Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 3
11. februar 2015
Gældende

Vedtægt for Qeqqata Kommunia om kattehold

I medfør af § 13, stk. 1, og § 28, stk. 2 og 4, i landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998 om slædehunde samt hunde- og kattehold, som senest ændret ved Inatsisartutlov nr. 23 af 22. november 2011, fastsættes:

Kapitel 1
Indledning

§ 1.  Denne vedtægt gælder for Qeqqata Kommunia.


Kapitel 2
Fælles bestemmelser inden for og uden for slædehundedistriktet

§ 2.  Kattehold i Qeqqata Kommunia må kun finde sted efter skriftlig indhentet tilladelse fra kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia.
Stk. 2.  En ansøgning om tilladelse til kattehold skal sendes til Qeqqata Kommunia, Området for Teknik og Miljø.
Stk. 3.  Tilladelsen er personlig og kan ikke overdrages til andre.
Stk. 4.  Kommunalbestyrelsen kan nægte personer tilladelse til kattehold, såfremt de groft eller gentagne gange overtræder denne vedtægt.

§ 3.  Katte skal være vaccineret efter de til enhver tid gældende regler.
Stk. 2.  Som dokumentation for vaccination kræves den af hundeinspektøren udfyldte kvittering eller en vaccinationsattest fra en dyrlæge.
Stk. 3.  Katte skal bære et halsbånd med mærke for rabiesvaccination
Stk. 4.  Det i stk. 3 omtalte mærke for rabiesvaccination, skal på bagsiden have indgraveret ejers tlf. nr.
Stk. 5.  Gravørpen kan lånes hos hundeinspektøren eller på forkontoret i Området for Teknik og Miljø.
Stk. 6.  Den skriftlige tilladelse skal opbevares af ejeren og fremvises på forlangende.

§ 4.  Katte må ikke gå løse udendørs.
Stk. 2.  Katte skal holdes indendørs eller i et udendørs bur til formålet.
Stk. 3.  Ved ønske om opførelse af et udebur til katte, ansøges om arealtildeling hos Området for Teknik og Miljø.

§ 5.  Katte i et udebur skal have adgang til tørt leje og vand eller sne.
Stk. 2.  Katte i et udebur skal tilses mindst en gang dagligt.

§ 6.  Katte indendørs skal have adgang til tørt leje og vand.

§ 7.  Det er forbudt at opdrætte katte.
Stk. 2.  Hunkatte skal være steriliserede enten medicinsk eller ved operation.
Stk. 3.  Hankatte skal være kastrerede ved operation.
Stk. 4.  Ejeren af en eller flere katte skal overfor kommunen kunne dokumentere, at katten er behandlet som angivet i stk. 2 eller stk. 3.


Kapitel 3
Generelle bestemmelser om hundeinspektøren og om strejfende, herreløse samt ulovligt indførte katte indenfor og udenfor slædehundedistriktet

§ 8.  Kommunalbestyrelsen udpeger en eller flere hundeinspektører som er ansvarlige for varetagelsen af følgende opgaver:
1)  registrering af ejere af katte,
2)  aflivning eller indfangning af strejfende, herreløse katte samt ulovligt indførte og holdte katte.
3)  med ulovligt indførte og holdte katte menes katte, som holdes uden kommunens tilladelse, jf. § 2.
4)  vaccination af katte,
5)  registrering af antal vaccinationer og lagerbeholdning af vacciner, samt indberetning af dette til veterinærmyndigheden.

§ 9.  Løsgående katte samt ulovligt indførte og holdte katte søges opsamlet af kommunens hundeinspektører.
Stk. 2.  Ejeren af de i stk. 1 nævnte dyr gives et passende varsel til at bringe forholdet i orden. Tre dage betragtes som passende varsel. Er forholdet ikke søgt bragt i orden inden for den afgivne frist, aflives katten uden erstatning for ejeren.
Stk. 3.  Indfanges en løsgående kat af hundeinspektøren, opbevares denne i bur på kommunens materielgård, hvorfra ejeren kan afhente sin kat. Hundeinspektøren kontakter ejeren og har ejeren ikke inden for tre dage afhentet sin kat, aflives katten uden erstatning for ejeren. Forelægger der særlige omstændigheder, kan der træffes aftale med hundeinspektøren om forlængelse af fristen for afhentning.


Kapitel 4
Klager

§ 10.  Klager over ulemper i forbindelse med kattehold indgives til Kommunalbestyrelsen. Klager over ordensmæssige forhold indgives til politiet.


Kapitel 5
Sanktioner

§ 11.  Efter § 28, stk.2, i landstingslov om slædehunde samt hunde og kattehold kan der idømmes bøde for overtrædelse af denne vedtægt.
Stk. 2.  Efter § 28, stk. 4, i landstingslov om slædehunde samt hunde og kattehold kan der ved grove eller gentagne overtrædelser af denne vedtægt idømmes forbud mod enhver form for hold af eller omgang med dyr.


Kapital 6
Ikrafttræden

§ 12.  Denne vedtægt træder i kraft en måned efter stadfæstelse.
Stk. 2.  Samtidig ophæves kommunalvedtægt af 17/8 2005 om hunde- og kattehold i Maniitsoq.



Således vedtaget af kommunalbestyrelsen den 28. august 2014             

______________________________
Hermann Berthelsen
Borgmester

 

Hermed stadfæstes vedtægt om kattehold i Qeqqata Kommunia

 

Grønlands Selvstyre, den 11. februar 2015

______________________________
Karl-Kristian Kruse
Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug