Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 6
12. februar 2009
Gældende

Hjemmestyrets bekendtgørelse om Naturklageudvalget

I medfør af § 58 i landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse fastsættes:

 

§ 1. Der nedsættes et Naturklageudvalg, hvortil afgørelser i henhold til landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse eller regler udstedt efter landstingsloven kan påklages.
Stk. 2. Landsstyret yder sekretariatsbistand til Naturklageudvalget.

§ 2. Naturklageudvalget består af 3 medlemmer.
Stk. 2. Landsstyret udpeger en formand og 2 medlemmer til Naturklageudvalget, samt suppleanter herfor. 1 menigt medlem udpeges efter indstilling fra De grønlandske Kommuners Landsforening.
Stk. 3. Medlemmerne af Naturklageudvalget må ikke være medlemmer af Landsstyret.
Stk. 4. Landsstyret kan udpege de samme personer til Naturklageudvalget, som er udpeget til medlemmer af Miljøklageudvalget, nedsat efter landstingsforordning nr. 12 af 22. december 1988 om beskyttelse af miljøet med senere ændringer.
Stk. 5. Naturklageudvalgets valgperiode følger Landstingets valgperiode.
Stk. 6. Der kan til Naturklageudvalget knyttes sagkyndige tilforordnede.
Stk. 7. Naturklageudvalgets medlemmer honoreres efter reglerne i landstingslov nr. 22 af 18. december 2003 om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.

§ 3. Naturklageudvalget fastsætter selv sin forretningsorden, hvori det fremgår, at der som minimum skal afholdes et årligt møde.

§ 4. Naturklageudvalget træffer afgørelse om, hvorvidt klageudvalgets afgørelser skal offentliggøres og i hvilken form en eventuel offentliggørelse skal finde sted.

§ 5. Bestemmelser om klageberettigede, klagefrist, klagens opsættende virkning, samt søgsmål er fastsat i landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 17. marts 2009.




Grønlands Hjemmestyre, den 12. februar 2009




Kim Kielsen

/

Steffen Ulrich-Lynge