Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 22
24. april 2024
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. på psykiatrisk afdeling

I medfør af § 32, stk. 4, i Inatsisartutlov nr. 11 af 12. juni 2019 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, fastsættes:

 

  § 1.  Overlægens beslutning efter Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 32, stk. 1 om:

1)  at patientens post skal åbnes og kontrolleres, skal anføres i patientens journal.

2)  at patientens stue og ejendele skal undersøges, skal anføres i patientens journal.

3)  at der skal foretages kropsvisitation af patienten, skal anføres i patientens journal.

  Stk. 2.  Det skal tillige angives i patientens journal hvilke konkrete forhold, der begrunder mistanken om, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande er eller vil blive indført til patienten.

 

  § 2.  Patientens post kan alene undersøges for, om de i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien § 32, stk. 1 nævnte medikamenter, rusmidler eller farlige genstande findes i posten. Det er ikke tilladt at læse det skriftlige indhold i posten.

  Stk. 2. Kun forsendelser til patienten er omfattet af denne bekendtgørelse. Breve og pakker, som patienten sender, er derfor ikke omfattet.

 

  § 3.  Afdelingen skal opbevare medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som er beslaglagt under de i § 1 nævnte indgreb, indtil det skønnes forsvarligt, at patienten kan få disse udleveret.

  Stk. 2.  Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med lovgivningen. Politiet kan beslutte om disse medikamenter, rusmidler og farlige genstande skal konfiskeres eller destrueres.

 

  § 4.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. april 2024.

  Stk. 2.  Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 14 af 2. december 2013 om Undersøgelse af post, patientstuer og ejendele, kropsvisitation samt beslaglæggelse og tilintetgørelse af genstande m.v. på psykiatrisk afdeling.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 23. april 2024

 

 

Agathe Fontain (sign.)

Naalakkersuisoq for Sundhed

 

 

/ Nike Berthelsen (sign.)