Selvstyrets lovbekendtgørelse af Landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation
Herved bekendtgøres Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation med de ændringer, der følger af Inatsisartutlov nr. 14 af 6. juni 2016, Inatsisartutlov nr. 47 af 23. november 2017 og Inatsisartutlov nr. 55 af 25. november 2024.
I medfør af lov nr. 580 af 29. november 1978 for Grønland om arbejds- og socialvæsenet fastsættes følgende:
Den centrale ledelse
§ 1. Landsstyret leder og tilrettelægger administrationen af det grønlandske socialvæsen og fører tilsyn med kommunernes forvaltning af det sociale regelsæt.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter nærmere bestemmelser om omfanget og udførelsen af tilsyn.
§ 2. Landsstyret forestår og samordner planlægningen vedrørende udbygning af den sociale anlægsvirksomhed i Grønland og indhenter i den forbindelse forslag fra de enkelte kommuner.
Stk. 2. Udbygningsplaner dækker en periode på mindst fire år. De revideres mindst én gang om året.
§ 3 Landsstyret kan afkræve kommunalbestyrelsen oplysninger, som er nødvendige for at varetage de opgaver, der er pålagt efter §§ 1 og 2.
§ 4. Landsstyret fastsætter regler for den sociale anlægsvirksomhed.
§ 5. Landsstyret afholder kurser for de medlemmer af kommunalbestyrelsen, hvis hverv omfatter det sociale område, senest et år efter hvert kommunalbestyrelsesvalg.
Den lokale administration
§ 6. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelser om alle forhold vedrørende kommunens sociale virksomhed, som ikke ved anden lovgivning er henlagt til andre myndigheder.
Stk. 2. I områder uden for kommunal inddeling varetager Landsstyret de opgaver, som i en kommune varetages af kommunalbestyrelsen.
§ 7. Kommunalbestyrelsen udarbejder forslag til en plan for udbygning af kommunens sociale anlægsvirksomhed og sender den til Landsstyret. Landsstyret skal derefter
1) foretage den nødvendige koordinering og prioritering af kommunernes forslag,
2) påse at kommunernes pligt til at tilvejebringe social service er opfyldt, og
3) påse at de samfundsmæssige hensyn til forbrug af ressourcer i fornødent omfang er tilgodeset.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler for fremgangsmåden ved udarbejdelse af forslag til udbygningsplanerne, om omfanget af planerne og om tidsfristen herfor.
Suspension af kommunernes forvaltning af det sociale regelsæt
§ 7 a. Naalakkersuisut kan beslutte at suspendere en kommunes forvaltning af det sociale regelsæt, når der foreligger væsentlig tilsidesættelse af kommunens forpligtelser eller borgernes rettigheder.
Stk. 2. Beslutning om suspension kan træffes for en nærmere forud fastsat periode eller indtil videre.
Stk. 3. Beslutning om suspension kan omfatte det sociale regelsæt helt eller delvist og herunder nærmere fastsatte sagsområder indenfor det sociale regelsæt.
§ 7 b. Ved beslutning om suspension efter § 7 a kan Naalakkersuisut inden for rammerne af det sociale regelsæt pålægge kommunalbestyrelsen bindende retningslinjer for kommunalbestyrelsens forvaltning af det sociale regelsæt og herunder for behandling og afgørelse af konkrete sager.
Stk. 2. Ved beslutning om suspension efter § 7 a kan kommunalbestyrelsens kompetence i medfør af et socialt regelsæt, helt eller delvist, varetages af Naalakkersuisut. Naalakkersuisut kan herunder overtage eller rejse konkrete sager i medfør af det sociale regelsæt.
Stk. 3. Afgørelser i medfør af det sociale regelsæt truffet af Naalakkersuisut på grundlag af en beslutning om suspension af en kommunes forvaltning af det sociale regelsæt, kan påklages til Det Sociale Ankenævn. Klage sker efter de samme regler, som ville finde anvendelse, hvis afgørelsen var truffet af kommunen.
§ 7 c. Tiltag, der er en følge af beslutning om suspension efter § 7 a og herunder pålæg fra Naalakkersuisut eller Naalakkersuisuts afgørelser i konkrete sager i medfør af det sociale regelsæt, kan iværksættes uden forudgående kommunal bevilling. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til uden ugrundet ophold at tilvejebringe det fornødne bevillingsgrundlag og i øvrigt i overensstemmelse med bestemmelserne herom i Inatsisartutlov om den kommunale styrelse.
§ 7 d. Kommunalbestyrelsen afholder omkostninger til Naalakkersuisut, der er en følge af beslutning om suspension efter § 7 a.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen stiller de hidtidige medarbejdere og kontorfaciliteter til rådighed for Naalakkersuisut. Medarbejderne og herunder kommunale tjenestemænd er undergivet instruks fra Naalakkersuisut, som led i varetagelse af de opgaver, der er omfattet af suspensionen.
§ 7 e. Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at meddele Naalakkersuisut de oplysninger samt udlevere de dokumenter mv., som forlanges af Naalakkersuisut. Naalakkersuisut kan afkræve kommunalbestyrelsen skriftlige udtalelser.
Stk. 2. Kommunale dokumenter bevarer deres interne karakter ved udlevering til Naalakkersuisut i medfør af stk. 1.
§ 7 f. Naalakkersuisut har adgang til ethvert tjenestested og har adgang til samtlige lokaler indenfor kommunen.
Stk. 2. Naalakkersuisut har adgang til kommunens elektroniske sagsbehandlingssystemer og tilhørende data og sagsakter.
Stk. 3. Naalakkersuisuts adgang til kommunens elektroniske sagsbehandlingssystemer sker på samme vilkår, som gælder for kommunen.
§ 7 g. Naalakkersuisuts beslutning om suspension kan ikke indbringes for Det Sociale Ankenævn eller anden administrativ myndighed.
Anke
§ 8. Den, der er part i en sag, hvor kommunalbestyrelsen eller Naalakkersuisut har truffet en afgørelse, hvor der ved lov er klageadgang til Det Sociale Ankenævn, kan indbringe afgørelsen for Det Sociale Ankenævn. Klagen skal indgives til Det Sociale Ankenævn indenfor 6 uger fra afgørelsen.
Stk. 2. Afgørelser truffet af Det Sociale Ankenævn kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Det Sociale Ankenævns afgørelser i sager om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge under 18 år uden samtykke, kan af indehaveren af forældremyndigheden eller barnet, indbringes for Retten i Grønland. Indbringelse af afgørelsen for Retten i Grønland skal ske indenfor 4 uger fra afgørelsen.
Stk. 4. Det Sociale Ankenævns øvrige afgørelser, kan af den, som er part i en sag, indbringes for Retten i Grønland. Indbringelse af afgørelsen for Retten i Grønland skal ske indenfor 4 uger fra afgørelsen.
Stk. 5. Det Sociale Ankenævn og domstolen kan se bort fra, at tidsfristen efter stk. 1, 3 og 4 ikke er overholdt, såfremt overskridelsen skyldes grunde, der ikke kan tilregnes den indbringende part.
Det Sociale Ankenævn
§ 9. Det Sociale Ankenævn består af 1 formand og 4 beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Formanden ansættes som ankechef for sekretariatet for Det Sociale Ankenævn.
Stk. 3. Naalakkersuisut udnævner de 4 beskikkede medlemmer og deres suppleanter for en 4-årig periode.
Stk. 4. Formanden skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 5. 2 medlemmer og deres suppleanter skal have bred socialfaglig baggrund, 1 medlem og dennes suppleant skal være jurist og have indsigt i socialområdet, og 1 medlem og dennes suppleant skal have socialpolitisk baggrund.
Stk. 6. Personer, som deltager i sagsbehandling eller afgørelse af sociale sager, kan ikke udnævnes.
Stk. 7. Det Sociale Ankenævn kan i konkrete tilfælde indkalde sagkyndige personer, som repræsenterer en særlig viden om den sag, der er til behandling. Sådanne personer har ikke stemmeret i nævnet.
Stk. 8. Naalakkersuisut fastsætter nærmere regler for Det Sociale Ankenævns og sekretariatets virksomhed, herunder afskedigelse af nævnsmedlemmer efter indstilling fra nævnets formand før en periodes ophør, samt regler om vederlæggelse af nævnets medlemmer.
Stk. 9. Naalakkersuisut stiller sekretariatsbistand til rådighed for Det Sociale Ankenævn.
Stk. 10. Det Sociale Ankenævn fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 10. Det Sociale Ankenævn træffer i klagesager afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Når formanden skønner, at en klagesag har principiel betydning, træffes afgørelse under medvirken af beskikkede medlemmer, med mindre formanden skønner, at klagesagen har en så hastende karakter, at afgørelse bør træffes uden de beskikkede medlemmers medvirken.
Stk. 3. Formanden kan i sager, som er omfattet af stk. 2, beslutte, at afgørelse skal træffes ved skriftlig indstilling til medlemmerne. Disse sager skal behandles på et møde, hvis et medlem anmoder herom.
Stk. 4. Det Sociale Ankenævns afgørelser udfærdiges skriftligt med begrundelse. Efter hvert møde offentliggør sekretariatet de principielle afgørelser.
Stk. 5. Det Sociale Ankenævn udarbejder hvert år en beretning om sin virksomhed.
§ 11. Det Sociale Ankenævn er beslutningsdygtigt, når formanden og mindst 2 medlemmer er til stede jf. dog § 10, stk. 1. Det Sociale Ankenævn træffer afgørelse ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 2. Det Sociale Ankenævns sekretariat indhenter akter i sagerne fra kommunerne eller Naalakkersuisut.
Stk. 3. Akter skal være fremsendt til Det Sociale Ankenævn senest 4 uger efter, at en klage er modtaget ved kommunerne eller Naalakkersuisut.
Stk. 4. I sager af hastende karakter, kan Det Sociale Ankenævns sekretariat fastsætte en kortere frist end 4 uger.
§ 11 a. Formanden for Det Sociale Ankenævn kan helt eller delvist overlade sine formandsbeføjelser i henhold til § 10, stk.1, til sekretariatet for Det Sociale Ankenævn.
Finansiering
§ 12. De sociale foranstaltninger finansieres af kommunerne og Landskassen.
Stk. 2. På finansloven fastsættes regler om tilskud og refusioner til sociale ydelser på de områder, hvor finansieringen ikke direkte fremgår af særlovgivningen.
§ 13. Udgifterne til Det Sociale Ankenævn afholdes af Landskassen.
Sanktionsbestemmelse
§ 14. Enhver, der deltager i administrationen af sociale sager, er ansvarlig efter kriminallovens regler om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, selv om hvervet hviler på offentligt valg.
Ikrafttræden
§ 15. Denne forordning træder i kraft den 1. januar 2002. Samtidig hermed ophæves Landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1998 om socialvæsenets styrelse og organisation. Administrative forskrifter udstedt i medfør heraf forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af forskrifter udstedt i henhold til denne forordning.
Stk. 2. Det Sociale Ankenævn, der er nedsat i medfør af Landstingsforordning nr. 9 af 30. oktober 1998 om socialvæsenets styrelse og organisation, bliver siddende, indtil Landsstyret har udnævnt nye medlemmer til Det Sociale Ankenævn i henhold til denne forordning.
Inatsisartutlov nr. 14 af 6. juni 2016 (Suspension af kommunernes forvaltning af det sociale regelsæt)[1] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. juli 2016.
Inatsisartutlov nr. 47 af 23. november 2017 (Effektivisering af sagsbehandlingen i Det Sociale Ankenævn)[2] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 4
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2018.
Inatsisartutlov nr. 55 af 25. november 2024 (Ændring af regler om fastsættelse af forretningsordner for klagenævn)[3] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 7
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2025.
Stk. 2. Samtidig ophæves følgende bekendtgørelser:
1) Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 27 af 26. november 2008 om Boligklagenævnets virksomhed.
2) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 12 af 23. juli 2015 om Konkurrencenævnets forretningsorden og dets virksomhed.
3) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 25 af 28. oktober 2016 om førtidspensionsklagenævnet.
4) Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 6 af 12. februar 2009 om Naturklageudvalget.
Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender, den
8. maj 2025
Aka Grønvold (sign.)
Kst. departementschef
/ Mehdi Shams (sign.)
[1] Lovændringen vedrører overskriften efter § 7, § 7 a, § 7 b, § 7 c, §7 d, § 7 e, § 7 f og § 7 g.
[2] Lovændringen vedrører § 8, § 9, § 10, § 11 og § 11 a.
[3] Lovændringen vedrører § 9, stk. 8 og § 9, stk. 10.
Sammenskrivning af
- Landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation - (11/2001)
- Inatsisartutlov om ændring af Landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation (Suspension af kommunernes forvaltning af det sociale regelsæt) - (14/2016)
- Inatsisartutlov om ændring af landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation (Effektivisering af sagsbehandlingen i Det Sociale Ankenævn) - (47/2017)
- Inatsisartutlov om ændring af Landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation, ændring af Landstingsforordning om leje af boliger, ændring af Inatsisartutlov om konkurrence, ændring af Inatsisartutlov om førtidspension, ændring af Inatsisartutlov om Klagenævn for Udbud af Offentlige Indkøb, og ændring af Landstingslov om naturbeskyttelse (Ændring af regler om fastsættelse af forretningsordner for klagenævn) - (55/2024)