Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 22
22. december 2017
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om fastlæggelse af priser for el, vand og kollektiv varme m.v.

I medfør af § 18, stk. 3 og § 21 i landstingsforordning nr. 14 af 6. november 1997 om energiforsyning, fastsættes følgende:

 

Kapitel 1
Anvendelsesområde

 

  § 1.  Bekendtgørelsen omfatter forsyningsvirksomheder, der er beskæftiget med indvinding, transmission, produktion og distribution af el, vand og kollektiv varme til den offentlige forsyning.

 

  § 2.  Bekendtgørelsen fastlægger enspriser for private forbrugere og almindelige erhvervskunder samt for forsyningsvirksomheders fordeling af omkostninger til brug for udarbejdelse af et fordelingsregnskab.


Kapitel 2
Fastsættelse af enhedspris i prisblad

 

  § 3.  Private forbrugere og almindelige erhvervskunder i byer og bygder betaler enspris for el og vand som følger af kundegruppe 1 i prisbladet, jf. bilag 1.
  Stk. 2.  Private forbrugere og almindelige erhvervskunder omfatter kunder ikke omfattet af fiskeindustritaksten, jf. § 4.

 

  § 4.  Fiskeindustritaksten for el og vand i hver enkel by og bygd fastsættes i prisbladet, som følger af kundegruppe 2, jf. bilag 1.

 

  § 5.  Priser fastsættes i prisbladet hvert år senest ved udgangen af indeværende år, jf. bilag 1,
  Stk. 2.  Udkast til prisblad godkendes af Naalakkersuisut senest i december i indeværende år.

 

Kapitel 3
Fordelingsregnskab

 

Årlig udarbejdelse per lokalitet

 

  § 6.  Den enkelte forsyningsvirksomhed skal hvert år udarbejde et fordelingsregnskab baseret på samme data som årsregnskabet, gældende for hver enkelt lokalitet, jf. dog stk. 3. Ved lokalitet skal forstås hver enkelt by og hver enkelt bygd. 
  Stk. 2.  Såfremt to eller flere byer eller bygder forsynes af samme produktions- og distributionsanlæg regnes disse som én lokalitet.
  Stk. 3.  Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi kan pålægge den enkelte forsyningsvirksomhed at udarbejde supplerende opgørelser og analyser i relation til fordelingsregnskaber, som fastlagt i stk. 1.

 

  § 7.  Fordelingsregnskabet opgøres for byer og bygder hvor Nukissiorfiit er tilstede og forestår forsyning.


Kapitel 4
Principper

 

Drifts- og anlægsomkostninger

 

  § 8.  I fordelingsregnskabet indgår de enkelte forsyningsvirksomheders drifts- og anlægsomkostninger defineret som:
  1) Direkte og indirekte udgifter, herunder udgifter til personale, kapacitetsomkostninger, afskrivninger, vareforbrug, renter m.m.
  2) Forsyningsvirksomhedens interne afregninger.


Omkostninger

 

  § 9.  Omkostninger fordeles på følgende måde:
  1)  Fordelingen sker med udgangspunkt i de leverede mængder, dog anvendes de fakturerede mængder, såfremt der ikke eksisterer sikre data for leverede mængder.
  2)  De direkte henførbare omkostninger og diverse indtægter for el, vand og varme indgår i regnskabet for de enkelte byer og bygder.
  3)  Fælles omkostninger for filialafdelinger, energitjenester i byer og bygder og lignende fordeles på el-, vand- og varmeforsyningen efter omkostningerne til personale, kapacitet og afskrivninger i de enkelte segmenter el, vand og varme. Omkostninger til den centrale administration fordeles på el, vand og varmeforsyningen efter energitjenesternes totale omkostninger til personale, kapacitet og afskrivninger i de enkelte segmenter. Herefter bliver omkostningerne fordelt ud på byer og bygder efter den leverede mængde i de enkelte segmenter. Såfremt det ikke er muligt at foretage en fuld fordeling af den centrale administration, kan omkostningstrækket på den centrale administration ske på baggrund af et begrundet skøn.
  4)  Betalinger fra Grønlands Selvstyre, herunder servicekontraktbetaling, indregnes ikke i fordelingsregnskabet. Betalinger kan dog indregnes såfremt Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi giver tilladelse hertil.


Intern afregning

 

  § 10.  Intern afregning el, vand og varme imellem foregår således:
  1)  Aftages el, vand og varme fra andre produktions- eller distributionsanlæg afregnes dette med udgangspunkt i de sparede omkostninger for modtager. Denne afregning skal baseres på det landsdækkende gennemsnit.
  2)  El fra vandkraft og restvarme skal aftages til en intern afregningspris på 0,01 kWh.
  Stk. 2.  For Kangerlussuaq og Narsarsuaq gælder, at der skal benyttes de samme interne afregningspriser som i resten af landet.


Nettorenter

 

  § 11.  Nettorenterne fordeles i henhold til den bogførte værdi ultimo året for byernes og bygdernes anlægsværdier for el-, vand- og varmeforsyning.


Afskrivninger

 

  § 12.  Afskrivninger, herunder ned- og opskrivninger, medtages efter forsyningsvirksomhedernes årsregnskabers regler.
  Stk. 2.  Det skal af fordelingsregnskabet fremgå hvilke aktiver, der ikke afskrives på.


Kapitel 5
Beregning af enhedsomkostninger

 

  § 13.  Enhedsomkostninger beregnes ved at dividere omkostninger opgjort i fordelingsregnskabet med de leverede mængder, subsidiært de fakturerede mængder. 
  Stk.2.  Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi kan meddele, at der skal beregnes yderligere omkostningstal.


Kapitel 6
Administration

 

  § 14.  Fordelingsregnskabet sendes til Departementet for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Energi.


Kapitel 7
 
Ikrafttrædelse m.v.

 

  § 15.  Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2018.
  Stk. 2.  Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 10. august 2006 om fastlæggelse af principper for fordeling af omkostninger til udregning af enhedsomkostninger for el, vand og kollektiv varme.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 22. december 2017

 

 

Hans Enoksen

/

Jørn Skov Nielsen