Selvstyrets bekendtgørelse om licenser og kvoter til fiskeri
I medfør af § 6, stk. 3, § 7, stk. 1, § 12, § 14, stk. 1, § 15, § 18, stk. 2, § 23, § 24, stk. 1, § 25, stk. 3, 2. pkt., og § 68, stk. 2 og 3, i Inatsisartutlov nr. 29 af 23. maj 2024 om fiskeri, fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
Anvendelsesområder
§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse ved erhvervsmæssigt fiskeri med:
1) grønlandsk registrerede fartøjer,
2) hundeslæde,
3) udenlandske fartøjer på Grønlands fiskeriterritorium, og
4) udenlandske fartøjer, som fisker på grønlandsk kvote uden for Grønlands fiskeriterritorium.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder derudover anvendelse ved ikke-erhvervsmæssigt fiskeri efter torsk med indhandlingstilladelse, jf. § 25.
Definitioner
§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) ”Fiskeriloven”: Den til enhver tid gældende Inatsisartutlov om fiskeri.
2) ”Grønlands fiskeriterritorium”: Grønlands eksklusive økonomiske zone, som er fastsat i medfør af de til enhver tid gældende anordninger om Grønlands eksklusive økonomiske zoner og Grønlands søterritorium.
3) ”Basislinjen”: De basislinjer, som er fastsat i Statsministeriets bekendtgørelser om Grønlands eksklusive økonomiske zone.
4) “Vestgrønland”: Den del af Grønlands fiskeriterritorium med tilstødende fjordsystemer, som nord for 59°N ligger vest for 44°V, og som syd for 59°N ligger vest for 42°V.
5) ”Østgrønland”: Den del af Grønlands fiskeriterritorium med tilstødende fjordsystemer, som nord for 59°N ligger øst for 44°V, og som syd for 59°N ligger øst for 42°V.
6) ”Det havgående fiskeri”: Det fiskeri, der foregår uden for 3 sømil uden for basislinjerne i Grønlands fiskeriterritorium.
7) "Det kystnære fiskeri": Det fiskeri, der foregår fra kysten indtil 3 sømil uden for basislinjen i Grønlands fiskeriterritorium.
8) Måleenheden ”BT”: Bruttotonnage. Ved opgørelsen af et fartøjs bruttotonnage anvendes den i målebrevet for fartøjet angivne tonnage.
9) Måleenheden ”l.o.a”: Fartøjets totale længde fra den yderste forstavn til den yderste agterstavn, målt langs skibets centerlinje (længde over alt).
10) ”Indhandlingspligt”: Vilkår for licensen, som bestemmer omfanget af den fangst, som skal indhandles til landanlæg i Grønland uden at være blevet forarbejdet.
11) ”Forarbejdning”: Al behandling af fangsten, bortset fra rensning, hovedskæring og isning.
12) ”Tilsvarende licens”: En licens til fiskeri efter den samme bestand og i samme flådekomponent, enten havgående eller kystnært.
13) ”Nye aktører”: Fiskere, det være sig fysiske eller juridiske personer, der ikke har haft tilsvarende licens til det ansøgte fiskeri i det forudgående kalenderår.
14) ”Fartøj”: Fiskefartøj over 6 meter l.o.a., fiskefartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder, ATV, hundeslæde, snescooter eller motorkøretøjer, der benyttes til fiskeri.
15) ”Charteraftale”: En aftale om leje af et skib, enten med mandskab (time-charter) eller uden mandskab (bareboat-charter), til et bestemt fiskeri i en bestemt tidsperiode.
16) “Erhvervsmæssigt fiskeri”: Det fiskeri, der udøves med henblik på salg af hele eller dele af fangsten.
17) “Ikke-erhvervsmæssigt fiskeri”: Det fiskeri, der udøves med henblik på anvendelse af fangsten til privat forbrug.
18) ”Forvaltningsområde 47”: Havområdet indenfor linjen 3 sømil udenfor basislinjen i Vestgrønland, som i syd er afgrænset ved 68°30N og og i nord ved 75°00N med tilstødende fjordsystemer (Diskobugten samt ved Uummannaq og ved Upernavik).
19) ”IOK-ordning”: Det forvaltningsregime, som kapitel 7 i fiskeriloven omfatter.
20) “Olympisk fiskeri”: Fiskeri under fastsat TAC for fiskeriet, men uden højst tilladt fangstmængde for den enkelte aktør.
Stk. 2. I øvrigt gælder for de i bekendtgørelsen anvendte begreber definitionerne, som fremgår af fiskeriloven.
Stk. 3. Forvaltningsområder for de regulerede fiskerier i Grønlands fiskeriterritorium fremgår af bilag 1.
Kapitel 2
Licens og vilkår
§ 3. Erhvervsmæssigt fiskeri og ikke erhvervsmæssigt licensbetinget fiskeri må kun udøves med en licens til dette formål, udstedt af Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
Stk. 2. En licens kan kun udstedes til de aktører, som opfylder adgangskravene i fiskerilovens kapitel 2.
Stk. 3. En licens udstedes til 1 bestemt aktør og til fiskeri med 1 eller flere bestemte fartøjer, jf. dog § 10, stk. 4.
Stk. 4. En licensindehaver skal eje det fartøj, der anvendes til fiskeri i henhold til licensen. Dette gælder dog ikke ved charteraftaler, jf. kapitel 7.
Stk. 5. Det er i erhvervsmæssigt fiskeri og ikke erhvervsmæssigt, licensbetinget fiskeri kun tilladt at anvende fartøjer, som er omfattet af fartøjsdefinitionen, jf. § 2, stk. 1, nr. 14, i fiskeriet.
§ 4. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan ved udstedelse af en licens fastsætte yderligere betingelser og vilkår for fiskeriet end dem, der er fastsat i lovgivningen, herunder betingelser om indhandlingspligt.
Stk. 2. Yderligere fastsatte betingelser og vilkår skal fremgå af den udstedte licens.
§ 5. Licens udstedt til fiskeri skal som minimum indeholde de i fiskeriloven fastsatte oplysninger, herunder oplysninger om det eller de fartøjer, som fiskeriet skal foregå med.
§ 6. En licens til fiskeri med et fiskefartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder, er personlig og licensindehaveren skal deltage i fiskeriet og ved indhandling af fangsten.
§ 7. Alle ændringer i licensforhold skal godkendes af Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst inden et fiskeri påbegyndes, fortsættes eller genoptages, herunder ændringer i ejerforhold og udskiftning af ethvert fartøj, der er tilknyttet licensen.
§ 8. En aktør, som direkte eller indirekte omfattes af ordningen med individuelle omsættelige kvoter, kan ikke opnå licens til kystnært fiskeri efter hellefisk under en anden ordning. Dette gælder såvel mens aktøren er omfattet af IOK-ordningen som senere.
§ 9. Licensindehaveren skal opbevare licensen, jf. § 3, stk. 1, eller en kopi heraf, herunder elektronisk kopi, ombord på fartøjet under fiskeriet.
Kapitel 3
Krav til fartøjer
§ 10. Et fartøj der ønskes anvendt til erhvervsmæssigt fiskeri, skal forinden være godkendt til dette formål af Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
Stk. 2. Behandling af en ansøgning om godkendelse af fartøj, jf. stk. 1, sker efter skriftlig ansøgning.
Stk. 3. Fartøjer kan kun godkendes, når:
1) ejerforholdene er i overensstemmelse med fiskerilovens bestemmelser herom,
2) fartøjet er registreret og påmalet havnekendingsnummer eller registreringsnummer efter de til enhver tid gældende regler, og
3) fartøjets fiskerikapacitet vurderes at være tilpasset de givne fiskerimuligheder.
Stk. 4. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan midlertidigt godkende anvendelsen af andet fartøj end det, der er angivet i licensen, når motorhavari, værftsophold eller lignende tilsiger det, og når betingelserne i stk. 3, nr. 1– 3, eller i kapitel 7 er opfyldt.
Stk. 5. Kopi af nationalitetsbevis og målebrev skal vedlægges ansøgningen, jf. dog § 12.
Stk. 6. Såfremt fartøjet efterfølgende genopmåles, får udskiftet hovedmotoren eller på anden måde ændres væsentligt, skal nyt, korrekt målebrev fremsendes, jf. stk. 5, senest 14 kalenderdage efter modtagelse af målebrev.
§ 11. Såfremt et fartøj efter godkendelse, jf. § 10, skifter ejer, navn eller GR-nummer, skal der fremsendes et nyt korrekt nationalitetsbevis senest 14 kalenderdage efter modtagelse af nationalitetsbevis.
Stk. 2. Fartøjet, jf. stk. 1, må ikke anvendes til fiskeri før ændringen fremgår af ejerens licens.
§ 12. Såfremt et havgående eller kystnært fartøj skifter ejer, kan købsaftalen, hvis denne er underskrevet af køber og sælger, godtages som midlertidig dokumentation, indtil nyt korrekt nationalitetsbevis foreligger.
Kapitel 4
Licenstyper
Tidsbegrænset licens med højst tilladt fangstmængde
§ 13. Tidsbegrænset licens, hvortil der er knyttet en højst tilladt fangstmængde, og som ikke er omfattet af IOK-ordningen, jf. § 15, er en forudsætning for erhvervsmæssigt fiskeri:
1) med fartøjer over 120 BT og 17 meter l.o.a.,
2) efter kammuslinger, uanset fartøjsstørrelse,
3) med grønlandsk registrerede fartøjer i fiskeriterritorier, hvor andre lande eller regionale fiskeriorganisationer har kompetence til at regulere fiskeriet, og
4) med udenlandske fartøjer på Grønlands fiskeriterritorium eller udenlandske fartøjer på grønlandsk licens udenfor Grønlands fiskeriterritorium.
Stk. 2. Tidsbegrænset licens, hvortil der er knyttet en højst tilladt fangstmængde, er en forudsætning for erhvervsmæssigt fiskeri i ikke-regulerede internationale områder.
Stk. 3. Tildeling af licens beror på en vurdering af den fastsatte kvote for arten, den ansøgte kapacitet blandt ansøgerne og de kriterier for tildelingen, som er fastsat af Naalakkersuisut, jf. § 24.
Stk. 4. Licens udstedes for 1 kvoteår ad gangen. I tilfælde hvor den videnskabelige rådgivning gælder for flere kvoteår ad gangen og der samtidig fastsættes en flerårig TAC, kan der udstedes licenser til flere kvoteår.
Tidsbegrænset licens uden højst tilladt fangstmængde
§ 14. Tidsbegrænset licens, hvortil der ikke er knyttet en højst tilladt fangstmængde (olympisk fiskeri), er en forudsætning for:
1) erhvervsmæssigt fiskeri på bestande, hvor den kvote som må fiskes, er fælles for grønlandsk registrerede fartøjer,
2) erhvervsmæssigt kystnært fiskeri med et fiskefartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder, jf. dog § 13, stk. 1, nr. 3 og § 15, stk. 1, nr. 4 og 5,
3) erhvervsmæssigt fiskeri med grønlandsk registrerede fartøjer i særlige tilfælde, hvor den videnskabelige rådgivning ikke giver anledning til at fastsætte en kvote, og
4) erhvervsmæssigt fiskeri med udenlandske fartøjer på Grønlands fiskeriterritorium.
Stk. 2. Tildeling af licens i medfør af stk. 1, nr. 1 og 2, sker på baggrund af § 16 og § 18.
Stk. 3. Tildeling af licens i medfør af stk. 1, nr. 3, sker på baggrund af internationale aftaler.
Stk. 4. Licens udstedes for 1 år ad gangen. I tilfælde hvor den videnskabelige rådgivning gælder for flere år ad gangen, og der samtidig fastsættes en flerårig TAC kan der udstedes licens, der gælder i flere år.
Licens til fiskeri med individuelle omsættelige kvoter (IOK-ordningen)
§ 15. Licens til fiskeri under IOK-ordningen er en forudsætning for
fiskeri:
1) efter rejer ved Vest- og Østgrønland, uanset fartøjsstørrelse,
2) efter havgående hellefisk ved Vest- og Østgrønland,
3) efter kystnært fiskeri efter hellefisk med fartøjer større end 6 meter l.o.a.,
4) efter hellefisk med et fiskefartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder i forvaltningsområde 47, når aktøren er underlagt ordning med individuelle, omsættelige kvoter, og
5) efter krabber ved Vestgrønland, uanset fartøjsstørrelse.
Stk. 2. Ved kystnært fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47, kan aktøren vælge, om man ønsker at indgå under ordningen med individuelle omsættelige kvoter, eller om man vil forblive i olympisk fiskeri, jf. § 14.
Stk. 3. Ejerens kvoteandel påføres licensen og angiver for en 10-årig periode, størrelsen af den til aktøren knyttede kvoteandel, som vil være gældende med tillæg af anskaffede og reduktion af afhændede kvoteandele.
Stk. 4. I tilknytning til en licens til fiskeri med individuelle omsættelige kvoter, udstedes der hvert år, inden kvoteårets begyndelse, en årskvotemeddelelse med angivelse af mængden for det pågældende år og eventuel produktionstilladelse samt fartøjer, der må anvendes.
Kapitel 5
Ansøgning om licens
Tidsbegrænset licens uden højst tilladt fangstmængde
§ 16. En licens, jf. § 14, stk. 1, nr. 1 og 2, tildeles alene aktører, som har haft tilsvarende licens i det forudgående kalenderår, samt aktører der har modtaget dispensation i henhold til stk. 3, eller som opfylder betingelserne i § 18. Tildeling af licens forudsætter ansøgning, jf. § 17.
Stk. 2. Hvis en licens, jf. § 14, ikke er påbegyndt udnyttet inden 1. december, bortfalder retten til at få udstedt licens det efterfølgende kalenderår.
Stk. 3. En ansøger, der har mistet retten til at få udstedt licens grundet manglende ansøgning, jf. stk. 1, eller grundet manglende udnyttelse, jf. stk. 2, kan af Naalakkersuisut meddeles dispensation når den manglende ansøgning eller udnyttelse skyldes:
1) borgerligt ombud,
2) bestyrelsesarbejde i erhvervsorganisationer,
3) ansøgerens uddannelse eller nærtståendes uddannelse,
4) havari,
5) værftsophold,
6) længerevarende sygdom,
7) dødsfald eller alvorlig sygdom i ansøgerens nærmeste familie, eller
8) manglende indhandlingskapacitet.
Stk. 4. Dispensation, jf. stk. 3, kan kun udstedes såfremt der fremsendes ansøgning med udførlig dokumentation på at den pågældende hændelse har fundet sted.
§ 17. Ansøgning om licens til kystnært fiskeri med et fiskefartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder skal indgives til kommunen i ansøgers bopælskommune. Ansøger skal anvende det ansøgningsskema, som kan findes til dette formål på www.sullissivik.gl.
Stk. 2. Ansøgning om licens til kystnært fiskeri med andre fartøjer end fiskefartøjer på 6 meter l.o.a. eller derunder, indgives til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst. Ansøger skal anvende det ansøgningsskema, som kan findes til dette formål på www.sullissivik.gl.
§ 18. Der meddeles licens til nye aktører, det vil sige aktører, som ikke opfylder betingelserne i § 16, stk. 1 og 2, som er 18 år eller derover, og som opfylder fiskerilovens adgangskrav. For kystnært fiskeri efter hellefisk med tidsbegrænset licens uden højst tilladt fangstmængde kan der alene tildeles licens til ansøgere fra og med 18 år og til og med 29 år, jf. dog § 19. En ansøger skal derudover opfylde følgende krav:
1) Have bestået en maritim fiskeriuddannelse, eller på anden måde erhvervet sig tilsvarende kundskaber, og
2) eje det fartøj samt fiskeredskaber, der skal anvendes til fiskeriet.
Stk. 2. Tilsvarende kundskaber, jf. stk. 1, nr. 1, kan dokumenteres ved udtalelser om ansøgers fiskerikundskaber fra:
1) bopælskommunen,
2) den lokale fisker- og fangerforening,
3) en person, som har licens til fiskeri, og som ansøgeren har fisket sammen med, eller
4) en nuværende eller tidligere arbejdsgiver.
Stk. 3. Hvis en ansøger har, eller tidligere har haft, erhvervsfangerlicens eller licens til erhvervsfiskeri, indgår det også i vurderingen om ansøgeren har opnået tilsvarende kundskaber, jf. stk. 1, nr. 1.
Stk. 4. Naalakkersuisut kan standse udstedelse af nye licenser, hvis forholdet mellem ressource og kapacitet i det pågældende fiskeri tilsiger det. Standsningen meddeles ved Naalakkersuisuts udstedelse af offentlig meddelelse herom.
§ 19. En ansøger som har haft relevant arbejde ombord på et fiskerfartøj som navigatør eller fisker i mere end 5 år, inden for de sidste 15 år, er undtaget alderskravet på 29 år, i § 18, stk. 1.
Stk. 2. Kravet i stk. 1 skal dokumenteres ved fremsendelse af ansættelsesdokumenter ved ansøgning om licens.
§ 20. Efter skriftlig ansøgning kan Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst udstede en særlig dispensation fra kravet om licens i forudgående år, jf. § 16, stk. 1, samt fra kravene i § 18, stk. 1, til ansøgere, der bor i områderne Qaanaaq eller Østgrønland.
§ 21. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan til brug for vurderingerne i henhold til §§ 18-20 indhente nødvendige supplerende oplysninger om ansøgeren fra:
1) bopælskommunen,
2) den lokale fisker- og fangerforening, og
3) tidligere arbejdsgivere.
§ 22. Naalakkersuisut kan fastsætte særlige betingelser for enkelte fiskerier, som en ansøger også skal opfylde for at få udstedt licens, jf. kapitel 7.
Licenstildeling til havgående fiskeri med tidsbegrænset licens med højst tilladt fangstmængde
§ 23. Ansøgning om licens til havgående fiskeri skal indgives til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst. Ansøgere skal anvende det ansøgningsskema til havgående fiskeri, som kan findes på www.sullissivik.gl.
Stk. 2. Ansøgning om licens til fiskeri i det kommende kalenderår, jf. stk. 1, skal være kommet frem til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst før 1. november.
Stk. 3. Stk. 1 omfatter ikke fiskeri, som er indbefattet af IOK-ordningen.
§ 24. Fordeling af kvoter, jf. § 13, stk. 3, sker på følgende vilkår:
1) Kvoterne fordeles til de rederier, der har haft kvote det foregående år og med udgangspunkt i det enkelte rederis relative del af TAC’en for den enkelte bestand, idet der kan tages hensyn til rederiets faktiske kvoteoptag.
2) Såfremt der er en restkvote til rådighed efter fordeling, jf. nr. 1, kan kvoten fordeles til eksisterende rederier eller nye rederier efter vurdering fra Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst. Der kan ved vurderingen bl.a. tages hensyn til rederiernes behov for yderligere kvote, fiskeriets geografiske udvikling, sikring af økonomisk bæredygtige rederier, herunder et helt års økonomisk bæredygtigt fiskeri for nye rederier, samt det størst mulige samfundsøkonomiske udbytte.
Licenstildeling til ikke-erhvervsmæssigt kystnært fiskeri
§ 25. Naalakkersuisut kan til ikke-erhvervsmæssige fiskere fastsætte en torskekvote, som kan indhandles. Fiskeri på denne kvote kræver licens.
Stk. 2. Ansøgere, jf. stk. 1, skal søge om licens til indhandling af torsk ved deres bopælskommune.
Stk. 3. Ansøgere, jf. stk. 1, skal opfylde følgende betingelser for at kunne få tildelt licens:
1) ansøger må ikke være erhvervsfisker, og
2) alle dokumenter der indsendes skal udfyldes klart og læseligt.
Stk. 4. Den ifølge stk. 2 udstedte licens skal forevises ved indhandlingsstedet.
Kapitel 6
Særligt for visse fiskerier
Kystnært fiskeri efter hellefisk
§ 26. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan udstede følgende licenstyper til kystnært fiskeri efter hellefisk:
1) Licens til fiskeri under IOK-ordningen, jf. § 15, i forvaltningsområde 47, der består af forvaltningsområderne Diskobugten, Uummannaq og Upernavik.
2) Licens til olympisk fiskeri, jf. § 14, i forvaltningsområde 47 og i de øvrige forvaltningsområder. Dette fiskeri kan alene finde sted med et fiskefartøj på 6 meter l.o.a. eller derunder.
Stk. 2. En indehaver af en licens i forvaltningsområde 47, kan ikke samtidig tildeles licens til fiskeri efter hellefisk i andre forvaltningsområder. En indehaver af en licens udenfor forvaltningsområde 47, kan ikke samtidig tildeles licens til fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47.
§ 27. Licens til fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47 kan benyttes i forvaltningsområderne Diskobugten, Uummannaq og Upernavik (underområderne).
Stk. 2. Licens til forvaltningsområder, som ikke er nævnt i stk. 1, kan benyttes i alle øvrige kystnære forvaltningsområder, men ikke i forvaltningsområde 47.
Stk. 3. Når TAC’en for et underområde i forvaltningsområde 47 er opfisket for et givent år, skal fiskeriet i underområdet ophøre. Aktøren vil da kunne fortsætte sit fiskeri i et andet underområde, hvor kvoten ikke er opfisket.
Stenbider
§ 28. Naalakkersuisut fastsætter hvert år kvoterne for stenbider i henhold til de fastsatte forvaltningsplaner for forvaltningsområderne.
Stk. 2. Der kan ansøges om licens til 2 forvaltningsområder per kvoteår, henholdsvis det forvaltningsområde hvor ansøgeren har bopæl og et tilstødende forvaltningsområde.
§ 29. Erhvervsmæssigt fiskeri efter stenbiderhunner er kun tilladt i den fiskeriperiode, der fastsættes af Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
§ 30. Meddelelser vedrørende kvote for hvert enkelt forvaltningsområde, meddeles af Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst ved offentlig meddelelse, herunder på Naalakkersuisuts hjemmeside. Ligeledes meddeles når den samlede kvote er opbrugt.
Stk. 2. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan efter fiskeriperiodens ophør i et forvaltningsområde overføre uopfisket kvote til et andet forvaltningsområde, hvor kvoten ikke er opfisket.
Stk. 3. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst offentliggør fiskeriperioderne senest 1 uge inden fiskeri efter stenbider i det pågældende forvaltningsområde påbegyndes.
Laks
§ 31. Erhvervsmæssigt fiskeri efter laks er betinget af en licens, der efter ansøgning udstedes af Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
Stk. 2. En licens kan kun udstedes til de ansøgere, som opfylder følgende betingelser:
1) Ansøgeren ejer selv det anvendte laksegarn og fartøj.
2) Ansøgeren oplyser i forbindelse med ansøgningen om antal laksegarn samt type eller mærke på de garn, som ansøgeren er i besiddelse af.
3) For ansøgere, der har haft licens i forrige fiskerisæson, skal rapporteringspligten i henhold til de til enhver tid gældende rapporteringskrav i forrige fiskerisæson være opfyldt.
§ 32. Kun personer med licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter laks må sælge laks fanget inden for bekendtgørelsens anvendelsesområde. Salg af laks må kun ske via det lokale bræt og til lokale institutioner.
§ 33. For erhvervsmæssigt fiskeri fastsætter Naalakkersuisut hvert år den grønlandske kvote for laks under hensyntagen til internationale aftaler, der er indgået med henblik på ressourcernes bevarelse og reproduktion.
Kammuslinger
§ 34. Naalakkersuisut fastsætter hvert år en kvote for kammuslinger for hvert af følgende forvaltningsområder:
1) Nuuk.
2) Aqajarua (Mudderbugten).
3) Attu.
4) Sisimiut-Syd (Saqqaq).
5) Sisimiut-nord (Kangaarsuk).
6) Nordre Strømfjord (Nassuttooq).
§ 35. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan udstede licens til erhvervsmæssigt fiskeri efter kammuslinger i de 6 forvaltningsområder som fastsat i § 34.
§ 36. Kammuslingekvoterne fordeles efter § 24, uanset i hvilket forvaltningsområde fangsterne tages.
§ 37. Fartøjer med erhvervsmæssig licens til fiskeri efter kammuslinger må uanset fartøjets størrelse både fiske i området mellem kysten og en linje, der ligger 3 sømil uden for fiskeriterritoriets basislinje og i området uden for.
Kapitel 7
Chartring af fartøjer
§ 38. Et rederi kan uanset § 10, stk. 3, ved særlige omstændigheder som havari eller lignende eller i tilfælde af at fiskerilovens §§ 36 eller 37 er opfyldt ansøge Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst om tilladelse til midlertidigt at chartre et grønlandsk fartøj til udførslen af et erhvervsmæssigt fiskeri.
Stk. 2. Ansøger med licens til udførelse af erhvervsmæssigt fiskeri kan, jf. omstændighederne i stk. 1, tillades en chartringsperiode på maksimalt 3 måneder. Hvis de særlige omstændigheder strækker sig udover de 3 måneder, skal ansøgeren indgive en ny ansøgning.
Stk. 3. En ansøgning skal indeholde:
1) begrundelse for ansøgningen,
2) beskrivelse af de særlige omstændigheder, og
3) underskrevet charteraftale, der alene er betinget af myndighedsgodkendelse, jf. stk. 4.
Stk. 4. Aftalen jf. stk. 3, nr. 3, skal angive:
1) den udchartrende part og den indchartrende part,
2) det pågældende fartøj ved navn, radiokaldesignal og havnekendingsnummer,
3) de berørte licenser, og
4) perioden hvor fartøjet skal chartres med angivelse af start- og slutdato.
§ 39. Ansøger med licens til erhvervsmæssigt forsøgsfiskeri kan efter tilladelse fra Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst indchartre et grønlandsk fartøj i fiskeriperioden for det givne erhvervsmæssige forsøgsfiskeri.
Stk. 2. Ansøger skal fremsende en kopi af charteraftalen, der skal angive:
1) aftalens udchartrende part og den indchartrende part,
2) charteraftalens varighed med start og slutdato,
3) fartøjets navn og tidligere navne,
4) fartøjsejerens navn og adresse,
5) fartøjets flagstat samt IMO-nummer, og
6) kopi af fartøjets nationalitetsbevis, målebrev samt dokumentation på at fartøjet er forsynet med et IMO-nummer.
Stk. 3. Hvis en charteraftale ophører før indmeldt slutdato, skal ansøgeren straks meddele dette til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
§ 40. Ansøger med et aktivt landanlæg kan efter tilladelse fra Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst indchartre et fartøj til midlertidigt at fungere som indhandlingsfartøj under opfyldelse af kravene i den til enhver tid gældende bekendtgørelse for indhandlingskibe.
Stk. 2. Tilladelsen meddeles efter aktørens fremsendelse af ansøgning vedlagt følgende oplysninger:
1) Ansøger skal fremsende en kopi af charteraftalen, der skal angive aftalens udchartrende part og den indchartrende part, charteraftalens varighed med start og slutdato, fartøjets navn og tidligere navne, fartøjsejerens navn og adresse, fartøjets flagstat samt IMO-nummer.
2) Ansøger skal fremsende kopi af fartøjets nationalitetsbevis, målebrev samt dokumentation på at fartøjet er forsynet med et IMO-nummer.
Stk. 3. Hvis en charteraftale ophører før indmeldt slutdato, skal ansøgeren straks meddele dette til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
§ 41. Et grønlandsk fartøj må kun indgå i 1 charteraftale ad gangen. Et grønlandsk fartøj må derfor ikke indgå i fiskeri som led i flere charteraftaler eller indgå i en undercharteraftale på samme tid.
§ 42. Et fartøj, der er omfattet af en charteraftale, må i samme periode ikke være omfattet af licenser med forskellige licensejere.
Stk. 2. Fartøjet, jf. stk. 1, vil blive midlertidigt suspenderet fra den udchartrende parts licens i charteraftaleperioden.
Stk. 3. Den udchartrende part må ikke indchartre et andet fartøj i chartringsperioden.
§ 43. Ethvert chartret fartøj skal påbegynde og afslutte en chartringsperiode med tom last.
§ 44. Ansøger kan med tilladelse fra Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst chartre et udenlandsk fartøj til udførelsen af erhvervsmæssigt fiskeri eller erhvervsmæssigt forsøgsfiskeri. Tilladelse kan gives såfremt der ikke er adgang til den nødvendige kapacitet, de nødvendige redskaber eller den nødvendige teknologi på grønlandske fartøjer.
Stk. 2. Ansøger skal fremsende:
1) en kopi af charteraftalen, der skal angive:
a) aftalens udchartrende part og den indchartrende part,
b) charteraftalens varighed med start og slutdato,
c) fartøjets navn og tidligere navne,
d) fartøjsejerens navn og adresse, og
e) fartøjets flagstat samt IMO-nummer.
2) en kopi af fartøjets nationalitetsbevis, målebrev samt dokumentation på at fartøjet er forsynet med et IMO-nummer.
3) dokumentation på, at fartøjet er forsynet med VMS-system samt at fartøjet ikke er på nogen IUU-lister, ved, at ansøger indhenter en bekræftelse på dette fra den relevante flagstats kompetente fiskerimyndighed.
4) dokumentation på, at flagstaten er medlem af enten:
a) Northwest Atlantic Fisheries Organization (NAFO),
b) North-east Atlantic Fisheries Commission (NEAFC), eller
c) en regional fisheries management organisation (RFMO), der har tiltrådt Food and Agriculture Organization of the United Nations (FAO) Port State Measures Agreement (PSMA) samt implementeret FAO´s International Plan of Action to Prevent, Deter and Eliminate Illegal, Unreported and Unregulated Fishing (IUU), ved at ansøger indhenter en bekræftelse på dette fra den relevante flagstats kompetente fiskerimyndighed.
Stk. 3. Hvis fartøjet har optrådt på en licens i indeværende kvoteår er det undtaget fra stk. 2, nr. 3-4.
Stk. 4. Hvis en charteraftale ophører før indmeldt slutdato, skal ansøgeren straks meddele dette til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst.
§ 45. Udenlandsk chartring af grønlandske fartøjer til fiskeri uden for Grønlands fiskeriterritorium kan efter ansøgning til Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kun tillades under følgende betingelser:
1) Grønlandske fiskerfartøjer må ikke fiske som led i charteraftale, hvis der er en fiskeriaftale i kraft for det pågældende område, medmindre andet er fastsat i den relevante fiskeriaftale.
2) Et grønlandsk fartøj, der er omfattet af en charteraftale, må ikke i samme periode være på en grønlandsk licens. Det grønlandske fartøj vil blive midlertidigt suspenderet fra den udchartrende parts licens i charteraftaleperioden. Fangster taget af et grønlandsk fartøj, der er omfattet af en charteraftale, skal fratrækkes den indchartrende parts nationale fiskekvoter.
3) Et grønlandsk fiskerfartøj må kun fiske i et andet lands farvande efter bestande, der forvaltes af en regional fiskeriforvaltningsorganisation hvis det pågældende land er kontraherende part eller ikke-kontraherende samarbejdspart i den relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisation.
§ 46. Tilladelse til chartring af fartøj skal meddeles under iagttagelse af fiskerilovens § 1.
Stk. 2. Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst kan i forbindelse med meddelelsen af tilladelse til chartring af fartøj fastsætte vilkår herfor med henblik på bedst muligt at sikre, at fiskerilovens formål opnås.
Kapitel 8
Stop for fiskeri
§ 47. Når en kvote eller årskvotemængde er opfisket, eller en fiskeriperiode er udløbet, skal alt fiskeri straks ophøre og alle redskaber være optaget.
Stk. 2. For grønlandske fartøjer, der fisker på en fælles kvote, vil tidspunktet for standsning blive meddelt ved offentlig meddelelse, herunder på Naalakkersuisuts hjemmeside og direkte til relevante parter.
Stk. 3. For alle udenlandske fartøjer, der fisker på Grønlands fisketerritorium, vil tidspunktet for standsning af fiskeri blive meddelt direkte til det pågældende fartøj. For EU-fartøjer sendes tilsvarende meddelelse til EU-Kommissionen. For øvrige ikke-grønlandske fartøjer sendes tilsvarende meddelelse til det pågældende lands fiskerimyndighed.
Stk. 4. Aktører, som deltager i det i § 14 omhandlede fiskeri, skal standse alt køb og salg af fangster på det i stk. 1 angivne tidspunkt.
Kapitel 9
Foranstaltninger
§ 48. Overtrædelse af § 3, stk. 1 og stk. 4-5, §§ 6 og 7, § 9, § 10, stk. 1 og 6, § 11, stk. 2, § 29, § 31, stk. 2, nr. 3, § 32, § 40, stk. 3, § 41, § 42, stk. 1 og 3, § 43, § 44, stk. 4, § 45, nr. 1, nr. 2, 1. pkt., og nr. 3, samt § 47, stk. 1 og 4, kan medføre foranstaltninger i form af bøde og konfiskation efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 2. For overtrædelse eller tilsidesættelse af forskrifter, pålæg, beslutninger truffet og vilkår fastsat af Naalakkersuisut i henhold til denne bekendtgørelses § 4, stk. 1, § 22, § 38, stk. 1, § 39, stk. 1, § 40, stk. 1, § 44, stk. 1, samt § 46, stk. 2, kan der fastsættes foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 3. Bøder, jf. stk. 1 og 2, kan pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 4. Sager efter stk. 1-3 anlægges ved Retten i Grønland som 1. instans.
Stk. 5. Bøder og konfiskationer, der fastsættes efter stk. 1 og 2, tilfalder Landskassen.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses-, ophævelses- og overgangsbestemmelser
§ 49. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2025.
Stk. 2. § 10, stk. 3, nr. 2, træder dog først i kraft den 1. januar 2026.
Stk. 3. Samtidig med stk. 1 ophæves:
1) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 74 af 28. november 2023 om licenser og kvoter til fiskeri.
2) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 29 af 28. juli 2022 om fiskeri efter laks.
3) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 38 af 19. december 2022 om kystnært fiskeri efter hellefisk.
4) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 1 af 4. januar 2022 om fiskeri efter krabber.
5) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 8 af 9. februar 2024 om fiskeri efter stenbider.
6) Selvstyrets bekendtgørelse nr. 2 af 8. februar 2023 om fiskeri efter kammuslinger.
Grønlands Selvstyre, den 5. februar 2025
Kim Kielsen (sign.)
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst
/ Emanuel Rosing (sign.)
-
PDF (1.06MB)