Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren
(Regulering af beløbsgrænser, præcisering af anvendelsesområde, bestemmelser om krav til licitation uden prækvalifikation og underhåndsbud, indførelse af forhåndsmeddelelser samt ophævelse af bestemmelser om Klagenævnet for Udbud)
§ 1
I Inatsisartutlov nr. 11 af 2. december 2009 om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 4 af 15. april 2011 og Inatsisartutlov nr. 18 af 22. november 2011, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2, nr. 1, affattes således:
”1) Grønlands Selvstyre, selskaber hvor Grønlands Selvstyre har en bestemmende indflydelse samt kommunale myndigheder og selskaber, hvor en kommune har en bestemmende indflydelse.”
2. § 1, stk. 3, nr. 2, affattes således:
”2) Privat boligbyggeri med tilsagn om lån i henhold til Inatsisartutlov om boligfinansiering.”
3. I § 8, stk. 1, 2. pkt., ændres ”300.000 kr.” til: ”500.000 kr.”
4. I § 13 indsættes som stk. 2:
” Stk. 2. Begrænset licitation kan videre gennemføres uden forudgående prækvalifikation, når de geografiske forhold medfører, at alene lokale entreprenører påregnes at afgive tilbud, og når den begrænsede licitation har været indkaldt efter § 25 a, stk. 4.”
5. § 20 affattes således:
” § 20. Udbydere omfattet af § 1, stk. 2, kan ikke indhente underhåndsbud på bygge- og anlægsarbejder, medmindre:
1) der er tale om bygge- og anlægsarbejder til en samlet værdi på 1.500.000 kroner eller derunder,
2) bygge- og anlægsarbejdets omfang, kvalitet eller tidsforløb kun med stor vanskelighed kan fastlægges i et udbudsgrundlag, såsom visse forsøgs-, forsknings- og udviklingsarbejder eller restaurerings-, reparations- og ombygningsarbejder eller arbejder, der af tvingende sikkerhedsmæssige grunde ikke kan udsættes,
3) der ved licitation ikke er indkommet et egnet, herunder økonomisk, eller forskriftmæssigt bud, eller der ikke er modtaget nogen ansøgninger ved annoncering af prækvalifikation, forudsat at de oprindelige udbudsbetingelser ikke ændres væsentligt,
4) kun op til 3 bestemte virksomheder har praktisk mulighed for at udføre bygge- og anlægsarbejdet grundet geografiske eller andre forhold, og underhåndsbuddet har været indkaldt efter § 25 a, stk. 4, eller
5) andre særlige grunde med afgørende vægt taler for at vælge en bestemt entreprenør.”
6. Efter kapitel 6 indsættes:
”Kapitel 6 a
Forhåndsmeddelelse
§ 25 a. Udbyderen kan i en forhåndsmeddelelse tilkendegive hvilke opgaver eller dele deraf, udbyderen har til hensigt at indhente tilbud på. Forhåndsmeddelelsen skal offentliggøres ved annonce i pressen eller på elektroniske medier.
Stk. 2. En forhåndsmeddelelse skal for hver enkelt opgave indeholde en kort beskrivelse af det arbejde, der skal udføres samt oplysning om, hvor arbejdet skal udføres det forventede tidspunkt for arbejdets start og eventuelle annoncering.
Stk. 3. En forhåndsmeddelelse må kun omfatte opgaver, som udbyderen planlægger at udbyde inden for højst 12 måneder at regne fra den dato, forhåndsmeddelelsen offentliggøres.
Stk. 4. Udbyderen kan ved licitation uden forudgående prækvalifikation og ved indhentning af underhåndsbud anvende en forhåndsmeddelelse til at indkalde interesserede tilbudsgivere. Forhåndsmeddelelsen skal offentliggøres senest 8 uger før, udbyderen indleder konkret indhentning af tilbud på opgaven og skal indeholde oplysning om, hvilke arbejder der er omfattet, stedet og tiden for opfyldelsen af aftalen samt en frist for interesserede til at henvende sig.
Stk. 5. Tilbudsgivere, der har tilkendegivet deres interesse inden udløbet af fristen i en forhåndsmeddelelse efter stk. 4, kan blive anmodet om at afgive tilbud, men har derudover ikke retskrav på dette.
Stk. 6. Ved klage over forhåndsmeddelelser efter stk. 4 regnes klagefristen på 4 uger, jævnfør § 5, stk. 1 i Inatsisartutlov om Klagenævn for Udbud af Offentlige Indkøb, fra den dato forhåndsmeddelelsen er offentliggjort.”
7. § 26 affattes således:
” § 26. Afgørelser truffet i medfør af denne Inatsisartutlov, eller regler fastsat i medfør af denne Inatsisartutlov, kan påklages efter reglerne i Inatsisartutlov om Klagenævn for Udbud af Offentlige Indkøb.”
8. §§ 27-34 ophæves.
§ 2
Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. januar 2021.
Grønlands Selvstyre den 26. november 2020
Kim Kielsen
Sammenskrevet ved
-
PDF (0.35MB)
-
PDF (0.25MB)
-
PDF (1.65MB)
-
PDF (2.17MB)
-
PDF (0.12MB)