Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 26
17. juni 2026
Vedtaget

Selvstyrets bekendtgørelse om licenser og kvoter til fiskeri

I medfør af § 6, stk. 3, § 7, stk. 1, § 12, stk. 1, § 14, stk. 1, § 15, nr. 3-6, og 8, § 18, stk. 2, § 23, § 24, stk. 1, § 25, stk. 3, 2. pkt., og § 68, stk. 2, i Inatsisartutlov nr. 29 af 23. maj 2024 om fiskeri, fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

 

Anvendelsesområder

 

  § 1.  Denne bekendtgørelse finder anvendelse ved erhvervsmæssigt fiskeri med:

1)  grønlandsk registrerede fartøjer,

2)  hundeslæde,

3)  udenlandske fartøjer på Grønlands fiskeriterritorium, og

4)  udenlandske fartøjer, som fisker på grønlandsk kvote uden for Grønlands fiskeriterritorium.

  Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse ved ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter torsk med indhandlingstilladelse, jf. § 21.

 

Definitioner

 

  § 2.  I denne bekendtgørelse forstås ved:

1)  ”Fiskeriloven”: Den til enhver tid gældende Inatsisartutlov om fiskeri.

2)  ”Basislinjen”: De basislinjer, som er fastsat i Statsministeriets bekendtgørelser om Grønlands eksklusive økonomiske zone.

3)  Måleenheden ”BT”: Bruttotonnage ifølge den i målebrevet for fartøjet angivne tonnage.

4)  Måleenheden ”l.o.a”: Fartøjets totale længde fra den yderste forstavn til den yderste agterstavn, målt langs skibets centerlinje (længde over alt).

5)  ”Indhandlingspligt”: Vilkår for licensen, som bestemmer omfanget af den fangst, som skal indhandles til landanlæg i Grønland uden at være blevet forarbejdet.

6)  ”Tilsvarende licens”: En licens til fiskeri efter den samme bestand og i samme flådekomponent, enten havgående eller kystnært.

7)  ”Jolle”: Ethvert fiskerfartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder, der benyttes til fiskeri.

8)  ”Charteraftale”: En aftale om leje af et skib, enten med mandskab (time-charter) eller uden mandskab (bareboat-charter), til et bestemt fiskeri i en bestemt tidsperiode.

9)  ”IOK-ordning”: Det forvaltningsregime, som kapitel 7 i fiskeriloven omfatter.

10)  “Olympisk fiskeri”: Fiskeri under fastsat TAC for fiskeriet, men uden højst tilladt fangstmængde for den enkelte aktør.

 

Kapitel 2

Licens og vilkår

 

  § 3. Erhvervsmæssigt fiskeri og ikke-erhvervsmæssigt licensbetinget fiskeri må kun udøves med en licens til dette formål, udstedt af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

  Stk. 2.  En licens kan kun udstedes til de aktører, som opfylder adgangskravene i fiskerilovens kapitel 2.

  Stk. 3  En licens udstedes til 1 bestemt aktør og til fiskeri med 1 eller flere bestemte fartøjer, jf. dog § 7, stk. 4.

  Stk. 4.  En licensindehaver skal eje det fartøj, der anvendes til fiskeri i henhold til licensen. Dette gælder dog ikke ved charteraftaler, jf. fiskerilovens § 11, stk. 2 og kapitel 7 i denne bekendtgørelse.

  Stk. 5.  Det er i erhvervsmæssigt fiskeri og ikke-erhvervsmæssigt, licensbetinget fiskeri kun tilladt i fiskeriet at anvende fartøjer, som er omfattet af fartøjsdefinitionen, jf. fiskerilovens § 3, stk. 1, nr. 12.

 

  § 4.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan ved udstedelse af en licens fastsætte yderligere betingelser og vilkår for fiskeriet end dem, der er fastsat i lovgivningen, herunder betingelser om indhandlingspligt.

 

  § 5.  Alle ændringer i licensforhold skal være foretaget af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri ved ændring af licensen inden et fiskeri påbegyndes, fortsættes eller genoptages, herunder ændringer i ejerforhold og udskiftning af ethvert fartøj, der er tilknyttet licensen.

 

  § 6.  Licensindehaveren skal opbevare licensen eller en kopi heraf, herunder elektronisk kopi, ombord på fartøjet under fiskeriet.

 

Kapitel 3

Krav til fartøjer

 

  § 7.  Et fartøj, som er større end 9,4 meter l.o.a., som ikke allerede er registreret, og som ønskes anvendt til erhvervsmæssigt fiskeri, skal forinden fiskeri påbegyndes være godkendt til dette formål af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

  Stk. 2.  Behandling af spørgsmål om godkendelse af fartøj, jf. stk. 1, skal ske efter en skriftlig ansøgning.

  Stk. 3.  Fartøjer kan kun godkendes, når fartøjets fiskerikapacitet vurderes at være tilpasset de givne fiskerimuligheder.

  Stk. 4.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan midlertidigt godkende anvendelsen af andet fartøj end det, der er angivet i licensen, når motorhavari, værftsophold eller lignende tilsiger det, og når betingelserne i stk. 3, eller i kapitel 7 er opfyldt.

  Stk. 5.  Kopi af nationalitetsbevis og målebrev skal vedlægges ansøgningen, jf. dog § 10.

  Stk. 6.  Såfremt fartøjet efterfølgende genopmåles, får udskiftet hovedmotoren eller på anden måde ændres væsentligt, skal et nyt målebrev fremsendes. Fremsendelsen skal ske senest 14 kalenderdage efter modtagelse af målebrevet.

  § 8.  Såfremt et fartøj efter godkendelse, jf. § 7, skifter ejer, navn eller havnekendingsnummer, skal der fremsendes et nyt nationalitetsbevis senest 14 kalenderdage efter modtagelse af nationalitetsbevis. Ejerskifte kan ikke finde sted imens fartøjet er på fiskeri. Fartøjet må ikke anvendes til fiskeri før ændringen fremgår af ejerens licens.

  § 9.  Såfremt et havgående eller kystnært fartøj skifter ejer, kan købsaftalen, hvis den er underskrevet af både køber og sælger, godkendes som midlertidig dokumentation, indtil nyt nationalitetsbevis foreligger.

 

Kapitel 4

Licenstyper

 

Tidsbegrænset licens med højst tilladt fangstmængde

 

  § 10.  Tidsbegrænset licens, hvortil der er knyttet en højst tilladt fangstmængde, og som ikke er omfattet af IOK-ordningen, jf. § 12, er en forudsætning for erhvervsmæssigt fiskeri, der gennemføres:

1)  med fartøjer, som er over 120 BT og fartøjer, som er over 24 meter l.o.a.,

2)  efter kammuslinger, uanset fartøjsstørrelse,

3)  med grønlandsk registrerede fartøjer i fiskeriterritorier, hvor andre lande eller regionale fiskeriorganisationer har kompetence til at regulere fiskeriet, og

4)  med udenlandske fartøjer på Grønlands fiskeriterritorium eller udenlandske fartøjer på grønlandsk licens udenfor Grønlands fiskeriterritorium.

  Stk. 2.  Tidsbegrænset licens, hvortil der er knyttet en højst tilladt fangstmængde, er en forudsætning for erhvervsmæssigt fiskeri i ikke-regulerede internationale områder.

  Stk. 3.  Tildeling af licens beror på en vurdering af den fastsatte kvote for arten, den ansøgte kapacitet blandt ansøgerne og de kriterier for tildelingen, som er fastsat af Naalakkersuisut, jf. § 20, stk. 1.

  Stk. 4.  Licens udstedes for 1 kvoteår ad gangen. I tilfælde hvor den videnskabelige rådgivning gælder for flere kvoteår ad gangen og der samtidig fastsættes en flerårig TAC, kan der udstedes licenser for flere kvoteår

 

Tidsbegrænset licens uden højst tilladt fangstmængde

 

§ 11.  Tidsbegrænset licens, hvortil der ikke er knyttet en højst tilladt fangstmængde (”olympisk fiskeri”), er en forudsætning for gennemførelse af:

1)  erhvervsmæssigt fiskeri på bestande, hvor den kvote som må fiskes, er fælles for grønlandsk registrerede fartøjer,

2)  erhvervsmæssigt kystnært fiskeri med fartøjer under 6 meter l.o.a., jf. dog § 11, stk. 1, nr. 3, og § 13, stk. 1, nr. 4 og 5,

3)  erhvervsmæssigt fiskeri med grønlandsk registrerede fartøjer i særlige tilfælde, hvor den videnskabelige rådgivning ikke giver anledning til at fastsætte en kvote, og

4)  erhvervsmæssigt fiskeri med udenlandske fartøjer på Grønlands fiskeriterritorium.

  Stk. 2.  Tildeling af licens i medfør af stk. 1, nr. 1 - 3, sker efter reglerne i §§ 13 - § 17. 

  Stk. 3.  Licens udstedes for 1 år ad gangen. I tilfælde hvor den videnskabelige rådgivning gælder for flere år ad gangen, og der samtidig fastsættes en flerårig TAC kan der udstedes licenser for flere år.

 

Licens til fiskeri med individuelle omsættelige kvoter (IOK-ordningen)

 

  § 12.  Licens til fiskeri under IOK-ordningen er en forudsætning for fiskeri, der gennemføres:

1)  efter rejer ved Vest- og Østgrønland, uanset fartøjsstørrelse,

2)  efter havgående hellefisk ved Vest- og Østgrønland,

3)  efter kystnært fiskeri efter hellefisk med fartøjer større end 6 meter l.o.a. i forvaltningsområde 47,

4)  efter hellefisk med fartøjer på 6 meter l.o.a. eller derunder i forvaltningsområde 47, når aktøren er underlagt ordning med individuelle, omsættelige kvoter, eller

5)  efter krabber ved Vestgrønland, uanset fartøjsstørrelse.

  Stk. 2.  Ved kystnært fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47, kan aktører med fartøjer på 6 meter l.o.a. eller derunder vælge, om man ønsker at indgå under ordningen med individuelle omsættelige kvoter, eller om man vil forblive i olympisk fiskeri, jf. § 11.

  Stk. 3.  Ejerens kvoteandel påføres licensen og angiver for en 10-årig periode, størrelsen af den til aktøren knyttede kvoteandel, som vil være gældende med tillæg af anskaffede og reduktion af afhændede kvoteandele.

  Stk. 4.  I tilknytning til en licens til fiskeri med individuelle omsættelige kvoter, udstedes der hvert år, inden kvoteårets begyndelse, en årskvotemeddelelse med angivelse af mængden for det pågældende år og eventuel produktionstilladelse samt fartøjer, der må anvendes.

 

 

 

 

 

 

Kapitel 5

Ansøgning om licens

 

Tidsbegrænset licens uden højst tilladt fangstmængde

 

  § 13.  En licens, jf. § 11, stk. 1, nr. 1 - 3, tildeles alene aktører, der har haft tilsvarende licens i det forudgående kalenderår, samt aktører der har modtaget dispensation i henhold til stk. 2, eller som opfylder betingelserne i §§ 15 eller 16. Tildeling af licens forudsætter ansøgning, jf. § 14.

  Stk. 2  En ansøger, der har mistet retten til at få udstedt licens grundet manglende ansøgning, jf. stk. 1, kan af Naalakkersuisut meddeles dispensation, når den manglende ansøgning eller skyldes:

1)  borgerligt ombud,

2)  bestyrelsesarbejde i erhvervsorganisationer,

3)  ansøgerens uddannelse eller nærtståendes uddannelse,

4)  havari,

5)  værftsophold,

6)  længerevarende sygdom,

7)  dødsfald eller alvorlig sygdom i ansøgerens nærmeste familie, eller

8)  manglende indhandlingskapacitet.

  Stk. 3.  Dispensation jf. stk. 3, kan kun udstedes, såfremt der fremsendes ansøgning med udførlig dokumentation på at den pågældende hændelse har fundet sted.

 

  § 14.  Ansøgning om licens til kystnært fiskeri med fartøjer på 6 meter l.o.a. eller derunder indgives til kommunen i ansøgers bopælskommune under anvendelse af det ansøgningsskema, som findes til dette formål på www.sullissivik.gl.

  Stk. 2.  Ansøgning om licens til kystnært fiskeri med fartøjer over 6 meter l.o.a. indgives til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri under anvendelse af det ansøgningsskema, som findes til dette formål på www.sullissivik.gl.

 

  § 15.  Der meddeles licens til aktører, som ikke opfylder betingelserne i § 14, stk. 1, som er fyldt 18 år, og som opfylder fiskerilovens adgangskrav. En ansøger skal derudover opfylde følgende krav:

1)  have bestået en maritim fiskeriuddannelse eller på anden måde erhvervet sig tilsvarende kundskaber, og

2)  eje det fartøj samt de fiskeredskaber, der skal anvendes til fiskeriet.

  Stk. 2.  Tilsvarende kundskaber, jf. stk. 1, nr. 1, kan dokumenteres ved udtalelser om ansøgers fiskerikundskaber fra:

1)  bopælskommunen,

2)  den lokale fisker- og fangerforening,

3)  en person, som har licens til fiskeri, og som ansøgeren har fisket sammen med, eller

4)  en nuværende eller tidligere arbejdsgiver.

  Stk. 3.  Hvis en ansøger har, eller tidligere har haft, erhvervsfangerlicens eller licens til erhvervsfiskeri, indgår det også i vurderingen, jf. stk. 2, om ansøgeren har opnået tilsvarende kundskaber.

  Stk. 4.  Naalakkersuisut kan standse udstedelse af nye licenser, hvis forholdet mellem fiskeressource og fiskerikapacitet i det pågældende fiskeri tilsiger det.

 

  § 16.  Ansøgere, der bor i områderne Qaanaaq eller Østgrønland, er undtaget fra kravet om licens i forudgående år, jf. § 13, stk. 1, samt fra kravene i § 15, stk. 1.

 

  § 17.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan til brug for vurderingerne i henhold til § 15, indhente nødvendige supplerende oplysninger om ansøgeren fra:

1)  bopælskommunen,

2)  den lokale fisker- og fangerforening, og

3)  tidligere og nuværende arbejdsgivere.

 

  § 18.  Naalakkersuisut kan fastsætte særlige betingelser for enkelte fiskerier, som en ansøger også skal opfylde for at få udstedt licens.

 

Licenstildeling til havgående fiskeri med tidsbegrænset licens med højst tilladt fangstmængde

 

  § 19.  Ansøgning om licens til havgående fiskeri indgives til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri under anvendelse af det ansøgningsskema til havgående fiskeri, som kan findes på www.sullissivik.gl.

  Stk. 2.  Ansøgning om licens til fiskeri, jf. stk. 1, skal være kommet frem til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri inden den 1. november i kalenderåret forud for det kalenderår, der søges licens til.

  Stk. 3.  Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke fiskeri, som er indbefattet af IOK-ordningen.

 

  § 20.  Naalakkersuisut fordeler kvoter for fiskearter på følgende vis:

1)  En kvote fordeles til de rederier, der har haft kvote det foregående år og med udgangspunkt i det enkelte rederis relative del af TAC’en for den enkelte bestand, idet der kan tages hensyn til rederiets faktiske kvoteoptag.

2)  Såfremt der er en restkvote til rådighed efter fordeling efter nr. 1, kan kvoten fordeles til eksisterende rederier eller nye rederier efter vurdering fra den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri. Der kan ved vurderingen bl.a. tages hensyn til rederiernes behov for yderligere kvote, fiskeriets geografiske udvikling, sikring af økonomisk bæredygtige rederier, herunder et helt års økonomisk bæredygtigt fiskeri for nye rederier, samt det størst mulige samfundsøkonomiske udbytte.

  Stk. 2.  Med henblik på sikring af fuld kvoteudnyttelse kan det ressortansvarlige departement for fiskeri med samtykke fra de involverede aktører genfordele kvoterne.

 

 

Licenstildeling til ikke-erhvervsmæssigt kystnært fiskeri

 

  § 21.  Naalakkersuisut kan til ikke-erhvervsmæssige fiskere fastsætte en torskekvote, som kan indhandles. Fiskeri på denne kvote kræver licens.

  Stk. 2.  Licens til indhandling af torsk udstedes af ansøgers bopælskommune.

  Stk. 3. Licens til ikke-erhvervsmæssige fiskere til indhandling af torsk meddeles licens til aktører, som:

1)  opfylder adgangsbetingelserne i § 9 i Inatsisartutlov om fiskeri,

2)  er fyldt 18 år, og

3)  har udfyldt alle indsendte dokumenter klart og læseligt.

  Stk. 4.  Indehaveren af en licens til indhandling af torsk som ikke-erhvervsmæssig fisker skal forevise licensen ved indhandlingsstedet.

Stk. 5. Fiskeri med en licens til indhandling af torsk som ikke-erhvervsmæssig fisker er kun tilladt med pilk, snelle eller langline. Langline må højst påsættes 50 kroge.

 

Kapitel 6

Særligt for visse fiskerier

 

Kystnært fiskeri efter hellefisk

 

  § 22.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan udstede følgende licenstyper til kystnært fiskeri efter hellefisk:

1)  Licens til fiskeri under IOK-ordningen, jf. § 12, i Forvaltningsområde 47.

2)  Licens til olympisk fiskeri, jf. § 11, i samtlige forvaltningsområder med fartøjer, som er 6 meter l.o.a. eller derunder.

  Stk. 2.  En indehaver af en licens i forvaltningsområde 47, kan ikke samtidig tildeles licens til fiskeri efter hellefisk i andre forvaltningsområder.

  Stk. 3.  En indehaver af en licens uden for forvaltningsområde 47, kan ikke samtidig tildeles licens til fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47.

 

  § 23.  Licens til fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47 kan benyttes i alle delområderne Diskobugten, Uummannaq og Upernavik (”delområderne”).

  Stk. 2.  Licens til andre forvaltningsområder end forvaltningsområde 47, kan benyttes i alle øvrige kystnære forvaltningsområder, men ikke i forvaltningsområde 47.

  Stk. 3.  Når TAC’en for et delområde i forvaltningsområde 47 er opfisket for et givent år, kan aktøren fortsætte sit fiskeri i et andet delområde, hvor kvoten ikke er opfisket.

 

Stenbider

 

  § 24.  Naalakkersuisut fastsætter hvert år kvoterne for stenbider for relevante forvaltningsområder. 

  Stk. 2.  Der kan ansøges om licens til 2 forvaltningsområder per kvoteår, svarende til det forvaltningsområde nærmest ansøgerens bopæl, samt et tilstødende forvaltningsområde.

 

  § 25.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner er kun tilladt i den fiskeriperiode, der fastsættes af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

 

  § 26.  Meddelelser vedrørende kvote for hvert enkelt forvaltningsområde, gives af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri gennem pressen og på hjemmesiden for Naalakkersuisut. Ligeledes meddeles det, når den samlede kvote er opbrugt, jf. § 45.

  Stk. 2.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan efter fiskeriperiodens ophør i et forvaltningsområde overføre en uopfisket kvote til et andet forvaltningsområde, hvor kvoten ikke er opfisket.

  Stk. 3.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri offentliggør fiskeriperioderne senest 1 uge inden fiskeri efter stenbider i det pågældende forvaltningsområde begyndes.

 

Laks

 

  § 27.  Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks er betinget af en licens, der efter ansøgning udstedes af den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

  Stk. 2.  En licens kan kun udstedes til ansøgere, som opfylder følgende betingelser:

1)  Ansøgeren skal selv eje det anvendte laksegarn og fartøj.

2)  Ansøgere, der har haft licens i forrige fiskerisæson, skal have opfyldt rapporteringspligten i forrige fiskerisæson.

 

  § 28.  Kun personer med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må sælge laksefangst. Salg af laksefangst må kun ske via det lokale bræt og til lokale institutioner.

 

  § 29.  For erhvervsmæssigt fiskeri fastsætter Naalakkersuisut hvert år kvoten for laks under hensyntagen til internationale aftaler, der er indgået med henblik på ressourcernes bevarelse og reproduktion.

 

  § 30.  Alle laksefangster skal straks efter ankomst til havn rapporteres til Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol (GFJK).

  Stk. 2.  Ved direkte salg på brættet skal fiskere med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks rapportere om hver landing af laks. Rapporteringen skal omfatte alle fangede laks. Rapporteringen skal indeholde oplysninger i henhold til bilag 2 til denne bekendtgørelse.

 

  § 31.  Indehavere af en licens til fiskeri efter laks, som ikke har udøvet fiskeri efter laks, skal rapportere dette, jf. stk. 3.

  Stk. 2.  Indehavere af en licens til fiskeri efter laks, som har udøvet fiskeri efter laks, og som ikke har fanget laks, skal rapportere dette, jf. stk. 3.

  Stk. 3.  Rapportering om ikke udnyttede licenser, jf. stk. 1, samt 0-fangster, jf. stk. 2, skal ske i overensstemmelse med bilag 2 til denne bekendtgørelse eller via Sullissivik.gl. Rapportering skal være fremsendt til GFJK senest 14 dage efter fiskeriet efter laks er lukket.

 

  § 32.  Fiskeri efter laks i og ved Kapisillit-elven reguleres gennem de til enhver tid gældende bestemmelser om ikke-erhvervsmæssigt fiskeri.

 

Kammuslinger

 

  § 33.  Naalakkersuisut fastsætter hvert år en kvote for kammuslinger for hvert af følgende forvaltningsområder:

1)  Nuuk.

2) Aqajarua (Mudderbugten).

3) Attu.

4) Sisimiut-Syd (Saqqaq).

5)  Sisimiut-nord (Kangaarsuk).

6)  Nordre Strømfjord (Nassuttooq).

 

  § 34.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan udstede licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter kammuslinger i de 6 forvaltningsområder som er fastsat i § 33.

 

  § 35.  Kammuslingekvoterne fordeles efter § 20.

 

Kapitel 7

Chartring af fartøjer

 

Generelt

 

  § 36.  Et rederi kan uanset § 7, stk. 3, ved særlige omstændigheder efter ansøgning opnå tilladelse fra den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri til midlertidigt at chartre et grønlandsk fartøj til udførslen af et erhvervsmæssigt fiskeri. Som særlige omstændigheder anses i denne forbindelse:

1)  havari eller lignende, og

2)  at en kvoteandel ikke er knyttet til et fartøj og de i fiskerilovens § 36, stk. 1 og § 37, stk. 1 nævnte frister ikke er overskredet.

  Stk. 2. Den tilladte chartringsperiode kan ikke overstige 3 måneder ad gangen. 

  Stk. 3.  En ansøgning skal indeholde:

1)  begrundelse for ansøgningen,

2)  beskrivelse af de særlige omstændigheder, og

3)  underskrevet charteraftale, der alene er betinget af myndighedsgodkendelse jf. stk. 4.

  Stk. 4.  Chartringsaftalen skal angive:

1)  den udchartrende part og den indchartrende part,

2)  det pågældende fartøj ved navn, radiokaldesignal og havnekendingsnummer,

3)  de berørte licenser, samt

4)  charterperiodens start- og slutdato.

 

  § 37. En indehaver af licens til erhvervsmæssigt forsøgsfiskeri kan ansøge den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri om tilladelse til at gennemføre forsøgsfiskeriet med et indchartret grønlandsk fartøj.

  Stk. 2. Ansøger skal fremsende en kopi af charteraftalen, der skal angive:

1)  aftalens udchartrende part og den indchartrende part,

2)  charterperiodens start- og slutdato,

3)  fartøjets navn og tidligere navne,

4)  fartøjsejerens navn og adresse,

5)  fartøjets IMO-nummer, og

6)  kopi af fartøjets nationalitetsbevis, målebrev samt dokumentation for, at fartøjet er forsynet med et IMO-nummer.

  Stk. 3.  Hvis en charteraftale ophører før det oplyste slutdato, skal ansøgeren straks meddele dette til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

 

  § 38.  En ansøger med et aktivt landanlæg kan efter tilladelse fra den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri indchartre et fartøj til midlertidigt at fungere som indhandlingsfartøj, såfremt fartøjet opfylder kravene i bekendtgørelse for indhandlingskibe.

  Stk. 2.  Ansøgningen skal vedlægges følgende oplysninger:

1)  Kopi af charteraftalen, der skal angive aftalens udchartrende part og den indchartrende part, charterperioden med start- og slutdato, fartøjets navn og tidligere navne, fartøjsejerens navn og adresse, fartøjets flagstat samt IMO-nummer.

2)  Kopi af fartøjets nationalitetsbevis.

3)  Kopi af fartøjets målebrev

4)  Dokumentation for, at fartøjet er forsynet med et IMO-nummer.

  Stk. 3.  Hvis en charteraftale ophører før den oplyste slutdato, skal ansøgeren straks meddele dette til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

 

  § 39.  Et grønlandsk fartøj må kun indgå i 1 charteraftale eller undercharteraftale ad gangen.

 

  § 40.  Et fartøj, der er omfattet af en charteraftale, må i samme periode ikke være omfattet af licenser med forskellige licensejere.

  Stk. 2.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri skal i den pågældende periode suspendere fartøjet fra den udchartrende parts licens i charteraftaleperioden.

  Stk. 3.  Den udchartrende part må ikke indchartre et andet fartøj i chartringsperioden.

 

  § 41.  En chatringsperiode skal påbegyndes og afsluttes med en tom last.

 

 

Chartring af udenlandsk fartøj

 

  § 42.  Ansøger kan med tilladelse fra den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri chartre et udenlandsk fartøj til udførelsen af erhvervsmæssigt fiskeri eller erhvervsmæssigt forsøgsfiskeri. Tilladelse kan gives, såfremt der ikke er adgang til den nødvendige kapacitet, de nødvendige redskaber eller den nødvendige teknologi på grønlandske fartøjer.

  Stk. 2.  Ansøger skal fremsende:

1)  en kopi af charteraftalen, der skal angive:

a)  aftalens udchartrende part og indchartrende part,

b)  charterperioden med start- og slutdato,

c)  fartøjets navn og tidligere navne,

d)  fartøjsejerens navn og adresse,

e)  fartøjets flagstat samt IMO-nummer.

2)  en kopi af fartøjets nationalitetsbevis, målebrev samt dokumentation for, at fartøjet er forsynet med et IMO-nummer.

3)  dokumentation på, at fartøjet er forsynet med Vessel Monitoring System (VMS) samt, at fartøjet ikke er på nogen liste over Illegal Urapporteret og Ureguleret fiskeri (IUU) ved, at ansøger indhenter en bekræftelse på dette fra den relevante flagstats kompetente fiskerimyndighed.

4)  dokumentation på, at flagstaten er medlem af enten:

a)  Northwest Atlantic Fisheries Organization (NAFO),

b)  North-east Atlantic Fisheries Commission (NEAFC), eller

c)  en regional fisheries management organisation (RFMO), der har tiltrådt Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO), Port State Measures Agreement (PSMA) samt implementeret FAO´s International Plan of Action to Prevent, Deter and Eliminate Illegal, Unreported and Unregulated Fishing (IUU), hvilket kan dokumenteres ved at ansøger indhenter en bekræftelse på dette fra den relevante flagstats kompetente fiskerimyndighed.

  Stk. 3.  Hvis det udenlandske fartøj har optrådt på licens i indeværende kvoteår, er ansøger undtaget fra dokumentationskravene i stk. 2, nr. 3-4.

  Stk. 4.  Hvis en charteraftale ophører før den oplyste slutdato, skal ansøgeren straks meddele dette til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri.

 

  § 43.  Tilladelse efter § 42 til chartring af fartøj skal meddeles under iagttagelse af fiskerilovens § 1.

  Stk. 2.  Den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri kan i forbindelse med en tilladelse efter § 42 til chartring af fartøj fastsætte vilkår med henblik på bedst muligt at sikre, at fiskerilovens formål opnås.

 

  § 44.  Udenlandsk chartring af et grønlandsk fartøj til fiskeri uden for Grønlands fiskeriterritorium kan efter ansøgning til den ressortansvarlige Naalakkersuisoq for fiskeri tillades under følgende betingelser:

1)  Fartøjet må ikke fiske som led i charteraftale, hvis der er en fiskeriaftale i kraft for det pågældende område, medmindre andet er fastsat i den relevante fiskeriaftale.

2)  Fartøjet må ikke i samme periode være på en grønlandsk licens.

3)  Fartøjet må kun fiske i et andet lands farvande efter bestande, der forvaltes af en regional fiskeriforvaltningsorganisation hvis det pågældende land er kontraherende part eller ikke-kontraherende samarbejdspart i den relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisation.

  Stk. 2.  Fartøjet, jf. stk. 1, nr. 2, vil blive midlertidigt suspenderet fra den udchartrende parts licens i charteraftaleperioden. Fangster taget af et grønlandsk fartøj, der er omfattet af en charteraftale, skal fratrækkes den indchartrende parts nationale fiskekvoter.

 

Kapitel 8

Stop for fiskeri

 

  § 45.  Når en kvote eller årskvotemængde er opfisket, eller en fiskeriperiode er udløbet, skal alt fiskeri straks standses og alle redskaber være optaget.

  Stk. 2  For grønlandske fartøjer, der fisker på en fælles kvote, vil tidspunktet for standsning blive meddelt ved offentlig meddelelse, herunder på Naalakkersuisuts hjemmeside, samt ved direkte meddelelse til relevante parter.

  Stk. 3.  For alle udenlandske fartøjer, der fisker på Grønlands fisketerritorium, vil tidspunktet for standsning af fiskeri blive meddelt direkte til det pågældende fartøj. For EU-fartøjer sendes tilsvarende meddelelse til EU-Kommissionen. For øvrige ikke-grønlandske fartøjer sendes tilsvarende meddelelse til det pågældende lands fiskerimyndighed.

  Stk. 4.  Aktører, som deltager i fiskeri under IOK-ordningen, skal standse alt køb og salg af fangster på det i stk. 1 angivne tidspunkt.

 

Kapitel 9

Foranstaltninger

 

  § 46.  For overtrædelse af § 3, stk. 1 og 5, §§ 5 og 6, § 7, stk. 1, § 8, § 25, § 27, § 28, § 30, § 31, § 39, § 40, stk. 1 og 3, § 41, § 42, stk. 4, og § 45, stk. 1 og 4, idømmes foranstaltning i form af bøde og konfiskation efter reglerne i Kriminallov for Grønland.

  Stk. 2.  For overtrædelse eller tilsidesættelse af forskrifter, pålæg, beslutninger truffet og vilkår fastsat af Naalakkersuisut eller såfremt der undlades at afgive, eller afgives urigtige eller vildledende oplysninger i henhold til denne bekendtgørelses § 4, § 18, § 34, § 36, stk. 1, § 38, stk. 1, § 42, stk. 1, § 43, stk. 2 samt § 44, stk. 1 samt § 45, stk. 2 og 3, kan der fastsættes foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.

 

Kapitel 10

Ikrafttrædelses-, ophævelses- og overgangsbestemmelser

 

  § 47.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 2026.

  Stk. 2.  Samtidig ophæves:

1)  Selvstyrets bekendtgørelse nr. 10 af 4. februar 2025 om licens og kvoter til fiskeri.

2)  Selvstyrets bekendtgørelse nr. 59 af 1. august 2025 om fiskeri efter laks.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 15. juni 2026

 

 

 

Peter Borg (sign.)

Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning

 

 

 

/Emanuel Rosing (sign.)

 

Dokumenter