Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 56
25. november 2024
Vedtaget

Inatsisartutlov om ændring af landstingslov om forvaltning af skatter
(Indberetningspligt ved arbejdsudleje)

§ 1

 

I landstingslov nr. 11 af 2. november 2006 om forvaltning af skatter, jf. Selvstyrets lovbekendtgørelse nr. 11 af 3. november 2021, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 12 af 1. december 2021, Inatsisartutlov nr. 20 af 21. november 2023 og Inatsisartutlov nr. 65 af 20. november 2023, foretages følgende ændringer:

 

1. Efter § 30 a indsættes:

”  30 b.  Enhver, der i sin virksomhed har personer beskæftiget under forhold, som er omfattet af § 76, stk. 4, i landstingslov om indkomstskat, skal senest den 10. i den følgende kalendermåned, efter at aftalen om arbejdsudleje er indgået, eller der er udbetalt vederlag til de beskæftigede personer, indgivet oplysninger til skatteforvaltningen om, hvilken udenlandsk, herunder dansk eller færøsk, virksomhed en arbejdsudlejeaftale er indgået med, herunder oplysninger om virksomhedens erhvervsregistreringsnummer. Oplysningerne skal indgives elektronisk, på den måde skatteforvaltningen anviser.

  Stk. 2. Pligten i stk. 1 gælder dog ikke, hvis den indberetningspligtige har fastslået under inddragelse af alle relevante hensyn, at der ikke er tale om arbejdsudleje som defineret i § 76, stk. 4, 1-2. pkt., i landstingslov om indkomstskat. En indberetning efter stk. 1 afskærer ikke den indberetningspligtige fra senere over for skatteforvaltningen at bestride, at der er tale om arbejdsudleje.

  Stk. 3.  Indberetningspligten efter stk. 1 gælder endvidere ikke, hvis den indberetningspligtige indeholder skat af vederlaget til de beskæftigede personer efter § 76, stk. 4, 1-2. pkt., i landstingslov om indkomstskat.”

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2025 og har virkning fra og med indkomståret 2025.

  Stk. 2.  § 1, nr. 1, har også virkning for arbejdsudlejeaftaler, der er indgået inden den 1. januar 2025, når arbejdsudlejeaftalen har virkning efter 31. december 2024. I disse tilfælde skal oplysninger efter § 30 b, stk. 1, indgives senest den 10. februar 2025.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 25. november 2024

 

 

Múte Bourup Egede (sign.)

Formand for Naalakkersuisut