Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 3
10. marts 2016
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om anmeldelse af fusioner efter Inatsisartutlov om konkurrence

I medfør af § 17, stk. 3 og § 18, stk. 1 i Inatsisartutlov nr. 1 af 15. maj 2014 om konkurrence (konkurrenceloven), og efter indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet, fastsættes:

 

  § 1.  Anmeldelse af en fusion efter konkurrencelovens § 17, stk. 1, skal indgives til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen af en eller flere af de virksomheder, der deltager i fusionen.
  Stk. 2.  Anmeldelse til Forbruger- og Konkurrencestyrelsen kan ske i elektronisk form. I så fald erstatter en elektronisk signatur den personlige underskrift i skemaet til brug for henholdsvis almindelig og forenklet anmeldelse af en fusion, jf. bilag 1 og 2. Ledsagende dokumenter kan vedlægges i kopi.

 

§ 2.  En fusion kan anmeldes enten almindeligt eller forenklet.

  Stk. 2.  En almindelig anmeldelse af en fusion skal vedlægges en ikkefortrolig udgave heraf og indeholde de oplysninger og dokumenter, der er angivet i skema til brug for almindelig anmeldelse af en fusion, jf. bilag 1.
  Stk. 3.  En forenklet anmeldelse af en fusion skal vedlægges en ikkefortrolig udgave heraf og indeholde de oplysninger og dokumenter, der er angivet i skema til brug for forenklet anmeldelse af en fusion, jf. bilag 2.

 

§ 3.  Følgende kategorier af fusioner vil kunne anmeldes forenklet:
1) Fusioner, hvor to eller flere virksomheder erhverver fælles kontrol med et joint venture, som ikke eller kun i ubetydeligt omfang driver eller forventes at ville drive virksomhed i Grønland. Det er tilfældet, når:
a) joint venturets omsætning eller omsætningen ved de overførte aktiviteter er mindre end 50 mio. kroner i Grønland, og
b) de aktiver eller den omsætning, aktiverne genererer, der overføres til joint venturet, har en samlet værdi på under 50 mio. kroner i Grønland.
2) Fusioner, hvor en virksomhed overtager enekontrollen med en virksomhed, som den i forvejen kontrollerer sammen med en eller flere andre virksomheder.
3) Fusioner, hvor to eller flere virksomheder fusionerer, eller en eller flere virksomheder erhverver ene- eller fælleskontrol med en anden virksomhed, og hvor:
a) ingen af fusionsparterne er aktive på det samme produktmarked og det samme geografiske marked eller på et produktmarked i et forudgående eller efterfølgende led i forhold til et produktmarked, hvorpå en anden fusionspart opererer,
b) to eller flere af fusionsparterne opererer på det samme produktmarked og geografiske marked, men hvor de tilsammen har en markedsandel på under 15 pct. i Grønland, eller
c) en eller flere af fusionsparterne er aktive på et produktmarked i et forudgående eller efterfølgende led i forhold til et produktmarked, hvorpå en anden fusionspart opererer, forudsat at de hverken enkeltvis eller tilsammen har markedsandele i tidligere eller senere omsætningsled på 25 pct. eller mere i Grønland.
  Stk. 2.  Selv om en fusion er omfattet af én af kategorierne i stk. 1, vil Forbruger- og Konkurrencestyrelsen kunne kræve en almindelig anmeldelse af fusionen, jf. § 2, stk. 2.

 

§ 4.  Hvis en fusion er anmeldt almindeligt, jf. § 2, stk. 2, meddeler Forbruger- og Konkurrencestyrelsen senest 10 hverdage efter modtagelsen af anmeldelsen, hvorvidt anmeldelsen er fuldstændig. Beslutter Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, at en anmeldelse er ufuldstændig, giver styrelsen inden for denne frist anmelder besked herom og angiver, hvilke oplysninger der skal afgives. Anmeldelsen er først fuldstændig den dag, Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har modtaget de udbedte oplysninger.
  Stk. 2.  Hvis en fusion er anmeldt forenklet, jf. § 2, stk. 3, anses anmeldelsen for fuldstændig senest 10 hverdage fra modtagelsen af anmeldelsen, medmindre Forbruger- og Konkurrencestyrelsen forinden har oplyst anmelder, at fusionen skal anmeldes almindeligt. Forbruger- og Konkurrencestyrelsen kan inden for disse 10 hverdage anmode anmelder om supplerende oplysninger. I så fald er anmeldelsen fuldstændig den dag, oplysningerne er modtaget, dog senest 10 hverdage fra modtagelsen af den forenklede anmeldelse.
  Stk. 3.  Anmelder kan anmode om, at en anmeldelse efter § 2, stk. 2 og 3, sidestilles med en fuldstændig anmeldelse, selvom visse af de i anmeldelsesskemaet nævnte oplysninger ikke er givet. En sådan anmodning skal ledsages af en begrundelse for, hvorfor oplysningerne ikke er nødvendige for vurdering af fusionen.
  Stk. 4.  Selv om en forenklet anmeldelse anses for fuldstændig, kan Forbruger- og Konkurrencestyrelsen kræve en almindelig anmeldelse af fusionen, jf. § 2, stk. 2, så længe fusionen ikke er blevet godkendt.

 

§ 5.  For en forenklet anmeldes af en fusion betales et gebyr på 50.000 kr.
  Stk. 2.  For en fuldstændig anmeldelse af en fusion betales et gebyr på 0,015 pct. af de deltagende virksomheders omsætning i Grønland, dog højest 1,5 mio. kr. 

 

§ 6.  Finder Konkurrencenævnet, at den anmeldte transaktion ikke er omfattet af konkurrencelovens § 16, jf. § 15, stk. 1, underretter nævnet anmelder herom. Senest fire uger herefter kan anmelder anmode Konkurrencenævnet om at behandle anmeldelsen som en anmeldelse efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1, 1. pkt., § 11, stk. 4, eller § 11, stk. 5, 1.pkt.
  Stk. 2.  Konkurrencenævnet kan kræve, at oplysningerne i anmeldelsen suppleres, hvis dette er nødvendigt for at kunne bedømme transaktionen efter konkurrencelovens § 8, stk. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1, 1. pkt., § 11, stk. 4, 1. pkt., eller § 11, stk. 5, 1. pkt. Nævnet fastsætter en frist for afgivelse af de supplerende oplysninger. Anmeldelsen anses i så fald for at være modtaget på det tidspunkt, hvor transaktionen blev anmeldt som en fusion.

 

§ 7.  Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. april 2016.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 10. marts 2016

 

 

Vittus Qujaukitsoq

/

Jørn Skov Nielsen