Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 767
6. juni 2018
Gældende

Bekendtgørelse for Grønland om overgangsbestemmelser ved anvendelse af visse bestemmelser i årsregnskabsloven

I medfør af § 3, stk. 2, i kongelig anordning nr. 487 af 14. maj 2018 om ikrafttræden for Grønland af visse bestemmelser i forskellige love om ændring af årsregnskabsloven fastsættes: 

 

§ 1. Virksomheder, der har anvendt den hidtil gældende § 38 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 625 af 23. juni 2008, og indregnet aktiver og forpligtelser til dagsværdi med regulering over resultatopgørelsen, og hvor ændringen af lovens § 38 medfører, at aktiverne og/eller forpligtelserne skal måles til kostpris, jf. lovens § 36, stk. 1, til amortiseret kostpris, jf. lovens § 37, stk. 2, til dagsværdi, jf. lovens § 41, stk. 1, eller til indre værdi, jf. lovens § 43 a, stk. 1, kan uanset § 51, stk. 1, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, anse den indregnede dagsværdi i årsrapporten for det sidste regnskabsår, som begynder før den 1. januar 2018, som ny kostpris for aktiver og forpligtelser i årsrapporten for det efterfølgende regnskabsår. Der skal i sådanne tilfælde ikke ske ændring af sammenligningstal i balancen eller resultatopgørelsen. 

 

§ 2. For investeringsejendomme, som ikke har kunnet måles til dagsværdi efter § 38 i den hidtil gældende årsregnskabslov, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 625 af 23. juni 2008, men hvor ændringen af § 38 i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, medfører, at investeringsejendommene kan måles til dagsværdi, kan virksomheden uanset § 51, stk. 1, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, for regnskabsår, der begynder senest den 31. december 2018, indregne første regulering til dagsværdi direkte på egenkapitalen ultimo. Der skal i sådanne tilfælde ikke ske ændring af sammenligningstal i balancen eller resultatopgørelsen. 

 

§ 3. Virksomheder, der har anvendt § 34 i den hidtil gældende årsregnskabslov, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 625 af 23. juni 2008, og indregnet kapitalandele i fællesledede virksomheder ved pro rata-konsolidering, men som fremover vil indregne og måle kapitalandelene til kostpris, jf. lovens § 36, stk. 1, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, kan uanset § 51, stk. 1, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, anse den indregnede nettoværdi i årsregnskabet for det sidste regnskabsår, som begynder før den 1. juli 2018, som ny kostpris for kapitalandelene i årsregnskabet for det efterfølgende regnskabsår. Der skal i sådanne tilfælde ikke ske ændring af sammenligningstal i balancen eller resultatopgørelsen. 

 

§ 4. Ændringen i § 43, stk. 2, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, kan uanset samme lovs § 51, stk. 1, anvendes således, at restværdien for anlægsaktiver revurderes første gang for regnskabsår, der begynder senest den 31. december 2018. Der skal i sådanne tilfælde ikke ske ændring af sammenligningstal i balancen eller resultatopgørelsen. 

 

§ 5. Ændringer af metoder for indregning og måling af aktiver og forpligtelser, som følger af ændringer af § 33, stk. 1, § 42, stk. 3, § 47, § 82, § 118, stk. 4, eller § 120, stk. 2, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, kan uanset samme lovs § 51, stk. 1, ske således, at alene forhold, der indtræffer fra det første regnskabsår, som begynder den 1. juli 2018 eller senere, indregnes eller måles efter de nye regler. 

 

§ 6. Virksomheder, der anvender overgangsbestemmelserne i §§ 1-5, skal oplyse dette i noterne. Hvor der som følge af anvendelse af denne bekendtgørelse bliver tale om mere end én regnskabspraksis for ensartede regnskabsposter, skal der i noterne gives yderligere oplysninger, såfremt dette er nødvendigt for at opfylde § 11, stk. 1, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning.

 

§ 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018 og har virkning for regnskabsår, der begynder 1. juli 2018 eller senere.

 

Erhvervsministeriet, den 6. juni 2018

 

BRIAN MIKKELSEN

 

/ Susanne Thorhauge