Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 61
20. november 2023
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af landstingslov om havneafgift
(Genindførelse af en krydstogtpassagerafgift)

§ 1

 

I landstingslov nr. 20 af 30. oktober 1992 om havneafgift, som ændret ved bl.a. landstingslov nr. 14 af 28. oktober 1993, landstingslov nr. 1 af 20. maj 1998, landstingslov nr. 2 af 21. maj 2002, landstingslov nr. 3 af 27. marts 2006 og senest ved Inatsisartutlov nr. 14 af 3. juni 2015, foretages følgende ændringer:

 

1. Lovens titel affattes således: ”Landstingslov om havne- og krydstogt­passager­afgift”.

 

2. § 1, stk. 1, affattes således:

Ved skibes anløb af eller opankring uden for havne samt ved ankomst til red i Grønland svares havneafgift og krydstogtpassagerafgift til landskassen, jf. §§ 1a og 1b.”

 

3. § 1, stk. 2, ophæves.

 

4. Efter § 1 indsættes:

  § 1 a.  Alle skibe skal svare havneafgift, jf. dog § 2.

 

  § 1 b. Alle krydstogtskibe skal i tillæg til havneafgift efter § 1 a, jf. dog § 2, svare passagerafgift af antallet af ombordværende passagerer 1 gang pr. anløb. Passagerafgiften udgør 50 kr. per passager.

  Stk. 2. For finansåret 2025 og frem kan krydstogtpassagerafgiftssatsen ændres i tekstanmærkninger til finansloven.

 

  § 1 c.  Ved ilandsættelse af krydstogtpassagerer ved eller uden for havne, herunder ved kyst- og naturlandinger, bemyndiges kommunen til at fastsætte et miljø- og vedligeholdelsesgebyr på maksimalt 50 kr. per krydstogtpassager. Afgiften beregnes på grundlag af krydstogtskibets passagertal på tidspunktet for ilandsættelsen, uanset det faktiske antal krydstogtpassagerer, der ilandsættes. Kommunen udpeger de relevante lokationer og fastsætter de tilhørende gebyrstørrelser, som indmeldes senest den 1. oktober i det foregående år til skatteforvaltningen.”

 

5. § 2 affattes således:

”  § 2.  Undtaget for afgiftspligt efter §§ 1 a og 1 b og gebyropkrævning efter § 1 c er:

1)  Fiskefartøjer registreret som hjemmehørende i Grønland.

2)  Fiskefartøjer indchartret af en grønlandsk fiskerivirksomhed.
3)  Skibe under 200 bruttoton (BT) registreret som hjemmehørende i Grønland.
4)  Danske og udenlandske orlogsskibe samt danske og udenlandske statsskibe, der ikke bruges kommercielt.
5)  Skibe, der tilhører eller er chartret af Grønlands Selvstyres forvaltningsorganer, en grønlandsk kommune eller den danske stat.
6)  Havarerede skibe, som ikke efter deres ladningspapirer er bestemt for vedkommende havn.
7)  Skibe, som kun søger havn for at rette kompasser, søge lægehjælp, skifte mandskab, eller ilandsætte syge, døde eller skibbrudne eller ombordtage eller ilandsætte lods.
8)  Skibe, som udelukkende tjener videnskabelige eller humanitære formål.
9)  Skibe, der går i regelmæssig trafik med forsyning af bygder og yderdistrikter.

10)  Passagerskibe som ejes af rederier, der har indgået en servicekontrakt med Grønlands Selvstyre.

11)  Skibe, der er fast stationeret i Grønland og er indrettet til og udøver virksomhed som rednings- og bugserskibe, sandpumpere- og stenfiskerskibe samt dykkerskibe og pramme.

12)  Skibe, der alene losser fisk eller fiskeriprodukter indkøbt i Danmark, på Færøerne eller i udlandet med henblik på forarbejdning på landanlæg i Grønland.

13)  Skibe, der indhandler fisk og fiskeprodukter i bygder og yderdistrikter.

14)  Skibe, der alene udfører transport med olie og olieprodukter.

  Stk. 2.  Undtaget for afgiftspligt efter § 1b og gebyropkrævning efter § 1c er skibe, der går i fast trafik på 1 eller flere havne.”

 

6. § 3, stk. 1, affattes således:

  Afgiften efter § 1 a beregnes pr. bruttoton (BT) efter følgende satser, dog som minimum af 70 BT:

1)  Krydstogtskibe pr. påbegyndt døgn 1 kr. 10 øre, hvis skibets bruttotonnage ikke overstiger 30.000 BT. Er skibets BT på eller over 30.000, udgør afgiften pr. påbegyndt døgn 2 kr. 20 øre pr. BT, jf. dog stk. 2.

2)  Passagerskibe pr. påbegyndt døgn 0 kr. 70 øre.

3)  Fiskefartøjer registreret som hjemmehørende i Danmark, på Færøerne eller i udlandet pr. påbegyndt døgn 0 kr. 70 øre.

4)  Skibe indrettet til transport af gods, samt andre skibe pr. påbegyndt uge 0 kr. 70 øre.”

 

7. § 3, stk. 2, affattes således:

”  Stk. 2.  Afgiftssatserne i stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse ved krydstogtsskibes anløb af havnen i Nuuk. Hvis krydstogtskibets bruttotonnage ikke overstiger 30.000 BT, udgør afgiften 0 kr. Hvis skibets BT er på eller over 30.000, udgør afgiften pr. påbegyndt døgn 0 kr. 70 øre pr. BT.”

 

8. § 4 affattes således:

”  § 4.  Ved opgørelse af beregningsgrundlaget efter § 1a nedrundes til nærmeste hele antal BT.”

 

9. § 5 affattes således:

§ 5.  Afgiftstilsvaret efter § 1 b fastsættes baseret på oplysninger om antallet af passagerer ved skibets anløb af, eller opankring uden for en havn eller ved skibets ankomst til red. Afgiftstilsvaret efter § 1 a og gebyropkrævningerne efter § 1 c fastsættes senest ved skibets afsejling fra en havn eller en red.

  Stk. 2.  Skibets fører, mægler eller agent skal senest ved afsejlingen fra en havn eller en red fremsende en elektronisk blanket med godkendelse af de opgjorte afgifts- og gebyropkrævninger til brug for skatteforvaltningen. Blanketten skal indeholde oplysninger om skibets art, skibets tonnage angivet i bruttoton (BT), for krydstogtsskibe antal passagerer samt disses nationalitet, det faktiske antal påbegyndte døgn i havnen samt antal steder besøgt og antal passagerer ombord til brug for gebyropkrævningerne i medfør af § 1 c.

   Stk. 3.  Afgiftstilsvarene efter §§ 1 a og 1 b og gebyropkrævningerne efter § 1 c forfalder til betaling ved skibets afsejling fra havnen eller reden.

  Stk. 4.  De forfaldne afgiftstilsvar og gebyropkrævninger indbetales til havnemyndigheden inden 14 dage. 

  Stk. 5.  Havnemyndighedens sidste rettidige indberetnings- og betalingsdato for månedens samlede havne- og krydstogtpassagerafgifter samt gebyropkrævninger er den 15. i den efterfølgende måned.

  Stk. 6.  For skibe, der går i fast trafik på 1 eller flere havne, kan der indgås aftale med skatteforvaltningen om anden afregningsform vedrørende havneafgiften efter § 1 a end den i stk. 3 og 4 fastsatte. Skibe, der går i fast trafik på 1 eller flere havne, er undtaget for afgiftspligt efter § 1 b og gebyropkrævning efter § 1 c, jf. § 2, stk. 2.

  Stk. 7. Skatteforvaltningen afregner miljø- og vedligeholdelsesgebyrindtægterne, jf. § 1 c, til kommunerne 1 gang årligt efter sæsonens afslutning.” 

 

10. § 6 affattes således:

”  § 6.  Kan størrelserne af de afgiftstilsvar og gebyropkrævninger, som påhviler et skib, ikke opgøres, kan skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvarene og gebyropkrævningerne.”

 

11. § 10 affattes således:

”  § 10.  For betaling af afgiftstilsvarene, gebyropkrævningerne og bøderne efter denne Landstingslov hæfter reder, ejer, bruger, befragter og disponent solidarisk. Havnemyndigheden er forpligtet til at indberette manglende betaling til skatteforvaltningen med henblik på skatteforvaltningens efterfølgende inddrivelse af fordringen.”

 

12. § 11 affattes således:

”  § 11.  Ved udestående restancer kan Naalakkersuisut nægte skibe anløb ved grønlandske havne, indtil skyldige afgifts-, gebyr- og bødebeløb samt sagsomkostninger er betalt, eller der er stillet sikkerhed for betalingen.”

 

13. § 12 affattes således:

”  § 12.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om gennemførelse af denne Landstingslov.

  Stk. 2.  Den centrale havnemyndighed kan pålægge og bemyndige virksomheder til at opkræve de af landstingsloven omfattede afgifter til landskassen og gebyrer til kommunerne samt indbetale disse til skatteforvaltningen.

  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte krav til den udpegede lokale, funktionelle havnemyndighed om afgivelse af en årlig erklæring efter udgangen af hvert kalenderår. Eventuelle udgifter til udarbejdelse af erklæringen påhviler den udpegede lokale, funktionelle havnemyndighed.

  Stk. 4. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om kommunernes anvendelse af indtægterne fra det opkrævede miljø- og vedligeholdelsesgebyr og om aflæggelse af regnskab. Formålet med gebyret er at understøtte kommunernes muligheder for at udvikle turismen lokalt og regionalt.”

 

14. § 14, stk. 1, affattes således:

  Bøde idømmes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1)  afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgifts- og gebyrberegningerne og kontrollen heraf, eller

2)  undlader at underrette skatteforvaltningen om, at ansættelserne af afgiftstilsvarene og gebyropkrævningerne er for lave, senest 4 uger efter at den skønsmæssige ansættelse af afgiftsgrundlagene og gebyropkrævningerne er meddelt vedkommende.”

 

15. § 14, stk. 2, ophæves.

 

Stk. 3 og 4 bliver herefter til stk. 2 og 3.

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. december 2023.

  Stk. 2. § 1, nr. 1-12, har virkning fra 1. januar 2024.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 20. november 2023

 

 

Múte Bourup Egede (sign.)

Formand for Naalakkersuisut