Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 34
28. november 2019
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om arkivvæsen
(Hjemmel til opbevaring af originale regelforskrifter i en udvalgt arkivenheds arkivalier og regler om opbevaring, aflevering og benyttelse af arkivalier med personoplysninger m.v.)

§ 1

 

I Inatsisartutlov nr. 5 af 3. juni 2015 om arkivvæsen foretages følgende ændringer:

 

1. § 1, stk. 2, affattes således:
”  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte regler om, at Inatsisartutloven helt eller delvist skal gælde for nærmere angivne selskaber, institutioner m.v., som ikke kan henregnes til den offentlige forvaltning. Det gælder dog kun, hvis udgifterne ved deres virksomhed overvejende dækkes af offentlige midler, eller i det omfang de ved eller i henhold til lov eller forordning har fået tillagt beføjelse til at træffe afgørelser på det offentliges vegne.”

 

2. § 6 affattes således:
 § 6.  Offentlige institutioner skal sørge for, at deres arkivalier til enhver tid behandles og opbevares forsvarligt. Elektroniske arkivalier skal behandles og opbevares i et af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv godkendt system, som kan konverteres til en arkiveringsversion.
  Stk. 2.  Offentlige institutioner skal holde deres arkivalier adskilt fra andre offentlige institutioners arkivalier, jf. dog stk. 3. 
  Stk. 3.  Naalakkersuisut kan beslutte, at underskrevne originaler af Landstingslove, Landstingsforordninger, Inatsisartutforordninger, Inatsisartutlove, Hjemmestyrets og Selvstyrets bekendtgørelser, samt kommunale vedtægter skal opbevares i en udvalgt arkivenheds arkivalier.”

 

3. § 8, 2. pkt., affattes således:
”Regler vedrørende den kommunale forvaltnings behandling og opbevaring af arkivalier fastsættes tillige efter forhandling med kommunerne.”

 

4. Efter § 8 indsættes:
”  § 8 a.  Naalakkersuisut kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte nærmere regler om Grønlands Nationalmuseum og Arkivs opbevaring af materiale af den art, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.”

 

5. § 10, 2. pkt., affattes således:
”Regler vedrørende den kommunale forvaltnings udarbejdelse af journal- og arkivplaner fastsættes tillige efter forhandling med kommunerne.”

 

6. § 12, stk. 1, affattes således:
”Arkivalier, der er ældre end 15 år og ikke til stadighed anvendes i en offentlig institutions tjenstlige virksomhed, skal uden ugrundet ophold afleveres til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. I særlige tilfælde og efter aftale med Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan aflevering ske på et andet tidspunkt. Hvis der foretages en aflevering på et andet tidspunkt, skal dette ske efter anmodning fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.”

 

7. § 13, stk. 2, affattes således:
”  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan efter indstilling fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte regler om aflevering af arkivalier, herunder aflevering af elektroniske arkivalier, og arkivalier, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger og som skal bevares.”

 

8. § 14 affattes således:
”  § 14.  En offentlig institution kan hjemlåne egne afleverede arkivalier til tjenstligt brug, jf. dog § 21 c.”

 

9. Efter § 14 i kapitel 4 indsættes:
”  § 14 a. Enhver offentlig myndighed, som har modtaget eller erhvervet arkivalier hidrørende fra tidligere eller eksisterende offentlige myndigheder, skal straks underrette Grønlands Nationalmuseum og Arkiv herom. Tilbydes myndighederne sådanne arkivalier, eller bliver de på anden måde bekendt med arkivaliernes eksistens, skal de ligeledes straks underrette Grønlands Nationalmuseum og Arkiv herom.”

 

10. Efter § 19 indsættes:
 ”  § 19 a. Naalakkersuisut kan fastsætte regler vedrørende adgang til arkivalier, der ikke er offentlige tilgængelige”.

 

11. I § 21, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
”Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan knytte vilkår til udlånet.”

 

12. Efter § 21 indsættes:
”  § 21 a.  Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan i konkrete tilfælde meddele tilladelse til benyttelse af dokumenter, arkivenheder eller grupper af arkivenheder, som er afleveret til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, inden udløbet af tilgængelighedsfristerne, jf. dog § 21 b og c.

 

  § 21 b.  Tilladelse efter § 21 a kræver samtykke fra den afleverende myndighed, hvis
1)  der for et dokument eller en arkivenhed er fastsat en længere tilgængelighedsfrist efter § 17,
2)  en arkivenhed eller et dokument er yngre end 25 år, eller
3)  arkivenheden hidrører fra rigsmyndighederne, jf. § 18.

 

  § 21 c.  Tilladelse efter § 21 a kræver samtykke fra Datatilsynet, hvis arkivenheden er afleveret fra en myndighed inden for den offentlige forvaltning og indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold og
1)  tidligere behandling af oplysningerne har været omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger eller
2)  oplysningerne stammer fra et edb-register, der har været ført for den offentlige forvaltning.”

 

13. Efter § 22 indsættes:
§ 22 a.  Naalakkersuisut kan efter indhentet udtalelse fra Datatilsynet fastsætte regler om vilkår for brugen af oplysninger af den art, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.”

 

14. Efter § 26 indsættes:

Kapitel 6 a

Begæring om indsigt i oplysninger, der er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger

 

  § 26 a.  En person kan over for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fremsætte begæring om indsigt i oplysninger om den pågældende af den art, som er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger, og som er overført til opbevaring i Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
  Stk. 2.  Begæring efter stk. 1 skal angive den myndighed, der oprindeligt har behandlet de pågældende oplysninger.
  Stk. 3.  Begæring om indsigt videresendes af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv til vedkommende myndighed, der træffer afgørelse efter bestemmelserne herom i Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om behandling af personoplysninger.
  Stk. 4.  For så vidt angår begæring om indsigt i private arkivalier, som er afleveret til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, og som er omfattet af Anordning om ikrafttræden for Grønland af lov behandling af personoplysninger, træffer det pågældende arkiv afgørelse efter bestemmelserne i anordningen. Begæringen skal angive den dataansvarlige, der oprindelig har behandlet de pågældende oplysninger.”

 

15. § 27, stk. 1, affattes således:
”  Overtrædelse af § 5, § 6, stk. 1 og 2, § 7, § 9, stk. 2, § 11, stk. 2, § 12, § 13, stk. 1, § 14 a, § 22 og § 26 og vilkår fastsat i medfør af § 21, stk. 2, kan medføre foranstaltninger i form af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.”

 

§ 2

 

Denne Inatsisartutlov træder i kraft den 1. januar 2020. 
  Stk. 2.  Inatsisartutloven gælder også for arkivalier, der er udfærdiget af en myndighed eller kommet i en myndigheds besiddelse før Inatsisartutlovens ikrafttræden.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 28. november 2019

 

 

 

Kim Kielsen