Selvstyrets bekendtgørelse om visse fluorholdige drivhusgasser
I medfør af § 10, stk. 1, nr. 1, 7 og 20, § 10, stk. 3, og § 66, stk. 3, i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet, og § 32, stk. 4, og § 63 i Inatsisartutlov nr. 15 af 8. juni 2017 om beskyttelse af havmiljøet, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 8 af 27. november 2018, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne bekendtgørelse gælder for landterritoriet og for søterritoriet.
Stk. 2. Bekendtgørelsen regulerer kontrollerede stoffer, herunder produkter, der indeholder kontrollerede stoffer, eller hvis funktion er afhængig af disse stoffer.
Stk. 3. Ved kontrollerede stoffer forstås i denne bekendtgørelse:
1) Hydrofluorcarboner (HFC-er), bortset fra hydrofluoroolefiner (HFO’er).
2) Perfluorcarboner (PFC-er).
3) Svovlhexafluorid (SF6).
Import, salg, anvendelse og fremstilling af kontrollerede stoffer m.v.
§ 2. Forsætlig udledning af kontrollerede stoffer i atmosfæren er forbudt, medmindre udledningen er teknisk nødvendig for den tilsigtede anvendelse.
§ 3. Import, salg og anvendelse af nye produkter indeholdende kontrollerede stoffer er forbudt.
Stk. 2. Import, salg og anvendelse af nye produkter, som er anført på listen i bilag 1, er dog undtaget fra forbuddet i stk. 1 indtil 31. december 2035.
§ 4. Import, salg og anvendelse af kontrollerede stoffer, nye og genvundne, samt fremstilling heraf, er forbudt.
Stk. 2. For de anvendelsestyper, som er anført i bilag 2, er import, salg og anvendelse af kontrollerede stoffer dog undtaget fra forbuddet i stk. 1 indtil 31. december 2035.
§ 5. Operatører af produkter, der indeholder kontrollerede stoffer, skal træffe alle rimelige forholdsregler for at forebygge og minimere utilsigtet udledning af kontrollerede stoffer.
Stk. 2. Hvis der konstateres lækage af kontrollerede stoffer, skal operatøren sikre, at produktet repareres hurtigst muligt. Operatøren skal endvidere sikre, at produktet kontrolleres inden for en måned efter reparationen for at verificere, at reparationen har været effektiv.
Stk. 3. Den, der installerer, servicerer, vedligeholder, reparerer eller nedlukker produkter, der indeholder kontrollerede stoffer, skal træffe alle rimelige forholdsregler for at forebygge lækage af kontrollerede stoffer.
Stk. 4. For personer omfattet af stk. 1-3 kan Naalakkersuisut stille nærmere krav om disses kendskab til korrekt håndtering af kontrollerede stoffer såsom passende uddannelses- eller certificeringskrav, herunder hvis tilsyn og kontrol efter § 6 påviser et behov herfor.
Kontrol og dispensation
§ 6. Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse på landterritoriet udøves af Kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Naalakkersuisoq for Miljø fører dog tilsyn med de virksomheder, der kræver godkendelse i henhold til kapitel 5 eller kapitel 8 i Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet.
Stk. 3. Tilsyn og kontrol med skibe på søterritoriet sker i henhold til kapitel 19 i Inatsisartutlov om beskyttelse af havmiljøet.
§ 7. Naalakkersuisoq for Miljø kan i særlige tilfælde tillade, at kravene i denne bekendtgørelse fraviges og kan herunder dispensere fra forbuddene i §§ 3 og 4 i følgende situationer:
1) Når der ikke findes alternativer til et bestemt produkt eller til en bestemt kategori af produkter.
2) Når der findes alternativer til et bestemt produkt eller til en bestemt kategori af produkter, men disse ikke kan anvendes af tekniske eller sikkerhedsmæssige grunde.
3) Når anvendelse af teknisk mulige og sikre alternativer ville medføre uforholdsmæssigt store omkostninger.
Stk. 2. Ved afgørelser efter stk. 1 kan Naalakkersuisoq for Miljø stille de krav, som er nødvendige for at sikre en fortsat nedbringelse af drivhusgasser, herunder krav om afgivelse af oplysninger vedrørende import og eksport af kontrollerede stoffer.
Klager
§ 8. Alle afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse kan påklages efter reglerne i kapitel 14 i Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet.
Sanktioner og konfiskation
§ 9. Den, der overtræder §§ 2-5, modsætter sig tilsyn efter § 6, eller overtræder vilkår i dispensationer udstedt i medfør af § 7, kan pålægges foranstaltninger i form af bøde.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kapitel 5 i kriminalloven.
Stk. 3. Bøder tilfalder Landskassen.
Stk. 4. Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse kan der ske konfiskation efter kriminallovens regler. Konfiskation sker til fordel for Landskassen.
Ikrafttræden
§ 10. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. april 2023.
Grønlands Selvstyre, den 3. marts 2023
Kalistat Lund (sign.)
Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø
/ Natuk Lund Olsen (sign.)
Bilag 1
Følgende produkter med de anførte drivhusgasser er undtaget fra forbuddet i § 3:
|
Bilag 2
Følgende anvendelser af de anførte drivhusgasser er undtaget fra forbuddet i § 4:
|
[1] Ved vurderingen af, om mængder og CO2 ækvivalenter for et givet produkt lever op til kravene i Bilag 1, tages der udgangspunkt i de regler, som gælder for mærkning i henhold til artikel 12, stk. 3, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006, eller andre tilsvarende internationale regler om fastsættelse af CO2 ækvivalenter. I tvivlstilfælde træffer Naalakkersuisut afgørelse om mængder og CO2 ækvivalenter for et givet produkt.