Selvstyrets bekendtgørelse om støtte til filmproduktion
I medfør af § 21, § 28, stk. 2, § 29, stk. 2, og § 34, stk. 2, i Inatsisartutlov nr. 65 af 6. december 2024 om filmvirksomhed fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse for Grønlands Filminstituts administration af økonomisk støtte til grønlandske og koproducerede filmproduktioner og refusion af afholdte udgifter i Grønland til udenlandske filmproduktioner.
§ 2. Filmproduktioner, jf. § 1, omfatter kortfilm, spillefilm, fiktionsserier, dokumentarfilm, dokumentarserier, animationsfilm og animationsserier.
Stk. 2. Reklamefilm, nyhedsprogrammer, reality- og underholdningsprogrammer, musikvideoer og dækning af sportsbegivenheder er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 3. Ved en kortfilm forstås en fiktionsfilm med en varighed på under 60 minutter.
§ 4. Ved en spillefilm forstås en fiktionsfilm med en varighed på mindst 60 minutter.
§ 5. Ved en fiktionsserie forstås en serie med en fiktiv sammenkædet fortælling, opdelt i en række sammenhængende afsnit med enten enkeltstående eller fortløbende fortællinger.
§ 6. Ved en dokumentarfilm forstås en enkeltstående filmproduktion, som ikke er fiktiv, og som er en kunstnerisk og kreativ filmisk bearbejdning af faktiske emner, hændelser, begivenheder, personer m.v.
§ 7. Ved en dokumentarserie forstås en serie med en sammenkædet fortælling, som ikke er fiktiv, og som er en kunstnerisk og kreativ filmisk bearbejdning af faktiske emner, hændelser, begivenheder, personer m.v. Dokumentarserier er opdelt i en række sammenhængende afsnit med enten enkeltstående eller fortløbende fortællinger.
§ 8. Ved en animationsfilm forstås en spillefilm eller kortfilm med en audiovisuel produktion, der består af animerede karakterer, en illusion af bevægelser og visuelle effekter, som er frembragt ved afspilning af en række enkeltstående billeder. Produktionen er skabt med grafik og illustrationer og kan være baseret på både fiktive og dokumentariske fortællinger.
§ 9. Ved en animationsserie forstås en serie med en sammenkædet fortælling opdelt i en række sammenhængende afsnit med enten enkeltstående eller fortløbende fortællinger i en audiovisuel produktion, der består af animerede karakterer, en illusion af bevægelser og visuelle effekter, som er frembragt ved afspilning af en række enkeltstående billeder. Produktionen er skabt med grafik og illustrationer og kan være baseret på både fiktive og dokumentariske fortællinger.
§ 10. Ved en produktions- og kulturtest forstås et pointsystem, som anvendes til at fastlægge i hvilken rækkefølge ansøgninger kan komme i betragtning til refusion efter denne bekendtgørelse.
§ 11. Ved totalbudget forstås de samlede omkostninger til manuskript, udvikling, forproduktion, produktion og post-produktion, inklusive eventuelle tillæg for administration og usikkerhedsmargin.
§ 12. Ved bred distribution forstås distribution i de for den enkelte filmproduktion mest relevante steder, så som gennem biografer, tv-stationer eller streamingtjenester m.v., som bedst muligt sikrer, at filmproduktionen møder publikum i den for den enkelte produktion definerede målgruppe og når et internationalt publikum.
Kapitel 2
Økonomisk støtte til grønlandske og koproducerede filmproduktioner
Støttens art og omfang
§ 13. Økonomisk støtte til filmproduktion kan ydes til følgende aktiviteter:
1) Manuskriptudarbejdelse.
2) Udvikling af filmprojektet.
3) Produktion af filmen.
4) Lancering, promovering og anden markedsføring af filmen.
5) Forevisning af filmen.
6) Distribution af filmen.
§ 14. Grønlands Filminstitut fastsætter nærmere retningslinjer for støtte til de i § 13 nævnte aktiviteter, herunder afgrænsning af, hvad der forstås ved hver enkelt aktivitet, og om støtte til aktiviteter enkeltvis eller samlet.
Stk. 2. Retningslinjerne skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
§ 15. Grønlands Filminstitut kan fastsætte maksimumbeløb for økonomisk støtte til et filmprojekt inden for spillefilm, fiktionsserier, kortfilm, dokumentarfilm og dokumentarserier.
Stk. 2. Grønlands Filminstitut kan, når særlige grunde taler herfor, fravige de fastsatte maksimumbeløb.
Stk. 3. De fastsatte maksimumbeløb skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
Betingelser
§ 16. Der kan ydes økonomisk støtte til filmproduktion, hvis følgende betingelser er opfyldte:
1) Ansøgningen skal opfylde kravene, der er fastsat om ansøgningsproceduren.
2) Ansøgningen skal være underskrevet af producenten eller en anden person, der kan dokumentere retligt adkomst til at repræsentere producenten.
3) Filmproduktionen skal være beregnet på bred distribution.
4) Der skal foreligge en angivelse af filmtype, jf. §§ 3-9, og en overordnet beskrivelse af filmens fortælling (storyline).
5) Ansøgningen opfylder de krav, der er fastsat af Grønlands Filminstituts retningslinjer for støtte til filmproduktioner, jf. § 14.
§ 17. Der kan ikke ydes økonomisk støtte til:
1) Produktioner, der allerede er igangsat ved ansøgningsfristen.
2) Uddannelser.
3) Køb af værktøj, redskaber, instrumenter, inventar, pc eller software, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Der kan ydes økonomisk støtte til køb af værktøj og redskaber, hvis dette er af afgørende betydning for filmproduktionen, der er ansøgt om støtte til.
Ansøgningsprocedure
§ 18. Ansøgning om økonomisk støtte til filmproduktion efter denne bekendtgørelse indgives elektronisk på et af Grønlands Filminstitut anvist ansøgningsskema.
§ 19. Ansøgningen om økonomisk støtte skal som minimum, jf. dog stk. 3, indeholde oplysninger om:
1) Producentens navn og kontaktinformationer.
2) Bevis for producentens ejerskab over eller licens til alle nødvendige intellektuelle rettigheder til at skabe, producere og distribuere filmen.
3) Angivelse af, hvilke dele af produktionen, der ansøges om økonomisk støtte til.
4) Filmproduktionens totalbudget.
5) Produktionsplan for filmproduktionen.
6) Hvor og hvordan filmproduktionen forventes at blive distribueret.
7) Finansieringsplan for filmproduktionen, herunder angivelse af anden offentlig eller privat støtte, der ydes eller forventes ydet for aktiviteter, der kan henføres til filmproduktionen.
Stk. 2. Der skal som bilag til ansøgningen vedlægges:
1) Dokumentation for planer om en bred distribution, jf. stk. 1, nr. 6, og § 16, nr. 3.
2) Finansieringstilsagn i form af et Letter of Commitment eller anden dokumentation på mindst samme niveau.
3) En udfyldt og af producenten underskrevet erklæring om rigtigheden af alle oplysninger afgivet i ansøgningen.
Stk. 3. Filminstituttet kan på baggrund af en konkret vurdering beslutte, at 1 eller flere af de i stk. 1 krævede oplysninger og de i stk. 2, nr. 1 og 2, krævede bilag kan undlades eller fremsendes senere.
§ 20. Grønlands Filminstitut kan fastsætte frister for at indgive en ansøgning om økonomisk støtte efter § 18.
Stk. 2. Er der fastsat en ansøgningsfrist, vil ansøgninger modtaget efter fristen ikke kunne imødekommes.
Stk. 3. Ansøgningsfrister skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
§ 21. Grønlands Filminstitut skal ved behandling af ansøgninger om økonomisk støtte til manuskript- og produktionsforslag spillefilm, fiktionsserier, kortfilm, dokumentarfilm og dokumentarserier sikre, at filmprojektet vurderes i kunstnerisk økonomisk og produktionsteknisk henseende.
Stk. 2. Den kunstneriske og produktionstekniske vurdering af et filmprojekt skal sikre, at produktionens kunstneriske og produktionstekniske kvalitet forventes at leve op til professionel standard inden for filmbranchen.
Stk. 3. Den økonomiske vurdering af et filmprojekt skal sikre, at ansøgers produktionsplan, totalbudget og finansieringsplan kan anses for at være realistisk.
§ 22. Grønlands Filminstitut fastsætter retningslinjer for behandling af ansøgninger om økonomisk støtte, herunder om hvordan den kunstneriske vurdering og vurdering af ansøgningen i økonomisk og produktionsteknisk henseende foretages.
Stk. 2. Retningslinjerne skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
§ 23. Bevilget støtte udbetales til en af ansøger hertil anvist konto, der er oprettet i ansøgerens navn. Kontoen skal føres hos et pengeinstitut eller en filial af et pengeinstitut i Grønland, Danmark eller på Færøerne.
Stk. 2. Ansøgeren skal inden udbetaling fremlægge dokumentation fra pengeinstituttet for, at ansøgeren er kontohaver. Dokumentationen skal indeholde kontooplysninger samt navn og adresse på det pengeinstitut eller den filial, hvor kontoen føres.
Stk. 3. Oplysning om modtager af økonomisk støtte og støttens beløb skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
Kapitel 3
Refusion til udenlandske filmproduktioner
Refusionsberettigede udgifter og omfang
§ 24. Der kan efter ansøgning ydes delvis refusion, jf. § 27, af følgende typer af udgifter:
1) Løn og honorarer for arbejde udført i Grønland, der beskattes i Grønland.
2) Køb af varer og tjenesteydelser leveret i Grønland af leverandører, der beskattes i Grønland.
Stk. 2. Der kan alene ydes refusion af udgifter, der er afholdt efter indgivelse af ansøgning om refusion.
§ 25. En udgift til køb af varer og tjenesteydelser kan kun refunderes, hvis udgiften:
1) er direkte knyttet til filmproduktionen,
2) er nødvendig for gennemførelsen af filmproduktionen,
3) er afholdt på markedsvilkår, og
4) kan dokumenteres som betalt.
Stk. 2. Udgifter, der kun delvist vedrører aktivitet i Grønland, kan medregnes forholdsmæssigt i det omfang, den refusionsberettigende andel kan dokumenteres.
§ 26. Der kan ikke ydes refusion af udgifter:
1) der vedrører uddannelser.
2) der er producenthonorar, jf. dog § 24, stk. 1, nr. 1.
3) der vedrører finansiering eller gæld.
4) der er administrationsgebyrer, herunder ved viderefakturering af varer eller ydelser internt hos producenten eller fra associerede selskaber, og generelle driftsomkostninger, der ikke kan knyttes direkte til konkrete produktionsaktiviteter.
5) udgifter til revisor.
Stk. 2. Der kan ikke ydes refusion af udgifter, der allerede er finansieret fra anden side for samme udgiftspost (dobbeltfinansiering).
§ 27. Der kan maksimalt ydes refusion af 25 procent af de støtteberettigede udgifter, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 2. Der kan ikke ydes refusion med mindre eller større beløb end de minimums- og maksimumbeløb for hver filmproduktion, der er fastsat i finansloven, jf. dog stk. 3 og 4.
Stk. 3. Grønlands Filminstitut kan inden for den givne bevilling yde refusion med op til 50 procent af de støtteberettigede udgifter, jf. § 21, stk. 2 i Inatsisartutlov om filmvirksomhed, når filmproduktionen:
1) har refusionsberettigede udgifter på mere end 5 mio. kr. og,
2) har udgifter til løn og honorarer for arbejde udført i Grønland, der beskattes i Grønland, i et omfang, der mindst svarer til 30 fuldtidsbeskæftigede i en periode på 30 dage.
Stk. 4. Grønlands Filminstitut, kan inden for den givne bevilling yde refusion med op til 50 procent mere end det maksimumbeløb for hver filmproduktion, der er fastsat i finansloven, jf. § 21, stk. 2 i Inatsisartutlov om filmvirksomhed, når filmproduktionen:
1) opfylder betingelserne i stk. 3, eller
2) har refusionsberettigede udgifter på mindst 2,5 mio. kr.
Stk. 5. Hvis Grønlands Filminstitut modtager en ansøgning om refusion med forhøjet refusionssats efter stk. 3 eller en ansøgning om forhøjet maksimumbeløbet efter stk. 4, hvis imødekommelse forudsætter en forøgelse af bevillingen, kan Grønlands Filminstitut begrundet afgive indstilling herom til departementet for kultur med henblik på at søge det fornødne bevillingsgrundlag tilvejebragt efter de herom fastsatte regler i Selvstyrets bekendtgørelse om budgetregulativ.
Betingelser for refusion
§ 28. Der kan alenes ydes refusion for refusionsberettigede udgifter, hvis alle følgende betingelser er opfyldte:
1) Ansøgning skal opfylde kravene, der er fastsat om ansøgningsproceduren, jf. §§ 29-32.
2) Filmproduktionen skal være beregnet på bred distribution.
3) Filmens producent skal inden for de sidste 5 år før ansøgningstidspunktet have produceret mindst 1 film af den type, som der søges om refusion for, med bred distribution.
4) Filmproduktionen skal bidrage til udvikling af kunstneriske eller tekniske kundskaber i den grønlandske filmbranche.
5) Filmproduktionen skal bidrage til formidling af grønlandsk kultur, historie og natur.
6) Filmproduktionen skal i væsentligt omfang benytte lokal arbejdskraft inden for filmbranchen.
7) Filmproduktionen skal have et totalbudget på mindst 2 mio. kr.
8) Filmproduktionen skal have bekræftet mindst 60 procent af sin totale finansiering på ansøgningstidspunktet.
9) Mindst 25 procent af filmproduktionens totalbudget skal på ansøgningstidspunktet dokumenteres at hidrøre fra en eller flere udenlandske finansieringskilder.
Ansøgningsprocedure
§ 29. Ansøgning om refusion, jf. § 24, skal indgives elektronisk på et af Grønlands Filminstitut anvist ansøgningsskema.
§ 30. Ansøgningen skal som minimum, jf. dog stk. 3, indeholde oplysninger om:
1) Producentens navn og kontaktinformationer.
2) Bevis for producentens ejerskab over eller licens til alle nødvendige intellektuelle rettigheder til at skabe, producere og distribuere filmen.
3) Filmproduktionens totalbudget.
4) Forventede refusionsberettigede udgifter.
5) Produktionsplan for filmproduktionen.
6) Hvor og hvordan filmproduktionen forventes at blive distribueret.
7) Finansieringsplan for filmproduktionen, herunder angivelse af anden offentlig eller privat støtte, der ydes eller forventes ydet for aktiviteter, der kan henføres til filmproduktionen.
8) Finansiering af den del, der ikke er finansieret ved bekræftet finansiering.
Stk. 2. Der skal, jf. dog stk. 3, som bilag til ansøgningen vedlægges:
1) Dokumentation for aftaler om distribution, jf. § 28, nr. 2, og om produktionskrav, jf. § 28, nr. 3.
2) En beskrivelse af, hvordan kravene i § 28, nr. 4-6, er opfyldte.
3) Finansieringstilsagn i form af et Letter of Commitment eller anden dokumentation på mindst samme niveau.
4) En erklæring over anden offentlig eller privat støtte, der ydes eller forventes ydet for aktiviteter, der kan henføres til produktionen.
5) En udfyldt og af producenten underskrevet erklæring om rigtigheden af alle oplysninger afgivet i ansøgningen.
6) En besvarelse af produktions- og kulturtesten, jf. § 10.
Stk. 3. Filminstituttet kan på baggrund af en konkret vurdering beslutte, at 1 eller flere af de i stk. 1 krævede oplysninger og i stk. 2, nr. 1-3, krævede bilag kan undlades eller fremsendes senere.
§ 31. Grønlands Filminstitut kan fastsætte frister for at indgive ansøgning om refusion efter § 24, stk. 1.
Stk. 2. Er der fastsat en ansøgningsfrist, vil ansøgninger modtaget efter fristen ikke kunne imødekommes.
Stk. 3. Ansøgningsfrister skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
§ 32. Grønlands Filminstitut fastsætter nærmere retningslinjer for behandling af ansøgninger om refusion.
Stk. 2. Retningslinjerne skal offentliggøres på Grønlands Filminstituts hjemmeside.
Udbetaling af refusion
§ 33. Imødekommes en ansøgning om refusion, vil ansøger kunne få refunderet refusionsberettigede udgifter ved opfyldelse af krav til regnskab og revision, jf. §§ 35-37.
Stk. 2. Udbetaling af refusionsbeløb sker senest 3 måneder efter modtagelse af regnskab.
§ 34. Refusionsbeløb udbetales til en af ansøger hertil anvist konto, der er oprettet i ansøgerens navn. Kontoen skal føres hos et pengeinstitut eller en filial heraf.
Stk. 2. Ansøgeren skal inden udbetaling fremlægge dokumentation fra pengeinstituttet for, at ansøgeren er kontohaver. Dokumentationen skal indeholde kontooplysninger samt navn og adresse på det pengeinstitut eller den filial, hvor kontoen føres.
Kapitel 4
Regnskab, revision samt bortfald og tilbagebetaling af bevilget støtte
§ 35. Modtagere af økonomisk støtte til filmproduktion og modtagere af refusion til udenlandske filmproduktioner skal til Grønlands Filminstitut senest 3 måneder efter filmproduktionens afslutning indsende et underskrevet regnskab, jf. § 39, stk. 2 Grønlands Filminstitut kan, når der foreligger særlige omstændigheder herfor, forlænge fristen.
§ 36. Hvis en modtager af økonomisk støtte eller refusion på under kr. 150.000 har modtaget økonomisk støtte fra en eller flere andre tilskudsgivere, skal modtageren af støtten fremsende dokumentation herfor til Grønlands Filminstitut.
§ 37. Hvis støttebeløbet eller refusionsbeløbet er på mindst 150.000 kr., skal det underskrevne regnskab, jf. § 35, være revideret af en godkendt revisor eller revisionsvirksomhed.
Stk. 2.
+ Revisionen skal efterprøve om:
1) regnskabet er korrekt og uden væsentlige fejl og mangler,
2) støtte- eller refusionsbetingelserne er opfyldt,
3) støtten er anvendt til formålet,
4) støttemodtager eller refusionsmodtager har udvist skyldige økonomiske hensyn, og
5) hvorvidt de oplysninger, som støtte- eller refusionsmodtager har meddelt Grønlands Filminstitut om aktiviteten, er dokumenterede.
§ 38. Grønlands Filminstitut kan til enhver tid anmode modtageren af økonomisk støtte eller refusion om at fremsende relevante oplysninger vedrørende den filmproduktion, der er ydet økonomisk støtte eller refusion til.
§ 39. Bevilget støtte eller refusion kan kræves helt eller delvist tilbagebetalt, hvis støttemodtageren eller refusionsmodtageren:
1) ikke længere opfylder betingelserne for at kunne modtage støtten eller refusionen,
2) ikke efterkommer eventuelle vilkår for bevillingen af støtte eller refusion,
3) har afgivet væsentlige urigtige oplysninger,
4) trods gentagen opfordring har undladt at fremsende relevante oplysninger,
5) ikke har fremsendt underskrevet regnskab senest 3 måneder efter filmproduktionens afslutning, jf. stk. 2, eller
6) har modtaget overfinansiering, dvs. at der efter udbetaling af støtte eller refusion er tilvejebragt finansiering, som medfører, at den samlede finansiering af de afholdte udgifter overstiger de faktisk afholdte udgifter i det aflagte regnskab.
Stk. 2. Hvis det underskrevne regnskab ikke er fremsendt senest 3 måneder efter filmproduktionens afslutning, skal 10 procent af støtten tilbagebetales. Er regnskabet ikke er fremsendt senest 12 måneder efter filmproduktionens afslutning, skal støtten tilbagebetales fuldt ud. Grønlands Filminstitut kan, når der foreligger særlige omstændigheder herfor, fravige tilbagebetalingskravet. En påtænkt fravigelse af betalingskravet skal forelægges departementet for finanser til godkendelse.
Stk. 3. Grønlands Filminstitut kan afkræve støttemodtageren nødvendig dokumentation for, at støttemodtageren fortsat opfylder betingelserne for at kunne modtage støtten, herunder at støttemodtageren efterlever vilkårene for støttens bevilling.
Kapitel 5
Sanktioner
§ 40. Den, der i forbindelse med en ansøgning om økonomisk støtte eller refusion, indsendelsen af et regnskab eller efter anmodning om fremsendelse af relevante oplysninger afgiver urigtige, manglende eller vildledende oplysninger, kan idømmes foranstaltning i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Kapitel 6
Ikrafttrædelse
§ 41. Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter kundgørelsen.
Stk. 2. Reglerne om refusion af afholdte udgifter i Grønland til udenlandske filmproduktioner træder i kraft den 1. januar 2027.
Grønlands Selvstyre, den 4. november 2026
Nivi Olsen (sign.)
Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke
/Karl Davidsen (sign.)