § 48.
  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan udstede almindelige vejledende anvisninger til brug ved ligningen.


Slut- og skatteopgørelse

 

  § 22.  Skatteforvaltningen beregner den endelige skat (slutskatten) på grundlag af skatteansættelsen.

 

  § 23.  I slutskatten modregnes de foreløbige skattebeløb, der er:
1)  indeholdt som A-skat,
2)  indbetalt som B-skat senest den 1. april i det år, ligningen foretages,
3)  indbetalt efter § 85 i landstingslov om indkomstskat, eller
4)  indbetalt efter § 94 i landstingslov om indkomstskat.
  Stk. 2. I slutskatten modregnes endvidere nedsættelser efter landstingslov om indkomstskat §§ 69-72.
  Stk. 3.  Ved opgørelsen af det beløb, der skal modregnes efter stk. 1 og 2 fradrages de skatter, der måtte være tilbagebetalt efter § 15.
  Stk. 4.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler, hvorefter den skattepligtige over for skatteforvaltningen skal oplyse, hvilke beløb der er indeholdt eller indbetalt som foreløbig skat.

 

  § 24.  Overstiger slutskatten de foreløbige skatter, der modregnes efter § 23, skal den skattepligtige betale det overskydende beløb som restskat. Er restskatten mindre end 100 kr., opkræves beløbet dog ikke.
  Stk. 2.  Skal der betales restskat betales tillige et tillæg på 8 procent af restskatten.
  Stk. 3.  Restskatten opkræves af skatteforvaltningen. Restskatten med tillæg efter stk. 2, forfalder til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne september, oktober og november i ligningsåret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmånederne. Falder sidste rettidige betalingsdag på en søn- eller helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
  Stk. 4.  Træffes der senere en afgørelse, som medfører forhøjelse af slutskatten, forfalder det for lidt betalte beløb med tillæg efter stk. 2 til betaling den 1. i den måned, der følger nærmest efter, at der er forløbet 3 måneder fra afgørelsen, og med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en søn- eller helligdag eller en lørdag forlænges fristen til den følgende hverdag. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg efter stk. 2 forrentes med 0,5 procent per påbegyndt måned fra den 1. september i ligningsåret og indtil datoen for meddelelse af afgørelsen.
  Stk. 5. Medfører en ændret slutopgørelse, at den tidligere beregnede restskat nedsættes eller bortfalder, udbetales det beløb, som restskatten er nedsat med, med tillæg efter stk. 2, inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter datoen for meddelelse af afgørelsen. Der tilkommer den skattepligtige en rente på 0,5 procent per påbegyndt måned fra den 1. september i ligningsåret.
  Stk. 6.  De i stk. 3-5 nævnte beløb nedrundes til hele kronebeløb.

 

  § 25.  Overstiger de foreløbige skatter, der modregnes efter § 23, slutskatten, tilbagebetales det overskydende beløb til den skattepligtige som overskydende skat. Tilbagebetalingen foretages dog ikke, hvis den overskydende skat er mindre end 100 kr.
  Stk. 2.  Ved tilbagebetaling af overskydende skat ydes den skattepligtige en godtgørelse på 2 procent af beløbet. I det omfang den overskydende skat modsvares af beløb, som er indbetalt frivilligt, ydes der ikke godtgørelse.
  Stk. 3.  Overskydende skat tilbagebetales af skatteforvaltningen.
  Stk. 4.  Overskydende skat med godtgørelse tilbagebetales inden den 1. september i ligningsåret. Foretages tilbagebetaling den 1. september eller senere, tilkommer der den skattepligtige rente efter reglen i § 44, stk. 4.
  Stk. 5.  Træffes der senere en afgørelse, som medfører en nedsættelse af slutskatten, tilbagebetales det for meget betalte skattebeløb med godtgørelse efter stk. 2 inden 1 måned efter afgørelsen. Der tilkommer den skattepligtige renter af det tilbagebetalte beløb med 0,5 procent per påbegyndt måned fra den 1. september i ligningsåret og indtil datoen for meddelelse af afgørelsen. I det omfang tilbagebetalingen vedrører beløb, der er opkrævet efter § 24, stk. 4, beregnes renten dog først fra forfaldsdagen.
  Stk. 6. Medfører en ændret slutopgørelse, at der sker nedsættelse eller bortfald af overskydende skat, der allerede er udbetalt til den skattepligtige, jf. stk. 1, skal beløbet tilbagebetales tillige med godtgørelse efter stk. 2. Det samlede beløb efter 1. pkt. forrentes med 0,5 procent per påbegyndt måned fra den 1. september i ligningsåret og indtil datoen for meddelelse af afgørelsen. Beløbet forfalder til betaling den 1. i den måned, der følger nærmest efter, at der er forløbet 3 måneder fra afgørelsen, og med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en søn- eller helligdag eller en lørdag forlænges fristen til den følgende hverdag.
  Stk. 7.  Forinden tilbagebetaling af overskydende skat, foretages der modregning i tilbage-betalingsbeløbet af eventuelle restancer vedrørende:
1)  indkomstskat,
2)  afgifter, der tilkommer Grønlands Selvstyre,
3)  tillæg, renter og gebyrer m.v. vedrørende indkomstskat,
4)  andre fordringer, der tilkommer Grønlands Selvstyre.
  Stk. 8.  De i stk. 4-6 nævnte beløb nedrundes til hele kronebeløb.

 

  § 26.  Ved en afsluttende ansættelse af en afdøds skat af indkomst i det indkomstår, hvori dødsfaldet har fundet sted, beregnes ikke tillæg efter § 24, stk. 2, ligesom der ikke udbetales godtgørelse efter § 25, stk. 2.
  Stk. 2.  Skatteforvaltningen skal udbetale en eventuel overskydende skat senest 5 måneder efter skatteforvaltningens modtagelse af selvangivelsen. Sker tilbagebetalingen ikke rettidigt, tilfalder der boet renter af beløbet efter reglen i § 44, stk. 4.
  Stk. 3.  Boet skal indbetale eventuel restskat i den kalendermåned, der følger efter, at der er forløbet 3 måneder fra modtagelsen af meddelelse om den afsluttende ansættelse med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en søn- eller helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
  Stk. 4.  De i stk. 2 og 3 nævnte beløb nedrundes til hele kronebeløb.

 

  § 27.  Overstiger skatten for selskaber og foreninger mv., der er fuld eller begrænset skattepligtige, 99 kr., opkræves skatten tillige med et tillæg på 6 procent af skatteforvaltningen.
  Stk. 2.  Skatten med tillæg efter stk. 1 forfalder til betaling den 1. november i ligningsåret med sidste rettidige betalingsdag den 20. november. Falder sidste rettidige betalingsdag på en søn- eller helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
  Stk. 3.  Træffes der senere en afgørelse, som medfører en forhøjelse af skatten, forfalder den for lidt betalte skat med tillæg efter stk. 1 til betaling den 1. i den måned, der følger nærmest efter, at der er forløbet 3 måneder fra afgørelsen, og med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en søn- eller helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. En forhøjet skat efter 1. pkt. med tillæg efter stk. 1, forrentes med 0,5 procent per påbegyndt måned fra den 1. november i ligningsåret og indtil datoen for meddelelse af afgørelsen.
  Stk. 4.  Træffes der senere en afgørelse, som medfører en nedsættelse af skatten, tilbagebetales den for meget betalte skat med tillæg på 6 procent inden 1 måned efter afgørelsen. Der tilkommer den skattepligtige renter af det tilbagebetalte beløb med 0,5 procent per påbegyndt måned fra den 1. november i ligningsåret og indtil datoen for meddelelse af afgørelsen. I det omfang tilbagebetalingen vedrører beløb, der er opkrævet efter stk. 3, beregnes renten dog først fra forfaldsdagen.
  Stk. 5.  De i stk. 2-4 nævnte beløb nedrundes til hele kronebeløb.
  Stk. 6.  Skatteforvaltningen kan efter retningslinier fastsat af Naalakkersuisut i særlige tilfælde tillade, at de i stk. 1, 3 og 4 nævnte tillæg ikke anvendes ved opkrævning af skatten for selskaber og foreninger mv.

 

  § 28.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om indgivelse af selvangivelse, ligning, betaling, inddrivelse og forrentning med videre af indkomstskat i tilfælde, hvor der i årets løb sker ændringer i skattepligtsforholdene.

 

  § 29. Skatteforvaltningen kan, når der er en åbenbar og konkret begrundet risiko for, at den, afgørelsen vedrører, vil søge at unddrage sig betaling af restskat, forhøjet slutskat, indkomstskat, eller forhøjet indkomstskat, fastsætte kortere forfalds- og betalingsfrister end fastsat i § 24, stk. 3 og 5, § 25, stk. 6, og § 27, stk. 2 og 3. Forfaldsfristen kan ikke være kortere end 7 dage og betalingsfristen kan ikke være kortere end 14 dage.


Kapitel 6
Indberetning af oplysninger

 

  § 30.  Til brug ved ligningen og skatteberegningen skal enhver, der i sin virksomhed har udbetalt indkomst af den art, der er nævnt i landstingslov om indkomstskat § 75, stk. 1 og 2, hvert år inden udgangen af januar måned oplyse størrelsen af den samlede udbetaling af sådanne beløb samt den indeholdte A-skat. Endvidere skal der gives oplysning om:
1)  det samlede beløb, der er indtjent af hver enkelt modtager,
2)  den i indtægten indeholdte A-skat,
3)  helt eller delvis frie goder såsom kost og logi, bolig, ophold, rejser, bil og telefon med videre, samt efter regler fastsat af Naalakkersuisut, værdien heraf,
4)  modtagerens navn, personnummer, bopæl og skattekommune og
5)  eventuelle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af modtageren.
  Stk. 2. Ophører virksomheden, afgives indberetning for den forløbne del af indkomståret senest 10 dage efter sidste lønudbetaling.
  Stk. 3.  Enhver, der har udbetalt honorar til forfattere, komponister, udøvende kunstnere, foredragsholdere eller lignende, beløb for leje eller forpagtning af virksomhed, royalty, eller afgift for udnyttelse af patentrettigheder, mønster, varemærke og lignende , hvad enten afgift erlægges som en løbende ydelse eller som en sum én gang for alle, har samme oplysningspligt som fastsat i stk. 1.
  Stk. 4.  Udbetales løn med videre gennem en mellemmand, påhviler pligten denne, hvis arbejdsgiveren er ude af stand til at give oplysningerne. Arbejdsgiveren, eventuelt mellemmanden, skal ved antagelse af medhjælp afkræve denne oplysning om navn, nøjagtig adresse samt personnummer.
  Stk. 5.  Oplysningerne afgives til skatteforvaltningen.

 

  § 30 a. Enhver, der i sin virksomhed har udbetalt indkomst af den art, der er nævnt i landstingslov om indkomstskat § 75, stk. 1 og 2, skal hvert år inden udgangen af januar måned oplyse det samlede beløb for hver enkelt arbejdstager, der er indbetalt til pensions- eller livsforsikringsordninger. Desuden skal den i indbetalingen indeholdte A-skat oplyses, medmindre indbetalingen er sket til en pensions- eller livsforsikringsordning, som i medfør af § 41, stk. 2, i landstingslov om indkomstskat ikke skal medregnes til arbejdstagerens skattepligtige indkomst.
  Stk. 2. Bestemmelserne i § 30, stk. 1, nr. 5 og 6, og stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse.

 

  § 31.  Ophører en modtager af de indkomstarter, der nævnes i § 30, med at være skattepligtig i Grønland, skal den oplysningspligtige efter anmodning afgive oplysning som nævnt i § 30 om størrelsen af de beløb, der i tiden fra kalenderårets begyndelse og til tidspunktet for skattepligtens ophør er indtjent af den pågældende, samt om størrelsen af den indeholdte A-skat.
  Stk. 2.  Tilsvarende oplysninger skal efter anmodning gives den pågældende eller dennes repræsentant, eventuelt hans dødsbo.

 

  § 32.  Indkomstmodtageren skal have en kopi af de oplysninger vedrørende indkomstmodtageren, der er givet efter § 30 og § 31, stk. 1.

 

  § 33.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om afgivelsen af oplysninger efter §§ 30-32 og herunder lempe oplysningskravene for grupper af oplysningspligtige. Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte regler, hvorefter oplysningerne efter § 30 skal afgives særskilt, for så vidt angår indtægter, som ikke er A-indkomst for modtageren. For ydelser, der udbetales efter indtjeningsperiodens udløb, fastsætter Naalakkersuisut regler om, i hvilket år oplysningerne skal gives.

 

  § 33 a. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at kommunerne og Grønlands Selvstyre uden opfordring hvert år skal give skatteforvaltningen oplysninger vedrørende indhandling af produkter hidrørende fra fiskeri, fangst, jagt, fåreavl, kunst og husflid, når indhandlingsbeløbet udgør en B-indkomst for erhververen, samt om afholdte udgifter til leje af båd, slæde eller andet transportmiddel, når lejeaftalen ikke er indgået med et selskab, en forening eller lignende.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at den, der udbetaler vederlag til translatører, oversættere, tolke og lignende, hvori der ikke indeholdes A-skat, hvert år uden opfordring skal give skatteforvaltningen oplysning herom.
  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at den, der yder tilskud til frirejser til hjemstedet for privat eller offentligt ansatte, hvert år uden opfordring skal give skatteforvaltningen oplysning om ydede tilskud, uanset der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem tilskudsgiver og tilskudsmodtager.
  Stk. 4. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at indberetninger efter stk. 1-3 skal indeholde de oplysninger til identifikation af erhververen, udlejeren, translatøren og lignende og tilskudsmodtager med videre, som efter Naalakkersuisuts skøn er nødvendige for udførelse af ligning og skatteberegning. Naalakkersuisut kan herunder fastsætte regler om, at erhververen, udlejeren, translatøren og lignende og tilskudsmodtageren med videre er forpligtet til at godtgøre rigtigheden af de afgivne identifikationsoplysninger over for den indberetningspligtige.

 

  § 33 b. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at kommunerne og Grønlands Selvstyre hvert år uden opfordring skal give skatteforvaltningen oplysning om underholdsbidrag, der opkræves på vegne af den bidragsberettigede.

 

  § 33 c. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at faglige foreninger hvert år uden opfordring skal give skatteforvaltningen oplysning om de i det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmer.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at andre foreninger og institutioner inden for arbejdsmarkedsområdet end de i stk. 1 nævnte hvert år uden opfordring skal give skatteforvaltningen oplysning om de i det foregående kalenderår modtagne indbetalinger fra medlemmer, indskydere og lignende bidragsydere.
  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om de i stk. 1 nævnte faglige foreningers pligt til at underrette medlemmet om foretagne indberetninger.

 

  § 33 d. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at Grønlands Selvstyre hvert år uden opfordring skal give skatteforvaltningen oplysning om den i det foregående kalenderår udbetalte uddannelsesstøtte i form af stipendier.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om Grønlands Selvstyres pligt til at underrette de uddannelsessøgende om foretagne indberetninger.

 

  § 33 e.  Den, der gennem en digital formidlingstjeneste formidler udleje af fast ejendom samt betaling herfor, skal til brug ved skatteligningen hvert år uden opfordring give skatteforvaltningen oplysning om formidlingens indhold, herunder oplysninger om modtageren af lejebetalingen, den udlejede enhed, udlejedøgn, størrelsen af den formidlede betaling, kontonummer, hvortil lejen er indbetalt, samt oplysninger om udlejeren, herunder navn, adresse, cpr nr. eller lignende som er egnet til sikker identifikation af udlejeren. Oplysningspligten gælder ikke for hoteller, pensionater og lignende næringsvirksomhed som udelukkende formidler leje af rum eller lejligheder.
  Stk. 2. Oplysningspligten efter stk.1 gælder også formidling af udleje af fast ejendom som ikke sker gennem en digital formidlingstjeneste, når betalingen for tjenesten er formidlet gennem formidlingstjenesten.
  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1 og 2.

 

  § 33 f.  Den, der mod vederlag formidler salg af produkter der stammer fra fiskeri, fangst, jagt, fåreavl, kunst eller husflid, når salget udgør en B-indkomst for erhververen, skal til brug ved skatteligningen hvert år uden opfordring give skatteforvaltningen oplysning om formidlingens indhold, herunder oplysninger om modtageren af betalingen for produkterne, ved oplysning af navn, adresse og cpr nr., samt størrelsen af den formidlede betaling.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1.

 

  § 34.  Skatteforvaltningen fører et register over de indeholdelsespligtige efter regler, der fastsættes af Naalakkersuisut.
  Stk. 2.  Ved de i stk. 1 nævnte regler kan det bestemmes, at de indeholdelsespligtige skal give skatteforvaltningen meddelelse om:
1)  indtræden og ophør af indeholdelsespligt,
2)  ændring af den indeholdelsespligtiges adresse og
3)  tilgang og afgang af modtagere af A-indkomst.

 

  § 34 a. Skatteforvaltningen fører et register over oplysninger indberettet efter § 30 a.
  Stk. 2.  Skatteforvaltningen kan efter anmodning registrere oplysninger om en fysisk persons indbetalinger til pensions- og livsforsikringsordninger, der opfylder betingelserne i § 39 a, stk. 2, når det godtgøres, at personen ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i Danmark, på Færøerne eller i Grønland har opnået hel eller delvis fradragsret ved indbetalingen.
  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om registeret, herunder om elektronisk indberetning, om videregivelse af registrerede oplysninger m.v.

 

  § 35.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at banker, sparekasser, andelskasser, finansieringsselskaber, offentlige kasser, realkreditinstitutter, værdipapircentraler, investeringsforeninger, vekselerere og andre, som modtager aktier, anparter, obligationer, pantebreve, investeringsbeviser, terminskontrakter eller andre værdipapirer i depot til forvaltning, eller som formidler eller driver omsætning med sådanne værdipapirer, uden opfordring hvert år skal give skatteforvaltningen oplysninger vedrørende beholdning, renter, udbytter, kursværdi, restgæld, køb, salg med videre.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at indberetninger efter stk. 1 skal indeholde de oplysninger til identifikation af ejer, sælger, låntager, långiver med videre, som efter Naalakkersuisuts skøn er nødvendige for udførelse af ligning og skatteberegning. Naalakkersuisut kan herunder fastsætte regler om, at ejeren, sælgeren, låntager, långiver med videre er forpligtet til at godtgøre rigtigheden af de afgivne identifikationsoplysninger over for den indberetningspligtige.

 

  § 35 a.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at finansielle institutter årligt uden opfordring skal foretage indberetning til skatteforvaltningen om finansielle konti med angivelse af følgende oplysninger:
1)  Navn, adresse, cpr-, cvr- eller GER-nummer og udenlandske identifikationsnumre samt andre identifikationsoplysninger vedrørende kontohavere og oplysning om, hvilke lande eller områder disse er knyttet til. For så vidt angår kontohavere, som er juridiske personer med en eller flere kontrollerende personer, kan dette tillige omfatte tilsvarende oplysninger vedrørende enhver sådan kontrollerende person.
2)  Kontonummer, eller hvad der til praktiske formål svarer dertil, hvis et kontonummer ikke forefindes.
3)  Navn og identifikationsnumre på det indberettende finansielle institut, herunder identifikationsnumre udstedt af udenlandske myndigheder.
4)  Den finansielle kontos saldo eller værdi, herunder, for så vidt angår en forsikringsaftale med kontantværdi eller annuitetsaftale, kontantværdien eller tilbagekøbsværdien ved ud­løbet af det relevante kalenderår eller umiddelbart før lukningen, hvis kontoen er lukket i løbet af kalenderåret.
5)  For så vidt angår forvaltningskonti:
a)  Det samlede bruttobeløb af renter, det samlede bruttobeløb af udbytter og det samlede bruttobeløb af anden indkomst genereret med hensyn til de aktiver, der findes på kontoen, når beløbene er betalt til eller tilskrevet kontoen eller er betalt eller tilskrevet med hensyn til kontoen i løbet af kalenderåret.
b)  Det samlede bruttoafkast ved salg eller indløsning af værdier, der er betalt til eller tilskrevet kontoen i løbet af kalenderåret, når det indberettende finansielle institut har optrådt som repræsentant for kontohaveren i forbindelse med salget eller indløsningen.
6)  For så vidt angår enhver indskudskonto det samlede bruttobeløb af renter betalt til eller tilskrevet kontoen i løbet af kalenderåret.
7)  For så vidt angår enhver konto, som ikke er omfattet af nr. 5 eller 6, det samlede bruttobeløb betalt til eller godskrevet kontohaveren med hensyn til kontoen i løbet af kalen­der­året, for hvilket det indberettende finansielle institut er betalings- eller godskrivnings­for­pligtet, herunder det samlede beløb af eventuelle indløsningsbeløb betalt til kontohaveren i løbet af kalenderåret.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at finansielle institutter tillige skal indberette navnene på nærmere angivne finansielle institutter, hvortil de har foretaget betalinger, og det samlede beløb af sådanne betalinger til hvert af disse.
  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om procedurer for passende omhu ved ind­beretningspligtige finansielle institutters identifikation og indberetning om finansielle konti jf. stk. 1, og betalinger til nærmere angivne finansielle institutter, jf. stk. 2. Herunder kan Naalakkersuisut fastsætte regler om afgivelse af egenerklæringer i forbindelse med disse procedurer.
  Stk. 4. Naalakkersuisut kan begrænse regler udstedt i medfør af stk. 1-3 til kontohavere og juridiske personer med kontrollerende personer, der har tilknytning til lande eller områder, med hvilke der efter en dobbeltbeskatningsoverens­komst, en anden international overens­komst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om bistand i skattesager auto­matisk skal udveksles oplysninger som omhandlet i stk. 1 og 2 om finansielle konti, eller hvor tilknytning ikke kan fastslås. Herunder kan Naalakkersuisut fastsætte lempe­ligere regler end de i stk. 1 og 2 nævnte, og reglerne kan udformes forskelligt afhængigt af, hvilke lande eller områder kontohaverne eller de kon­trol­le­rende personer har tilknytning til, og om ingen tilknytning kan fastslås. Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte regler om gradvis indfasning af indberetningspligten.
  Stk. 5. Finansielle institutter kan indeholde udenlandsk kildeskat ved betalinger til andre finansielle institutter til overholdelse af forpligtelser indeholdt i en aftale, Grønlands Selvstyre og det pågældende land eller område har indgået. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at fi­nan­sielle institutter, som foretager eller fungerer som mellemmand for en udenlandsk kildeskattepligtig betaling til andre finansielle institutter, skal videregive de oplysninger til det umiddelbart forudgående led i betalingskæden, som er nødvendige for, at indeholdelse og indberetning kan ske vedrørende en sådan betaling.
  Stk. 6.  Den, der opretter en finansiel konto i et finansielt institut, skal efter nærmere regler fastsat af Naalakkersuisut oplyse det finansielle institut om kontohaveres og eventuelle kontrollerende personers cpr-, cvr- eller GER-numre og udenlandske identifikationsnumre, hvis sådanne numre eksisterer, samt give andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af kon­tohavere og eventuelle kontrollerende personer. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om pligt for finansielle institutter til at indhente og for kontohavere til at meddele de finansielle institutter de i 1. pkt. nævnte oplysninger for konti oprettet senest den 31. december 2013.
  Stk. 7. En person, der skal indberettes oplysninger om efter regler udstedt i medfør af stk. 1 og 2, underrettes om brud på sikkerheden med hensyn til oplysninger om vedkommende, når det er sandsynligt, at dette brud kan skade beskyttelsen af personoplysninger om den pågældende eller vedkommendes privatliv.
  Stk. 8.  Finansielle institutter, der er indberetningspligtige, skal underrette hver enkelt person, hvorom der skal indberettes efter regler udstedt i medfør af stk. 1 og 2, om, at oplysningerne om vedkommende vil blive indsamlet og videregivet i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 1-6, og skal give disse personer alle de oplysninger, som vedkommende har ret til i henhold til persondatalovens §§ 28 og 29, i tilstrækkelig god tid til, at personen kan udøve sine databeskyttelsesrettigheder, og under alle omstændigheder inden det finansielle institut indberetter oplysninger om den pågældende til skatteforvaltningen.

 

  § 36.  Den, der som led i sin virksomhed modtager indskud til forrentning eller yder eller formidler lån mod forrentning, skal til brug ved skatteligningen hvert år uden opfordring give skatteforvaltningen oplysning om størrelsen af ydede eller godskrevne renter samt tilskrevne eller forfaldne renter til de enkelte kontohavere i det forløbne år, dato for rentetilskrivningen samt størrelsen af det indestående beløb eller gæld ved udløbet af det foregående år. Oplysningspligten omfatter også konti med videre, der ophæves i løbet af året.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1.

 

  § 37. Den, der opretter konto som nævnt i § 36, stk. 1, skal oplyse kontohavers personnummer eller selskabets registreringsnummer. Skatteforvaltningen kan underrette de oplysningspligtige efter § 36 om kontohavers personnummer eller registreringsnummer.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1.

 

  § 38.  (Ophævet)

 

  § 39. Pensionskasser, livs- og pensionsforsikringsselskaber, pengeinstitutter og andre, der udbetaler pensioner eller livsbetingede forsikringsydelser, skal give skatteforvaltningen oplysning om:
1)  indbetalte bidrag og præmier,
2)  udbetalinger, der hidrører fra pensionsordninger af de i landstingslov om indkomstskat §§ 39, 39 a, 40 og § 47 f nævnte art,
3)  udbetalinger af udtrædelsesgodtgørelse, tilbagekøbsværdi og bonus efter sådanne ordninger, og
4)  dispositioner af den i landstingslov om indkomstskat § 46, stk. 2, nævnte karakter, som pensionskassen, livs- og pensionsforsikringsselskabets eller pengeinstituttet med videre har kendskab til.
  Stk. 2.  Såfremt et pensionstilsagn eller en forsikringspolice indeholder kombinationsordninger, hvor hele bidraget eller præmien ikke er omfattet af landstingslov om indkomstskat § 39, skal pensionstilsagnet eller forsikringspolicen påføres, hvorledes bidraget eller præmien fordeler sig på de enkelte pensions- og forsikringsarter, ligesom pensionskassen eller forsikringsselskabet årligt skal oplyse om den beløbsmæssige fordeling.
  Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om afgivelsen af oplysninger efter stk. 1 og 2.


Kapitel 7
Indkomstskattens fordeling og afregning

 

  § 40. Landsskat og særlig landsskat tilfalder landskassen.
  Stk. 2.  Kommuneskat tilfalder skattekommunen.
  Stk. 3.  Fælleskommunal skat, som tilfalder kommunerne, indgår i sin helhed i udligningsordningen efter § 41.
  Stk. 4.  Udbytteskat og royaltyskat tilfalder landskassen, skattekommunen og kommunerne i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1-3.
  Stk. 5.  Indkomstskat, herunder udbytteskat, fra selskaber og virksomheder, der er rettighedshaver i henhold til lov om mineralske råstoffer m.v. i Grønland, landstingslov om udnyttelse af is og vand med henblik på eksport, tilfalder landskassen. Tillæg og renter efter §§ 27 og 43 i forbindelse med sådan indkomst- og udbytteskat tilfalder henholdsvis udredes i samme omfang af landskassen.
  Stk. 6.  Selskabsskat, herunder udbytteskat, af landskasseejede virksomheder, der er omdannet til aktie- eller anpartsselskaber og af selskaber, der har skatteforvaltningen som skattekommune, tilfalder landskassen. Tillæg og renter efter §§ 27 og 43 i forbindelse med sådan selskabs- og udbytteskat tilfalder henholdsvis udredes i samme omfang af landskassen.
  Stk. 7.  Selskabsskat tilfalder landskassen, skattekommunen og kommunerne, jf. dog stk. 5 og 6, i forholdet mellem den for indkomståret fastsatte udskrivningsprocent efter landstingslov om indkomstskat § 61, den efter befolkningsstørrelsen den 1. januar i indkomståret vægtede udskrivningsprocent efter landstingslov om indkomstskat § 62 og den for indkomståret fastsatte udskrivningsprocent efter landstingslov om indkomstskat § 63.
  Stk. 8.  Afgift i henhold til § 46 i landstingslov om indkomstskat tilfalder Landskassen.
  Stk. 9.  Tab som følge af manglende betaling af de i stk. 1-8 nævnte skatter samt renter af og tillæg til disse bæres af landskassen.

 

  § 41.  Naalakkersuisut fastsætter efter forhandling med kommunerne regler, efter hvilke der til udligning af forskelle i kommunernes skatteprovenu per indbygger foretages fordeling af kommunernes skatteprovenu.

 

  § 42.  Skatteforvaltningen udarbejder hvert år inden den 1. juli et overslag over det forventede skatteprovenu for det kommende indkomstår.
  Stk. 2. Naalakkersuisut fastsætter regler om skatternes afregning mellem kommunerne indbyrdes og mellem landskassen og kommunerne.


Afsnit IV
Renter, frister, eftergivelse mv.


Kapitel 8
Renter, tillæg og tilbagebetalingsfrist

 

  § 43.  Betales skatter ikke rettidigt, eller er der ydet henstand med betalingen, skal der betales en månedlig rente med 1 procent per påbegyndt måned fra forfaldsdagen, dog mindst 500 kr. Det samme gælder for indeholdelsespligtige omfattet af § 30 eller af § 81 i landstingslov om indkomstskat. Renten tilfalder landskassen. Renten kan ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  Stk. 2. Tillæg jf. § 24, stk. 2, og § 27, stk. 1, samt godtgørelser, jf. § 25, stk. 2, tilfalder eller udredes af landskassen.

 

  § 44. Medmindre andet er fastsat i denne eller andre skattelove, tilbagebetales for meget indbetalte skatter senest den sidste hverdag i måneden efter den måned, hvori skatteforvaltningen modtager en anmodning om tilbagebetaling. Beløb under 100 kr. udbetales ikke.
  Stk. 2. Kan skatteforvaltningen på grund af forhold vedrørende den, som tilbagebetalingen angår, ikke foretage kontrol af grundlaget for anmodningen om tilbagebetaling, afbrydes tilbagebetalingsfristen, indtil de pågældende forhold ikke længere hindrer kontrol.
  Stk. 3. Har den, som tilbagebetalingen angår, ikke indsendt selvangivelse eller afgiftsanmeldelse rettidigt, kan skatteforvaltningen tilbageholde tilbagebetalingen indtil selvangivelse eller afgiftsanmeldelse foreligger. Tilbageholdes tilbagebetalingen, afbrydes tilbagebetalingsfristen.
  Stk. 4. Tilbagebetales skatter senere end tilbagebetalingsfristen eller senere end fastsat i §§ 25, stk. 4, og 26, stk. 2, eller i anden skattelovgivning, betales en månedlig rente på 1 procent per påbegyndt måned fra udløbet af fristen for tilbagebetaling. Renten udredes af landskassen. Renten medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

 

  § 45. Skatteforvaltningen kan standse tilskrivning af renter på skatterestancer, hvis skyldneren ikke er i stand til, og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser. Skatteforvaltningen kan genoptage tilskrivning af renter på skatterestancer, hvis skyldnerens økonomiske forhold forbedres eller det konstateres, at skatteforvaltningen ikke var i besiddelse af alle relevante oplysninger, da afgørelsen om at standse rentetilskrivningen blev truffet.
  Stk. 2. Kun skyldnere, som er fysiske personer, omfattes af stk. 1.
  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om anvendelsen af stk. 1.


Kapitel 9
Tilbagebetalingskrav

 

  § 46. Krav på tilbagebetaling af for meget indbetalte skatter kan ikke overdrages før fristen for tilbagebetaling er indtrådt. Aftaler om sådanne overdragelser er ugyldige.

 

  § 46 a.  Udbetaling af for meget indbetalte skatter, renter, godtgørelser og lignende sker i danske kroner til en af skatteyderen anvist konto i et pengeinstitut. Skatteyderen kan anvise en konto som nævnt i forbindelse med indgivelse af selvangivelse, anmodning om tilbagebetaling eller på et senere tidspunkt. Udbetalinger til en anvist konto sker med frigørende virkning for skatteforvaltningen.
  Stk. 2.  Beløb anvist til en konto i et pengeinstitut, der ikke har hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i Grønland, kan være fratrukket de meromkostninger, som overførslerne er forbundet med. Overstiger omkostningerne til overførslen det anviste beløb, kan skatteforvaltningen undlade at overføre beløbet til den anviste konto. Betalinger til konti i pengeinstitutter, der ikke har hjemsted i Danmark, på Færøerne eller i Grønland anses for foretaget rettidigt, uanset at de er modtageren i hænde på et senere tidspunkt end tilsvarende indenlandske betalinger, hvis de ekspederes samme dag som tilsvarende betalinger til grønlandske konti og de tilsvarende grønlandske betalinger er modtageren i hænde rettidigt.
  Stk. 3. Har skatteyderen tidligere anvist en konto jf. stk. 1, kan skatteforvaltningen ved udsendelse af selvangivelsesskemaer og andre skriftlige meddelelser til skatteyder angive, til hvilken konto eventuelt for meget indbetalte skatter vil blive udbetalt, såfremt skatteyder ikke anviser en anden konto. Anviser skatteyder ikke en anden konto, sker udbetalinger til den i selvangivelsesskemaet m.v. angivne konto med frigørende virkning for skatteforvaltningen.
  Stk. 4.  Kan skatteforvaltningen ikke udbetale for meget indbetalte skatter m.v. til en anvist konto som nævnt i stk. 1 eller 2, tilkommer der ikke skatteyderen renter efter den dato, hvor skatteforvaltningen kan gennemføre udbetalingen.
  Stk. 5.  Kan skatteforvaltningen ikke inden 5 år efter den dato, hvor skatteforvaltningen kan gennemføre udbetalingen, udbetale til en anvist konto som nævnt i stk. 1-3, bortfalder skatteyderens krav på tilbagebetaling af for meget indbetalte skatter, renter, godtgørelser og lignende. Krav der bortfalder efter 1. pkt. tilfalder Landskassen.


Kapitel 10
Frister med videre vedrørende indkomstskat

Ordinær ansættelse

 

  § 47.  Skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i § 12, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat senere end den 31. oktober i det 5. år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 31. januar i det 6. år efter indkomstårets udløb.
  Stk. 2.  En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af indkomstskat, skal senest den 31. oktober i det 5. år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
  Stk. 3.  En ansættelse, der beror på en ændret bedømmelse af et afskrivningsgrundlag for et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne paragraf, kan foretages eller ændres efter stk. 1, medmindre ansættelsen beror på et skøn.
  Stk. 4.  En ansættelse kan ikke foretages eller ændres efter stk. 1 i det omfang ansættelsen beror på en ændret bedømmelse af et fremførselsberettiget underskud eller tab, der er selvangivet i et indkomstår, der ligger uden for fristerne efter denne bestemmelse.
  Stk. 5.  Er den skattepligtiges indkomstår ikke sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristerne fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.
  Stk. 6.  Vedrører en ansættelse efter stk. 1 eller 2 opgørelsen af en balancepost, kan opgørelsen primo indkomståret alene foretages eller ændres, såfremt ansættelsen for det foregående indkomstår ændres tilsvarende vedrørende opgørelsen ultimo for det foregående indkomstår.


Ekstraordinær ansættelse

 

  § 48.  Uanset fristen i § 47, stk. 1, kan skatteforvaltningen foretage eller ændre en ansættelse af indkomstskat, såfremt skatteforvaltningen på grund af utilregnelig uvidenhed om den skattepligtiges dispositioner har været ude af stand til at foretage eller ændre en ansættelse. Skatteforvaltningen skal senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen får kendskab til eller ved sædvanlig agtpågivenhed kunne have fået kendskab til den skattepligtiges dispositioner, afsende varsel som nævnt i § 12, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat. Ansættelsen skal foretages senest 6 måneder efter afsendelsen af det i § 12, stk. 1, nævnte varsel.
  Stk. 2. Uanset fristen i § 47, stk. 2, kan en skattepligtig fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den skattepligtiges ansættelse af indkomstskat, såfremt den skattepligtige på grund af utilregnelig uvidenhed har været ude af stand til at fremlægge oplysningerne på et tidligere tidspunkt, jf. § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Den skattepligtige skal fremlægge oplysningerne senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den skattepligtige får kendskab til eller ved sædvanlig agtpågivenhed kunne have fået kendskab til de faktiske eller retlige forhold, der kan begrunde en ændring af den skattepligtiges ansættelse.


Skatteforbehold

 

  § 49.  Er en privatretlig disposition betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne virkninger for ansættelsen af indkomstskat (skatteforbehold), tillægges skatteforbeholdet kun virkning for en ansættelse af indkomstskat, hvis skatteforbeholdet er klart, skriftligt og oplyst over for skatteforvaltningen senest samtidig med, at skatteforvaltningen oplyses om dispositionens øvrige indhold.
  Stk. 2.  Skatteforvaltningen kan afvise at tillægge et skatteforbehold virkning for en ansættelse, hvis de privatretlige virkninger af skatteforbeholdet ikke er klare og overskuelige.


Omgørelse

 

  § 50.  I det omfang en ansættelse af indkomstskat hviler på en privatretlig disposition, kan skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for ansættelsen af indkomstskat (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:
1)  Dispositionen må ikke i overvejende grad have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter,
2)  dispositionen skal utvivlsomt have haft utilsigtede skattemæssige virkninger, der er væsentlige,
3)  dispositionen skal have været lagt klart frem for myndighederne,
4)  de privatretlige virkninger af den ændring af dispositionen, der ønskes tillagt skattemæssig virkning, skal være enkle og overskuelige, og
5)  alle, der skatteretligt vil blive berørt af en tilladelse til omgørelse, skal tiltræde omgørelsesanmodningen.


Kapitel 11
Frister med videre vedrørende afgifter

 

Afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift

Ordinær fastsættelse

 

  § 51.  Skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 4 år og 3 måneder efter, at afgiften forfaldt til betaling. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse af afgift ikke afsendes senere end 4 år og 3 måneder efter at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende. Fastsættelse af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt.
  Stk. 2.  En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 4 år og 3 måneder efter at afgiften forfaldt til betaling fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 4 år og 3 måneder efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.


Ekstraordinær fastsættelse

 

  § 52. Uanset fristen i § 51, stk. 1, kan skatteforvaltningen fastsætte eller ændre et afgiftstilsvar, såfremt skatteforvaltningen på grund af utilregnelig uvidenhed om den afgiftspligtiges dispositioner har været ude af stand til at fastsætte eller ændre afgiftstilsvaret. Skatteforvaltningen skal senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor skatteforvaltningen får kendskab til eller ved sædvanlig agtpågivenhed kunne have fået kendskab til den afgiftspligtiges dispositioner, afsende varsel som nævnt i § 12, stk. 1, om foretagelse eller ændring af afgiftstilsvaret. Fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvaret skal foretages senest 6 måneder efter afsendelsen af det i § 12, stk. 1, nævnte varsel.
  Stk. 2. Uanset fristen i § 51, stk. 2, kan en afgiftspligtig fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den afgiftspligtiges afgiftstilsvar, såfremt den afgiftspligtige på grund af utilregnelig uvidenhed har været ude af stand til at fremlægge oplysningerne på et tidligere tidspunkt, jf. § 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Den afgiftspligtige skal fremlægge oplysningerne senest 6 måneder efter det tidspunkt, hvor den afgiftspligtige får kendskab til eller ved sædvanlig agtpågivenhed kunne have fået kendskab til de faktiske eller retlige forhold, der kan begrunde en ændring af den afgiftspligtiges afgiftstilsvar.


Kapitel 12
Eftergivelse

 

  § 53. Skattetilsvar, renter, gebyrer og administrative bøder kan eftergives, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Tilsvarende kan beløb eftergives, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af skyldige beløb til det offentlige.
  Stk. 2.  Eftergivelse kan i almindelighed ikke finde sted, såfremt
1)  skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,
2)  skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld er:
a)  stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,
b)  opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,
c)  stiftet med henblik på forbrug, eller
d)  gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,
3)  en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved kriminelle eller erstatningspådragende forhold,
4)  skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,
5)  skyldneren har indrettet sig med henblik på eftergivelse, eller
6)  skyldneren stifter ny gæld til det offentlige efter at eftergivelsessag er indledt.
  Stk. 3.  Ved afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder, samt om skyldneren udelukkende eller i overvejende grad har gæld i form af offentlige restancer.
  Stk. 4.  Uanset stk. 2 kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstændigheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse.
  Stk. 5.  Kun skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf. dog stk. 6.
  Stk. 6.  Eftergivelse kan i øvrigt, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, meddeles personer, selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende.

 

  § 54.  Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. I forbindelse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med eller afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden. I henstands- eller afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden.

 

  § 55.  Eftergivelse kan tilbagekaldes, såfremt skyldneren:
1)  i forbindelse med eftergivelsessagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold, eller
2)  groft tilsidesætter sine forpligtigelser i forbindelse med afvikling af den ikke eftergivne del af gælden.


Kapitel 13
Digital kommunikation

 

  § 56.  Naalakkersuisut kan på skatteområdet fastsætte regler om anvendelse af digital kommunikation ved henvendelser til og fra den offentlige forvaltning, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan på skatteområdet fastsætte regler om udstedelse af dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på tilsvarende måde, således at et sådant dokument i retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig underskrift.


Afsnit V
Kontrol


Kapitel 14
Adgang til oplysninger mv.

 

  § 57. Skatteforvaltningen kan i forbindelse med ansættelser af skatter indkalde dokumentation og bevisligheder samt indkalde parterne til forhandling.

 

  § 58. Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den erhvervsdrivende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til på begæring af skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet, og for ansættelsen af afgiftstilsvar. Indsendelsespligten omfatter også regnskabsmateriale med videre vedrørende den skatte- eller afgiftspligtiges virksomhed i Danmark, på Færøerne eller i udlandet.
  Stk. 2.  Samme pligt, som nævnt i stk. 1, påhviler enhver juridisk person, og enhver der hæfter for afgift, hvad enten de er erhvervsdrivende eller ej.
  Stk. 3.  Beror regnskabsmaterialet med videre hos tredjemand, skal denne, selv om den pågældende har tilbageholdelsesret herover, efter anmodning udlevere materialet til skatteforvaltningen, som i så fald drager omsorg for, at materialet afleveres til den pågældende tredjemand efter benyttelsen.
  Stk. 4.  Skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til, hos de i stk. 1 og 2 nævnte erhvervsdrivende på stedet samt på arbejdssteder uden for den erhvervsdrivendes lokaler, herunder transportmidler der anvendes erhvervsmæssigt, at gennemgå deres regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen eller afgiftsansættelsen og foretage opgørelse af kassebeholdning og lignende. Efter samme regler har skatteforvaltningen adgang til hos erhvervsdrivende at foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel. Ejeren og de hos denne ansatte skal yde skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen. Kontrol som nævnt i 1. pkt., kan dog ikke gennemføres i lokaler, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig.
  Stk. 5.  I det omfang de nævnte regnskabsoplysninger med videre er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.
  Stk. 6.  Vægrer nogen sig ved at efterkomme en begæring efter stk. 1 eller 2, jf. stk. 5, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt.
  Stk. 7.  Politiet yder skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 4 efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem justitsministeren og Naalakkersuisut.

 

  § 59. Den, der som led i sin virksomhed skal foretage indberetninger til skatteforvaltningen, skal opbevare grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes, efter reglerne om opbevaring af regnskabsmateriale med videre i lov om bogføring. Er den indberetningspligtige i øvrigt bogføringspligtig, og indgår de oplysninger, der skal indberettes, i den bogføringspligtiges regnskab, skal regnskabet tilrettelægges således, at de indsendte oplysninger kan afstemmes med regnskabsføringen.
  Stk. 2.  Den indberetningspligtige skal efter anmodning fra skatteforvaltningen indsende det materiale, der udgør grundlaget for de oplysninger, der skal indberettes.
  Stk. 3. Skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de indberetningspligtige på stedet at gennemgå materialet. Ejeren og de hos denne ansatte skal yde skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen.
  Stk. 4. I det omfang de i stk. 1 nævnte oplysninger er registreret elektronisk, omfatter skatteforvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil. Ved gennemgangen kan skatteforvaltningen sikre sig oplysninger, som fremgår af materialet.
  Stk. 5.  Politiet yder skatteforvaltningen bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 3 efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem justitsministeren og Naalakkersuisut.

 

  § 60. Skatteforvaltningen kan bestemme, at personer, som ejer mindst 25 procent af selskabskapitalen eller råder over mere end 50 procent af den samlede stemmeværdi i et selskab, skal oplyse om væsentlige økonomiske aftaler der er indgået eller ændret mellem det selskab, som den pågældende behersker, og den pågældende selv eller en ægtefælle, som den pågældende levede sammen med på tidspunktet for indgåelse af aftalerne. For ikke fuldt skattepligtige personer efter landstingslov om indkomstskat § 2 skal sådanne oplysninger gives, hvis den skattepligtige behersker et selskab der er hjemmehørende her i landet. Det samme gælder fuldt skattepligtige personer, der efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst skal anses for hjemmehørende i Danmark, udlandet eller på Færøerne (dobbeltdomicil).
  Stk. 2.  Skatteforvaltningen kan fastsætte en frist for afgivelsen af oplysningerne. Skatteforvaltningen kan efter anmodning fra parten beslutte at forlænge fristen. Foreligger oplysningerne ikke på det af skatteforvaltningen fastsatte tidspunkt, kan ansættelsen foretages skønsmæssigt.

 

  § 61. Efter Naalakkersuisuts nærmere bestemmelse kan skatteforvaltningen, i det omfang det anses for at være af væsentlig betydning for opgørelse af skatter eller inddrivelse af Grønlands Selvstyres eller kommunernes fordringer, indhente oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder med henblik på registersamkøring. Den myndighed, som er ansvarlig for de registrerede oplysninger, afholder de udgifter, der er forbundet med at give skatteforvaltningen adgang til oplysningerne.

 

  § 62. Med henblik på at imødegå overtrædelser af lovgivningen om skatter og andre ydelser til det offentlige kan skatteforvaltningen oprette et register over fysiske og juridiske personer, der har påført eller forsøgt at påføre det offentlige betydelige tab af skatter.
  Stk. 2.  Registrering kan ikke foretages eller opretholdes mere end 5 år efter, at det forhold, der begrunder en registrering, er konstateret.

 

  § 63. Enhver, der driver selvstændigt erhverv, herunder også mæglere og auktionsholdere, er på forlangende pligtig at give skatteforvaltningen oplysning om den omsætning, vedkommende har haft med eller formidlet for andre navngivne erhvervsdrivende, eller om arbejder, vedkommende har udført for eller ladet udføre hos andre navngivne erhvervsdrivende.
  Stk. 2. For produktions-, indkøbs- eller salgsforeninger og lignende erhvervsorganisationers vedkommende omfatter oplysningspligten, jf. stk. 1, også organisationens mellemværende af nævnte art med sine medlemmer. Oplysning kan forlanges om:
1)  arten af omsætningen eller arbejdet,
2)  omsatte varemængder,
3)  vederlagets størrelse,
4)  tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse, samt
5)  hvornår og hvorledes vederlaget er erlagt.
  Stk. 3. Hvor forholdene taler derfor, kan Naalakkersuisut i hvert enkelt tilfælde bestemme, at der skal kunne forlanges tilsvarende oplysninger med hensyn til mellemværender med ikke navngivne erhvervsdrivende.

 

  § 64. Offentlige myndigheder og selskaber, partrederier, foreninger, stiftelser, legater og andre institutioner skal efter anmodning give skatteforvaltningen alle de oplysninger, der af skatteforvaltningen skønnes at være af væsentlig betydning for skatteligningen og ansættelse af afgifter. Oplysninger om unavngivne fysiske og juridiske personer skal dog kun gives efter Naalakkersuisuts bestemmelse.

 

  § 65. Banker, sparekasser, andelskasser, bankierer, vekselerere, advokater og andre, der modtager midler til forvaltning eller erhvervsmæssigt udlåner penge, skal efter anmodning af skatteforvaltningen give oplysninger om navngivne fysiske og juridiske personers:
1)  indskud, lån, depoter eller boks,
2)  størrelse af lån og af indestående eller forvaltede midler og disses afkastning,
3)  bevægelser på indskuds- eller lånekonti, herunder oplysninger om trukne og indsatte checks,
4)  diskonterede veksler og
5)  sikkerhedsstillelse for lån og kreditter.
  Stk. 2.  For så vidt angår unavngivne fysiske og juridiske personer, kan der efter Naalakkersuisuts bestemmelse kræves oplysning om indestående eller forvaltede midler og disses afkastning med angivelse af ejerens, eventuelt tillige den dispositionsberettigedes, personnummer, navn og bopæl.
  Stk. 3.  Med henblik på skattemæssig stikprøvekontrol med navngivne og unavngivne fysiske og juridiske personer er skatteforvaltningen efter Naalakkersuisuts bestemmelse berettiget til hos banker, sparekasser, andelskasser, bankierer, vekselerere og advokater i samarbejde med disse at foretage gennemgang på stedet af regnskabsmateriale, bilag og dokumenter. Ved gennemgangen kan skatteforvaltningen sikre sig oplysninger som nævnt i stk. 1.

 

  § 66.  Med hensyn til konti hos banker og sparekasser, samt andre der modtager penge som indskud hvorom der med hjemmel i § 65, stk. 1 og 2, kan kræves oplysning, kan skatteforvaltningen bestemme, at der i 6 måneder fra et fastsat tidspunkt ikke må foretages disposition over konti, om hvis indehavers navn og adresse indskudsmodtageren ikke har sikker kundskab, forinden der er foretaget anmeldelse om ejerforholdet under afgivelse af en af skatteforvaltningen fastsat legitimation for den, som første gang efter kontoens spærring vil disponere over denne.
  Stk. 2.  Skatteforvaltningen kan bestemme, at sådanne konti, som skatteforvaltningen ikke har kunnet henføre til de virkelige ejere, yderligere spærres i mindst 1 år. De konti, der efter udløbet af den fastsatte periode endnu ikke er anmeldt og legitimeret, skal herefter indberettes til skatteforvaltningen. Disse konti inddrages til fordel for landskassen efter forudgående offentlig varsling med 6 måneders frist, såfremt ingen berettiget indsigelse fremkommer.
  Stk. 3.  Skatteforvaltningen kan dog under særlige omstændigheder se bort fra sådan inddragelse eller tillade godtgørelse af allerede inddragne beløb.

 

  § 67. Hvor der i denne lov er tillagt skatteforvaltningen ret til at kræve oplysninger til brug ved skatteansættelsen, tilkommer samme ret Skatterådet til brug ved klagebehandlingen.


Skønsmæssig ansættelse

 

  § 68. Kan størrelsen af det skattetilsvar, som påhviler en erhvervsdrivende der fører regnskab, ikke opgøres på grundlag af den erhvervsdrivendes regnskaber, kan skatteforvaltningen ansætte den erhvervsdrivendes skattetilsvar skønsmæssigt. Skatteforvaltningen kan endvidere ansætte skattetilsvaret skønsmæssigt, hvis en fysisk eller juridisk person undlader at indsende selvangivelse eller anmeldelse, eller hvis selvangivelsen eller anmeldelsen ikke kan dokumenteres eller sandsynliggøres på behørig vis.


Videregivelse af oplysninger

 

  § 69. Naalakkersuisut kan fastsætte regler, hvorefter landets kommunalbestyrelser får elektronisk adgang til oplysninger, der er registreret af skatteforvaltningen, når oplysningerne er nødvendige for varetagelse af kommunalbestyrelsernes opgaver i henhold til de til enhver tid gældende regler. Adgang kan alene gives i de tilfælde og på de vilkår, der fremgår af landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning §§ 29-31.
  Stk. 2. Skatteforvaltningen kan nægte videregivelse af oplysninger eller afskære en allerede etableret adgang til indhentelse af oplysninger hvis det konstateres, at oplysningerne misbruges til andre formål end varetagelse af kommunalbestyrelsens opgaver i henhold til de til enhver tid gældende regler.


Afsnit VI
Klage og domstolsprøvelse


Kapitel 15
Klage til Skatterådet

 

  § 70.  En klage til Skatterådet kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over.

 

  § 71.  En klage til Skatterådet skal indgives skriftligt og begrundet. Klagen skal være modtaget i Skatterådet senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Skatterådet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
  Stk. 2.  Forinden Skatterådet afgør en klage, skal det indhente en udtalelse om klagen fra skatteforvaltningen. Udtalelsen skal afgives inden 14 dage fra modtagelsen af anmodningen om en udtalelse. Hvis skatteforvaltningen anmoder om det, og hvis omstændighederne ved den påklagede afgørelse taler derfor, kan Skatterådet dog give en længere frist.
  Stk. 3.  Bestemmelserne i § 11, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse ved Skatterådets behandling af en klage.
  Stk. 4.  Ved høring over sagsfremstillingen skal der oplyses om, at sagens parter i øvrigt har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for Skatterådet. Skatterådet kan fastsætte en frist for afgivelse af udtalelsen.
  Stk. 5.  Skatterådet kan uanset klagens formulering foretage afledte ændringer af den skattepligtige indkomst med videre.

 

  § 72. Hvis skatteforvaltningen på grundlag af klagen finder anledning hertil, kan skatteforvaltningen, hvis klageren er enig deri, genoptage afgørelsen.

 

  § 73.  Skatterådet kan efter anmodning fra klageren eller skatteforvaltningen genoptage en sag, der er afgjort eller afvist af Skatterådet, når der forelægges Skatterådet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt ændret udfald af Skatterådets afgørelse, hvis de havde foreligget tidligere.
  Stk. 2. Skatterådet kan imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt, hvis Skatterådet skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.
  Stk. 3. Anmodninger om genoptagelse efter stk. 1 og 2 skal indgives skriftligt og begrundet til Skatterådet. Anmodningen skal være modtaget inden udløbet af de i § 47, stk. 1 og 2, og § 51, stk. 1 og 2, nævnte frister.
  Stk. 4. Skatterådet kan, når ganske særlige omstændigheder taler derfor, imødekomme en anmodning om genoptagelse fra skatteforvaltningen, selv om fristerne i stk. 3 er overskredet.


Kapitel 16
Domstolsprøvelse

 

  § 74. Medmindre andet er bestemt efter anden lovgivning, kan en afgørelse truffet af skatteforvaltningen vedrørende forhold som nævnt i § 2 først indbringes for domstolene, når afgørelsen er blevet prøvet eller afvist af Skatterådet, jf. dog stk. 3. Sagen anlægges mod Naalakkersuisut.
  Stk. 2.  Skatterådets afgørelser efter stk. 1 kan af den skattepligtige indbringes for Retten i Grønland som første instans inden 6 måneder efter at afgørelsen er truffet. Når særlige grunde tilsiger det, kan Retten i Grønland tillade et søgsmål, uanset fristen er overskredet.
  Stk. 3.  Er der forløbet mere end 12 måneder efter sagens indbringelse for Skatterådet, kan sagen indbringes for Retten i Grønland som første instans, selv om Skatterådet ikke har truffet afgørelse.
  Stk. 4. Retten kan tillade, at et nyt spørgsmål inddrages under retssagen, hvis det har en klar sammenhæng med det spørgsmål, som har givet grundlag for retssagen, og det må anses for undskyldeligt, at spørgsmålet ikke har været inddraget tidligere, eller der er grund til at antage, at en nægtelse af tilladelse vil medføre et uforholdsmæssigt retstab for parten.

 

  § 75. Naalakkersuisut kan indbringe Skatterådets afgørelser for domstolene senest 6 måneder efter at Skatterådet har truffet afgørelse.
  Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på Skatterådets afgørelser i henhold til § 30, stk. 4, 2. pkt., i landstingslov om indkomstskat.


Kapitel 17
Henstand i forbindelse med klage

 

  § 76.  En klage over ansættelsen fritager ikke klageren for at betale skatterne til forfaldstid.
  Stk. 2. Skatterådet kan dog efter ansøgning meddele hel eller delvis henstand med betalingen for den del af skatten, der vedrører det påklagede forhold, når særlige forhold gør sig gældende. Skatterådets afgørelse kan ikke indbringes for andre administrative myndigheder.
  Stk. 3. Skatteforvaltningen kan, efter der er indgivet ansøgning om hel eller delvis henstand med betaling af skatten, bestemme, at opkrævning af den del af skatten der er ansøgt om henstand for, skal berostilles, indtil Skatterådet har truffet afgørelse vedrørende ansøgningen.
  Stk. 4. Henstand kan ikke gives for et tidsrum over 4 år. Skatterådet kan betinge en henstand af, at der stilles betryggende sikkerhed for henstandsbeløbet.
  Stk. 5. Uagtet en meddelt henstand kan der med henblik på hel eller delvis dækning af det krav, der er meddelt henstand for, ske modregning og indtræden i krav, som klageren måtte få mod det offentlige.

Kapitel 17 a
Klage til anden myndighed - administrativ rekurs

 

  § 76 a. Afgørelser der henhører under skatteforvaltningens forvaltningsområde, jf. § 1, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, når sagen kan påklages til Skatterådet, jf. § 2. Det gælder uanset, at en afgørelse er truffet i medfør af delegation.

  Stk. 2.  Skatteforvaltningens afgørelser i personalesager, i sager om konfiskation eller foranstaltning samt i afgørelser om aktindsigt, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.


Afsnit VII
Foranstaltninger


Kapitel 18
Foranstaltninger

 

  § 77.  Den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved kontrollen med skatteligningen, kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.

 

  § 78.  På samme måde som anført i § 77 dømmes den, der forsætligt eller af grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til brug ved afgørelser efter § 13, stk. 6, eller § 14 eller i forbindelse med en af de ansøgninger, der er nævnt i disse bestemmelser, fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse.

 

  § 79.  Den, der, uden at forholdet omfattes af § 80, med forsæt til at undgå skatteansættelse undlader at indgive selvangivelse, kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.

 

  § 80.  Den, hvis indkomst eller afgift er ansat skønsmæssigt til et for lavt beløb, og som, efter at ansættelse er meddelt pågældende, har undladt inden 4 uger fra meddelelsen at underrette skatteforvaltningen herom, kan idømmes bøde.
  Stk. 2.  Er det i stk. 1 nævnte forhold begået med forsæt til at unddrage det offentlige skat, kan der idømmes mere indgribende foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.
  Stk. 3.  Er overtrædelsen i stk. 1 begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der idømmes den juridiske person som sådan bøde.

 

  § 81.  Den, der ikke efterkommer en af Naalakkersuisut i medfør af § 18, stk. 1, fastsat bestemmelse om at føre regnskab, eller som gør sig skyldig i grov uorden med hensyn til førelsen af sådant regnskab eller ved den opbevaring af dette regnskab med tilhørende bilag, der foreskrives i § 18, stk. 4, kan idømmes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland.

 

  § 82.  Skønner skatteforvaltningen, at en overtrædelse ikke vil medføre mere indgribende foranstaltninger end bøde, kan Naalakkersuisut eller den, Naalakkersuisut bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
  Stk. 2.  Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder reglerne i lov om rettens pleje i Grønland om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.
  Stk. 3.  Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet, bortfalder videre forfølgning.

 

  § 83.  I forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
  Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde for overtrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende. Er overtrædelsen begået af Grønland Selvstyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan Grønlands Selvstyre, kommunen eller det kommunale fællesskab idømmes bøde.

 

  § 84.  Politiet yder skattemyndighederne bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem justitsministeren og Naalakkersuisut.

 

  § 85.  Bøder, der pålægges efter §§ 77-81 og § 83, tilfalder landskassen.


Afsnit VIII
Delings-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser


Kapitel 19
Delingsbestemmelser

 

  § 86. Skatteforvaltningen har fra den 1. januar 2007 adgang til at benytte kommunernes elektroniske skattesystemer.
  Stk. 2. Kommunerne skal give skatteforvaltningen adgang, herunder elektronisk, til de oplysninger vedrørende kommunernes bogføring og inddrivelse, som efter skatteforvaltningens skøn er nødvendige for forvaltning af lovgivningen om skatter.

 

  § 87. Naalakkersuisut kan fastsætte regler for gennemførelsen af den flytning af opgaver fra kommuner til Grønlands Selvstyre, der er en følge af denne landstingslov. Naalakkersuisut kan herunder fastsætte, i hvilket omfang sagsakter og arkivmateriale skal overføres til Grønlands Selvstyre.

 

  § 88. Naalakkersuisut kan indgå aftaler med kommunalbestyrelserne om, at restancer vedrørende indkomstskatter opstået før lovens ikrafttræden mod vederlag transporteres til Grønlands Selvstyre. Ved indgåelse af aftalerne skal det påses, at værdien af fordringerne er ansat realistisk under hensyn til landskassens andel ved afskrivning af den ikke dækkede del af fordringerne og hvad der kan forventes inddrevet hos skyldnerne.


Kapitel 20
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

 

  § 89.  Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2007.
  Stk. 2. Med virkning fra lovens ikrafttræden overgår alle sager vedrørende indkomstskat fra kommunerne til skatteforvaltningen.
  Stk. 3. Med virkning fra lovens ikrafttræden overgår alle sager påklaget til Naalakkersuisut, hvori der ikke er truffet en endelig afgørelse, til Skatterådet, såfremt Skatterådet i medfør af § 2 er kompetent til at træffe afgørelse i sagerne.
  Stk. 4. § 115, stk. 9, i landstingslov nr. 5 af 19. maj 1979 om indkomstskat finder fortsat anvendelse på ansøgninger om eftergivelse modtaget i Skatterådet inden den 1. januar 2007.
  Stk. 5. § 46 har virkning for overdragelser, som er kommet frem til kommunalbestyrelserne eller Skattedirektoratet efter den 31. december 2002. Med hensyn til overdragelser, som er kommet frem til kommunalbestyrelserne eller Skattedirektoratet før den 1. januar 2003, kan skatteforvaltningen efter den 31. december 2007 uden hensyn til overdragelsen foretage modregning over for overdrageren eller meddele indtræden i overdragerens krav på tilbagebetaling af for meget betalte skatter, såfremt modregningen eller indtrædelsen foretages før fristen for tilbagebetaling er indtrådt.

 

 

 


 

Landstingslov nr. 3 af 26. april 2007 (Ændring af den grønlandske betegnelse for Skatterådet)[i]  indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Landstingsloven træder i kraft den 1. juli 2007.


Landstingslov nr. 12 af 15. november 2007 (ophævet sambeskatning for ægtefæller og fortrykt selvangivelse)[ii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Landstingsloven træder i kraft den 1. december 2007.

  Stk. 2. Landstingslovens § 1, nr. 1, har virkning fra den 1. januar 2008.

  Stk. 3.  Landstingslovens § 1, nr. 8, har virkning for tab vedrørende fordringer, der forfalder til betaling den 31. december 2007.




Landstingslov nr. 10 af 5. december 2008 (Fordeling af visse tilladelsesindehaveres skatter)[iii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2009.




Inatsisartutlov nr. 2 af 18. maj 2010 (nedsat godtgørelse i forbindelse med overskydende skat)[iv] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Landstingsloven træder i kraft den 1. juni 2010.

  Stk. 2.  Lovforslagets § 1, nr. 1, har virkning for tilbagebetaling af overskydende skat vedrørende indkomståret 2009.

 




Inatsisartutlov nr. 14 af 22. november 2011 (præcisering vedrørende modregning i overskydende skatter)[v] indeholder følgende ikrafttrædelse:

§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft 1. december 2011.

 

 

Inatsisartutloven nr. 9 af 8. juni 2014 (Ændret skattetillæg ved forsinket selvangivelse. Udveksling af skatteoplysninger med andre lande)[vi] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

 

Inatsisartutlovens § 1, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2015.

  Stk. 2.  Selvangivelser for 2014, der indleveres i 2015, vil være omfattet af inatsisartutloven.

  Stk. 3.  Inatsisartutlovens § 1, stk. 2, træder i kraft den 1. juli 2014.

 


Inatsisartutlov nr. 8 af 6. juni 2016 (Overførsel af pensionsordninger til udlandet)[vii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. juli 2016.


Inatsisartutlov nr. 32 af 28. november 2016 (Ændring af frister for selvangivelse, underretningspligt ved udveksling af oplysninger med udenlandske skattemyndigheder, pligt til at anvise en bankkonto og registrering af pensionsoplysninger mv.)[viii] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2017.

  Stk. 2.  Inatsisartutlovens § 1, nr. 5-7 træder dog først i kraft den 1. januar 2018. 


 

Inatsisartutlov nr. 11 af 1. juni 2017 (Kompetencefordeling mellem skatteforvaltningen og Naalakkersuisut mv.)[ix] indeholder følgende ikrafttrædelse:

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2018.



Inatsisartutlov nr. 38 af 28. november 2019 (Forlængelse af krav om tidsbegrænset opbevaring af dokumenter samt om indberetning af oplysninger ved formidling af udleje af fast ejendom samt salg på lokale brætter)[x] indeholder følgende ikrafttrædelse:

§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2020.

 

 

 

Departementet for Finanser, den 1. november 2021

 

 

 

Nikolai Sten Christensen (sign.)

Departementchef

 

/ Morten Wenzel Selvejer (sign.)

 



[i]     Lovændringen vedrører overalt ændres ”Skatterådet” i den grønlandske lovtekst.

[ii]    Lovændringen vedrører § 10, § 16, stk. 3-5, § 30, stk. 1, nr. 4, § 33 a, § 33 b, § 33 c, § 33 d, § 35, § 38 og § 40, stk. 9.

[iii]    Lovændringen vedrører § 40, stk. 5.

[iv]    Lovændringen vedrører § 25, stk. 2 og § 74, stk. 2 og 3 samt ændres overalt i loven ”Landsstyret” til ”Naalakkersuisut”, ”Grønlands Hjemmestyre” til Grønlands Selvstyre”, Landstinget” til ”Inatsisartut” og ”landstingssamling” til ”samling”.

[v]    Lovændringen vedrører § 25, stk. 7.

[vi]    Lovændringen vedrører § 19, stk. 1 og 2 og § 35 a.

[vii]   Lovændringen vedrører § 40, stk. 8.

[viii] Lovændringen vedrører § 3, stk. 3, 1. pkt., § 16, stk. 3-5, § 30, stk. 1, nr. 3, § 30 a, § 34 a, § 35 a, stk. 7 og 8, § 41, stk. 1 og § 46 a.

[ix]    Lovændringen vedrører § 18 a, § 25, stk. 4, § 25, stk. 5, 3. pkt., § 39, stk. 1, nyt kapitel indsættes ”Kapitel 17 a” og § 76 a.

[x]    Lovændringen vedrører § 18, stk. 5, § 33 e og § 33 f.

Relationer
Sammenskrivning af

Hjemmelslov til

Ændret ved