Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 8
7. april 2020
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om oplysningsforpligtelser og behandling af personoplysninger i forbindelse med Covid-19

I medfør af §§ 21 a og 21 b, og § 29, stk. 2, i landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, som ændret ved Inatsisartutlov nr. 1 af 1. april 2020, fastsættes:

 

Anvendelsesområde

 

  § 1.  Bekendtgørelsen finder kun anvendelse i de situationer, hvor det vurderes nødvendigt for at hindre udbredelse og smitte af Covid-19.

 

Oplysningspligt for juridiske personer

 

  § 2.  Juridiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Landslægeembedet eller politiet at afgive relevante oplysninger, herunder oplysninger om navn og adresse på betalingskortindehaver, tid og sted for betalingstransaktioner samt oplysninger, der kan tjene til at stedfæste en slutbruger i forbindelse med dennes anvendelse af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Der kan i den forbindelse behandles personoplysninger omfattet af §§ 6 og 7 i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.

 

Oplysningspligt for fysiske personer

 

  § 3.  Fysiske personer er forpligtet til efter anmodning fra Landslægeembedet eller politiet at afgive oplysninger om personens forudgående opholdssted i ind- eller udland samt oplysninger om, hvem personen har været i kontakt med under opholdet. Der kan i den forbindelse behandles personoplysninger omfattet af §§ 6 og 7 i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.

 

Videregivelsespligt for myndigheder og sundhedspersoner

 

  § 4.  Politiet videregiver oplysninger, som er modtaget i henhold til §§ 2 eller 3, til Landslægeembedet til brug for Landslægens indstilling til Naalakkersuisut og Epidemikommissionen om påbud i medfør af kapitel 3 i landstingsforordning om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.
  Stk. 2.  Sundhedspersoner videregiver oplysninger, herunder helbredsoplysninger, til Landslægeembedet, hvis sundhedspersonen får kendskab til, at en patient har en særlig risikoadfærd, der konkret vurderes at kunne være relevant for Landslægens indstilling til Naalakkersuisut og Epidemikommissionen om påbud i medfør af kapitel 3 i landstingsforordning om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme.
  Stk. 3.  Ved sundhedspersoner forstås personer, der er autoriserede i henhold til særlig lovgivning til at varetage sundhedsfaglige opgaver, og personer, der handler på disses ansvar jf. § 4 i landstingsforordning om patienters retsstilling.

 

Foranstaltninger

 

  § 4. Der kan fastsættes foranstaltninger efter Kriminallov for Grønland for ikke at efterkomme en anmodning efter §§ 2 eller 3.
  Stk. 2.  Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) kriminalansvar efter reglerne i kapitel 5 i Kriminallov for Grønland.

 

Ikrafttræden

 

  § 5.  Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter kundgørelse.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 7. april 2020

 

 

 

Martha Abelsen

/

Tine Pars