Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 29
28. november 2019
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af landstingsforordning om leje af boliger
(Ændring af regler omkring husdyrhold i offentlige udlejningsejendomme og om overtagelse af lejemål ved lejers død mv.)

§ 1

 

I landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger, som ændret ved landstingsforordning nr. 14 af 20. november 2006, landstingsforordning nr. 9 af 5. december 2008, og Inatsisartutlov nr. 17 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:

 

1. I § 37, stk. 5, ændres ”§ 50, stk. 5” til: ”§ 50, stk. 7”.

 

2. § 50, stk. 3-5, ophæves, og i stedet indsættes som stk. 3-7:
”  Stk. 3.  I Selvstyrets og kommunernes udlejningsejendomme er det tilladt at holde husdyr, jf. dog stk. 4-7.
  Stk. 4.  Uanset stk. 3, kan boligafdelingens bestyrelse dog beslutte, at det ikke skal være tilladt at holde husdyr i den pågældende boligafdeling.
  Stk. 5.  Betingelserne i ordensreglerne jf. bilag 4 om husdyr skal til enhver tid være overholdt. 
  Stk. 6.  Ved anskaffelse af et husdyr skal lejer stille en særlig sikkerhed svarende til 3 måneders husleje. Lejeren skal betale sikkerheden kontant til udlejer ved anskaffelsen af husdyret. Såfremt husdyret afgår ved døden, eller hvis lejeren på anden vis opgiver at holde husdyret, kan udlejer efter et syn af ejendommen og det lejede beslutte, at betingelserne for at tilbageholde lejerens sikkerhed ikke længere er til stede og genudbetale beløbet helt eller delvist. 
  Stk. 7.  Udlejer kan anvende den i stk. 6 betalte sikkerhed til dækning af skader, der er forårsaget af husdyrhold.”

 

3. § 60 affattes således:
  § 60.  Ved en lejers død har ægtefælle, registreret partner eller samlever ret til at indtræde i lejeforholdet på de hidtidige vilkår. Som samlever anses en person, som lejer levede sammen med i et ægteskabslignende forhold. Samme ret har en person, der ikke er medunderskriver på lejekontrakten, men som i mindst 6 måneder har haft fælles og folkeregistreret husstand med lejer, jf. dog § 63, stk. 3. 
  Stk. 2.  Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på lejers børn over 18 år. Såfremt barnet er tilmeldt i folkeregistreret på lejemålet umiddelbart efter afsluttet eller afbrudt uddannelse i anden by, medregnes uddannelsesopholdet i opgørelsen efter stk. 1. Ønsker flere hjemmeboende børn at indtræde i lejemålet, går det barn forud, som har haft fælles og folkeregistreret husstand med lejer i den længste periode forud for lejers død.
  Stk. 3.  Såfremt der er tale om en personalebolig, som lejeren via sin ansættelse hos en offentlig arbejdsgiver har fået anvist, har lejers ægtefælle, registreret partner, samlever eller andre personer der er nævnt i stk. 1, ret til at få anvist boligen på almindelige lejevilkår, jf. dog § 63, stk. 2-3. Det er en betingelse for anvisningen, at lejers ægtefælle, registreret parter, samlever eller andre personer der er nævnt i stk. 1 ikke selv har ret til at få anvist en personalebolig via ansættelse hos en offentlig arbejdsgiver.
  Stk. 4.  Hvis en lejer på grund af alder eller sygdom flytter til et plejehjem eller lignende, finder bestemmelserne i stk. 1-3 tilsvarende anvendelse.”

 

4. I § 63, stk. 2, ændres ”§ 60, stk. 2” til: ”§ 60, stk. 4”.

 

5. I § 63, stk. 3, ændres ”§ 60, stk. 1” til: ”§ 60, stk. 1-4”.

 

6. I Bilag 4, affattes afsnittet under overskriften ”Husdyr” således:

”Det er som udgangspunkt tilladt at holde hund eller kat, samt akvariefisk, fugle i bur, gnavere i bur og skildpadder eller lignende.

 

Bestyrelsen i boligafdelingen kan dog beslutte, at hunde- og kattehold alligevel ikke skal være tilladt i boligafdelingen. Udlejer skal kræve en særlig sikkerhed for hunde- og kattehold. Lejeren skal til enhver tid overholde reglerne i de kommunale hunde- og kattevedtægter. Såfremt disse regler ikke overholdes betragtes dette som brud på ordensreglerne. Klager over brud på ordensreglerne skal rettes til udlejer.”

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2020.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 28. november 2019

 

 

 

Kim Kielsen