Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 25
28. oktober 2016
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om førtidspensionsklagenævnet

I medfør af § 10, stk. 2 i Inatsisartutlov nr. 40 af 9. december 2015 om førtidspension, fastsættes:

 

Kapitel 1
Nævnets sammensætning

 

  § 1.  Førtidspensionsklagenævnet er administrativ klagemyndighed vedrørende en kommunalbestyrelses afgørelse om fastsættelse af en persons arbejdsevneprocent i medfør af Inatsisartutlov om førtidspension.

 

  § 2.  Førtidspensionsklagenævnet består af en formand, der er uddannet jurist, og 2 øvrige medlemmer.
  Stk. 2.  Formanden, eller den formanden bemyndiger hertil, tegner nævnet.

 

  § 3.  Naalakkersuisut udnævner førtidspensionsklagenævnets formand (herefter benævnt Formanden) og øvrige medlemmer, samt suppleanter herfor. Suppleanten for Formanden og suppleanterne for de menige medlemmer af nævnet skal være i besiddelse af tilsvarende personlige og faglige kvalifikationer som Formanden og de menige medlemmer af nævnet.
  Stk. 2.  Suppleant for Formanden eller suppleant for et menigt medlem indkaldes, når Formanden eller et menigt medlem er forhindret i at deltage i et møde. Tilsvarende gælder såfremt Formanden eller et menigt medlem er inhabil i forhold til behandling af en konkret sag.


Kapitel 2
Forvaltningsretlige regler mv

 

§ 4.  Førtidspensionsklagenævnet er en del af den offentlige forvaltning. Medlemmerne af nævnet og disses suppleanter såvel som nævnets sekretariat er ved udøvelse af deres virksomhed omfattet af gældende offentligretlige regler, herunder reglerne om inhabilitet og tavshedspligt i Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
  Stk. 2.  Førtidspensionsklagenævnet skal skriftligt pålægge en særligt sagkyndig tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som nævnet videregiver til den pågældende.

 

§ 5. Medlemmerne af Førtidspensionsklagenævnet og disses suppleanter er forpligtet til at sikre at materiale, der er modtaget som led i varetagelse af hvervet ikke kommer uvedkommende i hænde eller til kundskab. Medlemmerne af nævnet og disses suppleanter skal ved deres fratrædelse tilbagelevere alt materiale, der er modtaget som led i varetagelsen af deres hverv.


Kapitel 3
Forberedelse og afgørelse af sager


Forberedelse af sager

 

§ 6.  Naalakkersuisut stiller sekretariatsbistand til rådighed for Førtidspensionsklagenævnet inden for rammerne af bevilling på de årlige finanslove.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut ansætter medarbejdere med de kvalifikationer, der er nødvendige til løbende forberedelse, behandling og afgørelse af indkomne klagesager.

 

§ 7.  Førtidspensionsklagenævnets sekretariat (herefter benævnt Sekretariatet) tilrettelægger nævnets arbejde.
  Stk. 2.  Sekretariatet beslutter, hvornår de enkelte sager skal forelægges nævnet til behandling og afgørelse.

 

§ 8.  Sekretariatet varetager den forberedende sagsbehandling, indhenter sagsoplysninger og udarbejder sagsfremstilling med udkast til afgørelse og behandling i nævnet.

 

§ 9.  Sekretariatet anmoder kommunalbestyrelsen om en kopi af samtlige akter, der indgår i klagers sag om førtidspension, samt en udtalelse i klagesagen.

 

  § 10.  Sekretariatet afgør, om en sag er omfattet af Førtidspensionsklagenævnets kompetence og om klager er kommet frem til nævnet inden klagefristens udløb.
  Stk. 2.  På førstkommende møde i nævnet orienterer Sekretariatet om afgørelser truffet i medfør af stk. 1.


Formandsafgørelse, skriftlig behandling og møde mv.

 

 § 11.  Formanden kan træffe afgørelse i sager, som efter Førtidspensionsklagenævnets hidtidige praksis, ikke giver anledning til tvivl.
  Stk. 2.  Formanden kan helt eller delvist overlade sine beføjelser i medfør af stk. 1 til Sekretariatet.
  Stk. 3.  På førstkommende møde i nævnet orienterer Formanden om afgørelser truffet i medfør af stk. 1-2.

 

  § 12.  Sager som Formanden skønner egnet til skriftlig behandling og afgørelse, kan udsendes til Førtidspensionsklagenævnets medlemmer med indstilling om afgørelse. Såfremt et medlem anmoder herom, behandles sagen i møde, jf. § 13.

 

§ 13.  Førtidspensionsklagenævnet behandler og afgør sager i møder. Formanden leder nævnets møder.
  Stk. 2.  Møder afholdes som video- og telekonference, telefonmøder eller lignende. Formanden kan undtagelsesvis bestemme, at møde afholdes som fysisk møde, såfremt der foreligger særlige og konkrete omstændigheder, der gør det nødvendigt at afholde fysisk møde.

 

§ 14.  Sekretariatet fastsætter tid og dagsorden for møder i Førtidspensionsklagenævnet. Møder afholdes løbende til behandling og afgørelse af indkomne klagesager.
  Stk. 2.  Møder indkaldes med mindst 14 dages varsel. Med indkaldelse vedlægges dagsorden, sagsfremstilling og indstilling til nævnets afgørelse af de enkelte klagesager, samt nødvendigt sagsmateriale.
  Stk. 3.  Sekretariatet kan i samråd med Formanden indkalde til møde i nævnet med et kortere varsel, når en konkret sag giver særlig anledning hertil.

 

  § 15.  Førtidspensionsklagenævnet er beslutningsdygtigt, når alle medlemmer af nævnet eller disses suppleanter deltager i mødet.

 

§ 16.  Møder i Førtidspensionsklagenævnet er ikke offentlige.
  Stk. 2.  Sekretariatets medarbejdere deltager i nævnets møder efter Formandens bestemmelse.
  Stk. 3.  Sekretariatet kan i samråd med Formanden bestemme, at særligt sagkyndige kan bistå nævnet ved oplysning af en sag. Særligt sagkyndige kan ikke deltage i nævnets behandling og afgørelse af en sag.

 

§ 17.  Sekretariatet udarbejder referat af møder i Førtidspensionsklagenævnet. Udkast til referat udsendes senest 4 uger efter møde i nævnet. Bemærkninger skal fremsendes til Sekretariatet senest 14 dage efter udsendelse. Herefter anses referatet endeligt.


Afgørelser

 

  § 18.  Førtidspensionsklagenævnet træffer afgørelse ved stemmeflertal.
  Stk. 2.  Nævnets afgørelser udfærdiges skriftligt og med begrundelse. Nævnets afgørelse underskrives af Formanden på nævnets vegne. Er afgørelse ikke truffet enstemmigt, kan Formanden beslutte at anføre et medlems særstandpunkt.
  Stk. 3.  Nævnets afgørelse sendes til klager, den berørte kommune samt Departementet for Familie, Ligestilling, Sociale Anliggender og Justitsvæsen. 

 

§ 19.  Førtidspensionsklagenævnets afgørelser kan, efter Formandens bestemmelse, offentliggøres i anonymiseret form, hvis de er af principiel betydning eller egnet som vejledning om nævnets praksis. Offentliggørelse skal ske i form af et sammenskrevet resumé, der gengiver de elementer, der er tillagt betydning ved nævnets afgørelse og som anses af principiel betydning eller tjener som vejledning om nævnets praksis.


Kapitel 4
Afskedigelse og nyudnævnelser

 

  § 20.  Naalakkersuisut kan afskedige medlemmerne af Førtidspensionsklagenævnet og udnævne nye medlemmer og herunder ny Formand. Nyudnævnelse kan ske ved vakance og til sikring af nævnets alsidige kendskab til beskæftigelses-, social-, sundheds-, undervisningsområdet og lægefaglige forhold.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan afskedige et medlem, herunder Formanden, for den resterende del af dennes valgperiode, når denne har vist sig ude af stand til at beklæde hvervet som medlem af nævnet på grund af længerevarende sygdom eller anden svækkelse, eller har vist sig uegnet.
  Stk. 3.   Naalakkersuisut kan afskedige et medlem, herunder Formanden, hvis:
1)  medlemmet er afskediget eller frataget autorisation som følge af tilsidesættelse af de pligter, der følger af lovgivningen på beskæftigelses-, social-, undervisnings-, og sundhedsområdet eller
2)  medlemmet har modtaget kritik i sag afgjort af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn.


Kapitel 5
Forskellige bestemmelser

 

§ 21.  Medlemmer af Førtidspensionsklagenævnet modtager vederlag m.v. i overensstemmelse med reglerne i § 18, stk. 1 og stk. 2 i Landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Inatsisartut og Naalakkersuisut m.v.


Ikrafttræden

 

§ 22.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2016.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 28. oktober 2016

 

 

Sara Olsvig

/

Julie Præst Wilche