Landstingslov om fiskerifinansieringspulje
Kapitel 1
Oprettelse af fiskerifinansieringspulje
§ 1. Landstingslovens formål er, at yde tilskud til udvikling og fremme af fiskerierhvervet, herunder at lette adgangen for nye aktører til erhvervet. Landstingsloven skal medvirke til det størst mulige samfundsmæssige afkast af fiskerierhvervet, herunder at forbedre fiskeriets effektivitet, konkurrenceevne og løbende tilpasninger af fiskerikapaciteten til fiskeriressourcen samt fremme innovative tiltag til gavn for det grønlandske fiskeri.
Stk. 2. Fiskerifinansieringspuljemidlerne afsættes i Finansloven og opspares i Fiskerifinansieringspuljen.
Kapitel 2
Anvendelsesområde
Tilskud til løbende udskiftning og modernisering
§ 2. Landsstyret kan yde tilskud til en løbende udskiftning og modernisering af fiskefartøjer i det kystnære fiskeri i takt med den teknologiske og aldersmæssige forringelse.
Stk. 2. Der kan alene ydes tilskud til nyanskaffelser og brugte fartøjer, der er erhvervsgodkendte og vurderes tilstrækkeligt effektive og moderne til at opretholde et effektivt fiskeri på lang sigt.
Stk. 3. Den løbende udskiftning og modernisering af fiskefartøjer i det kystnære fiskeri, jf. stk. 1, omfatter den nødvendige tekniske installation, sikkerhedsudstyr, andre tekniske installationer, fiskeriredskaber og lignende materiel, og den til projektets gennemførsel nødvendige tekniske og økonomiske rådgivning.
Tilskud til innovative tiltag
§ 3. Landsstyret kan yde tilskud til gennemførelse af nyskabende pilotprojekter, forsøgsfiskeri eller lignende, der skønnes til gavn for udvikling af Grønlands fiskeriressourcer og udnyttelsen heraf, herunder:
1) Undersøgelse af et farvands fiskerimuligheder, særlige fiskebestande og muligheder for omlægning af fiskeriet.
2) Forbedring og effektivisering af fiskeredskaber, afprøvning og træning i alternative fangstteknikker.
3) Forsøg med bevaringsaktiviteter og reguleringssystemer, herunder udvikling og afprøvning af mere selektive og skånsomme fiskeredskaber og fiskemetoder.
4) Videreudvikling og forbedring af eksisterende produkter og produktionsprocesser med henblik på forbedring af det økonomiske afkast.
5) Undersøgelser og udviklingsprojekter vedrørende fiskeopdræt.
Kapitel 3
Ansøgning
Indhold af ansøgning
§ 4. Ansøgning om tilskud, jf. §§ 2 og 3, skal vedlægges en projektbeskrivelse med:
1) Angivelse af projektets formål og ide.
2) Drifts- og likviditetsbudgetter med angivelse af tilskudsbehovets størrelse.
3) Angivelse af samtlige deltagere og ejere af projektet.
4) Angivelse af projektets ledelse og beskrivelse af ledelsens kvalifikationer.
5) Tidsplan for projektets gennemførelse.
6) Overordnet beskrivelse af teknologi, redskab, produktionsmidler og fartøj, der ønskes anvendt.
7) Angivelse af afsætningskanalerne for projektets produkter.
Dokumentationskrav til ansøgning
§ 5. Ansøgning om tilskud efter §§ 2 og 3 skal vedlægges dokumentation, herunder dokumentation for:
1) At de nødvendige kvotetildelinger, licenser eller tilladelser alene er betinget af, at der opnås økonomisk tilskud i henhold til denne lov.
2) Tilsagn fra eksterne lånekilder eller egenfinansiering med hensyn til den andel af de samlede projektomkostninger, der følger af § 7, stk. 1, og § 8 stk. 1.
3) Ejerskab af virksomheden og tilknyttede aftaler.
4) Erhvervslån fra det offentlige.
Kapitel 4
Udbetaling af tilskud
§ 6. Ved vurdering af ansøgning om tilskud, jf. § 2, foretager Landsstyret en helhedsvurdering af projektet, hvor der tages udgangspunkt i den økonomi, der almindeligvis må kunne forventes præsteret ved det pågældende projekt.
Stk. 2. Ved vurdering af ansøgning om tilskud, jf. § 3, foretager Landsstyret en helhedsvurdering af projektet, hvor der tages udgangspunkt i de fremtidige muligheder for det grønlandske fiskerierhverv, der kan forventes afdækket ved det pågældende projekt.
Stk. 3. Ved vurdering af ansøgning om tilskud, jf. §§ 2 og 3, kan Landsstyret , blandt andet lægge vægt på, om ansøger tidligere har modtaget tilskud, tidligere har misligholdt betingelser for tildelt tilskud, eller har misligholdte erhvervslån til det offentlige.
§ 7. Landsstyret kan yde tilskud efter § 2 til:
1) Fiskeri efter rejer på op til 10% af den samlede anskaffelsessum.
2) Fiskeri efter andre arter end rejer på op til 20% af den samlede anskaffelsessum.
Stk. 2. Den samlede anskaffelsessum, jf. stk. 1, omfatter:
1) Et fartøj med den nødvendige tekniske installation.
2) Sikkerhedsudstyr.
3) Andre tekniske installationer.
4) Fiskeredskaber og andet lignende driftsmateriel.
5) Den til projektets gennemførsel nødvendige tekniske og økonomiske rådgivning.
Stk. 3. Landsstyret kan uanset stk. 1 udstede særlige regler om tilskudsstørrelse og tilskudsbetingelser for Qaanaaq, Ittoqqortoormiit og Ammassalik kommuner.
§ 8. Landsstyret kan yde tilskud til innovative projekter efter § 3 med op til 50% af de projekterede omkostninger.
Stk. 2. Projekterede omkostninger, jf. stk. 1, omfatter:
1) Undersøgelser.
2) Anskaffelser dog undtaget fiskefartøjer, fast ejendom og andre faste anlæg.
3) Teknisk, økonomisk og biologisk rådgivning.
Eget indskud
§ 9. Landstyret kan yde tilskud på betingelse af, at ansøger har et dokumenteret eget indskud.
Stk. 2. Som eget indskud anses:
1) Likvide midler.
2) Aktiver, der er en del af de samlede anskaffelser, jf. § 7, stk. 2.
3) Aktiver, der er en del af de projekterede omkostninger, jf. § 8, stk. 2, nr. 2.
Videresalgsklausul
§ 10. Landsstyret yder kun tilskud på vilkår, at fiskefartøj eller projektaktiver ikke afhændes indenfor de første 10 år efter, fiskefartøjet eller projektaktiver er leveret. Landsstyret kan efter ansøgning tillade afhændelse efter tilbagebetaling af tilskuddet.
Stk. 2. Landsstyret kan dog tillade, at tilskudsmodtager afhænder fiskefartøj og projektaktiver uden, at tilskuddet kræves tilbagebetalt, såfremt den nye ejer i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage tilskud og indsender projektbeskrivelse jf. § 4 og dokumentation jf. § 5.
Stk. 3. Ved afhændelse af fiskefartøj eller projektaktiver, jf. stk. 2, videreføres betingelserne for tilskuddet uændret. Den nye ejer skal tiltræde betingelserne for tilskuddet.
Dokumentation
§ 11. Landsstyret kan pålægge modtageren af tilskud at indsende dokumentation, herunder dokumentation for:
1) Projektets økonomi, herunder hvilke udgifter der er afholdt i forbindelse med projektets gennemførelse.
2) Indtægter af produkter, projektet har genereret.
3) Årsregnskaber så længe videresalgsklausulen er gældende.
Kapitel 5
Tilbagebetaling af tilskud
§ 12. Landsstyret skal kræve tilskud tilbagebetalt, såfremt:
1) Modtager af tilskud har afgivet væsentlige urigtige oplysninger i sin ansøgning.
2) Modtager af tilskud ikke efterkommer pålæg meddelt i henhold til § 11.
3) Modtager af tilskud udviser grov forsømmelighed i forhold til projektets varetagelse og gennemførelse, og hvad der må gælde for god selskabsdrift.
4) Modtager af tilskud i øvrigt har tilsidesat betingelserne og vilkårene for tilskuddet.
§ 13. Landsstyret kan kræve tilskud tilbagebetalt, såfremt:
1) Modtager af tilskud erklæres konkurs på grund af grov forsømmelighed.
2) Modtager af tilskud videresælger projektet.
3) Et projekt støttet af tilskud overtages af et andet selskab, eller ejerkredsen omkring projektet ændres væsentlig udover, hvad der var forudsat i vilkårene for tilskuddet.
4) Modtager af tilskud ikke længere opfylder betingelserne til at have licens eller anden myndighedstilladelse til det omfattede fiskeri eller projekt.
Kapitel 6
Fællesbestemmelser
§ 14. Landsstyret kan fastsætte regler om tilskud og administration, herunder om:
1) Hvilke projekter, der kan ydes tilskud til.
2) Hvilke geografiske områder, der kan ydes tilskud til.
3) Hvilke erhvervsudøvelsesområder, der kan ydes tilskud til.
4) Uddannelsesmæssige, økonomiske og tekniske krav til ansøgere og projekter.
Kapitel 7
Sanktioner
§ 15. Der kan idømmes bøde for:
1) Overtrædelse af forhold, der medfører tilbagebetaling af tilskuddet efter § 12.
2) Afgivelse af vildledende oplysninger til offentlige myndigheder, jf. § 4.
3) Undladelse af at efterkomme krav fastsat i medfør af § 11.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af en virksomhed, som helt eller delvist ejes af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden med videre, som sådan kriminalretlig ansvar. Tilsvarende gælder, hvis overtrædelsen er begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v.
Stk. 3. I regler, der fastsættes i medfør af denne landstingslov, kan det fastsættes, at overtrædelse af reglerne kan medføre bøde.
Stk. 4. I regler, der fastsættes i medfør af denne landstingslov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde for overtrædelser begået af en virksomhed, som helt eller delvist ejes af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende. Der kan ligeledes fastsættes regler om idømmelse af bøde for overtrædelser begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller kommunalt fællesskab, omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v.
Ikrafttræden
§ 16. Denne landstingslov træder i kraft den 15. december 2006.
Grønlands Hjemmestyre, den 20. november 2006
Hans Enoksen
/
Finn Karlsen
Ændret ved
- Landstingslov om ændring af forskellige landstingslove og landstingsforordninger på fiskeri- og landbrugsområdet som følge af en ny inddeling i landsdele og kommuner. (Konsekvensændringer som følge af landstingslov om Grønlands inddeling i kommuner (EM 2008/62)) - (11/2008)
- Inatsisartutlov om ændring af landstingslov om fiskerifinansieringspulje (Indførelse af ophugningstilskud til forældede fartøjer samt forøgelse af tilskud til anskaffelse af fartøjer) - (13/2009)
- Inatsisartutlov om ændring af landstinglov om fiskerifinansieringspulje (Ændring af tilskudsgrundlag) - (22/2011)
- Inatsisartutlov om ændring af Landstinglov om fiskerifinansieringspulje (Undtagelse fra hovedreglen om at licensen bortfalder ved ophugning) - (8/2012)
- Inatsisartutlov nr. 26. af 9. december 2015 om ændring af Landstingslov om fiskerifinansieringspulje (Opretholdelse af licenser og kvoter ved ophugning samt anvendelse af fartøjets reelle værdi ved udmåling af tilskud til ophugning m.v.) - (26/2015)
-
PDF (0.02MB)
-
PDF (0.06MB)
-
PDF (0.06MB)
-
PDF (0.01MB)