Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 15
19. juni 2003
Gældende

Hjemmestyrets bekendtgørelse om kommunale hunde- og kattevedtægter

I medfør af §13, stk. 2 i landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998 om slædehunde samt hunde- og kattehold fastsættes:

 

Område

§ 1. Kommunale hunde- og kattevedtægter skal indeholde bestemmelser om de i denne bekendtgørelse beskrevne forhold.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan på baggrund af lokale forhold fastsætte bestemmelser om yderligere forhold under forudsætning af, at sådanne bestemmelserne ikke er i strid med landstingslov nr. 18 af 30. oktober 1998 om slædehunde samt hunde- og kattehold og bestemmelser udstedt i medfør af loven.

 

Kommuner udenfor slædehundedistrikterne

§ 2. I kommuner beliggende udenfor slædehundedistrikter skal hunde- og kattevedtægter indeholde bestemmelser om følgende:
1) En angivelse af,
a) om hunde- og/eller kattehold er forbudt i nærmere definerede geografiske områder eller ombord på  fartøjer, og
b) om særlige områder er forbeholdt bestemte hunderacer, f.eks. fårehunde.
2) En angivelse af,
a) om der i kommunen kræves særlig tilladelse til hunde- eller kattehold,
b) hvorledes en sådan tilladelse opnås,
c) om tilladelsen er personlig, eller om den kan overdrages til andre,
d) og om kommunalbestyrelsen forbeholder sig ret til at nægte tilladelse til borgere, som groft eller gentagne gange overtræder vedtægterne.
3) En angivelse af kommunalbestyrelsens krav til halsbånd, hundetegn, navneskilte og dokumentation for påbudte vaccinationer.
4) En angivelse af,
a) om opdræt af hunde og katte er tilladt, eller
b) om der stilles krav om sterilisation enten ved operation eller ved medicinsk behandling.
5) Bestemmelser om udpegning af en i kommunen for hunde- og katteområdet ansvarlig person, f.eks. en hundeinspektør. Bestemmelserne skal præcisere vedkommendes beføjelser og rettigheder.
6) Bestemmelser om
a) evt. forbud mod konstant at holde hunde bundne i lænke, samt
b) om at lænker til hunde skal have en længde på mindst 5 m.
7) Bestemmelser om optagelse og aflivning af løse hunde, herreløse hunde og katte samt ulovligt indførte og ulovligt holdte hunde og katte.
8) Bestemmelser om behandling af klager over ulemper i forbindelse med hold af hunde og katte.
9) Bestemmelser om at hidtil gældende hunde- og kattevedtægt ophæves.
10) Dato for udstedelsen af den kommunale hunde-og kattevedtægt.

 

Kommuner i slædehundedistrikterne

§ 3. I kommuner beliggende i slædehundedistrikter skal hunde- og kattevedtægter indeholde bestemmelser om følgende:
1) En angivelse af,
a) om hunde- og / eller kattehold er forbudt i nærmere definerede geografiske områder,
b) at områder, som på visse årstider oversvømmes, ikke må anvendes til ophold for hunde i disse perioder, og
c) hvilke øer, der evt. må anvendes til udsætning af hunde, samt i hvilken periode udsætningen er tilladt.
2) En angivelse af,
a) om der i kommunen kræves særlig tilladelse til hunde- og kattehold,
b)om hvorledes en sådan tilladelse opnås,
c) om tilladelsen er personlig, eller om den kan overdrages til andre, og
d) om kommunalbestyrelsen forbeholder sig ret til at nægte tilladelse til borgere, som groft eller gentagne gange overtræder vedtægterne.
3) En angivelse af kommunalbestyrelsens krav til halsbånd, hundetegn, navneskilte og dokumentation for påbudte vaccinationer.
4) En angivelse af,
a) om opdræt af katte er tilladt, eller
b) om der stilles krav om sterilisation enten ved operation eller ved medicinsk behandling.
5) Bestemmelser om udpegning af en i kommunen for hunde- og katteområdet ansvarlig person, f.eks. en hundeinspektør. Bestemmelserne skal præcisere vedkommendes beføjelser og rettigheder.
6) Et afsnit om arealtildeling til hundepladser.
7) Bestemmelser om
a) betingelser for opførelse af skure og løbegårde,
b) minimumsafstande til veje, stier og bygninger m.v.,
c) at hunde skal tøjres i så stor afstand fra skoler, institutioner, levnedsmiddelvirksomheder o.lign., som der er planmæssig mulighed for,
d) at de skal tøjres, så der er fri adgang til bygninger, og om at hunde ikke må tøjres nærmere end 7.5 meter fra anden mands hus, med mindre vedkommende skriftligt har givet sit samtykke.
8) Bestemmelser om
a) krav til indretning af hundepladser, herunder om nedboring af øjenbolte,
b) krav om at hunde skal tøjres i lænker på mindst 3 meters længde og på en sådan måde, at afstanden mellem hver hund, eller hvert hundepar, er mindst 1 meter ved strakte lænker. Hver hunds lænke skal indeholde mindst 1 fungerende drejeled
c) at tildelte arealer stedse skal renholdes og forefindes i ryddelig stand, og
d) at et skilt med tydelig angivelse af ejerens navn skal opsættes ved hundepladsen.
9) Bestemmelser om,
a) hvordan hundehus og evt. løbegård til drægtige eller diegivende tæver og hvalpe skal være indrettet, og om
b) at drægtige og diegivende tæver skal tøjres således, at de hele tiden har uhindret adgang til hundehuset.
10) Bestemmelser om hvorvidt kommunalbestyrelsen straks afliver eller optager og fremlyser løse hunde, herreløse hunde og katte samt ulovligt indførte og holdte hunde og katte.
11) Bestemmelser om hvorledes klager over ulemper i forbindelse med hold af hunde og katte skal behandles.
12) Bestemmelser om at hidtil gældende hunde- og kattevedtægt ophæves.
13) Dato for udstedelsen af den kommunale hunde- og kattevedtægt

 

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2004.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 17 af 14. juni 1999 om kommunale hunde- og kattevedtægter




Grønlands Hjemmestyre den 19. juni 2003




Finn Karlsen

/

Jørgen Peter Labansen