Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om Børnetalsmand og Børneråd
(Ændring af udpegningsperioden for Børnetalsmanden og medlemmer af Børnerådet)
§ 1
I Inatsisartutlov nr. 11 af 22. november 2011 om Børnetalsmand og Børneråd foretages følgende ændring:
1. § 4, stk. 2, affattes således:
” Stk. 2. Børnetalsmanden udpeges for en periode på 4 år. Genudpegning kan ske.”
2. § 4, stk. 3, affattes således:
” Stk. 3. Naalakkersuisut kan afsætte Børnetalsmanden inden for udpegningsperioden, såfremt 1 eller flere af nedenstående betingelser er opfyldt:
1) Børnetalsmanden gør sig skyldig i grov forsømmelse i udøvelsen af Børnetalsmandens opgaver i henhold til denne Inatsisartutlov.
2) Børnetalsmanden handler på en måde, der i betydelig grad svækker tilliden til, at Børnetalsmanden vil udføre Børnetalsmandens opgaver i henhold til denne Inatsisartutlov på betryggende vis.
3) Børnetalsmanden indstilles til afsættelse af mindst 5 medlemmer af Børnerådet, og Naalakkersuisut efter en grundig undersøgelse af forholdet finder, at der skal ske afsættelse af Børnetalsmanden. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet.”
3. § 5, stk. 3, affattes således:
” Stk. 3. Medlemmerne udpeges for en periode på 4 år, således at 3 medlemmer udpeges hvert 2. år. Medlemmerne fungerer, indtil nye medlemmer er udpeget. Genudpegning kan ske 1 gang.”
4. § 7 affattes således:
” § 7. Naalakkersuisut kan afsætte et medlem af Børnerådet inden for udpegningsperioden, såfremt 1 eller flere af nedenstående betingelser er opfyldt:
1) Medlemmet af Børnerådet gør sig skyldig i grov forsømmelse i udøvelsen af medlemmets opgaver i henhold til denne Inatsisartutlov.
2) Medlemmet af Børnerådet handler på en måde, der i betydelig grad svækker tilliden til, at medlemmet vil udføre medlemmets opgaver i henhold til denne Inatsisartutlov på betryggende vis.
3) Medlemmet af Børnerådet indstilles til afsættelse af 6 medlemmer af Børnerådet, og Naalakkersuisut efter en grundig undersøgelse af forholdet finder, at der skal ske afsættelse af medlemmet af Børnerådet. Indstillingen skal være skriftlig og begrundet.”
§ 2
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2020. § 1, nr. 1 og 3, har virkning for udpegning eller genudpegning af Børnetalsmanden og medlemmer af Børnerådet efter Inatsisartutlovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udpegning af medlemmer af Børnerådet efter § 6, stk. 2, i Inatsisartutlov om Børnetalsmand og Børneråd, sker efter denne Inatsisartutlovs ikrafttræden første gang alene for en periode på 2 år.
Grønlands Selvstyre, den 28. november 2019
Kim Kielsen
Sammenskrevet ved
-
PDF (0.55MB)
-
PDF (0.06MB)