Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 16
26. august 2015
Ophævet

Selvstyrets bekendtgørelse om patientrådgivere

I medfør af § 37 i Inatsisartutlov nr. 24 af 3. december 2012 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien fastsættes:

 

Kapitel 1
Antagelse af patientrådgivere

 

  § 1.  Dommeren ved Retten i Grønland antager efter ansøgning et antal patientrådgivere.
  Stk. 2.  Ansøgninger til ledige stillinger som patientrådgivere indkaldes ved opslag i den lokale presse. Opslag kan endvidere ske i fagtidsskrifter eller på anden måde, som er egnet til at sikre, at de persongrupper, blandt hvilke patientrådgivere navnlig tænkes antaget, jf. stk. 3, får kendskab til opslaget.
  Stk. 3.  Patientrådgivere antages blandt de ansøgere, der må anses for særligt egnede til at udføre de opgaver, som hvervet indebærer, herunder personer med tilknytning til sundheds-, social- og undervisningssektoren.
  Stk. 4.
 Personer, der er ansat på Dronning Ingrids Hospital, må ikke antages som patientrådgivere.
  Stk. 5.  Antallet af personer, der antages som patientrådgivere, bestemmes af Dommeren ved Retten i Grønland på baggrund af en vurdering af behovet.

 

  § 2.  Dommeren ved Retten i Grønland udarbejder en fortegnelse over de antagne patientrådgivere i alfabetisk rækkefølge med angivelse af navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, arbejdssted og arbejdsstedets telefonnummer.
  Stk. 2.  Dommeren ved Retten i Grønland sender fortegnelsen til Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling.
  Stk. 3.  Ændringer af adresser, telefonnumre etc. på patientrådgiverne skal løbende registreres hos Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling. Ved antagelse af nye patientrådgivere, eller når en patientrådgiver har begæret sig slettet fra listen, jf. § 16, stk. 1, samt når en patientrådgiver er blevet frataget hvervet, jf. § 16, stk. 2, udarbejder Dommeren ved Retten i Grønland en ny fortegnelse, der ved samme lejlighed opdateres med de registrerede ændringer på kontaktdata og udsendes i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er nævnt i stk. 2.


Kapitel 2
Beskikkelse af patientrådgivere

 

  § 3.  Der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af døre i afdelingen efter lovens § 26, stk. 1, nr. 2.

 

  § 4.  Ved tvangsindlæggelse, herunder iværksat tvangsindlæggelse på et regionssygehus eller sundhedscenter efter Inatsisartutlovens § 1, stk. 2, og tvangstilbageholdelse, foretages beskikkelsen i forbindelse med, at frihedsberøvelsen iværksættes. Iværksættelse er sket i det øjeblik, hvor patienten er modtaget af sygehuset eller sundhedscentret, og patienten tilbageholdes mod sin vilje på institutionen.
  Stk. 2.  Ved de øvrige tvangsindgreb sker beskikkelsen, når beslutning om tvangsindgrebet er truffet.

 

  § 5.  Beskikkelse sker i det enkelte tilfælde ved, at den vagthavende sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling hurtigst muligt underretter den patientrådgiver, der på fortegnelsen over patientrådgivere står for tur til at blive beskikket, om tvangsindgrebet og om, at den pågældende er beskikket for patienten. Har patienten tidligere under indlæggelsen haft beskikket en patientrådgiver, skal denne patientrådgiver i almindelighed beskikkes. Ved iværksatte tvangsindlæggelser i medfør af Inatsisartutlovens § 1, stk. 2, skal den pågældende sundhedsinstitution, hvor patienten foreløbig er indlagt, hurtigst muligt underrette Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling om indlæggelsen, således at beskikkelse af patientrådgiver kan ske.
  Stk. 2.  Patienten skal underrettes om beskikkelse af patientrådgiver. Forinden beskikkelse sker, skal patienten have lejlighed til at udtale sig om den påtænkte beskikkelse.
  Stk. 3.  Fremsætter patienten anmodning om at få beskikket en anden patientrådgiver, som er optaget på fortegnelsen, skal anmodningen så vidt muligt imødekommes af Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling. Afgørelsen kan påklages til Dommeren ved Retten i Grønland, der træffer den endelige administrative afgørelse.
  Stk. 4.  Fremsætter patienten anmodning om beskikkelse af en person, som ikke er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, sker der foreløbig beskikkelse af den person, der står for tur efter stk. 1. Dommeren ved Retten i Grønland træffer bestemmelse om, hvorvidt den af patienten foreslåede person kan beskikkes. Patientens anmodning skal imødekommes, medmindre dette er utilrådeligt. 

 

  § 6.  Medmindre patienten udtrykkeligt anmoder herom, kan beskikkelse af en patientrådgiver, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, ikke ske, hvis der på grund af den pågældende patientrådgivers beskæftigelse eller lignende, herunder f.eks. som sagsbehandler i kommunen for den pågældende patient, foreligger omstændigheder, der kan vække tvivl om vedkommendes egnethed til at varetage netop denne patients interesser på behørig måde.

 

  § 7.  Beskikkelse sker i almindelighed telefonisk, men skal efterfølgende bekræftes skriftligt. Den vagthavende sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling skal sikre sig, at patientrådgiveren ikke er forhindret, f.eks. på grund af bortrejse, sygdom eller lignende.
  Stk. 2.  Patientrådgiveren kan afslå at lade sig beskikke, hvis den pågældende allerede er beskikket for andre patienter.

 

  § 8.  En begæring fra patienten om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet med en anden, der er optaget på fortegnelsen over antagne patientrådgivere, imødekommes af Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling, medmindre dette er utilrådeligt. Giver den pågældende afdeling afslag på en sådan begæring, kan dette påklages til Dommeren ved Retten i Grønland.
  Stk. 2.  En begæring fra patienten om at få en allerede beskikket patientrådgiver udskiftet med en anden, der ikke er optaget på fortegnelsen over antagne patientrådgivere, kan kun imødekommes, såfremt der er opstået et modsætningsforhold mellem patient og patientrådgiver, og såfremt patientens anmodning ikke er utilrådelig. Afgørelsen træffes af Dommeren ved Retten i Grønland.


Kapitel 3
Patientrådgiverens opgaver og beføjelser

 

  § 9.  Patientrådgiveren skal så vidt muligt handle i samråd med patienten.

 

  § 10.  Ved udførelsen af de opgaver, der følger af § 32, stk. 2, i Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, skal patientrådgiveren bl.a. føre tilsyn med, at det tvangsindgreb, der har givet anledning til beskikkelsen, ikke udstrækkes længere end nødvendigt.

 

  § 11.  Uden for patientrådgiverens opgaver falder patientens økonomiske forhold samt øvrige personlige forhold, der ikke vedrører indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling.

 

  § 12.  Patientrådgiveren skal snarest muligt efter beskikkelsen besøge patienten og til stadighed holde sig i forbindelse med denne. Første besøg skal aflægges inden 24 timer efter beskikkelsen, såfremt patienten opholder sig på Dronning Ingrids Hospital. Såfremt patienten opholder sig på en af sundhedsvæsenets øvrige institutioner, skal telefonisk kontakt ske inden 24 timer efter beskikkelsen. Så længe tvangsindgrebet består, skal besøg herefter så vidt muligt finde sted mindst én gang om ugen og i øvrigt efter behov.
  Stk. 2.  For patienter, der undergives tvungen opfølgning efter udskrivning, skal det første besøg finde sted inden patientens udskrivning. Efter udskrivning sker kontakt alene på patientens anmodning og alene via sundhedsvæsenets telekommunikative faciliteter. Hvis patienten opholder sig i Nuuk, kan telefonisk og anden telekommunikativ kontakt erstattes af besøg på Dronning Ingrids Hospital, hvis patienten ønsker det.
  Stk. 3.  Lægen på behandlingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på patientens anmodning træffes aftale med patientrådgiveren om besøg eller en telefonsamtale.
  Stk. 4.  Patientrådgiveren har ret til fri og uhindret personlig, skriftlig, telefonisk eller anden telekommunikativ forbindelse med patienten under dennes indlæggelse på sundhedsvæsenets institutioner.

 

  § 13.  Personalet på afdelingen skal give patientrådgiveren enhver oplysning, som er nødvendig for, at denne kan varetage sit hverv på forsvarlig måde. En oplysning, som af lægelige grunde ikke gives til patienten, må heller ikke gives til patientrådgiveren.
  Stk. 2.  Patientrådgiveren har ret til at gøre sig bekendt med oplysningerne i tvangsprotokollen vedrørende den patient, som den pågældende er beskikket for.
  Stk. 3.  Patientrådgiveren har endvidere ret til at gøre sig bekendt med indholdet af patientens journal, herunder behandlingsplan, såfremt patienten selv ville have adgang hertil, jf. § 20 i Landstingsforordning nr. 6 af 31. maj 2001 om patienters retsstilling, og såfremt patienten meddeler samtykke til, at patientrådgiveren får adgang til journalen.

 

§ 14.  Den, der virker som patientrådgiver, har under ansvar for kriminalloven tavshedspligt om alt, hvad patientrådgiveren i medfør af sit hverv erfarer om patientens private eller personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold.


Kapitel 4
Beskikkelsernes ophør m.v.

 

  § 15.  Beskikkelsen som patientrådgiver bortfalder samtidig med, at tvangsindgrebet bringes til ophør. Patientrådgiveren skal underrettes om tvangsindgrebets ophør af vagthavende sygeplejerske på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling. Ved kortvarige tvangsindgreb, der er bragt til ophør inden patientrådgiverens første besøg, bortfalder beskikkelsen dog først, når telekommunikativ kontakt eller besøg har fundet sted.
  Stk. 2.  Uanset bestemmelsen i stk. 1 bistår patientrådgiveren patienten i forbindelse med klager, som allerede er iværksat, eller som iværksættes i forbindelse med tvangsindgrebets ophør.
  Stk. 3.  Beskikkelsen bortfalder endvidere, hvis den beskikkede patientrådgiver udskiftes med en anden, jf. § 8.

 

  § 16.  En patientrådgiver kan til enhver tid kræve at blive slettet fra fortegnelsen over patientrådgivere. Anmodning om sletning rettes til Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling, der underretter Dommeren ved Retten i Grønland om, at patientrådgiveren ønsker sig slettet fra fortegnelsen.
  Stk. 2.  En patientrådgiver, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, fratages hvervet, hvis den pågældende groft tilsidesætter de pligter, der følger af hvervet, eller i øvrigt viser sig uegnet til hvervet. Hvis fratagelse sker, slettes den pågældende fra fortegnelsen over patientrådgivere. Henvendelser vedrørende patientrådgivere, der groft har tilsidesat deres pligter, skal rettes til Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling. Afdelingen oversender klagen til Dommeren ved Retten i Grønland sammen med afdelingens eventuelle bemærkninger hertil.  
  Stk. 3.
 Afgørelse om ophør af hvervet som patientrådgiver efter stk. 2 træffes af Dommeren ved Retten i Grønland. Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling underretter patientrådgiveren om rettens afgørelse.
  Stk. 4.  Sletning fra fortegnelsen over patientrådgivere efter stk. 1 eller stk. 2 medfører, at nye beskikkelser af den pågældende ikke kan finde sted. Sletning efter stk. 2 medfører endvidere, at aktuelle beskikkelser bortfalder.
  Stk. 5.  Patientrådgivere, som ikke er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, kan under samme betingelser som nævnt under stk. 2 fratages hvervet. Afgørelse herom træffes af Dommeren ved Retten i Grønland efter samme fremgangsmåde som nævnt i stk. 2.


Kapitel 5
Vederlag

 

  § 17.  Departementet for Sundhed udbetaler vederlag til de beskikkede patientrådgivere, der er optaget på fortegnelsen over patientrådgivere, efter følgende takster, der er fastsat efter varigheden af det tvangsindgreb, som patienten har været undergivet:
1)  Tvangsindgreb af en varighed på 0-7 dage: 754 kr.
2)  Tvangsindgreb af en varighed på 8-30 dage: 1.131 kr.
3)  Tvangsindgreb af en varighed på mere end 30 dage: 1.508 kr. for hver påbegyndte 3. måned.
  Stk. 2.  Ved gentagne beskikkelser af kortere varighed for samme patient, jf. § 5, stk. 1, 2. pkt., kan vederlaget for de beskikkelser, der følger efter første beskikkelse, i særlige tilfælde nedsættes til 377 kr. pr. beskikkelse.

 

  § 18.  De i § 17, stk. 1 og 2, nævnte beløb dækker ud over honorar for patientrådgiverens arbejde i forbindelse med besøg, klagesager m.v., tillige de udgifter, der er forbundet med hvervet, herunder transportudgifter og udgifter til telefon m.v.
  Stk. 2.  I ganske særlige tilfælde kan Departementet for Sundhed under hensyn til arbejdets omfang forhøje eller nedsætte de i § 17, stk. 1, nævnte beløb.


Kapitel 6
Ikrafttræden

 

  § 19.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2015.
  Stk. 2.  Samtidig ophæves Selvstyrets bekendtgørelse nr. 19 af 02. december. 2013 om patientrådgivere.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 26. august 2015

 

 

Doris Jakobsen

/

Lone Nukaaraq Møller