Vedtægt for Avannaata Kommunia om erhvervsfiskeri efter hellefisk med garn i forvaltningsområde Uummannaq
I medfør af § 23, stk. 2 og § 33, stk. 3 i landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri, og § 8, stk. 2 i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 46 af 14. december 2020 om kystnært fiskeri efter hellefisk fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Vedtægten finder anvendelse ved erhvervsmæssigt fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde Uummannaq defineret som nord for 70° 30’N og syd for 71° 30’N, i området fra kysten og ud til 3 sømil uden for basislinjerne for fiskeriterritoriet.
Erhvervsmæssigt fiskeri efter hellefisk med garn
§ 2. Erhvervsmæssigt fiskeri efter hellefisk med garn er kun tilladt uden for de i bilagene markerede områder og kun i månederne januar, marts, april, maj, november samt december.
Fælles bestemmelse
§ 3. Kommunalbestyrelsen kan efter høring hos lokale foreninger lukke for garnfiskeri, hvis vinterisen besværliggør garnfiskeriet.
Foranstaltninger
§ 4. Overtrædelse af §§ 2 og 3 kan medføre foranstaltninger i form af bøde og konfiskation.
Stk. 2. Bøder efter stk. 1 kan pålægges juridiske personer efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.
Ikrafttræden
§ 5. Vedtægten træder i kraft dagen efter vedtægtens kundgørelsen.
Stk. 2. Samtidig ophæves vedtægt for Qaasuitsup Kommunia af 6. september 2011 om garnfiskeri efter hellefisk for forvaltningsområde Uummannaq.
Således vedtaget af Kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia den 21. december 2021.
Palle Jerimiassen
Borgmester
Hermed godkendes vedtægt for Avannaata Kommunia om erhvervsfiskeri efter hellefisk med garn i forvaltningsområde Uummannaq.
Grønlands Selvstyre, 1. januar 2022
Aqqaluaq B. Egede
Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst
-
PDF (0.01MB)
-
PDF (2.7MB)