Selvstyrets bekendtgørelse om tvangsprotokoller og optegnelser, samt registrering og indberetning af tvang, samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner på sundhedsvæsenets institutioner
I medfør af § 14, stk. 2, § 15, stk. 2, og § 30, stk. 2, i Inatsisartutlov nr. 24 af 3. december 2012 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien fastsættes:
Kapitel 1
Tvangsprotokoller og optegnelser
Tvangsprotokoller
§ 1. Der skal på enhver af sundhedsvæsenets institutioner, hvor frihedsberøvelse og anvendelse af anden tvang forekommer i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling af psykiatriske patienter, forefindes en tvangsprotokol.
Stk. 2. I tvangsprotokollen tilføres oplysning om enhver form for anvendelse af tvang, jf. Inatsisartutlovens §§ 5-10, §§12-13, § 17, §§ 19-22, § 24, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 26. Det samme gælder enhver ordination i henhold til Inatsisartutlovens § 23.
§ 2. Ved tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Frihedsberøvelsens varighed.
3) Begrundelsen for frihedsberøvelsen.
4) Navnet på lægen, der er ansvarlig for frihedsberøvelsen.
5) Resultatet af efterprøvelsen af frihedsberøvelsen henholdsvis 3, 10, 20, og 30 dage efter at frihedsberøvelsen blev iværksat, og derefter mindst hver 4. uge, så længe frihedsberøvelsen opretholdes.
6) Navnet på overlægen, der har forestået efterprøvelsen.
§ 3. Ved tilbageførsel skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Tidspunkt for overlægens beslutning om, at patienten skal tilbageføres med politiets hjælp.
3) Navnet på overlægen, der har truffet beslutningen.
§ 4. Ved tvangsbehandling skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Behandlingens art og omfang.
3) Begrundelsen for tvangsbehandlingen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
5) Navnet på den tilstedeværende læge.
§ 5. Ved tvungen opfølgning efter udskrivning skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for udskrivning.
3) Dato for beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning.
4) Dato for beslutning om forlængelse af tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til Inatsisartutlovens § 17, stk. 6.
5) Behandlingens art og omfang.
6) Begrundelsen for anvendelse af tvungen opfølgning efter udskrivning.
7) Navnet på den ordinerende overlæge.
8) Ophørsdato.
Stk. 2. Såfremt overlægen træffer beslutning om afhentning af patienten efter lovens § 17, stk. 3, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Dato for overlægens beslutning om afhentning af patienten.
2) Navnet på den ordinerende læge.
3) Dato for tvangsmedicinering på en af sundhedsvæsenets institutioner i forbindelse med indbringelse af patienten ved politiets hjælp.
4) Navnet på den tilstedeværende sundhedsperson.
§ 6. Ved tvangsfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Indgrebets art og omfang.
3) Begrundelsen for indgrebet.
4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Navne på det implicerede personale.
7) Tidspunktet for den fornyede lægelige vurdering, jf. Inatsisartutlovens § 31, stk. 5.
8) Navnet på den læge, der har foretaget den fornyede lægelige vurdering, jf. Inatsisartutlovens § 31, stk. 5.
§ 7. Ved anvendelse af fysisk magt skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Indgrebets art og omfang.
3) Begrundelse for indgrebet - herunder fra det implicerede personale.
4) Tidspunktet for indgrebets iværksættelse og ophør.
5) Navnet på den ordinerende/tilstedeværende læge.
6) Navne på det implicerede personale.
§ 8. Ved beskyttelsesfiksering skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Formen for beskyttelsesfiksering.
3) Begrundelsen for beskyttelsesfikseringen.
4) Den situation, hvor beskyttelsesfikseringen kan anvendes.
5) Navnet på den ordinerende læge.
6) Resultatet af vurderingen af ordinationens fortsættelse henholdsvis 3, 10, 20 og 30 dage efter at beslutning om anvendelse af beskyttelsesfiksering blev truffet, og derefter mindst hver 4. uge, så længe beskyttelsesfikseringen opretholdes, jf. Inatsisartutlovens § 31, stk. 4.
§ 9. Ved anvendelsen af personlig skærmning, jf. Inatsisartutlovens § 24, der varer mere end 24 timer, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Begrundelsen for iværksættelse af personlig skærmning.
3) Tidspunktet for iværksættelse og for ophøret af den personlige skærmning.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 10. Ved aflåsning af døre i afdelingen, jf. Inatsisartutlovens § 26, herunder til enheder, hvortil der kan aflåses døre, skal der i tvangsprotokollen ske tilførsel af:
1) Navn og cpr-nr. på den patient over for hvem, der er foretaget aflåsning af døre i afdelingen.
2) Begrundelsen for aflåsningen af dørene.
3) Tidspunktet for aflåsningen og for ophøret af aflåsningen.
4) Navnet på den ordinerende læge.
§ 11. Tilførsler i tvangsprotokollen er journalpligtige.
Stk. 2. Ved udfærdigelse af tvangsprotokoller skal der i journalen henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen. Kopi af tvangsprotokollen tilføres journalen.
§ 12. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er tilført tvangsprotokollen om patienten selv.
Stk. 2. Den for patienten beskikkede patientrådgiver har samme ret som nævnt i stk. 1.
Kapitel 2
Registrering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
§ 13. Ved indgåelse af en udskrivningsaftale, jf. Inatsisartutlovens § 14, skal der ske registrering af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for indlæggelse og udskrivning.
3) Dato for etablering og udløb af udskrivningsaftalen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
§ 14. Ved udarbejdelsen af en koordinationsplan, jf. Inatsisartutlovens § 15, skal der ske registrering af:
1) Patientens navn og cpr-nr.
2) Dato for indlæggelse og udskrivning.
3) Dato for etablering af koordinationsplanen.
4) Navnet på den ordinerende overlæge.
§ 15. Ved registrering i afdelingen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, skal der i journalen henvises til, at der er foretaget en sådan registrering. Kopi af det registrerede tilføres journalen.
Stk. 2. En patient har ret til at gøre sig bekendt med, hvad der er registreret om patienten selv.
Kapitel 3
Indberetning
§ 16. Overlægen på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling skal løbende foretage indberetning til Landslægeembedet om anvendelsen af de i §§ 2-10 og §§13-14 omhandlede foranstaltninger.
Stk. 2. Der foretages endvidere indberetning til Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse.
§ 17. Den i § 16, stk. 1 og 2, nævnte indberetning skal indeholde de i §§ 2-10 og §§13-14 krævede oplysninger.
Kapitel 4
Ikrafttræden
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 16. december 2013.
Grønlands Selvstyre, den 2. december 2013
Steen Lynge
/
Ann Birkekær Kjeldsen