Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 12
16. juli 2010
Gældende

Selvstyrets bekendtgørelse om rapportering ved fangst og anskydning af store hvaler

I medfør af § 2, stk. 4, §§ 12, 13 og 17 i landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt som senest ændret ved landstingslov nr. 1 af 16. maj 2008, fastsættes:

 

 Anvendelsesområde

§ 1.  Den der fanger eller anskyder sildepiskere (vågehvaler) og hvaler, der er større end sildepiskere, skal straks rapportere fangsten eller anskydningen til sin hjemkommune. Ved fællesfangst afgives rapporten af den udpegede kaptajn.
Stk. 2.  I Vestgrønland trækkes samtlige fangster og anskydninger på sildepiskere, finhvaler, grønlandshvaler og pukkelhvaler fra den kommunale kvote det pågældende eller det følgende år. I Østgrønland trækkes samtlige fangster og anskydninger på sildepiskere fra den forvaltningsområdets kvote det pågældende eller det følgende år.
Stk. 3.  Rapporten afgives på et autoriseret skema (bilag I) til det nærmeste kommune- eller filialkontor, som straks videresender rapporten til hjemkommunen.


Fangst

§ 2.  Efter fangst af de hvaler, der er nævnt i § 1, skal der på rapporteringsskemaet oplyses,
1) om hvalen (kolonne B-E i fangstrapporteringsskemaet):
a) Art.
b) Længde, som måles i en ret linje parallelt med hvalen. Der måles fra hakket i halefinnen til spidsen af overkæben.
c) Køn.
d) For hunhvaler, skal oplyses, om den har mælk i mælkekirtlerne, om den har foster og i bekræftende fald dettes længde og køn.
e) Maveindhold.
2) om fangsten (kolonne A, F, G, H, I og J i fangstrapporteringsskemaet):
a) Dato for fangst, fangerens navn, cpr. nr., ved fællesfangst oplyses øvrige deltageres navne og cpr. nr. på bagsiden af skemaet.
b) Fartøjets navn og GR-nummer, ved fællesfangst oplyses kutternes navne og GR-numre eller antallet af joller.
c) Nummeret på den af kommunen udstedte licens.
d) Position for fangsten, enten ved bredde og længde eller feltkode, jf. Grønlands Fiskeri- og Miljøundersøgelsers feltkodekort, eller ved entydig stedsangivelse.
f) Stedet, hvor flænsningen er sket.
g) Om vægten på udbyttet af spiselige produkter; kilogram mattak, spæk, qiporaq, kød og totalvægt. For finhval, grønlandshval og pukkelhval skal angives antal af beholdere/kar, der kan fyldes med hver type af spiseligt produkt, størrelse af beholder og vægt af fyldt beholder med hver type af spiseligt produkt. Samt om der er udtaget og sendt prøve til Grønlands Naturinstitut.
h) Anvendt våben under hvalfangsten, med angivelse af hvilket eller hvilke våbenkalibre der blev brugt. Ved anvendelse af harpunkanon angives, om harpunen var forsynet med en hvalgranat. Der skal oplyses om type og serienummeret på hvalgranaten, som er indgraveret i den.
i) Oplysning om aflivningstiden, beregnet fra hvalen blev ramt, til den er død. Endvidere markeres på figuren i Bilag I, side 3 hvor hvalen blev ramt. Hvis aflivningstiden overstiger 30 minutter, gives forklaring herpå.
3) udfylderens navn og dato for skemaudfyldningen. (kolonne L i fangst-rapporteringsskemaet).


Anskydning

§ 3.  Hvis hvaler, der er nævnt i § 1 anskydes, men ikke landes, skal der oplyses, (kolonne A, B, F, I, K & L)
1) Dato for anskydning, fangerens navn og cpr. nr., ved fællesfangst oplyses fangernes navne og cpr. nr. på bagsiden af skemaet,
2) fartøjets navn og GR-nummer, ved fællesfangst oplyses navne, cpr. nr. og GR-numre eller antallet af joller,
3) hvalens art,
4) det af kommunen tildelte licensnummer til sildepisker,
5) position for anskydningen, der oplyses enten længde og bredde eller ved feltkode, jf. Grønlands Fiskeri- og Miljøundersøgelsers feltkodekort, eller ved entydig stedsangivelse,
6) anvendt våben ved anskydningen, med angivelse af hvilket eller hvilke våben der blev brugt. Ved anvendelse af harpunkanon angives, om harpunen var forsynet med en hvalgranat. Der skal oplyses om type og serienummeret på hvalgranaten, som er indgraveret i den,
7) årsag til anskydningen, f.eks. dårlige vejrforhold, brud på fangstredskaber m.v. Endvidere markeres der på Bilag I, side 3, hvor hvalen blev ramt,
8) udfylderens navn og dato for skemaudfyldningen.

§ 4.  Kommunalbestyrelsen har pligt til at melde pr. mail eller telefon og udfylde rapporteringsskema, når der er blevet konstateret ulovligt fangst eller anskydning af hvaler. Rapporteringsskemaerne sendes straks pr. mail eller fax til Styrelsen for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Stk. 2.  Naalakkersuisut  kan pålægge kommunalbestyrelsen at lade udstedte licenser bortfalde, såfremt kommunalbestyrelsen fremsender manglende oplysninger eller ikke rettidigt indberetter til Naalakkersuisut.

§ 5.  Bøde kan idømmes den, der overtræder §§ 1, 2, og 3.

§ 6.  Bekendtgørelsen træder i kraft 13. august 2010.
Stk. 2.  Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 10 af 17. april 2009 om rapportering ved fangst og anskydning af hvaler.




Grønlands Selvstyre, den 16. juli 2010




Ane Hansen

/

Jens K. Lyberth


Bilag