Selvstyrets bekendtgørelse om tilskud til overtagelse, nyetablering eller reetablering af landbrugsbedrifter
Anvendelsesområde
§ 1. Til støtte for nyetablerede landbrugere kan der ydes tilskud under etableringsfasen.
Stk. 2. Der kan kun ydes ét tilskud pr. overtagelse, nyetablering eller reetablering.
Stk. 3. Tilskuddet udbetales over maksimalt 3 år.
Stk. 4. Tilskuddet kan udbetales til personer i alderen fra 21 år til og med 65 år.
Tilskudsberettigede personer
§ 2. Der kan ydes tilskud til personer, der opfylder betingelserne i landstingslov om landbrug, § 3, såfremt de:
1) overtager en eksisterende bedrift alene, i selskabsform, eller starter en helt ny landbrugsbedrift op fra grunden, eller
2) overtager en eksisterende bedrift, som er i en forfatning, der forudsætter en egentlig reetablering for at gøre bedriften rentabel, eller
3) flytter en landbrugsbedrift pga. omstændigheder, der gør dette nødvendigt, såsom mangel på nye dyrknings- og græsningsarealer eller lign.
Stk. 2. Ansøgning, attesteret af Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiissut, SPS, sendes til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og kopi af denne sendes til den kommune, hvori landbrugsbedriften er beliggende.
Betingelser for tilskud
§ 3. Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug træffer efter samråd med SPS og Konsulenttjenesten for Landbrug, afgørelse om tildeling af tilskud. Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug skal ved sin afgørelse blandt andet lægge vægt på:
1) at landbrug fremover skal være tilskudsmodtagerens hovederhverv. Ved vurderingen heraf lægges bedriftens størrelse til grund,
2) at maskinpark, dyrknings- og græsningsarealer og besætning for domesticerede husdyr er afstemt i forhold til hinanden,
3) at besætningen af domesticerede husdyr ikke anskaffes eller forøges, før dyrkningsarealerne er etableret eller reetableret, og den første høst af grovfoder er i hus,
4) at besætning af domesticerede og semidomesticerede husdyr ikke anskaffes eller forøges, før husdyrholderen har opført eller istandsat driftsbygningerne og hegnene samt
5) at aktiviteten, der ydes tilskud til, skrider planmæssigt frem.
Stk. 2. Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan i konkrete tilfælde lægge vægt på andre relevante hensyn.
§ 4. Tilskuddets størrelse og byrdefordelingen aftales mellem den pågældende kommune og Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug efter samråd med Konsulenttjenesten for Landbrug.
Standsning og tilbagebetaling af tilskud
§ 5. Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan efter samråd med den pågældende kommune, SPS og Konsulenttjenesten for Landbrug beslutte, at udbetaling af tilskud standses, hvis
1) tilskudsmodtageren har overtrådt bestemmelserne i lov om landbrug eller Inatsisartutlov om erhvervsfremme af landbrug,
2) tilskudsmodtageren ikke længere opfylder betingelserne for modtagelse af tilskud efter denne bekendtgørelse, eller
3) tilskudsmodtageren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for tildeling af tilskud.
Stk. 2. Bortfalder tilskud efter stk. l nr. l og 3 kan Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug efter høring af den pågældende kommune, SPS og Konsulenttjenesten for Landbrug beslutte, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales. Naalakkersuisoq kan indgå en skriftlig aftale med tilskudsmodtageren om vilkår og frister for tilbagebetalingen.
Ikrafttrædelse
§ 6. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 15. september 2016.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 23 af 8. august 1993 om tilskud til etablering af fåreavlersteder.
Grønlands Selvstyre, den 5. september 2016
Nikolaj Jeremiassen
/
Jørgen Isak Olsen