I medfør af § 14, stk. 7, § 15, stk. 3, § 20 og § 31 i Inatsisartutlov nr. 11 af 12. juni 2019 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien fastsættes:

 

Kapitel 1

Tvangsbehandling

 

Tvangsmedicinering

 

  § 1.  Tvangsmedicinering må kun anvendes, når andre behandlingsmuligheder må anses for uanvendelige.

 

  § 2. Tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred.

  Stk. 2. Overlægen skal i sin vurdering af betænkningstidens varighed bl.a. lægge vægt på sygdommens alvorlighed og varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet, om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former for tvang, samt patientens forpinthed.

  Stk. 3. Forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal patienten så vidt muligt have haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med sin patientrådgiver.

  Stk. 4. I betænkningstiden skal patienten dagligt tilbydes den pågældende medicin til frivillig indtagelse, og den forsøgte motivation skal journalføres.

  Stk. 5. Tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte akutte farlige situationer, at patienten og patientrådgiveren er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger.

 

  § 3. Ved tvangsmedicinering skal bivirkninger observeres nøje og skal, så snart de konstateres, søges modvirket bedst muligt. Det skal i den forbindelse nøje overvejes, om tvangsmedicineringen bør opretholdes i det hidtidige omfang.

  Stk. 2. Brug af ekstraordinært store doser må ikke finde sted.

 

  § 4. Depotpræparater bør i videst muligt omfang undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvor reaktionen på behandlingen er ukendt.

 

  § 5. Ved tvangsmedicinering skal der altid være en læge til stede.

 

Tvangsernæring

 

  § 6. Tvangsernæring må kun gennemføres, hvis patienten opfylder betingelserne i § 11 i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, og tvangsernæringen er nødvendig for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.

 

Tvangsbehandling af en legemlig lidelse

 

  § 7. Når der ved ophold på somatisk afdeling er behov for at anvende tvang, kan dette alene ske efter den psykiatriske overlæges og overlægen på den somatiske afdelings bestemmelse efter reglerne i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

  Stk. 2. Iværksættelse af tvangsforanstaltninger efter stk. 1 foretages af plejepersonalet fra psykiatrisk afdeling i samarbejde med personalet fra den somatiske afdeling.

 

  § 8. Så snart patientens tilstand og den somatiske behandling tillader det, skal patienten, efter aftale mellem den psykiatriske overlæge og overlægen på den pågældende somatiske afdeling, flyttes til psykiatrisk afdeling.

 

Klage

 

  § 9. Klage over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

 

Kapitel 2

Tvungen opfølgning efter udskrivning

 

  § 10. Tvungen opfølgning efter udskrivning må alene anvendes over for personer, der opfylder betingelserne herfor, jf. § 19 i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

  Stk. 2. Overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan alene indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinsk behandling i en af sundhedsvæsenets institutioner, herunder distriktspsykiatrien.

  Stk. 3. Det skal anføres i patientjournalen, hvilke forhold, der forud for og i forbindelse med den aktuelle indlæggelse ligger til grund for, at det må antages, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den nødvendige behandling, samt hvilke konsekvenser et ophør af behandlingen vil have for patientens helbred.

  Stk. 4. Det skal fremgå af behandlingsplanen, i hvilket omfang, der om fornødent kan anvendes magt til tvangsbehandlingens gennemførelse i det tilfælde, patienten bringes ind til tvangsmedicinering på en af sundhedsvæsenets institutioner.

 

  § 11. Medicinering i forbindelse med tvungen opfølgning efter udskrivning skal ske efter reglerne i § 5 i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

  Stk. 2. Den anvendte medicinske behandling, herunder eventuelt i depotform, skal have en kendt gavnlig effekt på patienten.

  Stk. 3. Overlægen på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling har ansvaret for at sikre, at behandlingen under den tvungne opfølgning efter udskrivning har god effekt på patientens tilstand og ikke er forbundet med uforholdsmæssige store bivirkninger.

 

  § 12. Møder patienten ikke op til den aftalte medicinske behandling, kan overlægen på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling beslutte, at patienten skal føres tilbage til den pågældende sundhedsinstitution med politiets bistand med henblik på tvangsmedicinering.

  Stk. 2. Forud for kontakten til politiet skal det sikres, at der har været gjort rimelige forsøg på at komme i kontakt med patienten.

  Stk. 3. Anmodningen til politiet om politiets assistance skal fremsættes i så god tid som muligt, og anmodningen skal ledsages af fyldestgørende oplysninger om den person, der skal afhentes.

  Stk. 4. Afhentningen og transporten skal gennemføres så skånsomt og diskret som muligt, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe, jf. § 5, stk. 3, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. De medvirkende polititjenestemænd skal så vidt muligt være civilklædte. Befordres patienten i et af politiets køretøjer, skal dette så vidt muligt ske i et civilt tjenestekøretøj.

  Stk. 5. Den sundhedsperson, der, jf. § 19, stk. 3, 2. pkt. i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien så vidt muligt skal være til stede ved politiets afhentning, skal hvis muligt være kendt af patienten og have kendskab til patienten og dennes behandlingsforløb.

  Stk. 6. Modstand fra patientens side under afhentning og tvangsmedicinering bør ikke få konsekvenser for patientens behandlingsforløb og patientens muligheder. Der bør over for patienten, udvises særlig forståelse for dennes reaktion under afhentning og tvangsmedicinering.

 

  § 13. Såfremt overlægen på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling beslutter at forlænge den tvungne opfølgning efter udskrivning i indtil 3 måneder, jf. § 19, stk. 6, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, skal patienten underrettes herom i rimelig tid og senest 1 uge inden udløbet af den aktuelle tvungne opfølgning.

  Stk. 2. Overlægen skal give patienten mundtlig og skriftlig underretning om forlængelsen, senest når patienten møder op til den sidst aftalte medicinering i den aktuelle opfølgningsperiode.

 

  § 14. Klage over beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning har opsættende virkning.

  Stk. 2. Klage over overlægens beslutning om afhentning af politiet samt overlægens beslutning om forlængelse af tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 19, stk. 3 og stk. 6, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien har ikke opsættende virkning.

 

Kapitel 3

Tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt

 

Tvangsfiksering

 

  § 15. Tvangsfiksering må kun anvendes i det i § 21, stk. 2, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, nævnte omfang.

  Stk. 2. Det er en forudsætning for den lægelige ordination, at lægen på grundlag af patientens aktuelle tilstand har vurderet nødvendigheden af tvangsfiksering, og at anvendelse af andre midler, for eksempel øget tilsyn, har vist sig utilstrækkelig eller uigennemførlig som følge af patientens tilstand.

  Stk. 3. Beslutning om, at der foruden bælte skal anvendes hånd- og fodremme, samt handsker, træffes i overensstemmelse med § 22, stk. 2, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

  Stk. 4. Beslutninger jf. stk. 3, i overlægens fravær træffes i overensstemmelse med § 6, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

 

  § 16. En patient, der er tvangsfikseret med bælte, skal have fast vagt.

  Stk. 2. En fast vagt er en hertil udpeget sygeplejerske, plejeperson eller andet kvalificeret personale, som ikke samtidig har andre arbejdsopgaver end at tage sig af den eller de bæltefikserede patienter.

  Stk. 3. Tilsynet skal udføres under hensyntagen til patientens ønsker og med respekt for dennes værdighed og selvfølelse.

  Stk. 4. Patienten skal have ret til et vist privatliv, når dette ikke er uforeneligt med hensynet til patientens sikkerhed.

 

  § 17. Så længe en tvangsfiksering opretholdes, skal der foretages fornyet lægelig vurdering af spørgsmålet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen, så ofte som forholdene tilsiger det, dog mindst 1 gang i døgnet, efter at beslutningen om anvendelse af tvangsfiksering er truffet. Lægens vurdering skal tilføres journalen.

  Stk. 2. Det tilkommer dog til enhver tid plejepersonalet at bringe en tvangsfiksering til ophør, når der ikke længere er behov for at opretholde denne.

 

  § 18. Iværksættelse af fiksering af patienter, der af tryghedsgrunde selv anmoder herom, må kun ske med samtykke fra en læge.

  Stk. 2. Patienter, der fikseres i henhold til stk. 1, skal have tilbud om fast vagt.

  Stk. 3. Anmodningen, samt den eventuelle fiksering, skal noteres i patientjournalen og tvangsprotokollen.

 

Kapitel 4

Beskyttelsesfiksering

 

  § 19. Forud for anvendelse af beskyttelsesfiksering skal der foreligge en lægelig ordination, efter at lægen har tilset patienten.

  Stk. 2. Den lægelige ordination af beskyttelsesfiksering skal angive, i hvilket omfang og i hvilke bestemte situationer et vist middel til beskyttelsesfiksering må anvendes.

  Stk. 3. Administrationen af den ordinerede beskyttelsesfiksering kan overlades til plejepersonalet i det enkelte tilfælde.

 

  § 20. Midler til beskyttelsesfiksering omfatter stofbælter og lignende, der på hensynsfuld måde bruges for at forhindre patienten i at komme til skade ved at falde ned fra seng eller stol eller ved at vandre omkring i forvirret tilstand.

  Stk. 2. Valg af middel træffes efter et skøn over, hvad der bedst opfylder beskyttelsesformålet og ud fra en vurdering af, hvad den pågældende patient befinder sig bedst med.

 

Obligatorisk efterprøvelse

 

  § 21. Det påhviler såvel læger som sygeplejepersonalet at påse, at beskyttelsesfiksering ikke benyttes i videre omfang, end hensynet til patientens sikkerhed kræver, og at spørgsmålet om ændring af ordinationen rejses så snart, der er anledning dertil.

 

Kapitel 5

Personlig skærmning og aflåsning af døre i afdelingen

 

Personlig skærmning

 

  § 22. Personlig skærmning efter § 27, stk. 1, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien skal ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse forstås således, at patienten til stadighed er under opsyn, herunder ved badning og toiletbesøg, og at der dermed er mulighed for hurtig indgriben fra personalets side.

  Stk. 2. Beslutningen om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset patienten. Beslutningen skal noteres i tvangsprotokollen samt patientens journal.

 

Aflåsning af døre i afdelingen

 

  § 23. Beslutning om aflåsning af døre i afdelingen træffes af en læge.

  Stk. 2. Patienter, der ikke er omfattet af en beslutning om aflåsning af døre i afdelingen, skal ved henvendelse til afdelingens personale så vidt muligt straks tilbydes mulighed for at kunne forlade afdelingen, hvis de anmoder herom.

  Stk. 3. Alle patienter på afdelingen skal straks efter, at en beslutning om aflåsning er truffet, underrettes herom, herunder om muligheden for at kunne forlade afdelingen, jf. stk. 2.

 

Kapitel 6

Personlig hygiejne under anvendelse af tvang

 

  § 24. Personlig hygiejne under anvendelse af tvang jf. § 30 i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, kan f.eks. omfatte badning, hårvask, tandbørstning, skiftning af bleer og bind hos f.eks. demente patienter, tøjskift m.v. Overlægens beslutning og begrundelsen herfor skal tilføres journalen.

  Stk. 2.  Overlægens beslutning og begrundelsen efter stk. 1, skal tilføres journalen.

  Stk. 3. Eventuelle klager over personlig hygiejne under anvendelse af tvang rettes til sygehusmyndigheden.

 

Kapitel 7

Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser

 

  § 25.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 26. april 2024

  Stk. 2. Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 20 af 2. december 2013 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatrisk afdeling.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 23. april 2024

 

 

Agathe Fontain (sign.)

Naalakkersuisoq for Sundhed

 

 

/ Nike Berthelsen (sign.)