Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 12
1. juni 2016
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse af Grønlands internationalt udpegede vådområder og beskyttelse af visse vandfuglearter

I medfør af § 5, stk. 1, nr. 4 og 6 til 9, § 11, § 16, § 39, stk. 5, § 49 og § 63 i Landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse, § 15, stk. 4 i Landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt og §§ 17 til 19, §§ 127 til 128 og §§ 166 til 170 i Kriminallov for Grønland fastsættes:

 

Kapitel 1
Formål

 

  § 1.  Formålet med bekendtgørelsen er at beskytte Grønlands Ramsarområder og regulere hvilke aktiviteter, der må ske i områderne. Dette sker med henblik på at sikre, at bevaringsstatus for natur og dyreliv i områderne eller områdernes økologiske karakter ikke forringes. Bekendtgørelsen bidrager til implementeringen af Grønlands internationale forpligtelser i forhold til Ramsarkonventionen af 2. februar 1971 om vådområder af international betydning.


Afgrænsning og definitioner

 

  § 2.  Bekendtgørelsen udgør en ramme for forvaltning af Ramsarområderne og inkluderer minimumsregler for beskyttelse af områdernes natur og dyreliv. Hvis der i medfør af anden lovgivning er fastsat strengere krav om beskyttelse af natur og dyreliv, gælder disse forud for denne bekendtgørelse.
  Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af ikke-levende ressourcer, herunder mineralske råstoffer, jf. naturbeskyttelseslovens § 4.

 

§ 3.  Definitioner:
1)  Ved motoriserede befordringsmidler forstås ethvert motoriseret bælte- eller hjuldrevet køretøj, der er konstrueret til eller anvendes til kørsel på is, sne, fjeld og andre naturlige landskabstyper.
2)  Med kommunalbestyrelsen forstås kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor det konkrete Ramsarområde er beliggende.


Angivelse af Ramsarområderne

 

  § 4.  Ramsarområderne er angivet i bilag 1 og 2.

 

Kapitel 2
Generel adgang og anvendelse

 

  § 5.  Offentligheden har adgang til Ramsarområderne med de begrænsninger, som følger af kapitel 2.


Kørsel

 

   § 6.  Kørsel med motoriserede befordringsmidler er forbudt i Ramsarområderne i perioden fra 15. april til 30. september, jf. dog stk. 2 til 4.
  Stk. 2.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan meddele tilladelse til kørsel i Ramsarområderne, såfremt:
1)  Kørsel vurderes ikke at have nogen væsentlig påvirkning på natur og dyreliv.
2)  Kørsel er nødvendig i videnskabeligt eller efterforskningsmæssigt øjemed, herunder forundersøgelser for vandkraftressourcer.
  Stk. 3.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan i forbindelse med tilladelse fastsætte vilkår, der minimerer påvirkningen på natur og dyreliv.
  Stk. 4.  Kørsel er uanset stk. 1 tilladt i nedennævnte situationer:
1)  Eftersøgninger, redningsarbejde eller tilsvarende nødsituationer.
2)  I forbindelse med politiets, jagt- og fiskeribetjentens eller tilsynsmyndighedernes arbejde.
3)  I forbindelse med aktiviteter, der er meddelt tilladelse eller godkendelse i henhold til §§ 9 til 12.


Sejlads

 

  § 7.  I Ramsarområderne må sejlads ikke ske med en hastighed på over 10 knob i perioden fra 1. juli til 30. september, jf. dog stk. 2.
  Stk. 2.  Stk. 1 er ikke gældende i nedennævnte situationer:
1)  Ved sejlads på afmærkede ruter.
2)  Eftersøgninger, redningsarbejde eller tilsvarende nødsituationer.
3)  I forbindelse med politiets, jagt- og fiskeribetjentens eller tilsynsmyndighedernes arbejde.
4)  I forbindelse med Arktisk Kommandos redningspatruljes aktiviteter.
5)  I forbindelse med aktiviteter, der er meddelt tilladelse eller godkendelse i henhold til §§ 9 til 12.


Overflyvning og beflyvning

 

  § 8.  I luftrummet over Ramsarområderne er flyvning lavere end 500 meter over havoverflade eller terræn forbudt i perioden fra 15. april til 30. september, jf. dog stk. 2 til 4.
  Stk. 2.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan meddele tilladelse til flyvning i Ramsarområderne, såfremt:
1)  Overflyvning vurderes ikke at have nogen væsentlig påvirkning på natur og dyreliv.
2)  Overflyvning er nødvendig i videnskabeligt eller efterforskningsmæssigt øjemed.
  Stk. 3.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan i forbindelse med tilladelse fastsætte vilkår, der minimerer påvirkningen på natur og dyreliv.
  Stk. 4.  Flyvning er uanset stk. 1 tilladt i nedennævnte situationer:
1)  Eftersøgninger, redningsarbejde eller tilsvarende nødsituationer.
2)  I forbindelse med tilsynsmyndighedernes arbejde.
3)  Hvor landingsforholdene eller gældende luftfartsregler nødvendiggør andet.
4)  I forbindelse med aktiviteter, der er meddelt tilladelse eller godkendelse i henhold til §§ 9 til 12.


Arealplanlægning og -tildelinger til hytter og anlæg

 

   § 9.  I Ramsarområderne er det forbudt at opføre bygninger eller andre faste anlæg, foretage til- eller ombygning af eksisterende bygninger, samt anlægge veje og stier uden forudgående tilladelse fra Departementet for Natur, Miljø og Energi, jf. dog § 10, stk. 2.

 

   § 10.  Såfremt kommunalbestyrelsen udarbejder en kommuneplan, der ligger indenfor et Ramsarområde, skal forslag til kommuneplan fremsendes til godkendelse hos Departementet for Natur, Miljø og Energi, før kommuneplanen kan træde i kraft. Kommunalbestyrelsen skal ved fremsendelse af kommuneplanen gøre opmærksom på, at sagen vedrører et Ramsarområde.
  Stk. 2.  Såfremt der indenfor et Ramsarområde er vedtaget en kommuneplan, kan kommunalbestyrelsen meddele arealtildelinger i overensstemmelse med kommuneplanen. En arealtildeling kræver i dette tilfælde ikke en tilladelse i henhold til § 9.

 

  § 11.  Til en ansøgning efter § 9 og et kommuneplanforslag efter § 10, stk. 1 skal der medsendes oplysninger om de forventede konsekvenser for Ramsarområdets natur og dyreliv.
  Stk. 2.  Departementet for Natur, Miljø og Energi skal foretage en vurdering af, hvorvidt aktiviteterne efter § 9 eller den påtænkte kommuneplan efter § 10, stk. 1 vil medføre en forringelse af bevaringsstatus for Ramsarområdets natur og dyreliv eller af områdernes økologiske karakter.
  Stk. 3.  Såfremt vurderingen efter stk. 2 er, at de påtænkte aktiviteter vil medføre en forringelse af bevaringsstatus for Ramsarområdets natur og dyreliv eller af områdernes økologiske karakter, kan en tilladelse kun meddeles eller en kommuneplan kun godkendes, såfremt denne er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser.

 

   § 12.  Hvis en tilladelse meddeles eller en kommuneplan godkendes, kan der i godkendelsen eller tilladelsen fastsættes vilkår, der minimerer påvirkningen på natur og dyreliv. Vilkårene fastsættes af Departementet for Natur, Miljø og Energi efter indhentelse af udtalelse fra den relevante kommunalbestyrelse. 
  Stk. 2.  Departementet for Natur, Miljø og Energi skal, hvis det finder det nødvendigt, give offentligheden mulighed for at udtale sig inden en eventuel tilladelse eller godkendelse af kommuneplan meddeles.
  Stk. 3.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan indhente udtalelse fra Grønlands Naturinstitut om vurderingen efter § 11, stk. 2 og fastsættelsen af vilkår efter stk. 1.


Øvrige aktiviteter

 

  § 13.  I Ramsarområderne er fiskeri med flydetrawl, bundtrawl og skrabning efter kammuslinger forbudt af hensyn til at sikre fødegrundlaget for vandfugle.
  Stk. 2.  I Ramsarområderne er garnfiskeri forbudt i perioden fra 1. marts til 30. september.
  Stk. 3.  I Ramsarområderne er høst af tang forbudt.

 

  § 14.  I Ramsarområderne er landbrugsaktiviteter, dyrehold, opdyrkning eller udplantning af vegetation forbudt.

 

Kapitel 3
Tilsyn og forvaltning

 

   § 15.  Den relevante kommunalbestyrelse påser overholdelse af denne bekendtgørelse.
  Stk. 2.  I Ramsarområder beliggende udenfor kommunal inddeling påser Departementet for Natur, Miljø og Energi overholdelse af denne bekendtgørelse.

 

  § 16.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan, efter høring af relevante kommunalbestyrelser, udarbejde forvaltningsplaner for Ramsarområderne.


Sanktioner

 

   § 17.  Overtrædelse af § 6, stk. 1, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 9, § 13 og § 14 kan medføre bøde eller konfiskation, jf. kriminallovens kapitel 26 og 37.
  Stk. 2.  Overtrædelse af vilkår fastsat i medfør af § 6, stk. 3, § 8, stk. 3 og § 12, stk. 1 kan medføre bøde eller konfiskation, jf. kriminallovens kapitel 26 og 37.
  Stk. 3.  Der kan pålægges juridiske personer bødeansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.
  Stk. 4.  Bøder, der idømmes i medfør af denne bekendtgørelse, tilfalder landskassen.

 

  § 18.  Departementet for Natur, Miljø og Energi kan i forbindelse med overtrædelse af bekendtgørelsen eller af regler udstedt efter bekendtgørelsen tilbagekalde tilladelser og godkendelser, der er givet efter denne bekendtgørelse eller regler udstedt efter bekendtgørelsen.


Ikrafttrædelsesbestemmelser

 

   § 19.  Bekendtgørelsen træder i kraft d. 1. september 2016.

 

 

Grønlands Selvstyre, d. 1. juni 2016.

 

 

Mala Høy Kúko

/

Mette Skarregaard Pedersen