Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 31
1. september 2022
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om borgerligt ombud m.v.

I medfør af § 58, stk. 2, i Landstingslov nr. 21 af 18. december 2003 om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland fastsættes:

 

Kapitel 1

Borgerligt ombud

 

  § 1.  Som borgerligt ombud anses i denne bekendtgørelse varetagelse af hverv som:
1)  medlem af Inatsisartut,
2)  medlem af kommunalbestyrelse, medlem af bygderåd samt kommunalbestyrelsesmedlemmers medlemskab af udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen og bygderåd,
3)  medlem af bestyrelse i en offentlig institution, når Inatsisartut, Naalakkersuisut, kommunalbestyrelsen eller bygderådet har udpeget medlemmet,
4
  kredsdommer,
5)  lægdommer,
6)  bisidder og forsvarer samt
7)  øvrige hverv, som den pågældende ifølge lovgivningen er forpligtet til at varetage.

 

  § 2.  Tjenestemænd, der udfører borgerligt ombud, jf. § l, har adgang til tjenestefrihed efter reglerne i §§ 3-5 i den udstrækning, det er nødvendigt til udførelsen af det pågældende hverv.
  Stk. 2.  En ægtefælle eller samlever, som deltager i en rejse efter reglerne i § 8, stk. 3, i landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut m.v. har adgang til tjenestefrihed efter reglerne i §§ 3 og 5 i den udstrækning, der foreligger en forudgående invitation fra arrangøren til ægtefællen eller samleveren og et program fra arrangøren, som ægtefællen eller samleveren forventes at deltage i.

 

  § 3.  Tjenestefrihed skal i det omfang, det er muligt, skaffes ved omlægning af tjenesten eller ved tjenestebytning. Ved tilrettelæggelse af tjenesten påhviler det såvel vedkommende arbejdsgiver som den pågældende tjenestemand at medvirke til en hensigtsmæssig løsning.
  Stk. 2.  Såfremt tjenestefrihed ikke kan skaffes ved omlægning eller bytning af tjeneste som nævnt i stk. l, eller kan sådan ændret tjenestetidstilrettelæggelse ikke foretages uden en væsentlig udvidelse af tjenestemandens samlede arbejdstid, finder reglerne i § 4 anvendelse.

 

  § 4.  I de i § 2, stk. 1, nævnte tilfælde kan der ydes tjenestefrihed uden fradrag i tjenestemandslønnen i indtil 60 dage i løbet af et kalenderår. I sådan tjenestefrihed medregnes ikke de nødvendige rejsedage, der medgår til ombuddets eller hvervets udførelse. 
  Stk. 2.  Tjenestefrihed i videre udstrækning end nævnt i stk. 1 ydes mod fradrag i tjenestemandslønnen af et beløb, der for tjenestefrihed indtil 4 timer den enkelte dag udgør 1/60 og for tjenestefrihed udover 4 timer den enkelte dag udgør 1/30 af månedslønnen.
  Stk. 3.  Lønfradrag som nævnt i stk. 2 kan dog, medmindre tjenestemanden erklærer sig indforstået med en anden afregningsmåde, for hver måned højst udgøre et beløb, der svarer til det månedlige vederlag eller de mødediæter, der er ydet for varetagelse af ombuddet eller hvervet. Overskydende beløb overføres til næste måned. Det samlede lønfradrag inden for et ferieår kan ikke overstige det vederlag eller de mødediæter, der i samme tidsrum er oppebåret af tjenestemanden.

 

  § 5.  I de i § 2, stk. 2, nævnte tilfælde ydes der tjenestefrihed uden fradrag i lønnen i indtil 60 dage i løbet af et kalenderår, såfremt ægtefællen eller samleveren ikke modtager tabt arbejdsfortjeneste, vederlag eller anden økonomisk kompensation for sin deltagelse i rejsen. Dagpenge ydet efter de for tjenestemænd i Grønland gældende regler anses i den henseende ikke for kompensation.
  Stk. 2.  Modtager ægtefællen eller samleveren tabt arbejdsfortjeneste, vederlag eller anden økonomisk kompensation for sin deltagelse i rejsen, ydes tjenestefrihed mod lønfradrag som anført i stk. 3.
  Stk. 3.  Tjenestefrihed i videre udstrækning end nævnt i stk. 1 ydes mod fradrag i tjenestemandslønnen af et beløb, der for tjenestefrihed indtil 4 timer den enkelte dag udgør 1/60 og for tjenestefrihed udover 4 timer den enkelte dag udgør 1/30 af månedslønnen.
  Stk. 4.  Lønfradrag som nævnt i stk. 3 kan dog, medmindre tjenestemanden erklærer sig indforstået med en anden afregningsmåde, for hver måned højst udgøre et beløb, der svarer til det modtagne beløb for tabt arbejdsfortjeneste, vederlag eller anden økonomisk kompensation.

 

Kapitel 2

Hverv som medlem af Folketinget

 

  § 6.  En tjenestemand, der under medlemskab af Folketinget ikke udfører tjeneste i stillingen, oppebærer ingen del af den for stillingen fastsatte løn.
  Stk. 2.  Økonomi- og Personalestyrelsen fastsætter nærmere regler for aflønningen af tjenestemænd, der udfører delvis tjeneste i stillingen under medlemskabet af Folketinget.

 

Kapitel 3

Fælles bestemmelser

 

  § 7.  Den tid, i hvilken en tjenestemand har tjenestefrihed eller udfører tjeneste med nedsat tjenestetid for at varetage ombud eller hverv som nævnt i § l eller § 2, stk. 2, eller for at bestride hverv som medlem af Folketinget, medregnes, efter udtalelse fra Lønningsrådet, i løn- og pensionsancienniteten, jf. § 58, stk. 4, i landstingslov om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland og § 5, stk. 5, i lov om pension til statens tjenestemænd i Grønland. Medregning af pensionsancienniteten er betinget af, at der indbetales pensionsbidrag, jf. § 55 i landstingslov om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland og § 24 b i lov om pension for statens tjenestemænd i Grønland.
  Stk. 2.  Oprykning til højere lønramme, som ifølge lov eller anden godkendt ordning finder sted efter anciennitet og under forudsætning af tilfredsstillende tjenstlige forhold, foretages uden hensyn til, om den pågældende tjenestemand har opnået tjenestefrihed til varetagelse af de i denne bekendtgørelse omhandlende hverv eller rejser.

 

Kapitel 4

Ikrafttræden

 

  § 8.  Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter kundgørelsen. 
  Stk. 2.  Samtidig ophæves Grønlands Hjemmestyres bekendtgørelse nr. 5 af 15. marts 1994 om Borgerligt Ombud.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 1. september 2022

 

 

Naaja H. Nathanielsen
Naalakkersuisoq for Finanser og Ligestilling

 

 

Nikolai S. Christensen