Inatsisartutlov om ændring af landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation
(Effektivisering af sagsbehandlingen i Det Sociale Ankenævn)
§ 1
I landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 14 af 6. juni 2016, foretages følgende ændringer:
1. § 8 affattes således:
” § 8. Den, der er part i en sag, hvor kommunalbestyrelsen eller Naalakkersuisut har truffet en afgørelse, hvor der ved lov er klageadgang til Det Sociale Ankenævn, kan indbringe afgørelsen for Det Sociale Ankenævn. Klagen skal indgives til Det Sociale Ankenævn indenfor 6 uger fra afgørelsen.
Stk. 2. Afgørelser truffet af Det Sociale Ankenævn kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Det Sociale Ankenævns afgørelser i sager om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge under 18 år uden samtykke, kan af indehaveren af forældremyndigheden eller barnet, indbringes for Retten i Grønland. Indbringelse af afgørelsen for Retten i Grønland skal ske indenfor 4 uger fra afgørelsen.
Stk. 4. Det Sociale Ankenævns øvrige afgørelser, kan af den, som er part i en sag, indbringes for Retten i Grønland. Indbringelse af afgørelsen for Retten i Grønland skal ske indenfor 4 uger fra afgørelsen.
Stk. 5. Det Sociale Ankenævn og domstolen kan se bort fra, at tidsfristen efter stk. 1, 3 og 4 ikke er overholdt, såfremt overskridelsen skyldes grunde, der ikke kan tilregnes den indbringende part.”
2. § 9 affattes således:
” § 9. Det Sociale Ankenævn består af 1 formand og 4 beskikkede medlemmer.
Stk. 2. Formanden ansættes som ankechef for sekretariatet for Det Sociale Ankenævn.
Stk. 3. Naalakkersuisut udnævner de 4 beskikkede medlemmer og deres suppleanter for en 4-årig periode.
Stk. 4. Formanden skal have bestået juridisk kandidateksamen.
Stk. 5. 2 medlemmer og deres suppleanter skal have bred socialfaglig baggrund, 1 medlem og dennes suppleant skal være jurist og have indsigt i socialområdet, og 1 medlem og dennes suppleant skal have socialpolitisk baggrund.
Stk. 6. Personer, som deltager i sagsbehandling eller afgørelse af sociale sager, kan ikke udnævnes.
Stk. 7. Det Sociale Ankenævn kan i konkrete tilfælde indkalde sagkyndige personer, som repræsenterer en særlig viden om den sag, der er til behandling. Sådanne personer har ikke stemmeret i nævnet.
Stk. 8. Naalakkersuisut kan i bekendtgørelse fastsætte en forretningsorden for Det Sociale Ankenævn samt de nærmere regler for nævnets og sekretariatets virksomhed, herunder tidsfrister, formkrav til klager, herunder regler om afvisning af klager, der ikke overholder formkrav og undtagelser hertil, afskedigelse af nævnsmedlemmer efter indstilling fra nævnets formand før en periodes ophør samt regler om vederlæggelse af nævnets medlemmer.
Stk. 9. Naalakkersuisut stiller sekretariatsbistand til rådighed for Det Sociale Ankenævn.”
3. § 10 affattes således:
” § 10. Det Sociale Ankenævn træffer i klagesager afgørelse uden medvirken af beskikkede medlemmer, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Når formanden skønner, at en klagesag har principiel betydning, træffes afgørelse under medvirken af beskikkede medlemmer, med mindre formanden skønner, at klagesagen har en så hastende karakter, at afgørelse bør træffes uden de beskikkede medlemmers medvirken.
Stk. 3. Formanden kan i sager, som er omfattet af stk. 2, beslutte, at afgørelse skal træffes ved skriftlig indstilling til medlemmerne. Disse sager skal behandles på et møde, hvis et medlem anmoder herom.
Stk. 4. Det Sociale Ankenævns afgørelser udfærdiges skriftligt med begrundelse. Efter hvert møde offentliggør sekretariatet de principielle afgørelser.
Stk. 5. Det Sociale Ankenævn udarbejder hvert år en beretning om sin virksomhed.”
4. § 11 affattes således:
” § 11. Det Sociale Ankenævn er beslutningsdygtigt, når formanden og mindst 2 medlemmer er til stede jf. dog § 10, stk. 1. Det Sociale Ankenævn træffer afgørelse ved simpelt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3. Akter skal være fremsendt til Det Sociale Ankenævn senest 4 uger efter, at en klage er modtaget ved kommunerne eller Naalakkersuisut.
Stk. 4. I sager af hastende karakter, kan Det Sociale Ankenævns sekretariat fastsætte en kortere frist end 4 uger.”
5. Efter § 11 indsættes:
” § 11a. Formanden for Det Sociale Ankenævn kan helt eller delvist overlade sine formandsbeføjelser i henhold til § 10, stk.1, til sekretariatet for Det Sociale Ankenævn.”
§ 2
I Inatsisartutlov nr. 1 af 21. november 2013 om magtanvendelse inden for det sociale område foretages følgende ændringer:
1. § 26 affattes således:
” § 26. Klager over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i opholdskommunen i medfør af reglerne i afsnit II, kan indbringes for Det Sociale Ankenævn efter bestemmelserne i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.”
2. § 48, stk. 1, affattes således:
” § 48. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter §§ 31, 33, 34, 35, 36, stk. 2, 38, 39, stk. 2 og § 42, stk. 3 kan indbringes for Det Sociale Ankenævn efter bestemmelserne i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.”
3. § 49, stk. 1, affattes således:
” § 49. Naalakkersuisoq for Families afgørelser efter § 42 om optagelse i bestemte botilbud efter § 36, stk. 1 og 3, kan indbringes for Det Sociale Ankenævn efter bestemmelserne i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.”
§ 3
I Inatsisartutlov nr. 2 af 15. maj 2014 om arbejdsmarkedsydelse foretages følgende ændringer:
1. § 19 affattes således:
” § 19. Kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til § 1, § 6, stk. 5, § 13, stk. 1, og §§ 16 og 17 kan indbringes for Det Sociale Ankenævn efter bestemmelserne i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.”
§ 4
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2018.
Grønlands Selvstyre, den 23. november 2017
Kim Kielsen
Ændrer i
-
PDF (0.27MB)
-
PDF (0.38MB)
-
PDF (8.18MB)
-
PDF (0.08MB)