Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om kommunernes og Grønlands Selvstyres budgetter og regnskaber
(Udvidet indtægtsgrundlag for Fonden for Langsigtede Investeringer, rettelse af henvisning, fælles offentlig IT organisation og midlertidig suspension af §§ 2-5 om budgetbalance)
§ 1
I Inatsisartutlov nr. 26 af 28. november 2016 om kommunernes og Grønlands Selvstyres budgetter og regnskaber foretages følgende ændringer:
1. § 18, stk. 3 og 4, affattes således:
” Stk. 3. Indbetalinger til fonden sker ved overførsel af ekstraordinære indtægter fra:
1) Den andel af landskassens provenu fra selskabsskatter i forbindelse med udenlandske selskabers efterforskning eller anlægsaktiviteter på råstofområdet som overstiger 30 mio. kr.,
2) A-skatter i henhold til § 72 a og § 72 b i landstingslov om indkomstskat.
3) Provenuer fra salg af Selvstyrets aktiver med en salgssum på mere end 50 mio. kr.
4) Skatte- og afgiftsprovenuer fra overførsel til Danmark, Færøerne eller udlandet af pensions- eller livsforsikringsordninger fra en pensionskasse eller et livs- eller pensionsforsikringsselskab med hjemsted i Grønland.
5) Overskud på landskassens regnskaber vedrørende drift, anlæg og udlån.
Stk. 4. Provenuer som nævnt i stk. 3, nr. 1-4, overføres til fonden snarest efter de er modtaget. Overskud som nævnt i stk. 3. nr. 5, overføres til fonden snarest efter Inatsisartut har godkendt landskassens regnskab.”
2. § 23, stk. 1, affattes således:
” § 23. De poster på årsbudgettet, hvortil kommunalbestyrelsen ved årsbudgettets vedtagelse har taget bevillingsmæssig stilling, jf. § 21, stk. 4, er bindende for den kommunale forvaltning.”
3. I § 32 indsættes som stk. 3:
” Stk. 3. Afholdes der som følge af valg til Inatsisartut ingen forårssamling, kan Naalakkersuisut beslutte at erstatte den i stk. 1 nævnte beretning med en skriftlig orientering til Inatsisartut om Grønlands aktuelle økonomiske situation.”
4. Efter § 46 indsættes som kapitel:
” Kapitel 7 a
Fælles offentligt IT samarbejde”
5. Efter § 46 indsættes i kapitel 7 a:
” § 46 a. Naalakkersuisut kan fastsætte regler om følgende:
1) At kommunerne og Grønlands Selvstyre sammen skal etablere en organisation til anskaffelse, drift og udvikling af fælles offentlige IT systemer. Naalakkersuisut kan herunder fastsætte regler for hvordan organisationen skal ledes, efter hvilke kriterier IT systemer må anses for fælles offentlige, hvordan organisationens omkostninger skal fordeles mellem kommunerne og Grønlands Selvstyre, om organisationen kan udføre opgaver for andre end kommunerne og Grønlands Selvstyre m.v.
2) Naalakkersuisut kan endvidere bestemme, hvilke fælles offentlige IT systemer kommunerne og Grønlands Selvstyre skal benytte.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan bestemme, at kommunerne og Grønlands Selvstyre i nærmere bestemt omfang skal delegere dataansvaret til den i stk. 1 nævnte organisation.”
6. Efter § 49 indsættes som § 50:
” § 50. Bestemmelserne i §§ 2-5 finder ikke anvendelse i perioden 1. januar 2019 til 31. december 2021, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan ved bekendtgørelse forkorte den i stk. 1 fastsatte suspensionsperiode.”
§ 2
Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2019.
Grønlands Selvstyre, den 28. november 2018
Kim Kielsen
-
PDF (0.43MB)
-
PDF (0.15MB)