Selvstyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af hvid- og narhvaler
I medfør af § 2, stk. 4, § 8, § 9, stk. 2, § 12, § 13, § 15, stk. 4, § 17, stk. 2 og § 18 i Landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt som senest er ændret ved Landstingslov nr. 1 af 16. maj 2008 fastsættes:
Kapitel 1
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen vedrører beskyttelse og fangst af hvidhvaler (Delphinapterus leucas) og narhvaler (Monodon monoceros) i Grønland.
Kapitel 2
Fredning
§ 2. Hvid- og narhvaler er fredet i hele Grønland med de undtagelser, der er nævnt i § 4-5.
Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke forsassat, jf. § 19.
Kapitel 3
Fastsættelse af kvoter for fangst og fangstområder
§ 3. Naalakkersuisut fastsætter et eller flerårige kvoter for fangst af hvid- og narhvaler særskilt for hver bestand. Fastsættelsen af kvoter sker under hensyntagen til internationale aftaler, biologisk rådgivning, brugerviden samt høring af Fangstrådet.
Stk. 2. Kvoteåret for hvid- og narhvalfangst gælder for perioden fra 1. januar – 31. december, begge dage inklusive.
Stk. 3. Bestande er geografisk afgrænset, jf. bilag 1-2.
Stk. 4. Indenfor en geografisk afgrænset bestand kan kvoter fastsættes på kommunalt, forvaltningsområde og bygdeniveau.
Stk. 5. En kvote af hvid- eller narhvaler, der ikke er opbrugt indenfor en geografisk afgrænset bestand kan overføres til den samlede kvote for det samme område i det efterfølgende kvoteår.
Fastsættelse af kvoter for hvidhaler
§ 4. Naalakkersuisut fastsætter særskilte kvoter for den Vestgrønlandske bestand af hvidhvaler for følgende områder, jf. bilag 1.
1) Qaanaaq forvaltningsområde inklusiv bygden Savissivik.
2) Resten af Vestgrønland, eksklusiv Qaanaaq forvaltningsområde.
Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte en særskilt kvote for hvidhvaler i Melville Bugt reservatet i zone 2, jf. bilag 1.
Fastsættelse af kvoter for narhvaler
§ 5
. Naalakkersuisut fastsætter særskilte kvoter for Inglefield Bredning bestanden af narhvaler for følgende områder, jf. bilag 2
1) Qaanaaq forvaltningsområde nord for Kap York ved positionen 76°N; 67°V eksklusiv bygden Savissivik.
2) Nordgrønland ved positionen syd for Svartenhuk 71,5°N; 55,5°V, Midtgrønland og Sydgrønland ved positionen nordvest for 59,8°N; 43,9°V.
Stk. 2. Naalakkersuisut fastsætter særskilte kvoter for Melville Bugt bestanden af narhvaler for følgende områder, jf. bilag 2
1) Bygden Savissivik samt Upernavik forvaltningsområde med positionen syd for Kap York 76°N; 67°V og positionen nord for Svartenhuk 71,5°N; 55,5°V.
2) Zone 2 i Melville Bugt reservatet for bygden Savissivik.
Stk. 3. Naalakkersuisut fastsætter særskilte kvoter for den Østgrønlandske bestand af narhvaler for følgende områder, jf. bilag 2.
1) Forvaltningsområderne i Østgrønland Ittoqqortoormiit og Ammassalik samt
2) Forvaltningsområderne i Kommune Kujalleq ved positionen nordøst for 59,8°N; 43,9°V.
Kapitel 4
Høring og fordeling af kvoter for fangst
§ 6. Fordeling af kvoter for de forskellige geografisk afgrænsede bestande på kommunalt og forvaltningsområdemæssigt niveau foretages af medlem af Naalakkersuisut for Fiskeri, Fangst og Landbrug efter høring af Kalaallit Nunaanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK), Tapertaralugu Piniartartut Aalisartartullu Kattuffiat (TPAK) og Kommunernes Landsforening (KANUKOKA).
Stk. 2. Fangstrådet skal høres om rammerne for kvoter for fangst.
§ 7. Medlem af Naalakkersuisut for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan nedsætte kommunens kvote for det pågældende eller for det efterfølgende kvoteår, såfremt det konstateres, at der er sket ulovlig fangst af hvidhvaler eller narhvaler i et forvaltningsområde. En nedlagt unge gælder i antal det samme som en voksen hvid- eller narhval.
§ 8. De årlige kvoter for fangst offentliggøres via pressemeddelelse og på Grønlands Selvstyres hjemmeside (www.nanoq.gl).
Kapitel 5
Fangstberettigelse, udstedelse og fordeling af licenser
§ 9. Kommunalbestyrelsen udsteder indenfor den af Naalakkersuisut fastsatte kvote for en geografisk afgrænset bestand, jf. § 4-5, nummererede licenser efter ansøgning.
Stk. 2. For at deltage i fordelingen af licenser, skal en ansøger på ansøgningstidspunktet og under fangstudøvelsen
1) have et gyldigt erhvervsjagtbevis eller fritidsjagtbevis og
2) have folkeregisteradresse i den kommune, der udsteder licensen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udleverer samtidig med licensen et skema svarende til bekendtgørelsens bilag 3 til licensmodtageren.
§ 10. Kun personer, som er i besiddelse af licens udstedt i medfør af de relevante bestemmelser af denne bekendtgørelse må nedlægge narhval eller hvidhval.
Stk. 2. En licens er personlig og må ikke overdrages eller sælges.
Stk. 3. En licens giver adgang til fangst af én hval fra den bestand, licensen er udstedt for i det kvoteår, hvor licensen er udstedt.
§ 11. Kommunalbestyrelsen kan efter samråd med de enkelte bygdebestyrelser, de lokale fisker- og fangerforeninger fastsætte betingelser om fordeling af kommunens og forvaltningsområdernes kvoter på hvid- og narhvaler til erhvervsfangere og fritidsfangere.
Stk. 2. Fritidsfangere kan tildeles mellem 0-10 % af forvaltningsområdets kvote på hvid- og narhvaler.
§ 12
. Kommunalbestyrelsen kan ved kommunal vedtægt fastsætte regler om fællesfangst af kvoten. Ved fællesfangst skal det sikres, at kvoten ikke bliver overskredet, jf. § 10, stk. 3.
Stk. 2. Ved fællesfangst forstås en fangst der gennemføres af en gruppe fangere bestående af personer med erhvervsjagtbevis, eller personer med fritidsjagtbevis eller en blanding af de to fangstkategorier og som har fået tildelt en licens til fællesfangst.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen etablerer sikker kontrol med den tildelte kvote. Kvoteforbruget følges nøje, og fangsten standses øjeblikkeligt, når den tildelte kommunekvote eller forvaltningsområdekvote er opbrugt.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen retter skriftlig henvendelse til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, når den tildelte kommunekvote eller forvaltningsområdekvote er opbrugt.
§ 13. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en tidsfrist for afhentning af tildelte licenser.
Stk. 2. Fangere, der har fået en licens, og ikke kan eller vil benytte den, skal snarest returnere den ubenyttede licens til den licensudstedende myndighed.
Stk. 3. Licenser som ikke er afhentet indenfor den fastsatte tidsfrist kan omfordeles indenfor forvaltningsområdet i henhold til en officiel venteliste.
Stk. 4. Uafhentede licenser og licenser, som er uudnyttede på tidspunktet for genfordeling af kvoteårets restkvoter, indgår automatisk i genfordelingskvoten, og kan derefter ikke bruges af den tidligere licensejer. Herefter kan disse genfordeles indenfor kommunen i henhold til specifikke bestandes kvoter og til eventuelle kommunale vedtægtsmæssige bestemmelser. Tidspunktet for genfordeling meddeles af kommunalbestyrelsen forinden fangstperiodens start, og vil fremgå af licensen.
Stk. 5. Genfordelingen skal foretages efter høring af de lokale fisker- og fangeorganisationer i de respektive kommuner og forvaltningsområder.
Kapitel 6
Fangstmetoder
§ 14. Fangst af hvid- og narhvaler må kun ske ved anvendelse af rifler, hvor mindste lovlige kaliber er .30-06 (7,62x63 mm). Anvendelse af halvautomatiske rifler er kun tilladt for personer med erhvervsjagtbevis.
Stk. 2. Det er forbudt at anvende helautomatiske våben, sprængstof, harpunkanon og haglgevær.
Stk. 3. Så vidt det er muligt, skal hvid- og narhvaler sikres med harpun, forinden det dræbende skud afgives.
Stk. 4. Det er kun tilladt at anvende garn med en helmaskestørrelse på mindst 380 mm i forbindelse med fangst af hvid- og narhval i forvaltningsområde Qaanaaq samt forvaltningsområderne i Østgrønland. Anvendte garn skal mærkes med ejerens navn, tilses jævnligt og skal tages op efter fangst.
Stk. 5. I de forvaltningsområder, hvor garn anvendes til fangst af hvid- eller narhvaler, skal kommunalbestyrelsen udarbejde kommunal vedtægt vedrørende garnfangst.
Stk. 6. Hvid- og narhvalfangsten i zone 2 i Melville Bugt reservatet skal foregå med qajaq. Hvid- eller narhval skal harpuneres, inden den skydes.
§ 15. Fly, helikoptere samt enhver form for motordrevne køretøjer må ikke anvendes i forbindelse med fangst af hvid- ognarhvaler, eller til befordring til og fra fangstområdet, jf. dog § 19, stk. 5.
§ 16. Kun fartøjer,som ifølge deres målebrev er 14 meter længde over alt (l.o.a.) eller derunder, må anvendes i forbindelse med fangst af hvid- ellernarhvaler. En fast besætning på fartøjer med GR-nummer på 14 meter l.o.a eller derunder kan drive fangst på vegne af ejeren af et fartøj.
Stk. 2. Anvendelse af moderskibe er forbudt i forbindelse med fangst af hvid- eller narhvaler.
Stk. 3. Ved ”moderskibe” forstås fartøjer uanset længde, der anvendes som slæbebåde eller transportskibe for fangst af hvid- eller narhvaler fra fartøjer godkendt ifølge stk. 1.
Omringning
§ 17. Enhver form for fangst ved omringning, såsom fastlåsning mod kysten eller løsere spærring mod kysten eller mod iskanten, er forbudt.
Kapitel 7
Aflivning efter tilladelse fra departementet
§ 18. Efter forudgående tilladelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan der ske aflivning af hårdt sårede hvid- eller narhvaler, hvid- eller narhvaler viklet i fiskegarn eller andre fiskeredskaber.
Stk. 2. Såfremt en lovlig fangst af hvidhval eller narhval efterfølgende viser sig ikke at være egnet til menneskeføde grundet sygdomsangreb eller lignende, kan Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug efterfølgende give tilladelse til, at fangsten betragtes som en aflivning. Hvis der er anvendt licens, vil den stadig være gyldig.
Stk. 3. Dyr aflivet i medfør af stk. 1 kan fordeles til den lokale befolkning såfremt dyret egner sig til føde. Knogler og tand er Departementets ejendom og skal sendes senest 14 dage efter aflivningen til Postboks 269, 3900 Nuuk.
Kapitel 8
Sassat
§ 19. Når sassat lokaliseres skal det bekræftes af en lokal myndighed overfor Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Departementet skal give tilladelse til, at sassatfangsten igangsættes, når Departementet har vurderet, at det er usandsynligt, at hvalerne overlever. Tilladelsen meddeles til kommunalbestyrelsen eller de lokale myndigheder i forvaltningsområdet, der umiddelbart derefter underretter relevante bygder og byer.
Stk. 2. Ved sassat forstås hvid- eller narhvaler, som er fastlåst i en våge i isen, hvor de ikke kan undslippe af sig selv i live.
Stk. 3. Alle med gyldigt erhvervsjagtbevis eller fritidsjagtbevis kan deltage i sassat-fangsten. Fangst fra sassat tæller hverken med i den enkelte fangers hvid- ellernarhvalkvote eller kvoten i forvaltningsområdet.
Stk. 4. Ved sassat må der fanges så meget, at man med sikkerhed kan hjemtransportere fangsten med hundeslæde senest efter sassats afslutning.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde give dispensation til anvendelse af snescootere og fartøjer til brug for hjemtransport af fangstbytte fra sassat til hjemstedet, når is- og vejrforhold nødvendiggør hurtig og ekstraordinær indsats for at bjerge fangsten.
§ 20. Afmærkede partier af kød, mattak og spæk samt fortøjede dyr må ikke fjernes uden ejernes samtykke, medmindre kommunalbestyrelsen eller de lokale myndigheder i et forvaltningsområde under hensyntagen til de vejrmæssige forhold har fastsaten frist for borttransport af fangstbyttet, og denne frist ikke er overholdt.
Kapitel 9
Flænsning
§ 21. Flænsningen skal påbegyndes umiddelbart efter hvalen hales op på land eller på is. Alle spiselige og andre brugbare dele hjemtages eller deponeres. Flænsningsområdet skal være ryddet for ubrugelige rester.
Stk. 2. Køddepoter skal anmeldes til den lokale jagt- og fiskeribetjent.
Stk. 3. Kun fartøjer, som ifølge af deres målebrev er 14 meter l.o.a. eller derunder, måanvendes til flænsning af fartøjets egen fangst.
Kapitel 10
Bifangst og anskydning
§ 22. Bifangst af hvid- eller narhvaler må ikke sælges og skal fratrækkes kommunens eller forvaltningsområdets kvote.
Stk. 2. I tilfælde af anskydninger af hvid- eller narhvaler skal jagt- og fiskeribetjenten kontaktes snarest muligt, og anskydningen fratrækkes kommunens eller forvaltningsområdets kvote.
Kapitel 11
Betingelser for salg
§ 23. Fangst af hvid- eller narhvaler må ikke sælges, førend kommune- eller bygdekontoret ved stempel på licensen har registreret fangsten, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Salg eller køb af dele fra fangsten må ikke finde sted, før indehaveren eller indehaverne af licensen har påtegnet en kopi af licensen, som i en salgssituation på anmodning skal kunne fremvises. Af kopien skal fremgå, at fangsten er registreret af en kommunal myndighed.
Stk. 3. Salget kan påbegyndes udenfor kommune- eller bygdekontorets åbningstid, såfremt registreringen foretages straks efter, at kontoret er åbnet.
Stk. 4. Det er forbudt at købe, indhandle eller modtage mattak, kød og tænder fra ulovligt nedlagte hvid- eller narhvaler.
Indhandling
§ 24.
Fartøjer må ikke anvendes til indhandling af kød, spæk og mattak fra hvid- ellernarhvaler.
Stk. 2. Indhandling af fangst til godkendte indhandlingssteder må kun foretages af erhvervsfangere, der kan fremvise et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens, jf. § 23, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Naalakkersuisut kan fastsætte indhandlingskvoter inden for den fastsatte kvote for de kommuner, der har fået tildelt en kommunal kvote for fangst.
Stk. 4. Hvis der er fastsat en indhandlingskvote, skal indhandlingsstederne dagligt sende oplysning om indhandlingsmængder til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug så længe indhandling er tilladt.
Stk. 5. Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug giver meddelelse om, hvornår indhandling skal ophøre i den pågældende kommune eller forvaltningsområde.
Salg
§ 25. Salg fra lokale brætter og andet løssalg må kun foretages af erhvervsfangere, der kan fremvise et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens, jf. § 23, stk. 1 og 2, eller af dertil bemyndigede personer, som på anmodning skal kunne fremvise dokumentation.
Stk. 2. Salg direkte til virksomheder, institutioner og spisesteder må kun foretages af erhvervsfangere, der kan fremvise et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens, jf. § 23, stk. 1 og 2, eller af dertil bemyndigede personer, som på anmodning skal kunne fremvise dokumentation.
Stk. 3. De i stk. 2 nævnte virksomheder, institutioner og spisesteder skal kunne dokumentere, at kød, spæk og mattak fra hvid- og narhvaler er indkøbt fra erhvervsfangere med gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens, jf. § 23, stk. 1 og 2.
Stk. 4. Dokumentation, jf. stk. 3, er en underskrevet faktura med kopi af et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens.
Stk. 5. Kun personer med et gyldigt erhvervsjagtbevis og påstemplet licens, jf. § 23, stk. 1 og 2, kan indhandle eller sælge stødtand fra narhval eller tand fra hvidhval. En seddel med licensnummer skal være bundet med snor til hele narhvalstænder.
Kapitel 12
Rapportering
og kontrol
§ 26. Fangst, bifangst og anskydning af hvid- eller narhvaler skal rapporteres til hjemkommunen, by eller bygdekontor hurtigst muligt. Rapporteringen foretages af den pågældende fanger, undtagen ved fangster ved sassat, der rapporteres af den lokale fisker- og fangerforeningfor erhvervsfangere og af kommunalbestyrelsen/bygdebestyrelsen for fritidsfangere. Ved fællesfangst rapporteres fangsten kun af den udpegede leder af fællesfangsten.
Stk. 2. Ved rapportering anvendes et skema svarende til bekendtgørelsens bilag 3. Skemaerne fås af kommunekontoret eller bygdekontoret. Skema kan også hentes via Grønlands Selvstyres hjemmeside, www.nanoq.gl. Der udfyldes et skema for hver fanget eller anskudt hval, undtagen ved fangster ved sassat, hvor hele fangsten rapporteres på samme skema. Kopi af den af kommunen påstemplede licens skal medfølge fangstrapportering.
Stk. 3. Al fangst af hvid- eller narhvaler skal endvidere rapporteres via fangstmeldingsskemaet i Piniarneq.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen indsender snarest efter modtagelsen de indkomne skemaer svarende til bekendtgørelsens bilag 3 samt den påstemplede licens, jf. § 23, stk. 1 til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
§ 27. Gyldigt erhvervsjagtbevis eller fritidsjagtbevis og licens eller autorisation til indhandling skal til alle tider forevises på anmodning af politiet, jagt- og fiskeribetjente og dertil bemyndigede personer.
Kapitel 13
Vævsprøver og mærkning
§ 28. Enhver, som har fanget en hvid- eller narhval, kan forpligtes til at aflevere en vævsprøve bestående af et mindre stykke mattak, kød eller en del af tand fra fangsten til kommunekontoret med oplysning om art, dato og lokalitet for fangsten. Vævsprøverne lægges i den af Grønlands Naturinstitut udleverede plastbeholder med konserveringsvæske eller pakkes i en konvolut.
Stk. 2. Kommunekontoret videresender den indleverede vævsprøve og oplysninger til Grønlands Naturinstitut, Box 570, 3900 Nuuk straks efter modtagelsen.
§ 29. Prøvetagning, mærkning samt andet arbejde involverende forsøg med hvid- og narhvaler må kun foretages af Grønlands Naturinstitut. Øvrige skal indhente tilladelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Kapitel 14
Dispensation
§ 30. Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan til videnskabelige formål meddele dispensation fra denne bekendtgørelses bestemmelser.
Kapitel 15
Foranstaltninger
§ 31. For overtrædelse af § 2, § 10, §§ 14-25 og § 27 kan der idømmes bøde og konfiskation af fangsten efter kriminallov for Grønland.
Stk. 2. Ved overtrædelse af de i medfør af bekendtgørelsen udstedte kommunale vedtægter kan idømmes bøde og konfiskation af fangsten.
Kapitel 16
Ikrafttræden
§ 32. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. april 2011. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 2 af 12. februar 2004 om beskyttelse og fangst af hvid- og narhvaler. Kommunale vedtægter udstedt i medfør af bekendtgørelsen forbliver dog i kraft, indtil de ændres eller ophæves.
Stk. 2. Licenser der er udstedt i forbindelse med fordeling af årskvoten i 2010-2011 forbliver gældende indtil Departementet eller kommunen eller forvaltningsområdet meddeler hvornår licensen genfordeles eller annulleres.
Stk. 3. De i medfør af Landsrådsvedtægt af 18. januar 1958 om sassat stadfæstede kommunale vedtægter eller udsendte skrivelser forbliver i kraft i det omfang, de fastlægger yderligere betingelser for fangsten, dog ophæves disse senest d. 31. december 2012.
Stk. 4. De øvrige vedtægter forbliver i kraft i det omfang, de fastlægger yderligere betingelser for fangsten, indtil de ophæves ved en ny kommunal vedtægt. Disse ophæves dog uden nærmere varsel senest d. 31. december 2012.
Grønlands Selvstyre, den 29. marts 2011
Ane Hansen
/
Jens K. Lyberth
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3
-
PDF (0.08MB)
-
PDF (0.1MB)
-
PDF (0.07MB)