Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 14
18. oktober 2019
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af ræve

I medfør af § 2, stk. 4, § 8, § 9, stk. 2, § 12, § 13, stk. 2 og 3, § 17, stk. 2, § 18 samt § 21 i Landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt som senest ændret ved Landstingslov nr. 1 af 16. maj 2008 og § 5, § 35, § 36, stk. 2 samt § 60, stk. 2 i Landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse og efter høring af Fangstrådet, fastsættes:

 

Anvendelsesområde

 

  § 1.  Denne bekendtgørelse finder anvendelse på beskyttelse og fangst af polarræve (Vulpes lagopus) i Grønland.

 

Definitioner

 

  § 2.  Polarræve betegnes i denne bekendtgørelse med ræve.

 

Fredning og fangst

 

  § 3.  Ræve er fredet i Nationalparken i Nord- og Østgrønland.
  Stk. 2.  Ræve er i resten af Grønland fredet i perioden fra 15. maj til og med 15. september, jf. dog stk. 3.
  Stk. 3.  Uanset stk. 2 må ræve ved beboede områder, fåreholdersteder og hundeslædedistrikter i en periode på 5 år fra denne bekendtgørelses ikrafttræden jages hele året af personer med gyldigt erhvervs- eller fritidsjagtbevis.    

 

Fangstmetoder

 

  § 4.  Det er ved fangst af ræve kun tilladt at bruge riffel og mindste lovlige kaliber er 17.
  Stk. 2.  Det er forbudt at anvende hel- og halvautomatiske våben.
  Stk. 3.  Ethvert våben, der, jf. stk. 1, må anvendes til fangsten, skal være indskudt og i god stand.
  Stk. 4.  Det er forbudt at anvende gift, selvskud, sakse, fodsnarer eller andre tekniske hjælpemidler til fastholdelse af ræve, jf. dog § 12.

 

Brug af motoriserede transportmidler

 

  § 5.  Det er forbudt at anvende fly, helikoptere og motoriserede transportmidler, herunder snescootere og ATV’er, i forbindelse med fangst og forfølgelse af ræve, jf. dog § 12.

 

Salg og udlevering af fangst

 

  § 6.  Det er tilladt at sælge fra lovligt nedlagt ræv. Det er dog forbudt at sælge eller udlevere ulovligt nedlagt ræv eller kød, skind, tænder eller dele af disse.

 

Aflivning af anskudt ræv

 

  § 7.  Fangeren skal sikre sig, at ræven er død umiddelbart efter, at den er blevet skudt. 
  Stk. 2.  Hvis ræven er anskudt skal fangeren aflive den så hurtigt som muligt.
  Stk. 3.  Hvis en anskudt ræv ikke bliver aflivet, skal dette i umiddelbar tilknytning til fangstens afslutning meddeles til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug eller den nærmeste jagtbetjent.
  Stk. 4.  Observeres en anskudt ræv, skal den så vidt muligt aflives og efterfølgende rapporteres til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug eller den nærmeste jagtbetjent.
  Stk. 5.  Observeres en død ræv, skal den efterlades på stedet og efterfølgende rapporteres til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug eller den nærmeste jagtbetjent.

 

Kommunale vedtægter

 

  § 8.  En kommunalbestyrelse kan ved kommunal vedtægt fastsætte reguleringer samt udstede retningslinjer for udøvelse af rævejagten i visse områder inden for kommunen.
  Stk. 2.  Kommunale vedtægter skal stadfæstes af Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug.

 

Fangstrapportering

 

  § 9.  Alle fangster samt anskydninger af ræve skal hvert år rapporteres ved brug af årsskemaet i PINIARNEQ eller på www.sullissivik.gl.

 

Indberetning ved nødret eller nødværge

 

  § 10.  Såfremt en ræv nedlægges som følge af nødret eller nødværge, jf. reglerne i Kriminallov for Grønland, skal personen, der har nedlagt ræven, hurtigst muligt via Sullissivik meddele dette til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, der udarbejder en skriftlig redegørelse om sagen med angivelse af sted, dato og rævens køn.
  Stk. 2.  Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug udsteder skriftlige retningslinjer for håndtering af ræve, der kommer i nærheden af eller ind i beboede områder, herunder ræve med rabies.

 

Fangenskab

 

  § 11.  Ræve, herunder ræveunger, må ikke uden tilladelse fra Naalakkersuisut holdes i fangenskab, jf. dog § 12.

 

Dispensation og yderligere vilkår for fangst

 

  § 12.  Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan til videnskabelige formål, regulering af rævebestandene, eller som led i en kortlægning af Grønlands fangstmæssige ressourcer, dispensere fra bekendtgørelsens regler.

 

  § 13.  Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan fastsætte vilkår i forbindelse med fangst af ræve, herunder krav om levering af dele af ræve til biologiske og sygdomsmæssige undersøgelser.

 

Sanktioner

 

  § 14.  Overtrædelse af § 3, § 4, § 5, § 6, § 7, stk. 2-4, § 10, stk. 1 samt § 11, i denne bekendtgørelse kan ifølge fangst- og jagtloven medføre foranstaltninger i form af bøde.
  Stk. 2.  Kriminallovens § 166 om konfiskation finder tilsvarende anvendelse.
  Stk. 3.  Beslutning om anvendelse af konfiskerede ræve eller dele deraf træffes af Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, eller af en af departementet dertil bemyndiget person.
  Stk. 4.  Hvor bekendtgørelsen eller vedtægter udstedt i medfør af bekendtgørelsen hjemler fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
  Stk. 5.  Bøder, der fastsættes efter stk. 1, tilfalder Landskassen.

 

Ikrafttrædelsesbestemmelse

 

  § 15.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 18. oktober 2019. 
  Stk. 2.  Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 20 af 17. maj 1989 om fredning af ræve i Grønland.
  Stk. 3.  Vedtægter fastsat i medfør af Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 20 af 17. maj 1989 om fredning af ræve i Grønland opretholdes, indtil de ophæves ved andre vedtægter.


Grønlands Selvstyre, den 18. oktober 2019


Jens Immanuelsen

/

Jørgen Isak Olsen