Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 1
25. februar 2021
Gældende

Vedtægt om anvendelse af motoriserede befordringsmidler i det åbne land i Avanersuaq området i Avannaata Kommunia for vinterkørsel

I medfør af § 6, § 7 stk. 1, § 9, stk. 1 og § 12 i Selvstyrets bekendtgørelse nr. 10 af 10. oktober 2013 om anvendelse af motoriserede befordringsmidler fastsættes:

 

Kapitel 1

Anvendelsesområder m.v.

 

  § 1.  Denne vedtægt fastsætter regler for, hvor der må anvendes motoriserede befordringsmidler i det åbne land i Avanersuaq området i Avannaata Kommunia i form af udpegning af kørselskorridorer og kørezoner.

  Stk. 2.  Avanersuaq området omhandler Qaanaaq by og bygderne Savissivik, Qeqertat og Siorapaluk. Afgrænsningen af det åbne land i dette område fremgår af bilag 1
  Stk. 3.  Det åbne land omfatter i denne vedtægt de arealer, der i kommuneplanen er beliggende uden for by og bygdeområderne.
  Stk. 4.  Havområder, fjorde, elve og søer indgår i de perioder, hvor de er islagte som en del af det åbne land.
  Stk. 5.  Denne vedtægt gælder ikke for Indlandsisen og gletschere, der udgår fra Indlandsisen samt Pituffik.

 

  § 2.  Ved motoriserede befordringsmidler forstås i denne vedtægt ethvert motoriseret bælte- eller hjuldrevet køretøj, der er konstrueret til eller anvendes til kørsel på is, sne, fjeld og andre naturlige landskabstyper, herunder ATVere, pistemaskiner og snescootere.

 

  § 3.  Færdsel på anlagte veje, pladser og marker m.v., der kræver meddelelse af en brugsret, jf. planlovgivningen, er ikke omfattet af denne vedtægt. 
  Stk. 2.  Færdsel i forbindelse med tilsynsmyndighedens tilsyn med miljø og natur, redningsaktioner, politiefterforskning, forsvarets aktiviteter og lignende er ikke omfattet af denne vedtægt. 
  Stk. 3.  I områder, hvor motoriseret færdsel tillige er reguleret af anden lovgivning, er de til enhver tid mest restriktive reguleringer gældende.

 

Kapitel 2

Anvendelse af motoriserede befordringsmidler

 

  § 4.  Kørsel med motoriserede befordringsmidler i det åbne land er alene tilladt i de af kommunalbestyrelsen vedtagne vinterkørezoner og vinter transportkorridorer, jf. bilag 1-8.
  Stk. 2.  Kørsel med motoriserede befordringsmidler i de angivne kørselskorridorer og kørezoner må kun finde sted i vinterperioden 1. oktober – 31. maj. 
  Stk. 3.  Såfremt et motoriseret befordringsmiddel havarerer i terrænet, skal det fjernes før der sker skader på vegetation og jord ved evt. olie eller brændstoflækage. Fjernes køretøjet ikke efter påtale fra Kommunalbestyrelsen, kan Kommunalbestyrelsen lade køretøjet flytte for ejerens regning og risiko.

 

Kapitel 3

Generelle bestemmelser for færdsel

 

  § 5.  Kørsel med vinterkøretøjer må kun finde sted, når jordbunden er frossen, tilstrækkeligt snedækket og har en sådan bæreevne, at der ikke opstår skade på vegetation og jordbund.
  Stk. 2.  Færdsel med motoriserede befordringsmidler er ikke tilladt inden for vandspærrezoner.
  Stk. 3.  Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse ved kørsel på havis, fjorde, elve og søer.

 

  § 6.  Under kørsel på terræn må der ikke foretages skarpe drejninger, acceleration eller opbremsning, der kan beskadige vegetationen. 
  Stk. 2.  Krydsning af bredder og skråninger ved søer, større vandløb og fjorde må kun foretages på steder, hvor der ikke sker skader på vegetation og terræn.
  Stk. 3.  Færdsel skal tage hensyn til flora og fauna. De til enhver tid gældende bekendtgørelser for beskyttelse og fangst af land- og havpattedyr skal overholdes.
  Stk. 4.  Der skal så vidt muligt holdes minimum 10 meters afstand til hundeslæder
  Stk. 5.  Kommunen sørger for at afmærke kørselskorridorer, enten på et kort og så vidt muligt ved fysisk afmærkning.

 

  § 7.  Under kørsel på fjord- og havis skal der så vidt muligt holdes 500 meters afstand til iskanter mod åbentvandsområder for at undgå forstyrrelse af fangst og havpattedyr langs iskanten.
  Stk. 2.  Såfremt de fysiske forhold gør, at det ikke er muligt at holde 500 meters afstand til iskanten, skal der holdes størst mulig afstand til iskanten.
  Stk. 3.  Undtaget fra § 7, stk. 1 er, hvor der er udpeget transportkorridorer langs iskanten.
  Stk. 4.  Forbuddet mod kørsel tættere end 500 meter fra iskanten jf. stk. 1 og stk. 2 gælder ikke for transport til og fra fiskepladser langs iskanten samt ved transport at fangst fra iskanten.

 

Kapitel 4

Dispensationer

 

  § 8.  Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation til kørsel med motoriserede befordringsmidler uden for de på bilag 1-7 angivne kørselskorridorer og kørezoner.
  Stk. 2.  Begrundet ansøgning om dispensation skal være Kommunalbestyrelsen i hænde senest 4 uger før den planlagte kørsel og skal indeholde areal- eller ruteangivelse. 
  Stk. 3.  Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med en dispensation opstille sådanne vilkår, som måtte anses for hensigtsmæssige. 
  Stk. 4.  Dispensationer sendes til Naalakkersuisoq for Miljø til orientering. 
  Stk. 5.  Dispensationer meddelt efter stk. 1 og stk. 2 kan til enhver tid ændres eller tilbagekaldes af Kommunalbestyrelsen eller Naalakkersuisut, når vilkårene for dispensationen overtrædes, eller når der efter Kommunalbestyrelsens eller Naalakkersuisuts skøn er tale om forhold, hvor der sker skade på natur og miljø. 
  Stk. 6.  Dispensationer kan gives for op til 1 år ad gangen.

 

Kapitel 5

Tilsyn m.v.

 

  § 9.  Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i denne vedtægt overholdes. 
  Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen meddeler påbud og forbud, når de under § 5, stk. 1 og 2 nævnte retningslinjer for kørsel i en periode ikke er opfyldt. 
  Stk. 3.  Påbud kan omfatte krav til anvendelse af bestemte ruter. 
  Stk. 4.  Forbud kan omfatte krav om indstilling af al færdsel inden for bestemte områder og tidsperioder.

 

  § 10.  Alle afgørelser truffet i henhold til denne vedtægt kan påklages til Klageudvalget vedrørende Miljøbeskyttelse efter reglerne i kapitel 14 i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet.

 

Kapitel 6

Sanktionsbestemmelser

 

  § 11.  Overtrædelse af § 4, § 5 og § 6 kan medføre bøde og/eller konfiskation. 
  Stk. 2.  Overtrædelse af vilkår fastsat i medfør af § 7, stk. 3 kan medføre bøde. 
  Stk. 3.  Undladelse af at efterkomme påbud eller forbud efter § 8, stk. 2-4 kan medføre bøde. 
  Stk. 4.  Hvor vedtægten hjemler idømmelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland. 
  Stk. 5.  Bøder og konfiskation idømt efter stk. 1-4 tilfalder Landskassen.

 

Kapitel 7

Ikrafttræden

 

  § 12.  Denne vedtægt træder i kraft den 24.02.2021

 

Kommunalbestyrelsen i Avannaata Kommunia, den 19.02.2021

 

Palle Jerimiassen
Borgmester