Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 75
30. november 2023
Gældende

Qeqqata Kommunias regulativ for natrenovation, latrin og gråt spildevand

I medfør af § 33 og § 49, stk. 1, nr. 3, i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 10 af 12. juni 2015 om bortskaffelse af latrin og spilde­vand, fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområde

 

  § 1.  Dette regulativ omfatter natrenovation, latrin og gråt spildevand på følgende områder i Qeqqata Kommunia:

1)  Samtlige ejendomme, virk­somheder, foreninger og arran­gører af arrangementer, hvor der primært eller midlertidigt samles mennesker samt ubebyggede arealer, hvor der forekommer aktivitet med mere end 15 deltagere på området, med produktion af natrenovation, latrin og gråt spildevand til følge.

2)  Alle aktiviteter i det åbne land. F.eks. Jagt, turisme, ophold i hytter, sportsarrangementer mm. dersom der produceres natrenovation, latrin eller gråt spildevand.

3)  Alle aktiviteter på frosne søer, frosne fjorde, gletsjere og indlandsis, dersom der produceres natrenovation, latrin og gråt spildevand.

  Stk. 2.  Processpildevand fra virksomheder er ikke omfattet af dette regulativ.

  Stk. 3.  Ansøgning om udledning af processpildevand skal rettes til departementet med ansvar for miljø.

 

Kapitel 2

Definitioner

 

  § 2.  I dette regulativ forstås ved:

1)  Spildevand som alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder samt øvrig bebyggelse. Spildevand omfatter: husspildevand, gråt spildevand, sort spildevand og processpildevand, drænvand samt tag- og overfladevand.

2)  Husspildevand som spildevand fra husholdninger, herunder afløb fra vandklosetter.

3)  Gråt spildevand som husspildevand uden afløb fra vandklosetter.

4)  Sort spildevand som spildevand fra vandklosetter.

5)  Latrin som humane affaldsprodukter defineret som urin og fæces.

6)  Tørkloset som sanitære installationer, hvor der ikke tilføres vand eller kun tilføres meget lidt vand (afløbsfrie toilettyper). Denne type installationer kan f.eks. være hvor latrin samles i en toiletpose og eller toiletspand (natrenovation) men kan også være i forbindelse med f.eks. kompost- og muldtoiletter.

7)  Forskriftsmæssig samletank for spildevand som i medfør af det til enhver tid gældende bygningsreglement samt regler fastsat i henhold til byggelovgivningen er en tæt, frostfri tank uden afløb med alarm eller anden registrering af fyldningsgraden, samt aftapningsanordning til tømning.

8)  Kloak som lukkede ledningsanlæg under eller uden for bygninger, der tjener til afledning af spildevand.

9)  Brugsrettighedshaver som al virksomhed der har brugsretten til et areal, normalt i form af en arealtildeling. Dette gælder både for midlertidig eller permanent tildeling samt for ubebyggede arealer. Med brugsrettighedshaver sidestilles endvidere virksomheder, foreninger og arrangører af arrangementer, hvor der permanent eller midlertidigt samles mange mennesker.

10)  Standpladsen som det sted i umiddelbar nærhed af bygning eller bolig, hvor bruger har opstillet opbevaringskasse til anbringelse af den fyldte natrenovationspose. Eller det sted uden for bygning eller bolig, hvor tømningsstuds fra slamtank findes.

11)  Renovatør som vedkommende der henter natrenovationsposer og tømmer slamtanke. Det være sig kommunen eller en privat entreprenør.

12)  Bortskaffelsesordning som enten natrenovation, slamtanke eller kloakering.

13) Ved 1 personækvivalent (PE) forstås i denne bekendtgørelse 21,9 kg organisk stof/år målt som det biokemiske iltforbrug (BI5), 4,4 kg totalt kvælstof/år eller 1,0 kg total fosfor/år.

 

Kapitel 3

Generelt om bortskaffelsesordningerne

 

  § 3.  De af kommunalbestyrelsen anviste bortskaffelsesordninger skal benyttes af enhver der producerer natrenovation, latrin eller gråt spildevand.

 

  § 4.  Udledning af natrenovation, latrin og gråt spildevand skal ske til of­fentligt kloak­net.

  Stk. 2.  Brugsrettighedshaver, der endnu ikke har mulighed for at tilslutte sig en offentlig kloak eller har opnået dispensation for tilslutning hertil, skal for egen regning anskaffe, vedligeholde og gøre brug af en af følgende ordninger:

1)  et af kommunalbestyrelsen godkendt tørkloset med løs spand, beregnet til poser,

2)  en af kommunalbestyrelsen godkendt slamtank eller

3)  en anden, af kommunalbestyrelsen godkendt, ordning.

  Stk. 3.  Enhver form for udledning af natrenovation, latrin og gråt spildevand skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

 

Kapitel 4

Drift af natrenovationsordningen

 

  § 5.  Brugsrettighedshavere af natrenovations-ordningen skal tilmelde sig en af følgende typer tømning med det nødvendige antal natrenovationsposer, der ikke må overfyldes mellem afhentning:

1)  Tømning, hvor natrenovations-posen hentes i brugerens bolig af renovatøren.

2)  Tømning, hvor brugeren selv fjerner den fyldte pose fra spanden og anbringer den i dertil bestemt opbevaringskasse udendørs, på standpladsen.

  Stk. 2.  Til opsamling af natrenovation i tørklosetter må kun benyttes tørklosetter og poser, som er godkendt af kommunalbestyrelsen.

  Stk. 3.  Natrenovationsposer må ikke anbringes på fortov eller andet offentligt areal og må alene indeholde natrenovation. Såfremt der ved en afhentning ikke er natrenovation i posen, afleverer renovatøren ingen ny pose og der er ikke mulighed for refusionsgodtgørelse.

 

  § 6.  Brugsrettighedshaver er pligtig til at holde standpladsen i god og renlig stand, herunder friholde for latrinspild samt sørge for nødvendig snerydning eller grusning fra standplads til offentlig vej, sti eller trappe.

  Stk. 2.  Såfremt standpladsen ligger tilbagetrukket fra offentlig vej, skal der, i det omfang terrænet tillader det, være en absolut fri passage, i den nødvendige bredde og højde, hvis renovationskøretøjet skal kunne bakke ind. Nødvendig bredde og højde offentliggøres af Området for Teknik og Miljø.

  Stk. 3.  I Kangerlussuaq kan brugsrettighedshaver med tørkloset i fritidshuse, selv tømme natrenovationsposer på natrenovationsrampen. Dersom der indføres kommunal indsamlingsordning for natrenovation i Kangerlussuaq, skal denne benyttes.

 

  § 7.  For brugsrettighedshavere, der er tilmeldt tømning med afhentning i bolig jf. § 5, stk. 1, nr. 1, gælder det, at kommunalbestyrelsen ved uhygiejniske forhold i forbindelse med tørklosettet kan pålægge brugeren at skifte over til tømning efter § 5, stk. 1, nr. 2.

  Stk. 2.  Stk. 1 finder ligeledes anvendelse, hvis tørklosettet ikke er tilgængeligt for renovatøren. 

 

  § 8.  Brugsrettighedshaver er pligtig til at sørge for opbevaringskasse til den fyldte natrenovationspose. For opbevaringskassen gælder, at den:

1)  er rummelig nok til det nødvendige antal natrenovationsposer,

2)  er solid og forsynet med skrånende låg, som nemt kan åbnes,

3)  er konstrueret og placeret sådan, at renovatøren højst skal løfte posen 1 m lodret, i henhold til Arbejdstilsynets krav,

4)  er sikret mod fastfrysning af den fyldte natrenovationspose,

5)  er rengjort og ryddet for sne med mere,

6)  er placeret på et for renovatøren let tilgængeligt sted med fri adgang, 

7)  ikke er placeret umiddelbart under vinduer eller så indholdet er tilgængeligt for dyr,

8)  holder en afstand til renovationskøretøjets holdeplads, der ikke overstiger 25 m samt mindst 3,5 m frihøjde på den del af adgangsvejen, hvor renovatøren færdes til fods.
  Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan dispensere for afstandskravet i stk. 1, nr. 8 eksempelvis på grund af brugers handicap, vanskelige terrænforhold eller lignende. 

 

Kapitel 5

Tømning af forskriftsmæssig slamtanke

 

  § 9.  Forskriftsmæssige slamtanke i Qeqqata Kommunia foranlediges tømt af brugsrettighedshaver, som selv skal indgå en aftale vedrørende tømninger af slamtanken med en af kommunalbestyrelsen godkendt entreprenør, som driver slam­suger. For aftaler om tømning af slamtanke gælder at:

1)  Kopi af aftalen på forlangende tilsendes Området for Teknik og Mil­jø, med oplysning om tankstørrelse og antal personer i husstanden.

2)  Kopi af køresedler for tømning på forlangende tilsendes Området for Teknik og Miljø.

3)  Slamtanken er tæt og frostfri med alarm eller anden registrering af fyldningsgraden samt aftapningsanordning til tømning.

 

  § 10.  Afløbsstuds fra slamtank med slangetilkobling for slamvogn skal placeres således, at slamvognens slange uden vanskeligheder kan tilkobles.

 

  § 11.  Brugsrettighedshaver er pligtige til at holde standpladsen for afløbsstudsen i god og renlig stand, herunder friholde for latrinspild, sørge for nødvendig snerydning eller grusning og for at slamtanken i øvrigt kan tømmes uhindret.

 

  § 12.  Udpumpningsarrangementet skal udføres således, at spild på terræn ikke kan finde sted, og at rør og slanger kan tømmes fuldstændigt.

  Stk. 2.  Tømning af spildevand fra slamtanke skal:

1)  I Sisimiut udledes til studs på kloakledning etableret få meter nord for natrenovations- anstalten, B-805, Eqqaavimmut Aqq.

2)  I Maniitsoq udledes til studs på kloakledning etableret på Annersuaq, B-1303 nær ved natrenovationsanstalten.

3)  I Kangerlussuaq udledes til rampen ved kloakudløbet nær Kussuaq.

 

Kapitel 6

Udledning af gråt spildevand og husspildevand

 

  § 13.  Udledning af gråt spildevand skal ske til offentligt kloaknet.

  Stk. 2.  Brugere, der ikke har mulighed for at tilslutte sig offentlig kloak, skal lede det grå spildevand eller husspildevand til slamtank eller ansøge om udledningstilladelse til terræn.

  Stk. 3.  Ansøgning om udledningstilladelse skal være skriftlig og sendes til Qeqqata Kommunia, Området for Teknik og Miljø, ledsaget af de i bilag 1 angivne oplysninger.

  Stk. 4.  Væsentlige ændringer af forholdene i tilladelsen jf. stk. 3 kræver en fornyet ansøgning. Der kan ansøges til:

1)  Udledning af husspildevand op til 50PE gennem spildevandsanlæg med udløb i fjord og hav.

2)  Udledning af gråt spildevand til terræn og åbne grøfter med udløb i fjord eller hav.

 

Kapitel 7

Spild

 

  § 14.  Der må ikke forekomme spild med latrin på terrænet. Renovatørens håndtering af natrenovationsposer under afhentning hos bruger skal derfor ske uden nogen form for spild. Ligesom renovatørens håndtering og tømning af natrenovationsposer ved natrenovationsanstalten skal ske uden spild til terrænet.

  Stk. 2.  Brugerrettighedshaver skal straks fjerne ethvert spild af latrin helt. Dette skal ske ved at skovle det op i natrenovationsposer og aflevere dem til natrenovationsanstalten. Aflevering af de fyldte natrenovationsposer ved anstalten aftaler brugeren med renovatøren, og der betales takst i henhold til kommunens gebyrvedtægt for spildevand.

 

Kapitel 8

Gebyr

 

  § 15.  Kommunalbestyrelsen fastsætter et årligt gebyr for indsam­ling af natrenovationsposer (natrenovationsordningen) samt et årligt gebyr for afledning af spildevand til offentlig kloak (kloakordningen). Gebyrerne fremgår af kommunens gebyrvedtægt for spildevand, der opdateres årligt og er offentlig tilgængelig på kommunens hjemmeside.

  Stk. 2. Gebyr betales af brugsrettighedshaver, som er tilmeldt enten natrenovations- eller kloakordningen.

  Stk. 3.  Brugsrettighedshaver skal tilmelde sig enten natrenova­tionsordningen eller kloakordningen ved tilflytning og afmelde den valgte ordning igen ved fraflytning. Modtager Qeqqata Kommunia, Området for Teknik og Miljø, ikke afmelding i forbindelse med fraflyt­ning, er den hidtidige brugsrettighedshaver forpligtet til at betale gebyr, som vedrører tiden indtil anden brugsrettighedshaver tilmeldes.

  Stk. 4.  Ved ændringer i betalingsperioden, herunder nye tilmeldinger samt afmeldinger, betales der for hele perioden.

  Stk. 5. Fyldte natrenovationsposer fra hytter, andre bygninger samt aktiviteter i det åbne land, kan efter aftale med renovatøren afleveres ved natrenovationsanstalten, mod betaling i henhold til gebyrvedtægten for spildevand.

  Stk. 6.  Gebyret for tømning af slamtanke afregnes direkte mellem den enkelte bruger og entreprenøren.

  Stk. 7.  Kommunalbestyrelsen fastsætter et gebyr for at udstede tilladelse til udledning af gråt spildevand og husspildevand til terræn, hvilket vil fremgå af gebyrvedtægten for spildevand.

 

Kapitel 9

Tilsyn

 

  § 16.  Qeqqata Kommunia, Området for Teknik og Miljø, er tilsynsmyndighed og har mod behørig legitimation uden retskendelse til enhver tid adgang til at inspicere tørklosetter, slamtanke og håndtering af natrenovation fra tørklosetter og slamtanke indtil den endelige bortskaffelse. Brugerrettighedshaver skal så vidt muligt have et forudgående varsel før adgangen foretages.

  Stk. 2.  Adgang uden retskendelse efter stk. 1 kan kun ske i tilfælde, hvor der er sandsynlighed eller forventning om overhængende fare for sundheden samt i tilfælde hvor øjeblikkelig indgriben er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse.

 

Kapitel 10

Sanktioner

 

  § 17.  Overtrædelse af §§ 5-8, §§ 9-11, § 13 og § 14 kan medføre foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.

  Stk. 2.  Bøde kan pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.

  Stk. 3.  Sager efter stk. 1 og stk. 2 anlægges ved Retten i Grønland som 1. instans.

  Stk. 4.  Bøder, der fastsættes efter stk. 1 og stk. 2 tilfalder Landskassen.

 

Kapitel 11

Klager

 

  § 18.  Henvendelser vedrørende uretmæssig bortskaffelse af spildevand i Qeqqata Kommunia sendes til Området for Teknik og Miljø. Mail: Qeqqata@qeqqata.gl eller pr. brev:

1)  For Sisimiut området inklusiv bygder: Makkorsip Aqq. 2, postboks 1014, 3911 Sisimiut.

2)  For Maniitsoq området inklusiv bygder: Kuuttartoq 8, postboks 100, 3912 Maniitsoq.

 

  § 19.  Kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til Klageudvalget vedrørende Miljøbeskyttelse. Klageberettiget er:

1)  Den, til hvem afgørelsen er rettet.

2)  Landslægeembedet
3)  Alle, der må antages at have en individuel eller væsentlig interesse i sagens udfald.

4)  Foreninger og organisationer, der efter deres vedtægter har til formål at varetage væsentlige rekreative, miljø- og naturmæssige interesser.

  Stk. 2.  Klagefristen er 6 uger fra den dag, beslutningen er meddelt den, som afgørelsen er rettet til.

  Stk. 3.  En klage over påbud eller forbud har opsættende virkning indtil Klageudvalget har truffet afgørelse i sagen eller bestemmer andet. Når særlige grunde taler herfor kan kommunalbestyrelsen samtidig med påbuddet eller forbuddet bestemme, at dette skal efterkommes uanset klage. En klage over en tilladelse, godkendelse eller dispensation har ikke opsættende virkning.

 

Kapitel 12

Ikrafttrædelses- og ophævelsesbestemmelser

 

  § 20.  Regulativet træder i kraft 30 kalenderdage efter vedtagelsen i kommunalbestyrelsen.

  Stk. 2.  Samtidig ophæves Regulativ for natrenovation, latrin og gråt spildevand af 24. november 2016.

  Stk. 3.  Vedtaget af Qeqqata Kommunias kommunalbestyrelse, den 26. oktober 2023

 

 

Malik Berthelsen (sign.)

Borgmester

 

 

/ Hans Christian Sværd (sign.)