Landstingsforordning om energiforsyning
I medfør af §§ 1, 9 og 13 i lov for Grønland nr. 469 af 6. november 1985 om forsyning, trafik, postbesørgelse m.v.; §§ 1, 4 og 13 i lov for Grønland nr. 943 af 23. december 1986 om el, vand, brandvæsen, havne, veje, telekommunikation m.v. samt §§ 1 og 2 i lov for Grønland nr. 1075 af 22. december 1993 om vandkraftressourcer fastsættes følgende:
Kapitel 1
Formål og definition
§ 1. Forordningens formål er at fremme den mest samfundsøkonomiske og miljøvenlige energiforsyning samt at formindske energiforsyningens afhængighed af olie.
Stk. 2. Tilrettelæggelsen af energiforsyningen skal i overenstemmelse med de i stk. l nævnte formål ske med henblik på økonomisering og besparelser i energiforbruget, størst mulig energiforsyningssikkerhed, effektivisering af produktions- og forsyningssystemet og renere energiproduktion.
§ 2. Ved energiforsyning i denne forordning forstås:
1) import, transport, distribution og lagring af mineralolie, mineralolieprodukter og brændbare gasarter,
2) produktion, transmission og distribution af elektricitet fra elforsyningsanlæg,
3) produktion af varme fra kraftvarmeanlæg, fjernvarmeanlæg, blokvarmecentraler over 0,25 MW varmeeffekt og affaldsforbrændingsanlæg,
4) transmission og distribution af opvarmet vand eller damp fra kraftvarmeanlæg, fjernvarmeanlæg, affaldsforbrændingsanlæg, industrivirksomheder og geotermiske anlæg,
5) bebyggelsers opvarmning og
6) bebyggelsers forsyning med varmt vand.
Stk. 2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
1) områder, der anvendes til forsvarsmæssige formål og
2) de dansk-amerikanske forsvarsområder, oprettet i henhold til traktat af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland jf. dog § 9 i lov nr. 943 af 23. december 1986.
Kapitel 2
Myndigheder og virksomheder
§ 3. Landsstyret udarbejder hvert andet år en energipolitisk redegørelse, der afgives til Landstinget. Redegørelsen skal indeholde vurderinger af udviklingen i energibehovet og energiforsyningsmulighederne samt målsætninger og planer for en hensigtsmæssig fremskaffelse og udnyttelse af forskellige former for energi.
Stk. 2. Landsstyret tilvejebringer statistiske oplysninger og andre oplysninger om udviklingen i produktion, forsyning, distribution, forbrug og forskning på energiområdet.
§ 4. Nukissiorfiit, Grønlands Energiforsyning, varetager forsyning af forbrugerne med elektricitet og fjernvarme, jf. § 12.
Stk. 2. Endvidere varetager Nukissiorfiit andre aktiviteter efter Landsstyrets nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter regler om styring og organisation m.v. af Nukissiorfiit og om forholdet mellem virksomheden og Landsstyret.
§ 5. I områder udenfor kommunal inddeling kan Landsstyret pålægge andre virksomheder at varetage de opgaver, som i henhold til denne forordning er pålagt Nukissiorfiit.
Stk. 2. Tilsynsmyndigheden varetages dog af Nukissiorfiit i henhold til § 17.
§ 6. Landsstyret kan forpligte Nukissiorfiit og andre energiforsyningsvirksomheder til at indgå kontrakter på forretningsmæssige vilkår om offentlig tjeneste med forsyning med flydende brændstoffer og brændbare gasarter m.v.
Kapitel 3
Planlægning, godkendelse af anlæg m.v. i energiforsyningen
§ 7. Nukissiorfiit udfører en landsdækkende planlægning af forsyningen med elektricitet og fjernvarme i byer og bygder. Landsstyret fastsætter hvilke forudsætninger og rammer, der skal lægges til grund for planlægningen.
Stk. 2. Planlægningen udføres i overensstemmelse med de i § l nævnte formål. Planlægningen skal belyse forskellige muligheder for dækning af behovet for elektricitet og fjernvarme, herunder muligheder for besparelser i energiforbruget, samproduktion af elektricitet og varme, brug af vedvarende energikilder, effektivisering af energianlæg samt anvendelse af miljøvenlige brændsler.
Stk. 3. Landstyret kan pålægge andre virksomheder med energiforsyningsopgaver at udarbejde tilsvarende planlægning eller at meddele Nukissiorfiit fornødne oplysninger til brug for udarbejdelsen af en sådan planlægning.
§ 8. Til brug for planlægningen udarbejder Nukissiorfiit en kortlægning af forbruget af elektricitet og fjernvarme i byer og bygder og foretager vurderinger af udviklingen i forbruget.
Stk. 2. Landsstyret kan pålægge energiforsyningsvirksomhederne ved oplysning, rådgivning, finansiering af energibesparelser eller på anden måde at virke for at gennemføre energibesparelser, som er fordelagtige ifølge planlægningen efter bestemmelserne i § 7.
§ 9. Opførelse af nye anlæg og væsentlige ændringer af bestående anlæg i nedennævnte kategorier skal godkendes af Landsstyret, inden arbejdet påbegyndes:
1) produktionsanlæg m.v. for elektricitet og fjernvarme, herunder anlæg, der anvender vedvarende energi, og varmecentraler over 0,25 MW varmeeffekt og
2) ledningsanlæg m.v. til transmission og distribution af elektricitet, fjernvarme og brændbare gasarter.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter vilkår for godkendelse af anlæg og drift af forsyningsanlæg.
Stk. 3. Ved vandkraftanlæg omfatter godkendelsen en tilladelse til at udnytte pågældende vandressource med vilkår om faunapassage, fredningsmæssige forhold og forholdet til nærliggende områder.
Stk. 4. Landsstyret fastsætter regler om godkendelser, herunder:
1) at nærmere angivne kategorier af anlæg ikke skal godkendes under hensyn til anlæggets størrelse eller karakter og
2) at kommuner og berørte parter skal høres under udarbejdelsen af projekter for de omhandlede anlæg.
§ 10. Landsstyret kan, når energipolitiske hensyn taler herfor, med et rimeligt varsel pålægge energiforsyningsvirksomheder, j f. § 9, stk. 1:
1) at gennemføre anlægsprojekter, som er fordelagtige ifølge planlægningen efter § 7,
2) at indrette deres produktionsanlæg således, at angivne former for energikilder skal anvendes og
3) at indrette deres produktionsanlæg således, at der opnås størst mulig nyttevirkning af den anvendte energikilde.
§ 11. Landsstyret kan pålægge energiforsyningsvirksomheder, når energipolitiske hensyn taler herfor, med et rimeligt varsel at opretholde lagre af energikilder i et nærmere fastsat omfang.
Kapitel 4
Forsyningspligt m.v. for el og varme
§ 12. Nukissiorfiit er forpligtet til at opretholde en effektiv og tilstrækkelig el- og fjernvarmeforsyning til forbrugerne i byer og bygder. Andre energiforsyningsvirksomheder, som leverer elektricitet eller varme til forbrugere i et område, en boligejendom eller en institution o.l., har en tilsvarende forpligtelse til at opretholde forsyningen overfor deres forbrugere.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter betingelser for, under hvilke omstændigheder et forsyningsområde skal udvides, samt om dækning for udgifterne herved.
Stk. 3. Nukissiorfiit kan efter anmodning installere midlertidige elforsyningsanlæg udenfor forsyningsområderne, imod at kommunen eller pågældende forbrugere medvirker til at dække udgifterne herved.
§ 13. Landsstyret kan fastsætte regler om forholdet mellem Nukissiorfiit og andre ejere af elproduktionsanlæg, herunder at anlæg i erhvervsvirksomheder, institutioner, boliger m.v., som er tilsluttet elforsyningsnettet, kun må anvendes til nødforsyning.
Stk. 2. Landsstyret kan træffe afgørelse eller fastsætte regler om levering af elektricitet til elforsyningsnettet fra vedvarende energianlæg.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om forholdet mellem Nukissiorfiit og andre ejere af varmeproduktionsanlæg, herunder affaldsforbrændingsanlæg og varmecentraler.
§ 14. Nukissiorfiit udarbejder en sikkerhedsstrategi for opretholdelsen af en effektiv og sikker forsyning med elektricitet og fjernvarme. Nukissiorfiit udarbejder herunder retningslinier for opretholdelsen af forsyningen til anlæg og installationer af afgørende samfundsmæssig interesse.
Stk. 2. Landsstyret kan pålægge andre energiforsyningsvirksomheder at udarbejde tilsvarende bestemmelser for forsyningen fra deres anlæg.
Stk. 3. Nukissiorfiit fastsætter endvidere bestemmelser om følgende:
1) hvilke elforbrugende apparater, installationer etc., der ikke må anvendes i forsyningsområder med begrænset elkapacitet og
2) at større elforbrugere med rimelig frist skal anmelde væsentlige ændringer i størrelsen eller fordelingen af deres forbrug.
Stk. 4. De ovenfor nævnte bestemmelser forelægges Landsstyret til godkendelse.
Kapitel 5
Særlige bestemmelser om varmeforsyningen
§ 15. Landsstyret kan bestemme, at ny bebyggelse skal tilsluttes en bestemt energiforsyning.
Stk. 2. Landsstyret kan bestemme, at eksisterende bebyggelse inden for en bestemt tidsfrist skal tilsluttes en bestemt energiforsyning.
Stk 3. Landsstyret kan bestemme, at eksisterende bebyggelse skal forblive tilsluttet en bestemt energiforsyning.
Stk 4. Landsstyret kan bestemme, at angivne opvarmningssystemer ikke må etableres i ny eller eksisterende bebyggelse.
§ 16. Landsstyret kan træffe bestemmelse og fastsætte regler, tidsfrister og vilkår for Nukissiorfiits overtagelse eller afgivelse af ejerskab og driftsansvar af varmeforsyningen i større bolig- og bebyggelseskomplekser.
§ 17. Nukissiorfiit fastsætter bestemmelser om udførelse, vedligeholdelse og drift af følgende anlæg:
1) varmeproduktionsanlæg over 0,25 MW varmeeffekt,
2) ledningsanlæg for fjernvarme og
3) varmevekslere og interne installationer til fordeling af varme i bygninger med et behov for over 0,25 MW varmeeffekt.
Stk. 2. Nukissiorfiit fører tilsyn med overholdelsen af bestemmelser fastsat efter stk. 1.
Stk. 3. Nukissiorfiit kan meddele pålæg om ændring af de nævnte anlæg og deres drift indenfor en given frist.
Stk. 4. Nukissiorfiit kan give dispensation fra de i stk. 1 nævnte bestemmelser.
Kapitel 6
Bestemmelser om energipriser og leveringsbetingelser m.v.
§ 18. Nukissiorfiit indsender til Landsstyret årlige kalkulationer over omkostninger ved el-og varmeforsyning, opdelt på forskellige produktions-, distributions- og forbrugerkategorier.
Stk. 2. Andre el- og varmeforsynings virksomheder udarbejder tilsvarende kalkulationer efter Landsstyrets nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om udformningen af kalkulationer.
§ 19. Energitakster fra alle forsyningsvirksomheder skal forelægges Landsstyret til godkendelse forinden ikrafttræden.
Stk. 2. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på KNI A/S's leveringspriser for offentlig forsyning med brændstoffer i Grønland.
§ 20. Nukissiorfiit og andre energiforsyningsvirksomheder udarbejder leveringsbetingelser m.v. for de i § 19 nævnte områder. Betingelserne forelægges Landsstyret til godkendelse.
Stk. 2. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på KNI A/S's leveringsbetingelser for offentlig forsyning med brændstoffer i Grønland.
§ 21. Aftager Nukissiorfiit varme eller elektricitet fra andre produktions- eller distributionsanlæg, j f. § 13, fastsættes betalingen med udgangspunkt i de sparede omkostninger for Nukissiorfiit. Landsstyret kan fastsætte regler om afregningen.
Kapitel 7
Klage- og sanktionsbestemmelser
§ 22. Klage over afgørelser, truffet af energiforsyningsvirksomheder efter §§ 4, 5, 12, 14, 17, og 23, kan indbringes for Landsstyret.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om klageadgangen, herunder frister og bestemmelser om, at nærmere angivne forhold ikke kan påklages.
§ 23. Landsstyret kan til brug for varetagelsen af de i denne forordning nævnte opgaver kræve alle oplysninger, som Landsstyret skønner nødvendige, fra kommuner, virksomheder og andre.
Stk. 2. Nukissiorfiit kan indhente tilsvarende oplysninger til varetagelsen af de opgaver, som i denne forordning er tillagt virksomheden.
Stk. 3. Endvidere kan Nukissiorfiit til brug ved det i § 17 nævnte tilsyn og udarbejdelsen af projekter efter § 9 kræve fornøden adgang til de omhandlede bygninger og områder.
§ 24. Der kan idømmes bøde for overtrædelse af §§ 10, 11, 15, 17 og 23.
Stk 2. I regler, der udstedes i medfør af landstingsforordningen, kan der fastsættes bestemmelse om idømmelse afbøde for overtrædelse af reglerne.
Stk. 3. For overtrædelse af landstingsforordningen eller regler udstedt i medfør heraf kan bødeansvar pålægges følgende juridiske personer som sådan:
1) Aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende.
2) Kommuner og kommunale fællesskaber.
3) Rigsmyndigheder eller institutioner, virksomheder m.v. under Grønlands Hjemmstyre.
§ 25. Den til Nukissiorfiit den 14. november 1990 meddelte koncession til udnyttelse af vandkraftpotentialerne ved Buksefjorden opretholdes.
Kapitel 8
Ikrafttræden m.v.
§ 26. Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. januar 1998.
Stk. 2. Samtidig ophæves § 2, stk. l, nr. l for så vidt angår el- og varmeforsyning og nr. 8 om vandkraftværker samt § 3, stk. 4 om ændringer i takster for så vidt angår el og varme i landstingsforordning nr. 8 af 19. december 1986 vedrørende Grønlands Tekniske Organisation.
Grønlands Hjemmestyre, den 6. november 1997
Jonathan Motzfeldt
/
Mikael Petersen
Hjemmelslov til
Ændret ved
-
PDF (1.28MB)