Selvstyrets lovbekendtgørelse af Inasisartutlov om arkivvæsen
Herved bekendtgøres Inatsisartutlov nr. 5 af 3. juni af 2015 om arkivvæsen med de ændringer, der følger af Inatsisartutlov nr. 34 af 28. november 2019.
Kapitel 1
Inatsisartutlovens anvendelsesområde
§ 1. Inatsisartutloven gælder for alle dele af den offentlige forvaltning under Grønlands Selvstyre og kommunerne.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at Inatsisartutloven helt eller delvist skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af offentlige midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov eller forordning har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på det offentliges vegne.
Stk. 3. De af stk. 1-2 omfattede myndigheder, institutioner, selskaber, foreninger m.v. benævnes i det følgende som offentlige institutioner.
Stk. 4. Regler vedrørende Inatsisartut og dets tilknyttede myndigheders og institutioners arkivforhold fastsættes af formandsskabet for Inatsisartut efter forhandling med Naalakkersuisut.
Stk. 5. Kapitel 6 i inatsisartutloven gælder for arkivalier fra enkeltpersoner og institutioner, selskaber, foreninger m.v., der ikke er omfattet stk. 1-2 (private arkivalier).
§ 2. Naalakkersuisut kan indgå overenskomst med rigsmyndighederne om varetagelse af opgaver efter inatsisartutloven overfor rigsmyndighedens institutioner i Grønland.
Kapitel 2
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv
§ 3. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv er ansvarlig for indsamling, ordning, bevaring og registrering af arkivalier, der har historisk værdi eller tjener til dokumentation af forhold af væsentlig administrativ eller retlig betydning for borgere og myndigheder, som findes i offentlige institutioners arkiver og i arkiver modtaget fra private efter bestemmelserne i kapitel 6.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv skal på baggrund af de modtagne arkivalier udføre forskning samt udbrede kendskabet til Grønlands kultur- og samfundshistoriske udvikling.
Stk. 3. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv rådgiver og samarbejder med andre kulturelle institutioner i og udenfor Grønland i arkivmæssig henseende.
§ 4. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv rådgiver offentlige institutioner i arkivanliggender.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fører tilsyn med behandling og opbevaring af arkivalier ved offentlige institutioner.
Kapitel 3
Offentlige institutioners arkivforhold
Bevaring
§ 5. Alt informationsbærende materiale, som er skabt eller tilvejebragt i forbindelse med offentlige institutioners virksomhed, skal arkiveres.
§ 6. Offentlige institutioner skal sørge for, at deres arkivalier til enhver tid behandles og opbevares forsvarligt. Elektroniske arkivalier skal behandles og opbevares i et af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv godkendt system, som kan konverteres til en arkiveringsversion.
Stk. 2. Offentlige institutioner skal holde deres arkivalier adskilt fra andre offentlige institutioners arkivalier, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan beslutte, at underskrevne originaler af Landstingslove, Landstingsforordninger, Inatsisartutforordninger, Inatsisartutlove, Hjemmestyrets og Selvstyrets bekendtgørelser, samt kommunale vedtægter skal opbevares i en udvalgt arkivenheds arkivalier.
§ 7. Ved overførelse af sagsområder fra en offentlig institution til en anden offentlig institution, skal arkivalier, der vedrører uafsluttede sager, overføres til den offentlige institution, der overtager sagsområdet.
Stk. 2. Øvrige arkivalier forbliver hos den overførende offentlige institution, indtil der skal ske aflevering til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, jf. § 12. I særlige tilfælde kan Grønlands Nationalmuseum og Arkiv godkende, at sådanne arkivalier overføres til den modtagende offentlige institution.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 6, stk. 2, finder ligeledes anvendelse ved overførelse af arkivalier efter stk. 1 og 2.
§ 8. Naalakkersuisut fastsætter efter indstilling herom fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv nærmere regler for offentlige institutioners behandling og opbevaring af arkivalier. Regler vedrørende den kommunale forvaltnings behandling og opbevaring af arkivalier fastsættes tillige efter forhandling med kommunerne.
§ 8 a. Naalakkersuisut kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte nærmere regler om Grønlands Nationalmuseum og Arkivs opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.
Overdragelse
§ 9. Offentlige institutioners arkivalier må ikke gøres til genstand for overdragelse og kan ikke erhverves ved ekstinktion eller hævd.
Stk. 2. Er offentlige institutioners arkivalier kommet i privat besiddelse, skal de vederlagsfrit afleveres til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Arkiv- og journalplaner
§ 10. Naalakkersuisut fastsætter efter indstilling herom fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv nærmere regler for udarbejdelse af journal- og arkivplaner. Regler vedrørende den kommunale forvaltnings udarbejdelse af journal- og arkivplaner fastsættes tillige efter forhandling med kommunerne.
Kassation
§ 11. Naalakkersuisut kan efter indstilling herom fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fastsætte regler om kassation af ikkebevaringsværdige arkivalier.
Stk. 2. Når arkivalier kasseres, påhviler det den offentlige institution at destruere arkivalierne på en sådan måde, at ingen uvedkommende får adgang til dem.
Kapitel 4
Aflevering af arkivalier
§ 12. Arkivalier, der er ældre end 15 år og ikke til stadighed anvendes i en offentlig institutions tjenstlige virksomhed, skal uden ugrundet ophold afleveres til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. I særlige tilfælde og efter aftale med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan aflevering ske på et andet tidspunkt. Hvis der foretages en aflevering på et andet tidspunkt, skal dette ske efter anmodning fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Stk. 2. Indtil afleveringen er offentlige institutioner forpligtet til selv at opbevare sine arkivalier.
Stk. 3. Nedlægges en offentlig institution, skal dennes arkivalier uanset alder afleveres, medmindre de skal benyttes af andre offentlige institutioner, som overtager sagsområdet, jf. § 7.
§ 13. Arkivalier skal ved afleveringen være ordnet, pakket, mærket og fortegnet og de enkelte sager renset for overflødigt materiale.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan, efter indstilling fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet, fastsætte regler om aflevering af arkivalier, herunder aflevering af elektroniske arkivalier, og arkivalier, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger, og som skal bevares.
Stk. 3. Den afleverende offentlige institution afholder alle udgifter forbundet med afleveringen.
§ 14. En offentlig institution kan hjemlåne egne afleverede arkivalier til tjenstligt brug, jf. dog § 21 c.
§ 14 a. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende offentlige myndigheder, skal straks underrette Grønlands Nationalmuseum og Arkiv herom. Tilbydes myndighederne sådanne arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes eksistens, skal de ligeledes straks underrette Grønlands Nationalmuseum og Arkiv herom.
Kapitel 5
Tilgængelighed og benyttelse
Offentlig tilgængelighed
§ 15. Arkivenheder, der er afleveret til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, er offentlige tilgængelige, når de er 25 år gamle, jf. dog §§ 16-17.
§ 16. Tilgængelighedsfristen er 80 år for arkivenheder, der indeholder oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold.
§ 17. Når væsentlige hensyn til beskyttelse af offentlige eller private interesser taler for det, kan den afleverende offentlige institution, efter drøftelse med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, fastsætte en længere tilgængelighedsfrist end efter §§ 15-16.
Stk. 2. Tilgængelighedsfrist efter stk. 1 skal fastsættes ved afleveringen og skal indeholde nærmere angivelse af, hvilke arkivenheder eller grupper af arkivenheder den gælder.
§ 18. For arkivenheder hidrørende fra rigsmyndighederne, der efter særlig aftale, jf. § 2, er afleveret til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, gælder de i aftalen fastsatte tilgængelighedsfrister.
§ 19. Tilgængelighedsfristerne i §§ 15-18 regnes fra arkivenhedens afslutningsår.
§ 19 a. Naalakkersuisut kan fastsætte regler vedrørende adgang til arkivalier, der ikke er offentlige tilgængelige.
Dispensation
§ 20. Når arkivenheder skal benyttes i forskningsøjemed, kan Grønlands Nationalmuseum og Arkiv dispensere fra bestemmelserne i §§ 15-17, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Forinden der gives dispensation til benyttelse af arkivenheder, for hvilke der er aftalt længere tilgængelighedsfrist efter bestemmelsen i § 17, stk. 1, skal der indhentes tilladelse fra den afleverende offentlige institution.
Stk. 3. Dispensation meddeles på vilkår, der sikrer, at der ikke sker krænkelse af enkeltpersoners integritet.
Benyttelse
§ 21. Arkivalier, som er tilgængelige efter reglerne i §§ 15-18, kan benyttes på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, der bistår brugerne ved benyttelsen.
Stk. 2. Til forskningsbrug kan Grønlands Nationalmuseum og Arkiv tillade, at arkivalier udlånes til benyttelse på biblioteker, godkendte museer og lignende institutioner. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan knytte vilkår til udlånet.
§ 21 a. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af dokumenter, arkivenheder eller grupper af arkivenheder, som er afleveret til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, inden udløbet af tilgængelighedsfristerne, jf. dog § 21 b og c.
§ 21 b. Tilladelse efter § 21 a kræver samtykke fra den afleverende myndighed, hvis:
1) der for et dokument eller en arkivenhed er fastsat en længere tilgængelighedsfrist efter § 17,
2) en arkivenhed eller et dokument er yngre end 25 år, eller
3) arkivenheden hidrører fra rigsmyndighederne, jf. § 18.
§ 21 c. Tilladelse efter § 21 a kræver samtykke fra Datatilsynet, hvis arkivenheden er afleveret fra en myndighed inden for den offentlige forvaltning og indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold og:
1) tidligere behandling af oplysningerne har været omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger, eller
2) oplysningerne stammer fra et edb-register, der har været ført for den offentlige forvaltning.
§ 22. Den, der får adgang til benyttelse af arkiver, der ikke er offentligt tilgængelige, må ikke uberettiget offentliggøre, videregive eller udnytte fortrolige oplysninger, den pågældende derved har fået kendskab til.
§ 22 a. Naalakkersuisut kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte regler om vilkår for brugen af oplysninger af den art, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.
§ 23. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan nægte adgang til benyttelse af arkivenheder, når det er nødvendigt af hensyn til arkivenhedens bevaringstilstand. Såfremt det kan ske uden skade for arkivenhedens bevaringstilstand, skal der til benyttelse foretages affotografering.
§ 24. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv stiller arkivalierne vederlagsfrit til rådighed for forskning og offentlighed. Der kan dog kræves betaling for mere omfattende og ressourcekrævende ydelser.
Kapitel 6
Private arkivalier
§ 25. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan indsamle, modtage og sikre arkivalier af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel betydning fra enkeltpersoner og institutioner, selskaber, foreninger m.v., der ikke er omfattet af § 1, stk. 1-2.
Stk. 2. Har den, der afleverer arkivalier efter stk. 1, ikke fastsat bestemmelse om arkivaliernes tilgængelighed, er de tilgængelige efter reglerne i §§ 15-16 og §§ 19-20.
Stk. 3. Er der ikke fastsat bestemmelser om benyttelse, kan arkivalier efter stk. 1 benyttes efter reglerne i §§ 21-24.
§ 26. Den, som ejer private arkivalier af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel betydning, skal, inden de udføres af landet, give Grønlands Nationalmuseum og Arkiv adgang til kopiering af arkivalierne.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan efter indstilling herom fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fastsætte regler om afgrænsning af private arkivalier af væsentlig forskningsmæssig eller almenkulturel betydning.
Kapitel 6 a
Begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger
§ 26 a. En person kan over for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fremsætte begæring om indsigt i oplysninger om den pågældende af den art, som er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger, og som er overført til opbevaring i Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Stk. 2. Begæring efter stk. 1 skal angive den myndighed, der oprindeligt har behandlet de pågældende oplysninger.
Stk. 3. Begæring om indsigt videresendes af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv til vedkommende myndighed, der træffer afgørelse efter bestemmelserne herom i Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.
Stk. 4. For så vidt angår begæring om indsigt i private arkivalier, som er afleveret til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og som er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov behandling af personoplysninger, træffer det pågældende arkiv afgørelse efter bestemmelserne i anordningen. Begæringen skal angive den dataansvarlige, der oprindelig har behandlet de pågældende oplysninger.
Kapitel 7
Sanktionsbestemmelser
§ 27. Overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 9, stk. 2, § 11, stk. 2, § 12, § 13, stk. 1, § 14 a, § 22 og § 26 og vilkår fastsat i medfør af § 21, stk. 2, kan medføre foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af inatsisartutloven, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde for overtrædelse af bestemmelserne.
Stk. 3. Hvor inatsisartutloven eller forskrifter udstedt i medfør af inatsisartutloven hjemler idømmelse af bøde, kan bøden pålægges juridiske personer efter reglerne i kriminalloven for Grønland.
Stk. 4. Bøder, der idømmes efter denne Inatsisartutlov, tilfalder landskassen.
Kapitel 8
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 28. Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2016, dog træder § 8, § 10, § 11, stk. 1, § 13, stk. 2 og § 26, stk. 2 i kraft den 1. august 2015.
Stk. 2. Samtidig ophæves Landstingslov nr. 22 af 30. oktober 1998 om arkivvæsen.
Stk. 3. Regler eller administrative forskrifter, der er fastsat eller opretholdt i medfør af Landstingslov nr. 22 af 30. oktober 1998 om arkivvæsen, forbliver i kraft, indtil de afløses af regler eller administrative forskrifter fastsat i medfør af nærværende Inatsisartutlov eller anden lovgivning.
Inatsisartutlov nr. 34 af 28. november 2019 (Hjemmel til opbevaring af originale regelforskrifter i en udvalgt arkivenheds arkivalier og regler om opbevaring, aflevering og benyttelse af arkivalier med personoplysninger m.v.)[1] indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:
§ 2
Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. januar 2020.
Stk. 2. Inatsisartutloven gælder også for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller kommet i en myndigheds besiddelse før Inatsisartutlovens ikrafttræden.
Departementet for Uddannelse, Kultur og Kirke, den 4. februar 2020
Lone Nukaaraq Møller
/
Claus Kleemann
[1] Lovændringen vedrører § 1, stk. 2, § 6, § 8, 2. pkt., § 8 a, § 10, 2. pkt., § 12, stk. 1, § 13, stk. 2, § 14, § 14 a, § 19 a, § 21, stk. 2, § 21 a, § 21 b, § 21 c, § 22 a, § 26 a og § 27, stk. 1.