Selvstyrets bekendtgørelse om emballage til øl og kulsyreholdige læskedrikke
I medfør af § 10, stk. 1, nr. 11, og § 66, stk. 3, i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet, fastsættes:
Definitioner
§ 1. Ved øl forstås i denne bekendtgørelse en drikkevare, der indeholder ethanol, og som er fremstillet ved gæring i vand af malt, humle og eventuelt tilsatte smagsstoffer.
Stk. 2. Ved kulsyreholdige læskedrikke forstås i denne bekendtgørelse en drikkevare, der består af vand, hvori der er naturligt forekommende eller tilsat kuldioxid, og som kan være tilsat sødemidler og smagsstoffer, men ikke indeholder ethanol.
Stk. 3. Ved returemballage forstås i denne bekendtgørelse emballage, som indgår i et retursystem, hvor en væsentlig del af emballagen efter tømning hos forbrugerne returneres til fornyet påfyldning.
Stk. 4. Ved returpantsystem for engangsemballage forstås i denne bekendtgørelse et pantsystem, der sikrer, at emballagen efter tømning hos forbrugerne returneres til detailforretningen, der sikrer returnering af materialerne til genbrug.
Retursystemer
§ 2. Øl og kulsyreholdige læskedrikke må i Vestgrønland kun sælges til den endelige forbruger i returemballage, der overholder de specifikationer, der er angivet i bilaget til bekendtgørelsen.
§ 3. Øl og kulsyreholdige læskedrikke må i Nord- og Østgrønland kun sælges til den endelige forbruger i engangsemballage, der kan indgå i et af Naalakkersuisut godkendt returpantsystem.
§ 4. Fadøl, der sælges til restauranter, hoteller og beværtninger til udskænkning til forbrugere, må kun sælges i fustager, der kan indgå i et af Naalakkersuisut godkendt retursystem, jf. § 1, stk. 3 eller stk. 4.
§ 5. Øl, der indeholder ethanol med en volumenpct. pr. liter på 0,5 eller mindre, er ikke omfattet af §§ 2-4.
Stk. 2. Hvis emballage, der er godkendt som returemballage efter § 2, eller som kan indgå i et returpantsystem efter § 3 eller § 4, anvendes til andre drikkevarer end øl og kulsyreholdige læskedrikke eller til øl, der er omfattet af stk. 1, skal der ved salg til den endelige forbruger opkræves pant af samme størrelse, som opkræves, når emballagen anvendes til øl og kulsyreholdige læskedrikke.
§ 6. Den, der sælger øl og kulsyreholdige læskedrikke, skal efter anmodning fra Naalakkersuisut afgive oplysninger om de anvendte emballager, retursystemets funktion, herunder returneringsprocenter og pantstørrelser, samt afgive prøver af de anvendte emballager.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan give påbud om blandt andet pantstørrelse, emballagens brudstyrke og retursystemets indretning, hvis det kan konstateres, at emballage til øl og kulsyreholdige læskedrikke forurener miljøet eller belaster renovationsvæsenet unødigt.
§ 7. Naalakkersuisut kan tillade, at øl og kulsyreholdige læskedrikke kan sælges i Vestgrønland i emballage, der ikke opfylder specifikationerne i bilaget til bekendtgørelsen, hvis dette er begrundet i forsyningsmæssige vanskeligheder eller angår en beskeden mængde enheder. Naalakkersuisut kan fastsætte vilkår om etablering af et returpantsystem, der sikrer, at emballagen returneres til genanvendelse.
Tilsyn og sanktioner
§ 8. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud om fjernelse af emballagetyper, der ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsen.
Stk. 3. For tilsyn og håndhævelse gælder i øvrigt reglerne i kapitel 12 i Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet.
§ 9. Alle afgørelser, der træffes efter denne bekendtgørelse kan påklages efter reglerne i kapitel 14 i Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet.
§ 10. For overtrædelse af bestemmelserne i §§ 2-4, § 5, stk. 2 og § 6, stk. 1, kan der idømmes bøde. Det samme gælder for overtrædelse af vilkår og påbud efter § 6, stk. 2, § 7 og § 8, stk. 2.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i kriminalloven for Grønland kapitel 5.
Ikrafttrædelses-, ophævelses- og territorialbestemmelser
§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter kundgørelse.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 16 af 28. maj 2002 om emballage til øl og kulsyreholdige læskedrikke.
§ 12. Bekendtgørelsen gælder ikke for forsvarsområdet Pituffik.
Grønlands Selvstyre, den 25. oktober 2019
Kim Kielsen
/
Mette Skarregaard Pedersen
-
PDF (0.99MB)