Selvstyrets bekendtgørelse om midlertidige restriktioner og forbud vedrørende forsamlinger m.v. i byen Nuuk
I medfør af §§ 6, 6 a, 12 a, 12 b, og § 29, stk. 2, i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen gælder for byen Nuuk, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for Dronning Ingrids Hospital eller klinikker, private praksisser eller forretninger, som autoriserede sundhedspersoner driver eller er ansat i.
Stk. 3. §§ 3 og 4 finder ikke anvendelse for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed.
§ 2. Restriktioner, forbud, påbud m.v. efter bekendtgørelsen er gældende til og med 30. april 2020.
Restriktioner vedrørende forsamlinger m.v.
§ 3. Det er forbudt at afholde og deltage i forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v., hvor der er flere end 10 personer til stede. Forbuddet omfatter både indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger, arrangementer, begivenheder m.v.
Stk. 2. Stk. 1 er ikke gældende i boligen, hvis deltagerne kun består af personer, der indgår i husstanden.
§ 4. Befinder flere end 10 personer sig sammen på et offentligt tilgængeligt sted, uden at forholdet er omfattet af § 3, stk. 1, på en sådan måde, som efter politiets skøn udgør en særlig fare for smitte med alment farlige sygdomme, kan politiet påbyde personerne at forlade stedet.
Stk. 2. Politiets skønsudøvelse efter stk. 1 skal ske under hensyntagen til Landslægeembedets generelle anbefalinger vedrørende smittefaren fra alment farlige sygdomme.
§ 5. Politiet har uden rettens beslutning adgang til lokaler og andre lokaliteter med henblik på kontrol af overholdelsen af forbuddet i § 3.
Stk. 2. Boligen er ikke omfattet af stk. 1.
Adgang til og restriktioner for offentlige institutioner
§ 6. Offentlige kultur-, kirke- og fritidsinstitutioner, der ikke er omfattet af § 22, stk. 1, i landstingsforordning om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, skal holde deres lokaler lukket for offentligheden.
Adgang til og restriktioner for visse lokaler
§ 7. Erhvervsdrivende skal holde følgende lokaler lukket for offentligheden:
1) Natklubber, diskoteker, barer, værtshuse m.v.
2) Restauranter og caféer m.v., hvor der serveres mad og drikkevarer til indtagelse på salgsstedet, jf. dog stk. 2.
4) Steder, hvor der udøves sports- og fritidsaktiviteter, herunder spillehaller, svømmehaller, træningscentre, teatre og biografer.
5) Tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, og solarier.
Stk. 2. Restauranter og caféer m.v. må uanset stk. 1, nr. 2, holde åbent for offentligheden med henblik på at sælge mad og drikkevarer, der ikke indtages på salgsstedet (take-away), jf. dog § 9.
Adgang til og restriktioner for Nuuk Center
§ 8. Ud over §§ 7 og 9 gælder for Nuuk Center følgende:
1) Det er forbudt at opholde sig i de åbne områder i Nuuk Center. Dog må der passeres igennem de åbne områder, for at komme til en butik, arbejdsplads m.v.
2) Butikker m.v. der har mulighed for at modtage kunder fra ydersiden af Nuuk Center, skal benytte denne mulighed, og skal holde indersiden lukket
3) Butikker m.v. der ikke har mulighed for at modtage kunder fra ydersiden af Nuuk Center, skal følge særlige retningslinjer fastsat af Landslægeembedet.
Krav til lokaler hvortil offentligheden har adgang til
§ 9. Erhvervsdrivende og offentlige institutioner, som har rådighed over lokaler, hvortil offentligheden har adgang, skal opfylde følgende krav:
1) Der må maksimalt tillades adgang for 1 person pr. 4 m2 gulvareal, hvortil der er offentlig adgang. Er gulvarealet under 4 m2, kan der uanset 1. pkt. tillades adgang for 1 person. Gulvarealet i 1. pkt. opgøres væg til væg uanset inventar m.v.
2) Lokalerne skal så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres, herunder ved at gøre det muligt for kunder og besøgende at holde afstand til hinanden.
3) Der skal i eller ved lokalerne opsættes informationsmateriale om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd i det offentlige rum. Informationsmaterialet nævnt i 1. pkt. offentliggøres af Landslægeembedet.
4) Det skal sikres, at alle medarbejdere overholder Landslægeembedets anbefalinger om god hygiejne og hensigtsmæssig adfærd. Anbefalingerne nævnt i 1. pkt. offentliggøres af Landslægeembedet.
5) Der skal så vidt muligt være vand og sæbe eller håndsprit tilgængeligt for kunder og besøgende.
6) Medarbejdere skal bruge handsker ved salg af ikke-emballerede fødevarer.
§ 10. Har en erhvervsdrivende efter politiets skøn overtrådt § 9, og er der ikke udsigt til, at den erhvervsdrivende fremover vil overholde § 9, kan politiet påbyde den erhvervsdrivende at holde lokalet lukket for offentligheden i en nærmere bestemt periode.
Transport
§ 11. Busser må ikke medtage flere passagerer end der er siddepladser til i bussen.
Stk. 2. Både m.v., som tilbyder ture til offentligheden, er omfattet af §§ 3 og 4.
Foranstaltninger
§ 12. Der kan idømmes foranstaltninger efter Kriminallov for Grønland for den, der overtræder § 3, stk. 1, eller §§ 7-9 og 11, eller undlader at efterkomme et påbud efter § 4, stk. 1, eller § 10.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalretligt ansvar efter reglerne i kriminallovens kapitel 5.
Ikrafttræden og ændring i anden bekendtgørelse
§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 2020.
Grønlands Selvstyre, den 14. april 2020
Martha Abelsen
/
Tine Pars