Selvstyrets bekendtgørelse om vinterkørsel i vandspærrezonen og UNESCO verdensarvsområdet samt tilhørende bufferzoner ved Ilulissat
I medfør af § 10, stk. 1, nr. 6, 20 og 27, § 11, § 28, stk. 3, § 34, nr. 1 og 2, § 56, stk. 1, og § 66, stk. 3, i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet, som senest ændret ved Inatsisartutlov nr. 16 af 1. december 2021, og § 39, stk. 5, § 46, stk. 1 og 2, og § 60, stk. 2, i landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for vinterkørsel i vandspærrezonen og de dele af UNESCO verdensarvsområdet og de tilhørende bufferzoner ved Ilulissat, som fremgår af bilag 1.
Kørsel med snescooter og pistemaskine
§ 2. Kørsel med snescooter eller pistemaskine er tilladt inden for de 4 meter brede kørselskorridorer, som fremgår af bilag 1, når kommunalbestyrelsen har meddelt dette til offentligheden.
Stk. 2. Meddelelse efter stk. 1 forudsætter, at følgende betingelser er opfyldt:
1) Kommunalbestyrelsen har bekræftet, at jordbunden er frossen, snedækket, og har en sådan bæreevne, at der ikke opstår skade på vegetation og jordbund.
2) Kommunalbestyrelsen har klargjort kørselskorridorerne og foretaget tydelig afmærkning heraf.
3) Kommunalbestyrelsen har bekræftet, at vandløb, der forsyner drikkevandssøerne, er tilfrosne, inden der sker kørsel, som krydser disse.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal tage passende skridt til at sikre, at kørsel så vidt muligt sker via den lilla kørselskorridor, som går via kløften sydøst for Ilulissat, i stedet for den lyseblå kørselskorridor, som går langs foden af fjeldsiden øst for Ilulissat.
§ 3. Ved klargøring og afmærkning af kørselskorridorerne, må der kun foregå aktiviteter, som er nødvendige for gennemførelsen af dette anlægsarbejde.
Stk. 2. For at forebygge uheld, skal kommunalbestyrelsen sikre løbende præparering af kørselskorridorerne ved brug af pistemaskine.
§ 4. Kørsel inden for de kørselskorridorer, som fremgår af bilag 1, er endvidere kun tilladt, såfremt følgende krav overholdes:
1) Køretøjer må ikke efterlades uden opsyn.
2) Kørslen skal foregå på en måde, der ikke beskadiger vegetationen, herunder ved at undgå skarpe drejninger, kraftig acceleration eller skarp opbremsning.
3) Der må ikke oplægges olieprodukter eller andre stoffer, som kan udgøre en risiko for forurening.
4) Der må ikke efterlades nogen form for affald.
5) Der må ikke transporteres miljøskadelige stoffer, bortset fra transport af brændstof til brug på turen.
6) Snescootere og pistemaskiner skal indrettes og vedligeholdes sådan, at risikoen for forurening begrænses mest muligt.
7) Der skal anvendes biologisk nedbrydelig hydraulikolie.
§ 5. Det påhviler kommunalbestyrelsen at informere offentligheden om, hvorvidt kørsel må finde sted.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan stille nærmere krav til kørsel omfattet af denne bekendtgørelse, og kan herunder begrænse sådan kørsel til nærmere angivne transportformål.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal give passende vejledning til offentligheden, herunder information om brug af kørselskorridorerne, om indberetning af forurening og om kommunalbestyrelsens beredskab for håndtering af forurening.
Tilsyn og prøvetagning
§ 6. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med kørsel omfattet af denne bekendtgørelse.
§ 7. Naalakkersuisut fører tilsyn med udførelsen af kommunalbestyrelsens beføjelser og opgaver i henhold til denne bekendtgørelse og med udførelse af vandprøvetagning krævet i henhold til § 8.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan stille nærmere krav angående kommunalbestyrelsens beføjelser og opgaver, herunder krav vedrørende:
1) Klargøring og afmærkning af kørselskorridorerne.
2) Vejledning til offentligheden.
3) Beredskabsplaner og materiel til bekæmpelse af forurening.
4) Omfanget og udførelsen af kommunalbestyrelsens tilsyn.
§ 8. Naalakkersuisut stiller krav om gennemførelse af supplerende rå- og drikkevandsprøvetagning. Det nærmere antal prøver og de parametre, som vandet skal analyseres for, fastlægges efter forudgående høring af kommunalbestyrelsen, Landslægeembedet, Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland samt Nukissiorfiit.
Stk. 2. Prøvetagningen gennemføres af Nukissiorfiit, i overensstemmelse med kravene til prøvetagning i Selvstyrets bekendtgørelse om drikkevand.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen dækker Nukissiorfiits udgifter til gennemførelse af prøvetagningen.
Beredskab og forureningsbekæmpelse
§ 9. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en beredskabsplan for håndtering af forureningssituationer.
Stk. 2. Beredskabsplanen skal sikre hurtig og effektiv indsats i tilfælde af forurening eller fare for forurening.
§ 10. Hvor aktiviteter omfattet af denne bekendtgørelse fører til forurening, herunder forurening med olie eller andre skadelige flydende stoffer, påhviler det kommunalbestyrelsen straks at sikre oprensning af den skete forurening.
§ 11. I tilfælde af forurening, skal kommunalbestyrelsen snarest muligt underrette departementet med ressortansvar for miljø. Ved forurening inden for vandspærrezonen, skal kommunalbestyrelsen endvidere snarest muligt underrette Nukissiorfiit.
Sanktionsbestemmelser
§ 12. Bøde kan idømmes den, som i vandspærrezonen eller UNESCO verdensarvsområdet med tilhørende bufferzoner ved Ilulissat:
1) Efterlader et køretøj uden opsyn i strid med § 4, nr. 1.
2) Foretager kørsel på en måde, der beskadiger vegetationen, herunder ved at foretage skarpe drejninger, kraftig acceleration eller skarp opbremsning i strid med § 4, nr. 2.
3) Oplægger olieprodukter eller andre stoffer, som kan udgøre en risiko for forurening, i strid med § 4, nr. 3.
4) Efterlader affald i strid med § 4, nr. 4.
5) Transporterer miljøskadelige stoffer i strid med § 4, nr. 5.
6) Foretager kørsel med en snescooter eller pistemaskine, der ikke er indrettet eller vedligeholdt således, at risikoen for forurening begrænses mest muligt, jf. § 4, nr. 6.
7) Anvender hydraulikolie, der ikke lever op til kravet i § 4, nr. 7.
8) Foretager kørsel uden for de perioder, hvor kommunalbestyrelsen har meddelt tilladelse hertil, jf. § 2, stk. 1, eller foretager kørsel i strid med de nærmere krav, som kommunalbestyrelsen har stillet i henhold til § 5, stk. 2.
Ikrafttrædelsesbestemmelser
§ 13. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 01. januar 2025.
Grønlands Selvstyre, den 03. december 2024
Kalistat Lund (sign.)
Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
/ Natuk Lund Meire
Hjemmelslov
-
PDF (1.24MB)