Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 21
18. december 2003
Gældende

Landstingslov om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland

Kapitel 1
Lovens område

 

§ 1. Denne landstingslov finder anvendelse på enhver, der er ansat som tjenestemand i Grønlands Hjemmestyres eller kommunernes tjeneste i Grønland samt for personer ansat i henhold til § 35, stk. 3, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Denne landstingslov gælder ikke for ansatte under Landstingets institutioner.

 

Kapitel 2
Normering og klassificering

 

§ 2. Tjenestemandsstillinger under Grønlands Hjemmestyre optages på et normativ. Normeringen af de kommunale tjenestemandsstillinger sker gennem et kommunalt normativ.
Stk. 2. Klassificering af tjenestemandsstillinger fastsættes efter reglerne i kapitel 12.

 

Kapitel 3
Ansættelse

 

§ 3. Ansættelse som tjenestemand sker i følgende former:
1) Ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje.
2) Varig ansættelse.
3) Ansættelse på åremål.

 

§ 4. Tjenestemænd under Grønlands Hjemmestyre udnævnes af Landsstyret. Tjenestemænd under kommunerne udnævnes af kommunalbestyrelsen.

 

§ 5. Ansættelse som tjenestemand forudsætter, at vedkommende efter sin alder, helbredstilstand og uddannelse er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Hvor betingelser med hensyn til alder, helbredstilstand og uddannelse ikke er fastsat i den øvrige lovgivning eller i medfør af denne, kan regler indeholdende sådanne betingelser fastsættes af Landsstyret.

 

§ 6. Ansættelse som tjenestemand sker efter offentligt opslag, medmindre den pågældende ansættes efter forudgående ansættelse på prøve.
Stk. 2. Opslaget skal angive ansættelsesområdet og stillingens betegnelse samt den for tiden gældende klassificering og det for tiden gældende tjenestested.
Stk. 3. Ansøgningsfristen skal være mindst 3 uger, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende.
Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved opslag og kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte undtagelser fra reglerne i stk. 1 og 2.

 

§ 7. Når ansøgningsfristen er udløbet, udleveres der på begæring af ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til stillingen, en liste med oplysning om navnene på alle ansøgere og eventuelt tillige andre personlige data, der er nødvendige for at identificere de enkelte ansøgere.
Stk. 2. Oplysninger udleveret efter stk.1 kan gengives offentligt efter indhentet samtykke fra samtlige ansøgere.
Stk. 3. Hvis ikke samtlige ansøgere over for ansættelsesmyndigheden har givet samtykke til offentlig gengivelse, må offentlig gengivelse af ansøgerlisten eller dele af denne ikke ske. For overtrædelse heraf idømmes bøde. Er overtrædelsen begået af en faglig organisation, kan der pålægges den faglige organisation som sådan bødeansvar.

 

§ 8. Hvis ansættelsesmyndigheden skønner, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har meldt sig til en opslået stilling, er tilstrækkeligt egnet til stillingen, eller at man ved fornyet opslag kan fremskaffe ansøgning fra mere kvalificerede ansøgere, skal stillingen opslås på ny.

 

§ 9. Første varige ansættelse sker efter forudgående ansættelse på prøve.
Stk. 2. Landsstyret kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om undtagelser fra reglen i stk. 1.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om prøveansættelsen, herunder om uddannelse og konstatering af udfaldet.

 

§ 10. Når en tjenestemand søger en ledig stilling, skal tjenestemandens chef efter anmodning fra tjenestemanden afgive en skriftlig bedømmelse af tjenestemanden.

 

§ 11. Tjenestemanden modtager et ansættelsesbrev med angivelse af stillingsbetegnelse og ansættelsesområde.
Stk. 2. Samtidig meddeles det tjenestemanden, hvordan stillingen for tiden er klassificeret, og på hvilket tjenestested tjenestemanden indtil videre skal gøre tjeneste.
Stk. 3. Ingen kan samtidigt være varigt ansat i mere end én tjenestemandsstilling efter denne landstingslov.
Stk. 4. Ved samtidig ansættelse i en tjenestemandsstilling efter denne landstingslov og en tjenestemandsstilling efter anden lov, vedtægt eller lignende udbetales eventuel pension efter den pensionslov, vedtægt eller lignende, der gælder for den stilling, hvori tjenestemanden gør tjeneste på pensioneringstidspunktet.

 

Kapitel 4
Tjenestemandens pligter

 

§ 12. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for stillingen og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.
Stk. 2. Tjenestemanden skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som tjenestemanden i medfør af sin stilling bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse i følge sagens natur er påkrævet. Tavshedspligten ophører ikke med tjenestemandens udtræden af tjenesten.

 

§ 13. Ansættelsesområdet for tjenestemænd, der ansættes i henhold til denne landstingslov, fastsættes i geografisk henseende til tjenestemandsstillinger i Grønland.

 

§ 14. En tjenestemand har pligt til at gøre midlertidig tjeneste i en stilling, der er sideordnet med eller højere end tjenestemandens egen.

 

§ 15. En tjenestemand har pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for tjenestemanden. I samme omfang kan det pålægges tjenestemanden at overtage en anden stilling.
Stk. 2. Såfremt ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform gør det nødvendigt, kan det pålægges en tjenestemand at overtage en stilling uden for det hidtidige saglige ansættelsesområde efter aftale med den pågældende centralorganisation.
Stk. 3. Hvis en varigt ansat tjenestemand under 60 år af helbredsmæssige grunde bliver uegnet til at varetage tjenesten i sin stilling, kan det pålægges tjenestemanden at overtage en stilling, som må anses for passende for tjenestemanden.

 

§ 16. Såfremt det af hensyn til udførelsen af tjenestepligterne skønnes nødvendigt at knytte tjenestebolig til stillingen, har tjenestemanden pligt til at bebo denne, så længe stillingen beklædes, og til derefter at fraflytte den, jf. dog § 33, stk. 1, sidste punktum.
Stk. 2. Bestemmelser om indretning, vedligeholdelse og benyttelse af tjenesteboliger og om ind- og udflytning m.v. af sådanne boliger kan fastsættes af Landsstyret efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet. Tjenestemandens bidrag for anvendelse af tjenesteboligen fastsættes dog efter reglerne i kapitel 12.
Stk. 3. Det fastsættes efter reglerne i kapitel 12, i hvilket omfang der, ud over de i stk. 1 nævnte tilfælde, skal anvises bolig. En sådan bolig har tjenestemanden ret til at bebo, så længe stillingen beklædes, og pligt til derefter at fraflytte, jf. dog § 33, stk. 1, sidste punktum.

 

§ 17. En tjenestemand kan efter ansøgning fritages for at overtage et borgerligt ombud, når ansættelsesmyndigheden finder det påkrævet af hensyn til tjenestens forsvarlige udførelse. Ansættelsesmyndigheden anmoder på baggrund af tjenestemandens ansøgning Landsstyret om at træffe afgørelse.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler for, i hvilket omfang eventuelle udgifter til tjenestens udførelse under en tjenestemands fravær som følge af et borgerligt ombud kan afholdes af ansættelsesmyndigheden.

 

§ 18. En tjenestemand kan kun have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, hvis det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de pligter, der knytter sig til stillingen, og med den nødvendige agtelse og tillid i stillingen.

 

§ 19. En tjenestemand kan for varetagelsen af de pligter, der følger af tjenestemandsstillingen, samt for sådanne hverv, der må betragtes som led i tjenestemandsstillingen, kun modtage sådan løn og andre ydelser, som er fastsat i henhold til §§ 47 - 49 eller § 56.

 

Kapitel 5
Suspension og disciplinærforfølgning

 

§ 20. Hvis tjenestemanden er under grundet mistanke for et forhold, der strider mod den tillid, som varetagelse af stillingen kræver, eller som i øvrigt gør det betænkeligt, at tjenestemanden fortsætter i stillingen, kan tjenestemanden suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde.
Stk. 2. Reglerne om disciplinær undersøgelse i §§ 21-27 bruges ved forhold efter stk. 1, som ikke forfølges kriminalretligt.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om iværksættelse og ophør af suspension.

 

§ 21. En tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et forhold, der kan medføre kriminalretlig foranstaltning, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have mulighed for at aflevere en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Tjenestemanden skal samtidig oplyses om, at der ikke er pligt til at udtale sig om fremstillingen.
Stk. 2. Når disciplinær undersøgelse påbegyndes mod en tjenestemand for tjenstlig forseelse, anmoder ansættelsesmyndigheden Landsdommeren i Grønland om at udpege en forhørsleder. Hvis Landsdommeren efter sagens karakter skønner det påkrævet, kan denne anmode præsidenten for en af de kollegiale retter uden for Grønland om at udpege en forhørsleder.

 

§ 22. Tjenestemanden er berettiget til at møde med en bisidder og en tolk og skal ved indkaldelsen til det første forhør oplyses om dette.
Stk. 2. Som bisidder kan anvendes en repræsentant for tjenestemandens organisation, en ansat hos den ansættende myndighed eller institution eller en advokat.
Stk. 3. Tjenestemanden har mulighed for at afgive skriftlige indlæg, også efter forhørenes afslutning.

 

§ 23. Forhørslederen træffer bestemmelse om vidneførelse og om fremskaffelse af andre beviser.
Stk. 2. Enhver ansat har pligt til at møde under forhørene og give forklaring. Den, som afgiver urigtig forklaring som vidne, kan idømmes foranstaltning efter kriminallovens § 85. Hvis et vidne undlader at møde eller nægter at afgive forklaring, kan forhørslederen lade vidnet afhøre ved kredsretten på det sted, hvor forhørene afholdes, eller pågældende bor.
Stk. 3. Forhørslederen afgiver efter sagens afslutning en beretning. Efter ansættelsesmyndighedens eller centralorganisationens ønske, skal forhørslederen give en indstilling om sagens afgørelse.

 

§ 24. Tjenestemandsforhør og retsmøder, der afholdes under sagen, er ikke offentlige. Ansættelsesmyndigheden kan dog bestemme, at offentligheden skal have adgang til at overvære sagens behandling, hvis tjenestemanden og centralorganisationen begærer dette.
Stk. 2. For offentlig gengivelse af, hvad der er sket under ikke offentlige forhør og retsmøder, idømmes bøde.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter skriftlige og mundtlige oplysninger, som fremkommer både før og under forhør og retsmøder, der afholdes under sagen.

 

§ 25. Forventes det, at sagen slutter med overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling, degradering eller afskedigelse, skal der gives centralorganisationen meddelelse om sagens stilling, så denne har lejlighed til at udtale sig i sagen, inden denne afgøres.
Stk. 2. Centralorganisationen har ved begæring krav på at blive orienteret om den afgørelse, som er truffet på grundlag af det materiale, der er tilvejebragt ved den tjenstlige undersøgelse.
Stk. 3. Hvis tjenestemanden er mistænkt for et forhold, der kan medføre en kriminalretlig foranstaltning, kan tjenestemanden forlange sagen behandlet som kriminalsag. Efter kriminalsagens afslutning er der mulighed for tjenstligt forhør mod tjenestemanden.
Stk. 4. En tjenestemand, der er straffet disciplinært uden forudgående tjenstligt forhør, jf. § 27, kan begære en tjenstlig undersøgelse iværksat. Der er dog kun pligt til at imødekomme begæringen, såfremt den er anbefalet af centralorganisationen.

 

§ 26. Sluttes undersøgelsen uden disciplinær straf, godtgøres tjenestemandens udgift til bisidder og tolk. I andre tilfælde afgør ansættelsesmyndigheden under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne i øvrigt, om udgiften til bisidder og tolk skal godtgøres helt eller delvis.
Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1 ydes med et efter forholdene passende beløb, men kun hvis det anses for rimeligt, at tjenestemanden har afholdt udgifter til bisidder. Forhørslederen afgiver efter begæring en udtalelse herom.
Stk. 3. Har en tjenestemand under en disciplinær sag på egen hånd fremskaffet beviser, godtgøres udgifter herved helt eller delvis, når tjenestemanden må anses for at have haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne. Forhørslederen afgiver efter begæring en udtalelse herom.

 

§ 27. Som disciplinær straf for tjenstlig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførsel til andet arbejde eller andet arbejdssted eller anden stilling, degradering eller afskedigelse.
Stk. 2. Hvis der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse, kan bøde og overførsel til andet arbejde anvendes uden at afholde forhør i overensstemmelse med §§ 21-26.
Stk. 3. Advarsel, irettesættelse eller bøde under 1/25 af månedslønnen kan anvendes uden skriftlig tilståelse eller forhør.
Stk. 4. Overførsel til andet arbejdssted eller til anden stilling, degradering eller afskedigelse som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, kun finde sted efter afholdt tjenstligt forhør.
Stk. 5. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen.

 

Kapitel 6
Afsked

 

§ 28. Tjenestemænd afskediges af de i § 4 nævnte ansættende myndigheder.

 

§ 29. Tjenestemænd kan med 3 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned, jf. dog § 34.

 

§ 30. Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afsked kan dog ske med kortere varsel, såfremt den er begrundet i, at tjenestemanden er uskikket til at forblive i stillingen som følge af forhold, som kan medføre en kriminalretlig foranstaltning, tjenesteforseelse eller mislighed.
Stk. 2. Tjenestemænd ansat på åremål kan afskediges uden ansøgning efter reglerne i § 30, stk. 1 og § 31. Iøvrigt ophører ansættelsen ved åremålets udløb.

 

§ 31. Tjenestemænd afskediges fra udgangen af den måned, hvori de fylder 65 eller opnår den alder over 60, som er fastsat efter reglerne i kapitel 12.

 

§ 32. Inden en tjenestemand afskediges uden ansøgning, skal der, bortset fra de i § 31 nævnte tilfælde, gives såvel centralorganisationen som tjenestemanden selv adgang til at udtale sig, medmindre forhør har været afholdt efter §§ 21-25.
Stk. 2. Forud for enhver uansøgt afsked, bortset fra de i § 31 nævnte tilfælde, indhentes en udtalelse fra den pensionsbevilgende myndighed om tjenestemandens krav på pension. Det samme gælder ved ansøgt afsked, når afskedsansøgningen skyldes helbredsmæssige årsager.

 

§ 33. Hvis en tjenestemand afskediges, fordi ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform medfører, at stillingen nedlægges, og det ikke er muligt at anvise tjenestemanden en anden stilling, som tjenestemanden efter § 15 har pligt til at overtage, bevarer tjenestemanden sin hidtidige lønning i 3 år, dog ikke længere end til den for stillingen fastsatte afgangsalder. I denne periode er tjenestemanden omfattet af reglerne i § 15. I denne periode bevarer tjenestemanden tillige en eventuel ret til bolig.
Stk. 2. Såfremt den pågældende opnår ansættelse, som efter tjenestemandspensionslovens § 3 medregnes i pensionsalderen som tjenestemand, inddrages den i stk. 1 omtalte rådighedsløn. Tilsvarende gælder for ventepenge, der måtte være tillagt tjenestemænd i medfør af den forud for 9. juni 1971 gældende tjenestemandslovgivning.
Stk. 3. Rådighedsløn fra ansættelse i en åremålsstilling ydes længst til åremålets udløb.

 

Kapitel 7
Særbestemmelse om prøveansatte

 

§ 34. En tjenestemand ansat på prøve kan i de første 6 måneder af prøveansættelsen forlange sig afskediget med 14 dages varsel og i den resterende del af prøveansættelsen med 1 måneds varsel, i begge tilfælde til udgangen af en måned.
Stk. 2. I de første 6 måneder af prøveansættelsen kan sådanne tjenestemænd afskediges uden ansøgning med 14 dages varsel til udgangen af en måned.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 32, stk. 3, samt § 33 gælder ikke for tjenestemænd på prøve, idet der dog skal indhentes en udtalelse fra den pensionsbevilgende myndighed, jfr. § 32, stk. 3, i tilfælde, hvor der måtte opstå spørgsmål om eventuel ret til pension efter tjenestemandspensionslovens kapitler 1 og 5.

 

Kapitel 8
Særbestemmelser om ansættelse på åremål

 

§ 35. Ansættelse på åremål vil kunne finde sted såvel af personer, der allerede er ansat som tjenestemænd, som af andre.
Stk. 2. Ansættelse som tjenestemand på åremål efter reglerne i dette kapitel sker af personer, som
1) allerede er ansat som tjenestemænd, eller
2) er fratrådt med ret til aktuel eller opsat pension fra tjenestemandsstillinger.
Stk. 3. Ansættelse på åremål af andre end de i stk. 2 nævnte kan ske på vilkår svarende til dem, der i øvrigt gælder efter denne lov, jf. dog § 41, stk. 1.

 

§ 36. Bestemmelse om, hvilke stillinger der kan besættes på åremål, træffes af ansættelsesmyndigheden, jf. § 4, efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.

 

§ 37. Åremålsansættelse sker for et tidsrum af mellem 3 og 6 år. Åremålsansættelsen kan forlænges med indtil i alt 3 år. Genansættelse kan efter fornyet opslag finde sted i en åremålsstilling.

 

§ 38. Løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes i overensstemmelse med reglerne i § 47.

 

§ 39. Placering af en varigt ansat tjenestemand, som genindtræder i varig ansættelse efter en åremålsansættelses udløb eller ophør af en anden årsag, der ikke kan tilregnes tjenestemanden, sker på vilkår, der fastsættes ved aftale som omhandlet i § 38.

 

§ 40. Pension til de i § 35, stk. 2 nævnte personer fastsættes med udgangspunkt i den lønramme, som den pågældende var placeret i under den seneste varige ansættelse inden pensioneringstidspunktet.
Stk. 2. Ved beregning af pensionen medregnes åremålsansættelsen i pensionsalderen.
Stk. 3. Til den i henhold til stk. 1 og 2 fastsatte pension ydes et tillæg, der for hvert åremålsår fastsættes til 2,7 % af højeste pension fra en stilling i åremålsstillingens lønramme. Den samlede pension kan dog ikke overstige den pension, der ville være opnået ved pensionering fra en stilling med samme lønmæssige placering som åremålsstillingen.
Stk. 4. Pensionstillæg efter stk. 3 indgår i det beløb, hvoraf eventuel ægtefællepension beregnes.

 

§ 41. For personer omfattet af § 35, stk. 3 finder tjenestemandspensionsloven ikke anvendelse, og ansættelsesmyndigheden træffer efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet bestemmelse om anden pensionsordning for det pågældende ansættelsesforhold.
Stk. 2. Ansættelsesmyndigheden kan bestemme, at en person som nævnt i § 35, stk. 2, kan henføres til stk. 1, hvis særlige konkrete omstændigheder taler derfor.
Stk. 3. Den pensionsbevilgende myndighed kan tillade, at egenpension udbetales før det fyldte 60. år, såfremt den berettigede bliver erhvervsudygtig af helbredsmæssige årsager, eller hvis forholdene i øvrigt taler derfor.

 

Kapitel 9
Særbestemmelse om kommunale tjenestemænd

 

§ 42. Såfremt en kommunal tjenestemand af kommunalbestyrelsen beordres til tjeneste hos en anden kommune eller hos Grønlands Hjemmestyre, kan tjenestemanden først pålægges at overtage denne nye stilling, efter at der er indgået aftale med den pågældende centralorganisation herom. Tilsvarende gælder for en tjenestemand ansat under Grønlands Hjemmestyre ved uansøgt forflyttelse til en kommunal ansættelse.
Stk. 2. Uansøgt forflyttelse mellem to kommuner eller mellem en kommune og Grønlands Hjemmestyre forudsætter enighed herom mellem de to ansættende myndigheder.

 

Kapitel 10
Særbestemmelse om folkeskolen

 

§ 43. Under forhør i forbindelse med disciplinærundersøgelse mod en tjenestemand i folkeskolen har enhver, der er ansat ved folkeskolen eller ved den kommunale forvaltning, der vedrører folkeskolen, ansatte i ressortdirektoratet, medlemmer af kommunalbestyrelser, stående udvalg under kommunalbestyrelsen, der vedrører folkeskolen, og skolebestyrelser pligt til at give møde og afgive forklaring.
Stk. 2. Enhver der er omfattet af § 43, stk. 1, har pligt til at møde under forhørene og give forklaring. Den, som afgiver urigtig forklaring som vidne, kan idømmes foranstaltning efter kriminallovens § 85. Hvis et vidne undlader at møde eller nægter at afgive forklaring, kan forhørslederen lade vidnet afhøre ved kredsretten på det sted, hvor forhørene afholdes, eller pågældende bor.

 

Kapitel 11
Særbestemmelser om kirkens tjenestemænd

 

§ 44. Bestemmelserne i § 14, § 15, stk. 1 og § 16, stk. 2, 1. pkt., gælder ikke for kirkens tjenestemænd.

 

§ 45. En tjenestemand i kirken har pligt til i stedet for eller i forbindelse med tjeneste i sin egen stilling at gøre midlertidig tjeneste i en stilling, der er sideordnet med eller højere end tjenestemandens egen stilling.
Stk. 2. Landsstyret kan bestemme, at en præst, der udnævnes til en anden stilling, og hvis hidtidige stilling på grund af beliggenheden vanskeligt kan bestrides ved nabopræsten, skal forblive i denne stilling, indtil genbesættelse kan ske, dog højst i 6 måneder.

 

§ 46. En tjenestemand i kirken har pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i tjenesteforretningernes omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere er passende for tjenestemanden.

 

Kapitel 12
Forhandlings- og organisationsforhold

 

§ 47. Løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes ved aftale mellem Landsstyret og de i § 51 nævnte centralorganisationer.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov eller i henhold til lov eller angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.
Stk. 3. Bestemmelser om generelle løn-, ansættelses- og pensionsvilkår for kommunernes tjenestemænd fastsættes, i det omfang sådanne bestemmelser ikke er fastsat ved nærværende landstingslov eller ved anden lovgivning, ved eller efter aftale mellem Landsstyret og De Grønlandske Kommuners Landsforening.

 

§ 48. Kan der ikke indgås aftale om størrelsen af det samlede beløb til ændring af løn- og ansættelsesvilkår, herunder til justering af lønskala og stedtillæg, til ændring i den lønmæssige placering af tjenestemandsstillinger samt til ændring af andre ydelser for varetagelsen af tjenestemandsstillingen, jf. § 19, fremsætter Landsstyret særligt lovforslag.
Stk. 2. Kan der ikke indgås aftale om anvendelsen af det i stk. 1 nævnte beløb, fremsætter Landsstyret efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet særligt lovforslag.

 

§ 49. Kan der ikke indgås aftale om forhold, der ikke er omfattet af § 48, træffes afgørelsen af Landsstyret efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.

 

§ 50. Bestemmelser om ansættelsesvilkår, hvorom der ikke kan indgås aftale, samt ændring af sådanne bestemmelser fastsættes af Landsstyret efter forudgående forhandling med de i § 51 nævnte centralorganisationer.
Stk. 2. De i § 51 nævnte centralorganisationer kan forhandle med Landsstyret om ethvert fagligt spørgsmål, der angår tjenestemænd.

 

§ 51. Forhandlingsretten for tjenestemænd, pensionerede bestillingsmænd og tjenestemandspensionister udøves gennem de centralorganisationer, der har hjemsted i Grønland, og med hvilke Landsstyret efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet indgår hovedaftale om fremgangsmåden ved indgåelse af aftaler og om regler for udøvelse af forhandlingsret i øvrigt.
Stk. 2. De pågældende centralorganisationer skal tilsammen give samtlige tjenestemænd, pensionerede bestillingsmænd og tjenestemandspensionister adgang til repræsentation.
Stk. 3. I hovedaftalen træffes bestemmelse om adgang for de organisationer, der er tilsluttet centralorganisationerne, til at forhandle spørgsmål, som alene angår organisationens medlemmer.

 

Kapitel 13
Lønningsrådet

 

§ 52. Lønningsrådet består af en formand, en næstformand, 2 medlemmer repræsenterende henholdsvis Grønlands Hjemmestyres og De Grønlandske Kommuners Landsforenings administration og 4 repræsentanter for de i § 51 nævnte centralorganisationer, udpeget af Landsstyret. For organisationsrepræsentanternes vedkommende efter indstilling fra centralorganisationerne. For repræsentanten for De Grønlandske Kommuners Landsforenings administration efter indstilling fra De Grønlandske Kommuners Landsforening.
Stk. 2. Grønlands Landsting vælger af sin midte 5 medlemmer. Desuden udpeger Landsstyret 2 medlemmer af De Grønlandske Kommuners Landsforenings bestyrelse eller en kommunalbestyrelse efter indstilling fra De Grønlandske Kommuners Landsforening.
Stk. 3. For de i stk. 1 og 2 omtalte medlemmer udpeges eller vælges stedfortrædere.
Stk. 4. Formanden, næstformanden, medlemmerne og stedfortræderne udpeges eller vælges for 4 år ad gangen. Dog følger de af Landstinget valgte medlemmers valgperiode Landstingets valgperiode, idet medlemmer og stedfortrædere dog afgår, såfremt de udtræder af Landstinget. Organisationsrepræsentanter og medlemmer udpeget efter indstilling fra De Grønlandske Kommuners Landsforening afgår, når ny indstilling fremkommer.
Stk. 5. Rådets beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. Næstformanden kan dog kun deltage i afstemningen, når formanden er forhindret i at deltage.

 

§ 53. I tilknytning til Lønningsrådet nedsættes et forretningsudvalg, der består af medlemmer af Lønningsrådet.
Stk. 2. Forretningsudvalget består af 2 repræsentanter fra tjenestemandsorganisationerne, 1 repræsentant fra Grønlands Landsting, 1 repræsentant fra De Grønlandske Kommuners Landsforenings administration, samt Lønningsrådets formand, der er formand for forretningsudvalget.
Stk. 3. De nærmere regler omkring forretningsudvalgets bemyndigelse fastsættes af Lønningsrådet.

 

§ 54. Landsstyret kan anmode Lønningsrådet om en udtalelse om ethvert spørgsmål, der opstår i medfør af nærværende landstingslov.
Stk. 2. De i § 51 nævnte centralorganisationer kan forlange, at Lønningsrådets udtalelse indhentes om spørgsmål, som ikke har kunnet løses ved forhandling med Landsstyret.
Stk. 3. Sager, der henhører under tjenestemandsretten, kan ikke forelægges for Lønningsrådet.

 

Kapitel 14
Pension

 

§ 55. Der tilkommer tjenestemænd pension efter de for statens tjenestemænd i Grønland til enhver tid gældende regler.
Stk. 2. Landsstyret kan med staten indgå aftale, hvorefter staten beregner og udbetaler pension til tjenestemænd ansat i henhold til nærværende landstingslov og Landstingslov om tjenestemænd ansat ved Landstingets institutioner.

 

Kapitel 15
Personlige tillæg

 

§ 56. Såfremt en tjenestemand i medfør af reglerne i § 15 eller af en anden årsag, der ikke kan tilregnes tjenestemanden, overgår til en stilling, der er henført til en lavere lønramme end den hidtidige, ydes der tjenestemanden et personligt tillæg til udligning af forskellen.
Stk. 2. Tillæg efter stk. 1 bortfalder i det omfang, der opnås lønfremgang ved overgang til højere lønramme eller løntrin.

 

Kapitel 16
Lønforskrivning

 

§ 57. Efter regler, der fastsættes af Landsstyret, kan tjenestemænd give transport på løn til låneinstitutter, som ved aftale mellem Landsstyret og de i § 51 nævnte centralorganisationer er anerkendt hertil.
Stk. 2. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan tjenestemanden ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over løn, der ikke er udbetalt.

 

Kapitel 17
Ekstraordinær tjenestefrihed m.v.

 

§ 58. Den ansættende myndighed kan efter retningslinjer fastsat af Landsstyret give en tjenestemand tjenestefrihed uden løn i en på forhånd fastsat periode af mindst en måneds varighed. Perioden fradrages ved beregning af lønanciennitet.
Stk. 2. Efter retningslinjer fastsat af Landsstyret kan der indrømmes en tjenestemand anden tjenestefrihed uden for den egentlige ferie.
Stk. 3. Såfremt det er foreneligt med tjenestens tarv kan ansættelsesmyndigheden imødekomme en tjenestemands anmodning om nedsat tjenestetid for begrænset tid eller indtil videre mod tilsvarende lønnedsættelse.
Stk. 4. Bestemmelser om hel eller delvis bevarelse af løn og lønanciennitet under tjenestefrihed efter stk. 2 eller under nedsat tjenestetid fastsættes af Landsstyret efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.
Stk. 5. Landsstyret kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om, at tjenestemænd har ret til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.

 

§ 59. Efter retningslinjer fastsat af Landsstyret kan den ansættende myndighed give tjenestemanden tjenestefrihed med løn med henblik på supplerende uddannelse. Denne tjenestefrihed ydes uden tab af lønanciennitet og pensionsalder.
Stk. 2. Landsstyret kan indenfor rammer, der fastsættes ved aftale i henhold til § 47, gøre uddannelse, hvortil ansættelsesmyndigheden afholder omkostningerne, betinget af, at tjenestemanden på forhånd forpligter sig til at forblive i tjenesten en vis periode efter gennemgået uddannelse, samt af, at løn i uddannelsesperioden og eventuelle øvrige uddannelsesomkostninger helt eller delvis tilbagebetales, hvis denne tjenestepligt ikke opfyldes.

 

Kapitel 18
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

 

§ 60. Denne landstingslov træder i kraft den 1. januar 2004.

 

§ 61. Samtidig med landstingslovens ikrafttræden ophæves landstingslov nr. 5 af 14. maj 1990 om Grønlands Hjemmestyre og kommunernes tjenestemænd i Grønland.

 

§ 62. For så vidt angår tjenestemænd under Grønlands Hjemmestyre og de grønlandske kommuner, der er ansat inden denne lovs ikrafttræden, bevares alle rettigheder, som disse har erhvervet ved eller i henhold til lov, aftale m.v., der var gældende den 31. december 2003, ligesom alle pligter opretholdes.
Stk. 2. Undtaget fra bestemmelsen i stk. 1 er dog retten til lønforskud, jf. § 58 i landstingslov nr. 5 af 14. maj 1990 om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland.

 

§ 63. På områder, hvor der efter denne landstingslov skal fastsættes nærmere regler eller indgås aftaler, forbliver de i medfør af tidligere lovgivning udfærdigede forskrifter i kraft, indtil de afløses af nye bestemmelser.




Grønlands Hjemmestyre, den 18. december 2003

.


Hans Enoksen

/

Kaj Kleist