Selvstyrets bekendtgørelse om indendørs rygning for afsonere og tilbageholdte i politiets detentioner, anstaltsanbragte og skærmede psykisk syge patienter under indlæggelse på sygehuse
I medfør af § 9, stk. 3 i Inatsisartutlov nr. 15 af 26. maj 2010 om forbud mod rygning fastsættes:
Afsonere og tilbageholdte i politiets detentioner
§ 1. Afsonere og tilbageholdte, der opholder sig i politiets detentioner, må ryge i detentionen, herunder i detentionens fællesrum, såfremt dette ikke er i strid med de til enhver tid gældende regler, der er fastsat af Politimesteren vedrørende ophold i politiets detentioner.
Stk. 2. Af hensyn til andre afsonere og tilbageholdte samt personale må rygning i henhold til stk. 1, ikke ske i det tidsrum, hvor andre afsonere og tilbageholdte eller personale opholder sig i detentionen.
Stk. 3. Politiet kan opføre et indendørs eller et udendørs rygerum til brug for afsonere og tilbageholdte. Hvis rygerummet opføres indenfor, skal det installeres med vindue eller ventilation udadtil, således at kontinuerlig udluftning kan foretages. Det skal sikres, at andre afsonere og tilbageholdte samt personale ikke udsættes for passiv rygning som følge af rygerummet. Rygning i rygerummet skal ske bag lukket dør.
Stk. 4. Såfremt der ryges i detentionen i henhold til stk. 1 og stk. 2, eller i rygerummet, skal politiet sikre, at der jævnligt udluftes i detention og rygerum.
Anstaltsanbragte
§ 2. Anstaltsanbragte i Kriminalforsorgens anstalter bestemmer, om der må ryges i deres eget opholdsrum. Rygning i eget opholdsrum skal ske bag lukket dør.
Stk. 2. Rygning i henhold til stk. 1 må kun ske, såfremt det ikke er i strid med den til enhver tid gældende dagsbefaling fastsat af den enkelte anstaltsleder.
Stk. 3. Af hensyn til personalet er det ikke tilladt for anstaltsanbragte at ryge i eget opholdsrum i det tidsrum, hvor personalet opholder sig der.
Stk. 4. Kriminalforsorgen kan opføre et indendørs eller et udendørs rygerum til brug for anstaltsanbragte. Hvis rygerummet opføres indenfor, skal det installeres med vindue eller ventilation udadtil, således at kontinuerlig udluftning kan foretages. Det skal sikres, at andre anstaltsanbragte samt personale ikke udsættes for passiv rygning som følge af rygerummet. Rygning i rygerummet skal ske bag lukket dør.
Stk. 5. Såfremt der ryges i eget opholdsrum i henhold til stk. 1-3, eller i rygerummet, skal Kriminalforsorgen sikre, at der jævnligt udluftes i eget opholdsrum og rygerum.
Skærmede psykisk syge patienter under indlæggelse på sygehuse
§ 3. Skærmede psykisk syge patienter under indlæggelse på sygehuse må ryge på den dertil indrettede glasafskærmede terrasse, såfremt dette ikke er i strid med personalets instrukser. Rygning på terrassen skal ske bag lukket dør. Det skal sikres, at andre skærmede psykisk syge samt personale ikke udsættes for passiv rygning som følge af rygning på terrassen.
Stk. 2. Personalet kan under helt særlige omstændigheder tillade, at skærmede psykisk syge patienter ryger i deres eget opholdsrum. Rygning i eget opholdsrum skal så vidt muligt ske bag lukket dør.
Stk. 3. Af hensyn til personalet er det ikke tilladt for skærmede psykisk syge patienter at ryge i eget opholdsrum i det tidsrum, hvor personalet opholder sig der. Af hensyn til andre skærmede psykisk syge samt personale må rygning på terrassen ikke ske i det tidsrum, hvor andre skærmede psykisk syge patienter eller personale opholder sig på terrassen.
Stk. 4. Såfremt der ryges på terrassen eller i eget opholdsrum i henhold til stk. 1-3, skal personalet sikre, at der jævnligt udluftes på terrassen og i eget opholdsrum.
Ikrafttræden
§ 4. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. oktober 2010.
Grønlands Selvstyre, den 29. september 2010
Agathe Fontain
/
Ann Birkekær Kjeldsen