Hjemmestyrets bekendtgørelse om emballage til øl og kulsyreholdige læskedrikke
I henhold til § 7, stk. 1, nr. 15, § 15 og § 46, stk. 2 i landstingsforordning nr. 12 af 22. december 1988 om beskyttelse af miljøet som ændret ved landstingsforordning nr. 7 af 13. maj 1993 og landstingsforordning nr. 14 af 31. oktober 1996, fastsættes:
Retursystem i Vestgrønland
§ 1. Øl og kulsyreholdige læskedrikke må kun sælges og serveres i returemballage, der overholder de i bilag til bekendtgørelsen angivne specifikationer.
Stk. 2. Ved returemballage forstås i denne bekendtgørelse emballage, som indgår i et retursystem, hvor en væsentlig del af emballagen efter tømning hos forbrugeren returneres til fornyet påfyldning.
Retursystem i Nord- og Østgrønland
§ 2. Øl og kulsyreholdige læskedrikke må kun sælges og serveres i engangsemballage, der kan indgå i et af landsstyret godkendt returpantsystem.
Stk. 2. Ved returpantsystem for engangsemballage forstås i denne bekendtgørelse et pantsystem, der sikrer, at emballagen efter tømning hos forbrugeren returneres til detailforretningen, der via engrosleddet sikrer returnering af materialerne til genbrug.
Fælles bestemmelser
§ 3. Enhver, der sælger og serverer øl og kulsyreholdige læskedrikke af enhver art, skal på landsstyrets begæring afgive oplysninger om de anvendte emballager, retursystemets funktion, herunder returneringsprocenter og pantstørrelser, samt afgive prøver af de anvendte emballager.
Stk. 2. Såfremt de i medfør af stk. 1 afgivne oplysninger m.v. viser, at hensynet til at undgå forurening af omgivelserne samt hensynet til at undgå ulemper for renovationsvæsenet ikke tilgodeses i tilstrækkeligt omfang, kan landsstyret fastsætte særlige vilkår, eksempelvis pantstørrelse og retursystem.
§ 4. Såfremt der opstår forsyningsmæssige vanskeligheder, eller andre særlige forhold gør sig gældende, kan Landsstyremedlemmet for Miljø og Natur tillade, at øl og kulsyreholdige læskedrikke sælges og serveres i engangsemballage.
Tilsyn
§ 5. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne bekendtgørelse overholdes.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud vedrørende fjernelse af emballagetyper, der ikke er i overensstemmelse med denne bekendtgørelse.
Stk. 3. For tilsyn og håndhævelse gælder i øvrigt reglerne i kap. 4 og § 44 stk. 2 i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Klage
§ 6. Alle afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages efter reglerne i kap. 10 i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Sanktionsbestemmelser
§ 7. For overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 1, § 2, stk. 1, § 3, stk. 1, og vilkår fastsat i medfør af § 3, stk. 2, kan idømmes bøde.
§ 8. Begås overtrædelserne af et aktie- eller anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan selskabet som sådant idømmes bøde. Begås overtrædelsen af hjemmestyret, en kommune eller et kommunalt fællesskab, kan der idømmes hjemmestyret, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bøde.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2002 og samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 8 af 11. marts 1998 om emballage til øl- og kulsyreholdige læskedrikke.
§ 10. Bekendtgørelsen gælder ikke i de i henhold til traktat af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland oprettede dansk-amerikanske forsvarsområder.
Grønlands Hjemmestyre, den 28. maj 2002.
Edward Geisler
/
Hans J. Høyer
Bilag 1
Flaskeskitse 1
Flaskeskitse 2
Flaskeskitse 3
Flaskeskitse 4
Ophævet ved
-
HTM (0MB)
-
GIF (0MB)
-
GIF (0MB)
-
GIF (0.01MB)
-
GIF (0.01MB)