Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 59
1. august 2025
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om fiskeri efter laks

I medfør af § 6, stk. 3, § 7, stk. 1, § 18, stk. 2, § 23, § 46, stk. 1, § 51, stk. 4, og § 68, stk. 2 og 3, i Inatsisartutlov nr. 29 af 23. maj 2024 om fiskeri, fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

 

Anvendelsesområder

 

  § 1.  Bekendtgørelsen finder anvendelse ved ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks samt ved rapportering i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri efter laks.

  Stk. 2.  Bekendtgørelsen finder anvendelse på grønlandsk fiskeriterritorium og i Kapisillit-elven.

 

  § 2.  Ved erhvervsmæssigt fiskeri forstås i denne bekendtgørelse det fiskeri, som udøves med henblik på at sælge hele fangsten eller dele deraf.

  Stk. 2.  Ved ikke-erhvervsmæssigt fiskeri forstås i denne bekendtgørelse fiskeri, som ikke er omfattet af stk. 1.

 

Kapitel 2

Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri

 

  § 3.  Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må kun udøves af den, der er i besiddelse af en gyldig licens til fiskeri efter laks, som efter ansøgning udstedes af Naalakkersuisut.

  Stk. 2.  For ansøgere, der har haft licens i forrige fiskerisæson til fiskeri efter laks, er det en forudsætning for erhvervelse af licens, at aktøren i den forgangne sæson har opfyldt sin pligt til at rapportere i henhold til §§ 7 og 8.

 

  § 4.  Naalakkersuisut fastsætter hvert år, under hensyntagen til internationale aftaler, den landsdækkende kvote for ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks.

  Stk. 2.  Naalakkersuisut fastsætter, efter konsultation med lokale fiskeriforeninger, startdatoen for laksefiskeriet. Meddelelse om fiskeriets startdato og kvotefastsættelse for hvert forvaltningsområde samt vilkårene for fiskeriet offentliggøres på www.naalakkersuisut.gl.

  Stk. 3.  Fiskeri efter laks må ikke indledes før den for kalenderåret fastsatte startdato, jf. meddelelsen efter stk. 2.

 

  § 5.  Når den fastsatte kvote nærmer sig opfiskning, giver Naalakkersuisut meddelelse om, hvornår det ikke-erhvervsmæssige fiskeri efter laks skal ophøre. Meddelelsen gives ved offentlig meddelelse. Redskaber skal bjærges inden ophørstidspunktet.

 

  § 6.  Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må kun foretages med:

1)  kroge, eller

2)  med et 2.000 knuders garn, hvis maskestørrelse i strakt mål er mindst 140 mm., og hvis længde maksimalt udgør 30 meter.

  Stk. 2.  Der må ikke sættes flere garn i lænke. Et garn må ikke sættes nærmere end 500 meter fra elvens munding ved laveste vande, jf. dog § 12, stk. 4 og 5.

 

  § 7.  Den, der udøver ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks, skal rapportere alle fangster af laks til Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol, jf. stk. 2.

  Stk. 2.  Rapportering om fangster skal ske under anvendelse af bilag 1 eller via Sullissivik.gl. Rapportering skal foretages straks ved hjemkomst efter røgtning eller fiskeriets afslutning.

 

  § 8.  Enhver, der har licens til ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks, og som ikke har udøvet fiskeriet eller ikke har fanget nogen laks, skal rapportere dette til Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol under anvendelse af bilag 1 eller via Sullissivik.gl senest 14 dage efter fiskeriet efter laks er lukket.

 

  § 9.  Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må alene finde sted i området mellem kysten og 3 sømil udenfor basislinjen.

 

Kapitel 3

Rapportering i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri efter laks

 

  § 10.  Fiskere med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks skal straks efter ankomst til havn rapportere alle laksefangster til Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol. Rapporteringen skal omfatte alle fangede laks. Rapporteringen skal foretages under anvendelse af bilag 1 eller via Sullissivik.gl. Rapporteringspligten gælder også laks, der er taget som bifangst i forbindelse med andet erhvervsmæssigt fiskeri. 

 

  § 11.  Enhver, der har licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks, og som ikke har udøvet fiskeriet eller ikke har fanget nogen laks, skal rapportere dette til Grønlands Fiskeri- og Jagtkontrol under anvendelse af bilag 1 eller via Sullissivik.gl senest 14 dage efter fiskeriet efter laks er lukket.

 

Kapitel 4

Særligt om fiskeri i og ved Kapisillit-elven

 

  § 12.  Naalakkersuisut fastsætter hvert år en kvote og startdato for fiskeri efter laks fra Kapisillit-elven.

  Stk. 2.  Laks må alene fiskes til privat brug i Kapisillit-elven. Dette fiskeri er betinget af en licens, der efter ansøgning udstedes af det departementet, hvorunder fiskeri ressortmæssigt henhører.

  Stk. 3.  Licens efter stk. 2 kan udstedes til ansøgere, som opfylder følgende betingelser:

1)  En ansøger skal have folkeregisteradresse i Grønland eller have fået tilladelse til at udøve ikke-erhvervsmæssigt fiskeri.

2)  En ansøger, der også var licenshaver i forudgående kalenderår, skal have opfyldt sin rapporteringspligt i overensstemmelse med § 7.

  Stk. 4.  Det er forbudt at fiske med enhver form for garn nærmere end 1.000 meter fra Kapisillit-elvens munding.

  Stk. 5.  Det er forbudt at fiske med enhver form for redskab, bortset fra fiskestang med enkeltkrog, nærmere end 50 meter fra Kapisillit-elvens munding.

  Stk. 6.  I Kapisillit-elven og i søerne forbundet hermed må der kun fiskes med fiskestang med enkeltkrog.

  Stk. 7.  Naalakkersuisut giver offentlig meddelelse om, hvornår fiskeriet i og ved Kapisillit-elven skal ophøre. Naalakkersuisut kan beslutte, at alt fiskeri herefter kan foregå som catch-and-release med meldepligt for fangne og genudsatte fisk.

  Stk. 8.  Det er forbudt at fiske før starttidspunktet, jf. stk. 1. Det er forbudt at fiske efter ophørstidspunktet, jf. stk. 7.

 

Kapitel 5

Foranstaltninger

 

  § 13.  Overtrædelse af § 4, stk. 3, § 5, stk. 1, 3. pkt., §§ 6 – 11 og § 12, stk. 2, stk. 4 – 6 samt stk. 8, kan medføre foranstaltninger i form af bøde og konfiskation efter reglerne i kriminallov for Grønland, jf. kapitel 15 i Inatsisartutlov om fiskeri.

  Stk. 2.  For overtrædelse af pålæg fastsat af Naalakkersuiust i henhold til § 12, stk. 7, kan der træffes foranstaltninger i form af bøde og konfiskation.

 

Kapitel 6

Ikrafttrædelse

 

  § 14.  Bekendtgørelsen træder i kraft 1. august 2025.

 

 

 

Grønlands Selvstyre,den 31. juli 2025

 

 

 

Jens-Frederik Nielsen (sign.)

Formanden for Naalakkersuisut

 

 

 

/Emanuel Rosing (sign.)

 

Dokumenter