Selvstyrets bekendtgørelse om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg
I medfør af § 10, stk. 1, nr. 12, 19 og 22, § 34, § 56, stk. 1, og § 66, stk. 3, i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet, fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde og definitioner
§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter:
1) De kvalitetskrav, som drikkevand skal opfylde.
2) Hvilke undersøgelser, herunder hyppigheden af vandprøvetagning og analyser, der skal foretages af rå- og drikkevand.
3) Hvordan der skal føres tilsyn og kontrol med drikkevandskvalitet og vandforsyningsanlæg.
4) Hvilke krav, der kan stilles til analyse for supplerende parametre, som ikke er nævnt i denne bekendtgørelse.
§ 2. Bekendtgørelsen omfatter drikkevand, der leveres fra almene og øvrige vandforsyningsanlæg.
Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter ikke følgende anvendelser af rå- eller drikkevand, da disse omfattes af anden lovgivning:
1) Råvand, der anvendes til formål, der hverken har direkte eller indirekte indflydelse på forbrugernes sundhed, eller anvendes som drikkevand til dyr.
2) Rå- og drikkevand, der anvendes som lægemiddel.
3) Drikkevand, der udbydes til salg på flaske eller anden emballage.
Stk. 3. Bekendtgørelsens krav til drikkevand gælder ikke for havvand, brakvand eller ferskvand, som bruges i tilfælde, hvor der ikke stilles krav om anvendelse af drikkevand.
§ 3. I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Drikkevand: Alle former for vand, der enten ubehandlet eller efter behandling er beregnet til drikkebrug, madlavning, fødevaretilberedning eller andre husholdningsformål, eller til brug i fødevarevirksomheder, uanset vandets oprindelse.
2) Råvand: Ubehandlet vand, der uanset fysisk tilstand og oprindelse kan anvendes til fremstilling af drikkevand, herunder overfladevand, grundvand, havvand og smeltet gletscheris.
3) Vandindvindingsanlæg: Et anlæg, der benyttes til at indvinde råvand til behandling på et vandbehandlingsanlæg. Et vandindvindingsanlæg kan bestå af flere dele, herunder boringer, brønde, dæmninger, vandindtag, råvandsindpumpningsanlæg og råvandsledninger.
4) Vandbehandlingsanlæg: Et anlæg, hvori råvandet underkastes behandling med henblik på anvendelse til drikkevand. Et vandbehandlingsanlæg kan bestå af flere dele, herunder råvandstanke, beluftningsanlæg, fældningsanlæg, filteranlæg, mikrobiologiske barrierer, uv-anlæg, doseringsanlæg for tilsættelse af kemiske stoffer (klor, soda, mv.), drikkevandstanke, udpumpningsanlæg, afsaltningsanlæg og optøningsanlæg.
5) Vandforsyningsanlæg: Anlæg bestående af et eller flere af følgende delelementer: Vandindvindingsanlæg, vandbehandlingsanlæg og hovedvandledninger. Et vandforsyningsanlæg kan omfatte flere vandindvindingsanlæg.
6) Almene vandforsyningsanlæg: Vandforsyningsanlæg, der leverer drikkevand til byer og bygder eller til en offentlig eller kommerciel aktivitet, herunder til eksportfødevarevirksomheder.
7) Øvrige vandforsyningsanlæg: Vandforsyningsanlæg, der falder uden for definitionen af almene vandforsyningsanlæg.
8) Hovedvandledninger: De ledninger, der leder drikkevand fra vandbehandlingsanlæg til taphuse, brandventiler og stikledninger.
9) Stikledninger: De ledninger, der forbinder hovedvandledninger med bygningers vandinstallationer.
10) Bygningers vandinstallationer: Installationer i eller ved en bygning, der anvendes til distribution af drikkevand, herunder vandtanke, rør, fittings, ventiler og haner.
11) Driftskontrol: Intern kontrol af vandkvaliteten, overvågning af doseringen og andre løbende kontroltiltag, som udføres af driftsherrens personale i overensstemmelse med kravene i kapitel 3.
12) Driftsjournal: Den journal, hvori driftsherren foretager en løbende registrering af oplysninger vedrørende driften som krævet i § 12.
13) Driftsherre: Den fysiske eller juridiske person, som er ansvarlig for driften af et vandforsyningsanlæg.
14) Drikkevandssikkerhedsplaner: Forebyggende planer eller procedurer, der har til formål at identificere og minimere de risici, som kan true indvinding, behandling og distribution af drikkevand.
15) Tilsynsmyndigheden: Departementet for Miljø.
Kapitel 2
Krav til rå- og drikkevand samt vandkontaktmaterialer
§ 4. Forud for ibrugtagning af nye råvandsressourcer, skal kvaliteten af råvandet godkendes af tilsynsmyndigheden.
Stk. 2. Godkendelse gives efter ansøgning fra driftsherren og forudsætter, at vandkvaliteten er tilstrækkelig til, at råvandet uden unødig risiko for sundhed eller forsyningssikkerhed kan anvendes til produktion af drikkevand, som lever op til kvalitetskravene i bilag 1-3. For råvand, der indvindes fra ferskvandskilder, skal godkendelsen ske under inddragelse af de i bilag 4 krævede råvandsprøver.
Stk. 3. Som led i godkendelsen kan tilsynsmyndigheden stille krav om gennemførelse af de undersøgelser af en foreslået råvandsresource, som tilsynsmyndigheden finder nødvendige, herunder kortlægning af vandressourceoplandet omkring råvandsressourcen. Tilsynsmyndigheden kan pålægge ansøger at dække udgifter til gennemførelse af sådanne undersøgelser.
Stk. 4. Hvor driftsherren eller andre anmoder om ændring af forhold af væsentlig betydning for en godkendelse givet efter stk. 1 og 2, herunder ændring af en eksisterende vandspærrezone, kan tilsynsmyndigheden stille krav om gennemførelse af de undersøgelser, som tilsynsmyndigheden finder nødvendige, herunder fornyet kortlægning af vandressourceoplandet omkring råvandsressourcen. Tilsynsmyndigheden kan pålægge den, der anmoder om sådanne ændringer, at dække udgifterne til gennemførelse af undersøgelserne.
§ 5. Drikkevand skal være frit for mikroorganismer og kemiske stoffer i mængder eller koncentrationer, der udgør en sundhedsrisiko, og skal som minimum overholde de kvalitetskrav for mikrobiologiske og kemiske parametre, der er angivet i bilag 1-3.
§ 6. Drikkevand skal overholde de i § 5 nævnte kvalitetskrav på følgende steder:
1) Ved afgang fra vandbehandlingsanlæg, hovedvandledning, offentlige tappesteder, vandtankvogne og vandtankskibe.
2) Ved afgang fra haner og andre tappesteder hos private og offentlige forbrugere.
3) I fødevarevirksomheder på det sted, hvor vandet bruges i virksomhedens fødevareproduktion.
§ 7. Materialer, der anvendes ved fremstilling eller distribution af drikkevand, og som er i kontakt med drikkevandet, må ikke føre til en forringelse af vandets kvalitet i strid med vandkvalitetskravene i bilag 1-3.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte materialer skal være godkendt eller certiceret til at være i kontakt med drikkevand i henhold til tidssvarende industristandarder fastsat i Danmark eller i et andet EU-land. Tilsynsmyndigheden kan træffe beslutning om, at de i stk. 1 nævnte materialer ligeledes kan være godkendt eller certificeret efter andre tidssvarende industristandarder.
§ 8. Driftsherren for et vandforsyningsanlæg er ansvarlig for at sikre, at vandforsyningsanlægget overholder kvalitetskravene i bilag 1-3 ved afgang fra vandbehandlingsanlæg, hovedvandledninger, offentlige tappesteder, vandtankvogne og vandtankskibe, som er under driftsherrens kontrol.
Stk. 2. Driftsherren har opfyldt sin forpligtelse efter stk. 1, hvis driftsherrens undersøgelser af vandforsyningsanlægget dokumenterer, at en manglende overholdelse af kvalitetskrav på prøveudtagningsstedet ikke skyldes forhold, der kan henføres til driftsherren, herunder hvor manglende overholdelse skyldes forhold, som ejeren af en bygning er ansvarlig for, jf. § 9.
§ 9. Den til enhver tid værende ejer af en bygning er ansvarlig for, at bygningens vandinstallationer og stikledninger er forskriftsmæssigt udført. Ejeren skal herunder sikre, at bygningens vandinstallationer og stikledninger ikke fører til en forringelse af drikkevandets kvalitet i strid med vandkvalitetskravene i bilag 1-3.
Kapitel 3
Driftskontrol og driftsjournal
§ 10. Driftsherrer for almene vandforsyningsanlæg skal etablere et driftskontrolprogram til overvågning af rå- og drikkevandets kvalitet, som omfatter et løbende måleprogram i overensstemmelse med kravene i bilag 7.
Stk. 2. Driftskontrollen afstemmes efter vandbehandlingen samt efter resultatet af kontrollen med råvands- og drikkevandskvaliteten.
Stk. 3. For at sikre en præventiv beskyttelse af drikkevandet, skal driftsherrer for almene vandforsyningsanlæg inden udgangen af 2025 udarbejde en drikkevandssikkerhedsplan for hver enkelt vandforsyningsanlæg. Driftsherren kan vælge at udarbejde planerne som separate dokumenter eller indarbejde disse i eksisterende dokumenter vedrørende driftskontrollen. Driftsherren kan endvidere variere planernes omfang og indhold ud fra de lokale forhold, herunder anlæggets opbygning og kompleksitet, bemandingens størrelse, den leverede vandmængde, jf. bilag 5, og den anvendte råvandsressoure. Tilsynsmyndigheden kan efter forudgående inddragelse af driftsherrer og Landslægeembedet udstede nærmere retningslinjer for planerne.
Stk. 4. Driftsherrer for almene vandforsyningsanlæg kan af tilsynsmyndigheden endvidere pålægges at etablere et driftskontrolprogram for vandkvaliteten i henhold til bilag 6.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden kan pålægge driftsherrer for øvrige vandforsyningsanlæg at etablere driftskontrol omfattende de parametre, som tilsynsmyndigheden vurderer kan påvirke drikkevandets kvalitet.
§ 11. Hvis driftsherren konstaterer eller ud fra de foreliggende oplysninger finder det sandsynligt, at drikkevandets kvalitet ikke er i overensstemmelse med kravene i denne bekendtgørelse, skal driftsherren sikre, at der sker omgående underretning af tilsynsmyndigheden.
§ 12. Driftsherren for almene vandforsyningsanlæg skal føre en driftsjournal. I driftsjournalen indføres resultater af de i bilag 7 nævnte målinger og oplysninger om:
1) doseringsmængder for soda, chlor, calciumprodukter og fældningspræparater,
2) eftersyn af vandforsyningsanlægget,
3) eventuelle problemer med vandforsyningsanlægget og
4) andet, der har betydning for vandkvaliteten og den distribuerede vandmængde til henholdsvis forbrugere og fødevareindustrien.
Stk. 2. Det skal sikres, at driftsjournalen er tilgængelig i fysisk eller elektronisk format i mindst 5 år.
Stk. 3. Såfremt driftsjournalen føres på papir, skal denne underskrives af driftsherren eller dennes repræsentant. Hvis driftsjournalen føres elektronisk, skal det anføres, hvem der indtaster data i journalen, ligesom journalen skal underskrives, såfremt den udskrives.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden kan under inddragelse af driftsherren fastsætte supplerende krav til driftsjournalen.
§ 13. Driftsherren for almene vandforsyningsanlæg skal på tilsynsmyndighedens forlangende kunne fremlægge:
1) Driftsjournalen.
2) Oversigter over vandledningsnet og mulige blinde ender med oplysninger om vandprøveudtagningssteder.
3) Driftsoplysninger og teknisk hygiejniske oplysninger af betydning for kildesporing til den mikrobiologiske kontrol.
Kapitel 4
Tilsyn, prøvetagning og risikovurdering
§ 14. Tilsynsmyndigheden fører tilsyn med almene vandforsyningsanlæg. Tilsynet omfatter:
1) Drikkevandets indhold af de i bilag 1 nævnte mikrobiologiske parametre i overensstemmelse med kontrolhyppighederne for indsamling og analyse af vandprøver i bilag 5.
2) Drikkevandets indhold af de i bilag 2 og 3 nævnte organiske og uorganiske kemiske parametre i overensstemmelse med kontrolhyppighederne for indsamling og analyse af vandprøver i bilag 5, samt på grundlag af driftskontrollen efter bilag 7.
3) Vandforsyningsanlæg, herunder anlæggets indretning, funktion og vedligeholdelsestilstand.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan endvidere føre tilsyn med øvrige vandforsyningsanlæg, herunder i tilfælde hvor tilsynsmyndigheden har grund til at tro, at drikkevandet ikke lever op til kvalitetskravene i bilag 1-3.
Stk. 3. Driftsherren skal på tilsynsmyndighedens anmodning give alle oplysninger vedrørende de i stk. 1 nævnte forhold, som er nødvendige for tilsynets udførelse.
§ 15. Landslægeembedet rådgiver tilsynsmyndigheden i relation til kvalitetskravene i bilag 1-3 og i relation til kontrolhyppigheder i bilag 4 og 5 samt ved anvendelse af bestemmelserne om risikovurdering i § 19, stk. 3-4.
§ 16. Driftsherren udtager prøver af råvand og drikkevand til kontrol af de i bilag 1 angivne mikrobiologiske parametre efter kontrolhyppigheder for indsamling og analyse af vandprøver i bilag 4 for råvand og bilag 5 for drikkevand.
Stk. 2. Driftsherren udtager prøver af råvand og drikkevand til kontrol af de i bilag 2 og 3 angivne organiske og uorganiske kemiske parametre efter kontrolhyppigheder i bilag 4 for råvand og bilag 5 for drikkevand.
Stk. 3. Driftsherren er ansvarlig for at indsende de i stk. 1 og 2 nævnte vandprøver til analyse på laboratorier, der af de centrale tilsynsmyndigheder er godkendt hertil.
Stk. 4. Vandprøver skal udtages af personer, som har modtaget instruktion heri.
Stk. 5. Udtagning af vandprøver skal ske i overensstemmelse med kravene i de i bilag 8 nævnte ISO-standarder. Udtagning af vandprøver skal endvidere ske i henhold til vandprøveinstrukser udarbejdet for det pågældende laboratorium, bortset fra vandprøver, der analyseres ved anvendelse af de i stk. 7 nævnte alternative analysemetoder.
Stk. 6. Stk. 1-5 omfatter ikke vandanalyser og -målinger, som udføres på stedet af driftsherren for almene vandforsyningsanlæg som led i dennes driftskontrol, jf. kapitel 3. Tilsynsmyndigheden kan dog til enhver tid stille krav til kvaliteten af disse analyser og målinger samt til driftsherrens driftskontrol.
Stk. 7. Tilsynsmyndigheden kan give tilladelse til, at de i stk. 1 og 2 nævnte vandprøver analyseres ved anvendelse af alternative analysemetoder, der er godkendt hertil af tilsynsmyndigheden, herunder i situationer hvor logistiske problemer gør det umuligt at overholde de tidsfrister for analyse af vandprøver, der fremgår af de i bilag 8 nævnte ISO-standarder.
Stk. 8. Ved vurdering af, om der skal gives tilladelse efter stk. 7, skal der lægges vægt på, om anvendelsen af alternative analysemetoder fører til en forbedret drikkevandssikkerhed, herunder i form af øget eller mere pålidelig kontrol af drikkevandet. Der vil ligeledes kunne lægges vægt på, om der er udarbejdet en drikkevandssikkerhedsplan for det pågældende vandforsyningsanlæg.
Stk. 9. Tilladelse efter stk. 7 kan ikke gives for vandforsyningsanlæg, der leverer vand til eksportfødevarevirksomheder. For disse vandforsyningsanlæg kan de i stk. 7 nævnte alternative analysemetoder alene anvendes til at analysere supplerende vandprøver, som ikke udtages for at opfylde obligatoriske prøvetagningskrav i denne bekendtgørelse.
Stk. 10. I tilfælde, hvor logistiske problemer gør det umuligt at overholde tidsfristerne i de i bilag 8 nævnte ISO-standarder, kan tilsynsmyndigheden fastsætte en længere tidsfrist, forudsat at dette ikke vurderes at påvirke analysernes pålidelighed. Sådan længere tidsfrist kan ikke fastsættes for vandforsyningsanlæg, der leverer vand til eksportfødevarevirksomheder.
§ 17. Driftsherren skal på tilsynsmyndighedens anmodning oplyse om vandprøveudtagningssteder ved vandforsyningsanlægget.
§ 18. Driftsherren skal til enhver tid give tilsynsmyndigheden adgang til at udtage såvel rutinemæssige som supplerende vandprøver til kontrol af vandets kvalitet samt adgang til vandforsyningsanlægget, herunder for at kontrollere dets indretning og drift.
§ 19. Driftsherren fastlægger tidspunkterne for vandprøvetagningen, således at analyseresultaterne er repræsentative for vandkvaliteten for hele året, herunder vinter, flomperioden om foråret, sommer og før islægningen om efteråret.
Stk. 2. Vandprøvetagningen skal så vidt muligt fordeles ensartet med hensyn til tid og sted. Der skal derfor udvælges en række turnussteder på ledningsnettet til gennemførelse af kontrollen.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan på driftsherrens anmodning træffe afgørelse om reduktion af prøvetagningshyppighederne i bilag 4 og 5. Tilsynsmyndigheden kan endvidere træffe afgørelse om, at der ikke skal testes for en eller flere af de kemiske parametre i bilag 2 og 3.
Stk. 4. Afgørelser efter stk. 3 forudsætter, at der udarbejdes en risikovurdering i overensstemmelse med kravene i bilag 9. Risikovurderingen godkendes af tilsynsmyndigheden efter forudgående høring af den berørte kommune og andre medlemmer af den i § 33 nævnte drikkevandsgruppe.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden kan, efter forudgående høring af driftsherren og Landslægeembedet, forøge kontrolhyppighederne i bilag 4 og 5, hvor tilsynsmyndigheden vurderer, at dette er nødvendigt for at sikre drikkevandets kvalitet.
Stk. 6. Tilsynsmyndigheden kan, efter forudgående høring af driftsherren og Landslægeembedet, udvide listerne over mikrobiologiske og kemiske parametre i bilag 1-3, når de lokale forhold for vandforsyningen tilsiger det, herunder:
1) Resultaterne af råvandskontrollen.
2) Hvis det antages, at der findes kemiske stoffer eller mikroorganismer, som kan udgøre en potentiel fare for sundheden.
3) Udfaldet af tidligere undersøgelser.
4) Anlæggets særlige udsættelse for forurening, herunder afsmitning fra materialer og produkter i kontakt med vandet.
5) Når andre forhold taler for det.
Stk. 7. Prøveudtagningshyppigheder for parametre tilføjet i henhold til stk. 6 fastsættes ud fra de lokale forhold.
Stk. 8. Driftsherrer for almene vandforsyningsanlæg kan af tilsynsmyndigheden pålægges at udarbejde prøvetagningsprogrammer for den kemiske og mikrobiologiske vandprøvetagning. Tilsynsmyndigheden kan stille nærmere krav til indholdet af disse prøvetagningsprogrammer, herunder krav om angivelse af det planlagte antal prøver samt årstid og sted for indsamlingen af de enkelte vandprøver.
Stk. 9. Tilsynsmyndigheden kan, under inddragelse af driftsherren og berørte eksportfødevarevirksomheder, udvide listerne over mikrobiologiske og kemiske parametre i bilag 1-3 samt skærpe kravene for de i bilag 1-3 nævnte parametre, når hensynet til eksport af fødevarer taler herfor. Sådanne ændringer forudsætter, at driftsherren ikke påføres betydelige omkostninger.
§ 20. Driftsherren afholder udgifter til vandprøvetagning, forsendelse til laboratorium og analyse af de i § 16, stk. 1 og 2, nævnte prøver for mikrobiologiske og kemiske parametre.
§ 21. Laboratorier skal indberette de kemiske analyseresultater til vurdering af rå- og drikkevandskvaliteten til tilsynsmyndigheden og driftsherren, så snart de foreligger.
Stk. 2. Laboratorier skal indberette de mikrobiologiske analyseresultater til vurdering af rå- og drikkevandskvaliteten til tilsynsmyndigheden, Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, driftsherren og eventuelt berørte eksportfødevarevirksomheder, så snart de foreligger. Analyseresultater for vand, der leveres til eksporterende fødevarevirksomheder, skal endvidere indberettes til Fødevarestyrelsen i Danmark.
Stk. 3. Laboratorierne skal endvidere indtaste de i stk. 1 og 2 nævnte analyseresultater i en af tilsynsmyndigheden udpeget database, så snart de foreligger. Tilsynsmyndigheden godkender de indtastede resultater.
Stk. 4. Ved anvendelse af de i § 16, stk. 7, nævnte alternative analysemetoder, indberettes analyseresultaterne af den, som af tilsynsmyndigheden er udpeget som ansvarlig for analyseapparatet.
Kapitel 5
Rapportering
§ 22. Driftsherren for almene vandforsyningsanlæg skal en gang årligt udarbejde en rapport over drikkevandskvaliteten for det pågældende vandforsyningsanlæg. Rapporten skal senest den 1. juni i det efterfølgende kalenderår indberettes til tilsynsmyndigheden.
Stk. 2. Rapporten skal indeholde oplysninger om:
1) vandkvaliteten,
2) vandforsyningsanlæggets kapacitet med hensyn til levering af vandmængder,
3) distribuerede vandmængder,
4) befolkningens størrelse,
5) dispensationer udstedt efter §§ 34-37, og
6) planlagte foranstaltninger til overholdelse af kvalitetskravene for vandforsyningsanlæg, der ikke overholder et eller flere kvalitetskrav i henhold til denne bekendtgørelse.
§ 23. Tilsynsmyndigheden skal en gang hvert 5. år udarbejde en sammenfattende rapport om drikkevandets kvalitet dækkende de foregående 5 kalenderår. Rapporten skal offentliggøres inden udgangen af det kalenderår, der følger rapporteringsperioden.
Kapitel 6
Udstedelse af påbud m.v.
§ 24. Tilsynsmyndigheden kan påbyde driftsherrer at foretage en nærmere undersøgelse af vandets kvalitet og årsager til forringet kvalitet, hvis:
1) et af kvalitetskravene til drikkevand, jf. bilag 1-3, er overtrådt, eller der er mistanke herom, herunder på grund af forhold afdækket af driftskontrollen, og
2) det skønnes, at der kan være en sundhedsrisiko forbundet med anvendelse af vandet som drikkevand.
§ 25. Tilsynsmyndigheden kan udstede påbud til driftsherrer og fastsætte supplerende kvalitetskrav og kontrolprogrammer for stoffer og mikroorganismer, der ikke er fastlagt i bilag til denne bekendtgørelse, såfremt det skønnes, at sådanne stoffer og mikroorganismer kan være til stede i en mængde eller koncentration, der udgør en risiko for sundhedsfare.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan fastlægge nye vandprøveudtagningssteder og ændre eksisterende vandprøveudtagningssteder, når den skønner, at der er behov herfor.
§ 26. Tilsynsmyndigheden kan udstede påbud til driftsherrer til sikring eller genoprettelse af drikkevandets kvalitet, herunder påbud om iværksættelse af:
1) Midlertidige foranstaltninger til sikring af drikkevandets kvalitet.
2) Udbedrende foranstaltninger til permanent genoprettelse af drikkevandets kvalitet.
Stk. 2. Påbud, jf. stk. 1, kan udstedes, såfremt et drikkevandskvalitetskrav ikke er overholdt i henhold til bilag 1-3, såfremt tilsyn eller prøvetagning efter kapitel 4 eller driftskontrol efter § 10 indikerer, at der er risiko for sundhedsfare ved anvendelse af drikkevandet, eller såfremt der af andre grunde vurderes at være behov for at udstede påbud til sikring eller genoprettelse af drikkevandets kvalitet.
Stk. 3. Tilsynsmyndigheden kan ligeledes udstede påbud til driftsherrer, hvor dette vurderes at være nødvendigt for at forebygge, at der opstår problemer med drikkevandets kvalitet.
§ 27. De i §§ 24-26 nævnte påbud kan ligeledes rettes mod ejeren af en bygning, hvis det af tilsynsmyndigheden findes overvejende sandsynligt, at den pågældende bygnings vandinstallationer eller stikledninger er skyld i, at et eller flere drikkevandskrav ikke kan overholdes i bygningen.
§ 28. Tilsynsmyndigheden kan udstede anvendelsesbegrænsninger, herunder kogeanbefalinger, vedrørende anvendelsen af drikkevand fra vandforsyningsanlæg eller bygningers vandinstallationer, såfremt anvendelse af vandet vurderes at medføre risiko for sundhedsfare, indtil der er iværksat de nødvendige udbedrende foranstaltninger.
Stk. 2. Ved anvendelse af stk. 1 skal der tages højde for:
1) mulig sundhedsfare forbundet med afbrydelse eller begrænsning af brugen af drikkevand, herunder fare forbundet med kogning af drikkevand hos forbrugere,
2) vejledning og information af de berørte forbrugere,
3) mulighederne for oprettelse af alternativ forsyning af drikkevand, mens forbuddet eller begrænsningen er gældende,
4) det eller de mikrobiologiske eller kemiske kvalitetskrav, der giver anledning til anvendelsesbegrænsningen, og
5) hvor alvorlig årsagen til overskridelsen er, herunder om der er tale om en mindre alvorlig sæsonbetinget bakterieopblomstring i en råvandsressource eller en mere alvorlig indtrængen af spildevand i vandforsyningsanlægget.
Stk. 3. Anvendelsesbegrænsninger kan udstedes, såfremt et drikkevandskvalitetskrav ikke er overholdt i henhold til bilag 1-3, eller såfremt tilsyn eller prøvetagning efter kapitel 4 eller driftskontrol efter § 10 indikerer, at der er risiko for sundhedsfare ved anvendelse af drikkevandet.
Stk. 4. Anvendelsesbegrænsinger fastsættes alene ud fra en vurdering af den sundhedsmæssige risiko forbundet med indtag af drikkevandet og vedrører ikke fødevarevirksomheders anvendelse af vandet i deres produktion.
§ 29. Afgørelser om anvendelsesbegrænsninger efter § 28 træffes efter forudgående høring af Landslægeembedet. Høringen kan foregå mundtligt såvel som skriftligt, afhængig af sagens hastende karakter. Ved mundtlig høring skal der snarest muligt følges op med en skriftlig bekræftelse.
§ 30. Landslægeembedet kan pålægge tilsynsmyndigheden at foretage et ekstraordinært tilsyn af almene og øvrige vandforsyningsanlæg samt tilsyn af stikledninger og bygningers vandinstallationer, såfremt det skønnes, at der kan være akut sundhedsfare forbundet med anvendelse af drikkevand fra disse anlæg og installationer.
Kapitel 7
Informering af forbrugere
§ 31. Tilsynsmyndigheden udsender pressemeddelelser i tilfælde af anvendelsesbegrænsninger, herunder kogeanbefalinger.
§ 32. Driftsherren foretager videreformidling af information om tilsynsmyndighedens anvendelsesbegrænsninger, herunder kogeanbefalinger, såvel som andre lignende oplysninger, som tilsynsmyndigheden anmoder driftsherren om at videreformidle. Tilsynsmyndigheden skal stille nærmere krav til, hvordan denne videreformidling skal udføres.
Kapitel 8
Drikkevandsgruppen
§ 33. Tilsynsmyndigheden opretter en drikkevandsgruppe.
Stk. 2. Drikkevandsgruppen er et kollegialt rådgivende organ, hvis formål er at rådgive tilsynsmyndigheden.
Stk. 3. Til drikkevandsgruppen inviterer tilsynsmyndigheden efter behov repræsentanter fra Departementet for Sundhed, Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, Landslægeembedet, driftsherrer for almene vandforsyningsanlæg, kommunerne og eksportfødevarevirksomheder. Tilsynsmyndigheden kan ligeledes vælge at invitere andre berørte parter til møderne.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden varetager formandskab og sekretariat.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden fastlægger antallet af møder. Deltagelse i møderne er frivilligt.
Kapitel 9
Dispensation
§ 34. Tilsynsmyndigheden kan efter ansøgning fra driftsherren for et vandforsyningsanlæg dispensere fra kvalitetskravene for de uorganiske indikatorparametre fastlagt i bilag 2. En sådan dispensation kan betinges af, at der hurtigst muligt træffes udbedrende foranstaltninger til at bringe vandets kvalitet i overensstemmelse med kravene i bilag 2.
§ 35. Dispensationer i henhold til § 34 forudsætter fremlæggelse af en plan for gennemførelse af de nødvendige udbedrende foranstaltninger.
Stk. 2. Der kan alene meddeles dispensation for den periode, der er nødvendig til at gennemføre de nødvendige udbedrende foranstaltninger.
Stk. 3. Der kan kun tillades forhøjede værdier, såfremt kvalitetskravene ikke kan overholdes på anden rimelig måde. Der kan herunder tillades forhøjede værdier i forbindelse med udførelse af reparationer eller andet lignenede arbejde på vandforsyningsanlægget.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal ved meddelelse af dispensation fastlægge øvre grænseværdier for, hvor store overskridelser der er tilladt efter dispensationen. Disse grænseværdier skal fastsættes således, at dispensationen ikke indebærer potentiel fare for sundheden.
Stk. 5. Driftsherren skal, straks efter dispensation er givet, orientere vandforsyningsanlæggets forbrugere om dispensationen og betingelserne i forbindelse hermed.
Stk. 6. Dispensationer kan meddeles for højst 3 år af gangen.
§ 36. En ansøgning om dispensation skal indeholde følgende oplysninger:
1) Årsager til og varigheden af dispensationen.
2) De pågældende vandkvalitetskrav, tidligere relevante analyseresultater og den forventede afvigelse fra de gældende vandkvalitetskrav.
3) Det geografiske område med angivelse af den relevante råvandsressource, mængden af vand, der leveres per dag fordelt på levering til henholdsvis befolkning og fødevarevirksomhed.
4) En kontrolplan til overvågning af vandkvaliteten udarbejdet i samarbejde med tilsynsmyndigheden, som indeholder de foranstaltninger, der skal træffes i den periode, dispensationen er gældende, herunder en eventuel øget kontrolhyppighed.
5) En tids- og aktivitetsplan for iværksættelse af de nødvendige udbedrende foranstaltninger til sikring eller genoprettelse af vandkvaliteten.
6) Et projektsammendrag af de nødvendige foranstaltninger.
Stk. 2. Ansøger skal selv levere alle de relevante oplysninger til tilsynsmyndighedens behandling af sagen.
§ 37. Hvis der, efter tilsynsmyndighedens vurdering, er tale om en overskridelse af kvalitetskravene til drikkevandets uorganiske indikatorparametre, jf. bilag 2, som ikke udgør en sundhedsmæssig risiko, og hvis udbedrende foranstaltninger kan afhjælpe problemet indenfor højst 90 dage, kan der dispenseres uden anvendelse af §§ 34-36.
Stk. 2. Dispensation efter stk. 1 skal angive:
1) højst tilladelige overskridelse, og
2) en tidsfrist på højst 90 dage for afhjælpning af problemet.
Stk. 3. Der kan undtagelsesvist gives dispensationer efter stk. 1 såfremt forholdene taler herfor, herunder hvor en overskridelse ikke umiddelbart kan nedbringes uden at foretage omfattende udskiftninger i vandforsyningsanlægget.
Kapitel 10
Klage og søgsmål
§ 38. Klage og søgsmål over afgørelser truffet i henhold til denne bekendtgørelse behandles efter reglerne i kapitel 14 i Inatsisartutlov om beskyttelse af miljøet.
Kapitel 11
Sanktionsbestemmelser
§ 39. Bøde kan idømmes den, som:
1) Tager råvand i brug, inden tilsynsmyndigheden har givet godkendelse hertil, jf. § 4.
2) Undlader at sikre, at drikkevand overholder de i § 5 nævnte kvalitetskrav som krævet i § 6.
3) Undlader at sikre, at materialer, der indgår i vandforsyningsanlæg, og som er i kontakt med vandet, overholder kravene i § 7.
4) Undlader at sikre, at en bygnings vandinstallationer er forskriftsmæssigt udført, jf. § 9.
5) Undlader at etablere et driftskontrolprogram, jf. § 10.
6) Undlader omgående at underrette tilsynsmyndigheden som krævet i § 11.
7) Undlader at føre driftsjournal i overensstemmelse med § 12.
8) Ikke på forlangende kan fremlægge de i § 13 nævnte oplysninger og dokumenter.
9) Ikke overholder krav til vandprøvetagning i § 16, stk. 2 og 3.
10) Undlader at oplyse om vandprøveudtagningssteder efter § 17.
11) Nægter tilsynsmyndigheden adgang til at udtage vandprøver samt foretage tilsyn efter § 18.
12) Undlader at foretage indberetning som krævet i § 21.
13) Undlader at foretage rapportering som krævet i § 22.
14) Tilsidesætter forbud, påbud eller andre afgørelser efter §§ 24-28.
15) Undlader at videreformidle anvendelsesbegrænsninger, herunder kogeanbefalinger som krævet i § 32.
16) Overtræder vilkår i dispensationer givet efter kapitel 9.
Kapitel 12
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser
§ 40. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. november 2021.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 7 af 17. marts 2008 om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.
§ 41. Afgørelser truffet efter de hidtil gældende regler bevarer deres gyldighed, indtil der efter denne bekendtgørelse træffes ny afgørelse. Overtrædelse af sådanne afgørelser sanktioneresefter de hidtil gældende regler.
Stk. 2. Tilsvarende skal sager, der ved denne bekendtgørelses ikrafttræden er under behandling, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler.
Grønlands Selvstyre, den 3. november 2021
Kalistat Lund
Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning Energi og Miljø
/ Mette Skarregaard Pedersen
Hjemmelslov
-
PDF (0.27MB)
-
PDF (0.19MB)
-
PDF (0.29MB)
-
PDF (0.27MB)
-
PDF (0.18MB)
-
PDF (0.18MB)
-
PDF (0.18MB)
-
PDF (0.25MB)
-
PDF (0.08MB)