Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 19
3. december 2012
Gældende

Inatsisartutlov om koncession til turistvirksomhed i udvalgte landområder

Kapitel 1
Anvendelsesområde

 

Turistprodukter, turistaktiviteter og koncessioner med videre.

 

§ 1.  Inatsisartutloven finder anvendelse på koncessioner til turistvirksomhed, rettighedshavere, operatører, aktiviteter omfattet af koncessioner til turistvirksomhed, turistprodukter, turister og turistaktiviteter.
Stk. 2.  Inatsisartutloven finder ikke anvendelse på aktiviteter omfattet af inatsisartutlov om koncession til sportsfiskeri.


Bygninger, anlæg, indretninger, veje og anden infrastruktur

 

§ 2.  Inatsisartutloven finder anvendelse for beboelsesbygninger, andre bygninger, anlæg, indretninger, veje og anden infrastruktur som anvendes i forbindelse med udbud, salg eller levering af turistprodukter omfattet af loven.

 

Kapitel 2
Definitioner

 

Definitioner af turist, turistprodukt og turistaktivitet

 

§ 3.  Ved en turist forstås en person, der indgår aftale om at få leveret et turistprodukt.
Stk. 2.  Ved et turistprodukt forstås en ydelse, der leveres mod vederlag og omfatter levering af adgang til udførelse af en eller flere turistaktiviteter, jf. stk. 3.
Stk. 3.  Ved turistaktivitet forstås i denne lov en aktivitet med et rekreativt formål, der udbydes af en professionel mod betaling.


Koncession til turistvirksomhed og, rettighedshaver

 

§ 4.  Ved koncession til turistvirksomhed forstås ret til levering af en eller flere turistprodukter indenfor et bestemt fysisk område. Koncession til turistvirksomhed meddeles til en rettighedshaver.
Stk. 2.  Ved en rettighedshaver forstås en person eller virksomhed, som er berettiget og forpligtet efter koncessionen. 


Aktiviteter omfattet af en koncession til turistvirksomhed

 

§ 5.  Ved aktiviteter omfattet af koncession til turistvirksomhed forstås aktiviteter, der er nødvendige for at kunne levere et turistprodukt, og turistaktiviteter i tilknytning dertil.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser om afgrænsning af, hvilke aktiviteter der er omfattet af koncessionen, jf. stk. 1.

 

Kapitel 3
Koncessionskrav

 

§ 6.  Naalakkersuisut kan bestemme at levering af turistprodukter og ydelser i forbindelse dermed, for et eller flere afgrænsede områder er omfattet af et koncessionskrav.
Stk. 2.  Når et turistprodukt er omfattet af et koncessionskrav for et område, må turistproduktet kun leveres efter koncession af turistvirksomhed, der omfatter turistproduktet og området.
Stk. 3.  Et koncessionskrav for et område udelukker ikke, at aktiviteter udføres i området, såfremt der ikke betales herfor. Enhver må udføre sådanne aktiviteter i området, medmindre andet følger af denne inatsisartutlov eller andre love eller bestemmelser.
Stk. 4.  Et koncessionskrav for et turistprodukt i et område udelukker ikke, at andre turistprodukter og ydelser i forbindelse dermed leveres i området. 


Kapitel 4
Meddelelse af koncession

 

Meddelelse af koncession til turistvirksomhed og koncessionsperiode

 

§ 7.  Naalakkersuisut kan for et nærmere afgrænset område og på nærmere fastsatte vilkår meddele koncession til levering af et eller flere turistprodukter, jf. § 6, stk. 1 (koncession til turistvirksomhed). Koncession til turistvirksomhed meddeles med eneret.

 

§ 8.  Koncession til turistvirksomhed efter § 7 meddeles på en af måderne nævnt i stk. 2-3.
Stk. 2.  Koncession kan meddeles efter en almindelig offentlig indkaldelse af ansøgninger om meddelelse af koncession (en udbudsrunde). Naalakkersuisut offentliggør en meddelelse om indkaldelse af ansøgninger mindst 45 dage inden ansøgningsfristens udløb på hjemmesiden for Naalakkersuisut samt på anden måde. Et udbud forudsætter, at den relevante planmyndighed, har planlagt det pågældende område til turistvirksomhed, samt fastlagt hvilke aktivitet koncessionen skal omhandle.
Stk. 3.  Hvis en ansøgning om meddelelse af koncession for et område er indgivet uden, at den relevante planmyndighed har planlagt det pågældende område til turistvirksomhed og Naalakkersuisut finder, at ansøgningen bør behandles, videresender Naalakkersuisut ansøgningen til planmyndigheden, med forespørgsel om, hvorvidt planmyndigheden ønsker at udlægge det ansøgte område til turistvirksomhed. Såfremt planmyndigheden ønsker, at planlægge og udlægge det ansøgte område helt eller delvist til turistvirksomhed kan Naalakkersuisut foretage en særlig offentlig indkaldelse af ansøgninger om meddelelse af koncession.
Stk. 4.  Ved en ansøgning efter stk. 3, skal planmyndigheden besvare Naalakkersuisuts forespørgsel inden 90 dage efter forespørgselen er modtaget.
Stk. 5.  Naalakkersuisut kan undlade at meddele koncession på grundlag af ansøgninger, der er indgivet efter procedurerne nævnt i stk. 2-3.

 

§ 9.  Koncession til turistvirksomhed efter § 7 meddeles på grundlag af udvælgelseskriterierne nævnt i stk. 2-6.
Stk. 2.  Ansøgerens sagkundskab, herunder ansøgerens tidligere erfaring med udbud, salg og levering af samme type eller typer turistprodukter eller andre lignende ydelser.
Stk. 3.  Ansøgerens økonomiske baggrund.
Stk. 4.  Måden, hvorpå ansøgeren har til hensigt at foretage levering af den eller de turistprodukter, der er omfattet af ansøgningen som godtgjort ved ansøgerens udkast til aktivitetsplan, herunder:
1)  Ansøgerens evne til at markedsføre produktet og etablere effektive salgskanaler.
2)  Ansøgerens villighed og evne til at skabe arbejdspladser og anvende lokale leverandører ved entrepriser, leverancer og tjenesteydelser.
Stk. 5.  Naalakkersuisut kan endvidere fastsætte andre relevante, objektive og ikke-diskriminerende udvælgelseskriterier med henblik på at foretage det endelige valg mellem ansøgere, der vurderes at stå lige efter en bedømmelse efter udvælgelseskriterierne nævnt i stk. 2-5.
Stk. 6.  Kriterierne nævnt i stk. 2-5 og bestemmelser om deres indbyrdes vægtning offentliggøres sammen med de indkaldelser af ansøgninger, som nævnes i § 8, stk. 2-3.


Inatsisartutlov om planlægning og arealanvendelse samt planer og bestemmelser efter loven

 

§ 10.  Koncession til turistvirksomhed kan kun meddeles for et område, hvor udførelse af aktiviteter efter koncessionen vil være i overensstemmelse med inatsisartutlov om planlægning og arealanvendelse og med planer og andre bestemmelser fastsat i medfør af loven, og afgørelser truffet efter loven.
Stk. 2.  Afgørelse vedrørende forhold omfattet af stk. 1. træffes af kommunalbestyrelsen eller Naalakkersuisut efter inatsisartutlov om planlægning og arealanvendelse.


Koncessionsperiode

 

§ 11.  Koncession til turistvirksomhed meddeles for en periode på op til 5 år, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.  Koncession kan meddeles for en periode på op til 20 år, når det må anses for nødvendig for at gennemgøre en plan for aktiviteterne og skabe mulighed for økonomisk overskud.
Stk. 3
.  Naalakkersuisut kan meddele forlængelse af koncessionsperioden for en koncession med op til yderligere 5 år. Forlængelse kan meddeles på ændrede vilkår. Forlængelse kan meddeles flere gange.
Stk. 4.  Den samlede periode for koncession kan ikke overstige 30 år.


Kapitel 5
Rettighedshaveren

 

Sagkundskab og økonomisk baggrund

 

§ 12.  Rettighedshaveren efter koncession til turistvirksomhed skal have fornøden sagkundskab og økonomisk baggrund, for aktiviteterne omfattet af koncessionen.


Mulige rettighedshavere

 

§ 13.  Koncession til turistvirksomhed kan meddeles til en person, jf. § 14 eller en virksomhed, jf. § 15.


Person som rettighedshaver

 

§ 14.  Koncession til turistvirksomhed kan kun meddeles til en person, der opfylder alle de følgende krav:
1)  Personen har haft folkeregisteradresse i Grønland i en samlet periode, der mindst omfatter de forudgående 2 år.
2)  Personen har folkeregisteradresse i Grønland.
3)  Personen er fuldt skattepligtig til Grønland.
4)  Personen har fuld rådighed over sin formue og er herunder ikke i betalingsstandsning, under konkurs eller i en situation, der kan sidestilles dermed.
Stk. 2.  En person, der er rettighedshaver efter koncession, skal i hele koncessionsperioden opfylde kravene i stk. 1.


Selskab som rettighedshaver

 

§ 15.  Koncession til turistvirksomhed kan kun meddeles til et selskab, der opfylder de følgende krav:
1)  Selskabet er et aktieselskab eller et anpartsselskab med hjemsted i Grønland, og
2)  Selskabet har fuld rådighed over sin formue og er herunder ikke i betalingsstandsning, under konkurs eller i en situation, der kan sidestilles dermed.
Stk. 2.  Et selskab, der er rettighedshaver efter koncession, skal i hele koncessionsperioden opfylde kravene i stk. 1.


Kapitel 6
Vederlag til Grønlands Selvstyre eller andre myndigheder

 

§ 16.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser og koncessionsvilkår om, at rettighedshaveren efter koncession til turistvirksomhed skal betale vederlag til Grønlands Selvstyre eller andre myndigheder. Det kan herunder fastsættes, at der skal betales en afgift beregnet på grundlag af størrelsen af koncessionsområdet (arealafgift), en afgift beregnet på grundlag af størrelsen af rettighedshaverens omsætning som følge af aktiviteter efter koncessionen (omsætningsafgift), en afgift svarende til en andel af rettighedshaverens økonomiske udbytte som følge af aktiviteter efter koncessionen (udbytteafgift) eller en kombination af nogle af eller alle disse.

 

Kapitel 7
Rettighedshavers pligter

 

Aktivitetsplan

 

§ 17.  En plan for rettighedshaverens aktiviteter efter koncessionen til turistvirksomhed, herunder etablering og anvendelse af bygninger og anlæg med videre (en aktivitetsplan), skal være godkendt af Naalakkersuisut, inden aktiviteterne iværksættes. Når ændrede forhold gør det påkrævet, skal rettighedshaveren snarest muligt fremsende en ændret plan til godkendelse hos Naalakkersuisut.                                                                                     


Rettighedshavers rapportering og meddelelse af oplysninger

 

§ 18.  En rettighedshaver skal regelmæssigt sende rapportering om aktiviteter omfattet af koncessionen til Naalakkersuisut.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere bestemmelser og koncessionsvilkår om en rettighedshavers indsendelse af rapporteringer og meddelelse af oplysninger i øvrigt.

 

Kapitel 8
Forpligtelser ved og efter ophør af aktiviteter efter koncession til turistvirksomhed

 

§ 19.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser og koncessionsvilkår om, at rettighedshaveren ved ophør af aktiviteter efter koncessionen skal fjerne bygninger og anlæg med videre, som er etableret af rettighedshaveren, samt foretage oprydning, efterfølgende monitering (overvågning) og lignende i de berørte områder.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan ved godkendelse af en aktivitetsplan eller en ændring af en aktivitetsplan, jf. § 17, fastsætte vilkår til sikring af opfyldelsen af rettighedshaverens forpligtelser efter stk. 1, herunder om sikkerhedsstillelse. Når ændrede forhold gør det påkrævet, herunder ved ændring eller udvidelse af bygninger eller anlæg med videre, kan Naalakkersuisut fastsætte ændrede vilkår, herunder om ændret sikkerhedsstillelse.
Stk. 3.  Hvis rettighedshaveren ikke efterkommer påbud om foretagelse af foranstaltninger nævnt i stk. 1, kan Naalakkersuisut foretage foranstaltningerne for rettighedshaverens regning og risiko.


Kapitel 9
Overdragelse, bortfald og ophør af koncession til turistvirksomhed

 

§ 20.  Direkte eller indirekte overdragelse af koncession til turistvirksomhed kan ikke ske, medmindre Naalakkersuisut godkender overdragelsen.

 

§ 21.  Naalakkersuisut fastsætter i meddelelsen om koncession vilkår om, under hvilke omstændigheder koncession bortfalder eller kan tilbagekaldes af Naalakkersuisut.

 

§ 22.  Naalakkersuisut kan fastsætte bestemmelser og koncessionsvilkår om, i hvilket omfang en rettighedshavers forpligtelser består eller rettighedshaveren i øvrigt har forpligtelser efter koncessionens ophør.

 

Kapitel 10
Forsikringsdækning og sikkerhedsstillelse

 

§ 23.   Naalakkersuisut kan i en meddelelse om koncession stille vilkår om, at rettighedshavers forpligtelser og ansvar skal være dækket af en forsikring eller anden sikkerhedsstillelse.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan som vilkår for koncession stille krav om, at rettighedshaver indgår en aftale med sundhedsvæsenet vedrørende levering af sundhedsydelser, herunder om evakuering af turister, samt tegner forsikring for dækning af udgifter hertil.


Kapitel 11
Generelle krav

 

Generelle krav for aktiviteter

 

§ 24.  Aktiviteter omfattet af koncessioner skal udføres på en hensigtsmæssig måde samt forsvarligt med hensyn til sikkerhed, sundhed, og miljø.


Tilsyn, påbud og meddelelse af oplysninger

 

§ 25.  Naalakkersuisut fører tilsyn med koncessioner, rettighedshavere, aktiviteter og forhold omfattet af loven eller koncessioner.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan meddele påbud om overholdelse af inatsisartutloven, bestemmelser fastsat i medfør af inatsisartutloven og koncessionsvilkår. Påbud kan meddeles til rettighedshavere omfattet af inatsisartutloven. Tilsynsmyndighedens medarbejdere har til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til alle dele af virksomheder og aktiviteter omfattet af denne inatsisartutlov, i det omfang det er påkrævet for at gennemføre tilsynsopgaver.
Stk. 3.  Rettighedshavere skal meddele alle oplysninger, som er fornødne til myndighedsbehandling af aktiviteter omfattet af loven og koncessioner. Naalakkersuisut kan til gennemførelse af myndighedsbehandling omfattet af inatsisartutloven pålægge rettighedshavere at indsende de oplysninger på den måde og i den form, som Naalakkersuisut finder nødvendig.


Refusion af myndighedsudgifter

 

§ 26.  Rettighedshaver skal betale udgifter i forbindelse med sagsbehandling og anden myndighedsbehandling efter inatsisartutloven. Betalingen kan opkræves som gebyrer eller udgiftsrefusion.


Krav om koncession til turistvirksomhed, godkendelse eller myndighedsbehandling mv. efter anden lovgivning

 

§ 27.  Koncessioner, godkendelser og myndighedsbehandling efter inatsisartutloven fritager ikke rettighedshavere for krav om koncessioner, godkendelser og myndighedsbehandling efter anden lovgivning.


Kapitel 12
Sanktioner og ikrafttræden

 

§ 28.  Bøde kan idømmes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
1)  udbyder eller leverer turistaktiviteter i strid med § 6, stk. 1.
2)  overtræder vilkår for koncession meddelt efter inatsisartutloven, bestemmelser fastsat i medfør af inatsisartutloven eller koncessionsvilkår.
3)  afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger, som en myndighed har krav på efter § 18, eller
4)  undlader at efterkomme påbud meddelt efter § 25, stk. 2 eller 3.
Stk. 2.  I bestemmelser fastsat i medfør af inatsisartutloven kan det fastsættes, at der for overtrædelse af bestemmelserne kan idømmes bøde.
Stk. 3.  Når inatsisartutloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven hjemler idømmelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i kriminallov for Grønland.
Stk. 4.  Ved overtrædelse af inatsisartutloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven kan der ske konfiskation efter reglerne i kriminallov for Grønland. Konfiskation sker til fordel for landskassen.
Stk. 5.  Bøder, der idømmes i medfør af denne inatsisartutlov eller bestemmelser fastsat i medfør af inatsisartutloven, tilfalder landskassen.

 

§ 29.  Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2013.

 

 

Grønlands Selvstyre, den 3. december 2012


Kuupik Vandersee Kleist