Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 6
30. oktober 1998
Ophævet

Landstingsforordning om museumsvæsen

I medfør af § 2 i lov nr. 610 af 23. december 1980 om museumsvæsenet i Grønland fastsættes:

 

Kapitel 1.
Formål m.v.

§ 1. Forordningens formål er at sikre Grønlands kulturarv og at fremme det grønlandske museumsvæsens virke og samarbejde.
Stk. 2. Det grønlandske museumsvæsen består af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, de godkendte museer, jf. kapitel 3, og Museumsnævnet.

§ 2. Museumsvæsenet har til opgave gennem registrering, indsamling, bevaring, forskning og formidling
1) at virke for sikring af Grønlands kulturarv,
2) at belyse den grønlandske kultur- og naturhistorie.
3) at gøre samlingerne tilgængelige for offentligheden og
4) at stille samlingerne til rådighed for forskningen og udbrede kendskabet til forskningens resultater.
Stk. 2. Museumsvæsenet samarbejder indenfor det fælles arbejdsområde med henblik på at fremme varetagelsen af opgaverne i stk. 1.
Stk. 3. Museumsvæsenet samarbejder indenfor rammerne af dets ansvarsområder med de myndigheder, der forestår fredning og fysisk planlægning.

 

Kapitel 2.
Grønlands Nationalmuseum og Arkiv

§ 3. Grønlands Hjemmestyre opretter og er ansvarlig for driften af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv ledes af en direktør, der ansættes af Landsstyret.

§ 4. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv varetager på landsplan de i § 2, stk. 1 nævnte opgaver samt opgaver pålagt i medfør af anden lovgivning.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv udarbejder årligt en 4-årig arbejdsplan, der tilsendes Landsstyret og Museumsnævnet til orientering.
Stk. 3. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv udarbejder årligt en beretning om sin virksomhed, der tilsendes Landsstyret til godkendelse og Museumsnævnet til orientering.

§ 5. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv registrerer alle kendte af landstingsforordningen omfattede levn samt genstande, der i medfør af § 27 klassificeres som særligt værdifulde.

§ 6. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv indsamler, anlægger og opretholder repræsentative samlinger.
Stk. 2. Enkeltgenstande fra eller dele af samlingerne kan deponeres hos museer, der er godkendt efter kapitel 3. Deponerede genstande kan til enhver tid tilbagekaldes.
Stk. 3. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv kan i særlige tilfælde efter indstilling fra direktøren og godkendelse af Landsstyret udskille genstande af samlingerne.
Stk. 4. Udskillelse af genstande kan kun finde sted til godkendte museer. Ønsker ingen af de godkendte museer at modtage den eller de pågældende genstande, kan Landsstyret godkende, at udskillelse sker til andre eller kassation.

§ 7. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv skal forestå kulturhistorisk forskning, herunder arkæologiske undersøgelser i Grønland, og gennem formidling virke for udbredelse af kendskabet til den grønlandske kulturarv og Grønlands kulturelle udvikling.

§ 8. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv skal stille samlingerne til rådighed for forskning. Omkostninger i forbindelse hermed kan pålægges afholdt af de, der ønsker at benytte samlingerne.
Stk. 2. Samlingerne skal være tilgængelig for offentligheden på forudbestemte tider.
Stk. 3. Af uddannelsesinstitutioner, der besøger museet som led i undervisningen, kan der ikke kræves betaling.

§ 9. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv rådgiver de godkendte museer i museumsfaglige anliggender.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv skal, i det omfang det er fagligt og teknisk muligt, udføre særlige konserveringsarbejder for de godkendte museer. Udgifter forbundet hermed afholdes af de pågældende museer.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for Grønlands Nationalmuseum og Arkivs forpligtelser overfor de godkendte museer, herunder om betaling for udgifter forbundet med rådgivning.

§ 10. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fører tilsyn med opbevaring af de godkendte museers samlinger.

§ 11. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv deltager på det grønlandske museumsvæsens vegne i internationalt museumssamarbejde.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv forhandler på det grønlandske museumsvæsens vegne om tilbageførsel af kulturhistoriske levn, som er udført til Danmark eller udlandet.

 

Kapitel 3.
Godkendte museer

§ 12. Landsstyret kan efter indstilling fra Museumsnævnet godkende et museum til at varetage nærmere beskrevne dele af den i § 2, stk. 1 nævnte virksomhed inden for et geografisk eller emnemæssigt afgrænset område.
Stk. 2. Som et led i et godkendt museums virksomhed kan indgå andet kulturformidlende arbejde, herunder kan museet indgå i et samarbejde med andre kulturformidlende institutioner.

§ 13. For at opnå godkendelse efter § 12, stk. 1 skal følgende betingelser være opfyldte:
1) Museet skal være kommunalt, fælleskommunalt, selvejende eller ejet af en forening, hvis formål er museets drift.
2) Museet skal påtage sig ansvaret for en nærmere beskrevet del af Grønlands kulturarv eller for andre angivne museumsopgaver.
3) Museets vedtægter skal indeholde bestemmelser om museets navn, ejerforhold, formål, ansvarsområde, bestyrelsens sammensætning, valg af bestyrelse, lokaler, budget, regnskab, revision, adgang til vedtægtsændringer og om en eventuel ophørssituation.
4) Museet skal have en rimelig standard, der sikrer en forsvarlig opbevaring af museets samlinger, og et økonomisk grundlag, der gør det muligt at opretholde standarden.
5) Museets leder skal have en relevant museumsfaglig uddannelse eller på anden måde være kvalificeret til at varetage ledelsen af museet.
6) Samlingerne skal være tilgængelige for offentligheden på forudbestemte tider, og museet skal vederlagsfrit give adgang for uddannelsesinstitutioner, der besøger museet, som led i undervisningen.

§ 14. Museet udarbejder årligt en 4-årig arbejdsplan, der tilsendes den kommune, der driver eller måtte yde tilskud til museet, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og Museumsnævnet til orientering.
Stk. 2. Museet udarbejder årligt et regnskab, et budget og en beretning om sin museumsvirksomhed, der tilsendes den kommune, der driver eller måtte yde tilskud til museet, til godkendelse. Modtager museet ikke kommunalt tilskud, godkendes regnskabet, budgettet og beretningen efter bestemmelserne i museets vedtægter, jf. § 13, nr. 3.
Stk. 3. Museets årlige regnskab, budget og beretning om museumsvirksomheden, jf. stk. 2, tilsendes Landsstyret, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv samt Museumsnævnet til orientering.

§ 15. Godkendte museer skal til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv indberette fund omfattet af kapitel 5.

§ 16. Genstande fra et godkendt museums samlinger må kun udskilles til eller deponeres hos andre godkendte museer eller Grønlands Nationalmuseum og Arkiv. Såfremt hverken andre godkendte museer eller Grønlands Nationalmuseum og Arkiv ønsker at modtage den eller de pågældende genstande, kan udskillelse dog ske til andre eller til kassation.

§ 17. Landsstyret kan af egen drift eller efter indberetning fra Museumsnævnet inddrage godkendelsen, såfremt museet ikke længere opfylder betingelserne i § 13, eller tilsidesætter sine forpligtelser efter §§ 14-16. Forinden der sker inddragelse af en godkendelse, skal der indhentes en udtalelse fra Museumsnævnet.
Stk. 2. Inddrages godkendelse, må museet ophøre med sin virksomhed eller bringe forholdene i orden indenfor en frist fastsat af Landsstyret. Museumsnævnet skal inden fastsættelse af fristen afgive en udtalelse herom.

§ 18. Såfremt et museum må ophøre med sin virksomhed, afgør Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, hvad der skal ske med museets samlinger.
Stk. 2. Ved ophør på grund af en inddragelse af museets godkendelse, skal afgørelsen efter stk. 1 træffes på en sådan måde, at det ophørte museum inden for 2 år efter inddragelsen har mulighed for at disponere over samlingerne efter påny at være blevet godkendt.

 

Kapitel 4.
Museumsnævnet

§ 19. Landsstyret nedsætter et museumsnævn bestående af 5 medlemmer og suppleanter, hvoraf
1) 1 medlem og en suppleant udpeges af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv,
2) 1 medlem og en suppleant udpeges af Sammenslutningen af lokalmuseer, NUKAKA, blandt de godkendte museers ledere,
3) 1 medlem og en suppleant udpeges af Sammenslutningen af lokalmuseer, NUKAKA, blandt de godkendte museers bestyrelsesmedlemmer,
4) 1 medlem og en suppleant udpeges af De Grønlandske Kommuners Landsforening, KANUKOKA og
5) 1 medlem og en suppleant udpeges af Ilisimatusarfik.
Stk. 2. Museumsnævnets medlemmer beskikkes af Landsstyret for 2 år ad gangen.
Stk. 3. Museumsnævnet vælger blandt sine medlemmer en formand og en næstformand.
Stk. 4. Museumsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 20. Museumsnævnets sekretariatsfunktion varetages af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, der stiller en fast sekretær til rådighed. Udførelsen af sekretariatsfunktionen skal holdes adskilt fra Grønlands Nationalmuseum og Arkivs virke.

§ 21. Museumsnævnet har til opgave
1) at virke som samarbejdsorgan for museumsvæsenet på landsplan,
2) at rådgive Landsstyret og andre offentlige myndigheder i museumsanliggender,
3) at indstille museer til godkendelse, jf. § 12, og
4) at indberette til Landsstyret, såfremt Museumsnævnet bliver bekendt med, at et museum ikke længere opfylder betingelserne for at opnå godkendelse, jf. § 13, eller ikke opfylder sine forpligtelser efter §§ 14-16.

§ 22. Museumsnævnet udarbejder årligt en beretning om sin virksomhed, der tilsendes Landsstyret, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv og de godkendte museer til orientering.

 

 Kapitel 5.
Beskyttelse af levn


Fund

§ 23. Levn fra fortiden, som er fundet i Grønland, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, tilhører Grønlands Hjemmestyre, såfremt de er af særlig kulturhistorisk værdi.
Stk. 2. Den, som finder, har eller får levn fra fortiden i sin besiddelse, skal straks indberette dette til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv eller til et af de godkendte museer.
Stk. 3. Såfremt indberetningen sker til et godkendt museum, finder § 15 anvendelse.
Stk. 4. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv træffer afgørelse om, hvorvidt fundet er af særlig kulturhistorisk værdi og om fundets opbevaring.

§ 24. § 23 finder ligeledes anvendelse på genstande, der ligger eller har ligget på søterritoriet, såfremt ingen anden kan godtgøre sin ret som ejer.

§ 25. Fund omfattet af §§ 23 og 24 må ikke forstyrres. Er der overhængende fare for beskadigelse eller ødelæggelse, kan finderen dog medtage fundet til midlertidig opbevaring.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv godtgør finderen rimelige udgifter afholdt i forbindelse med nødvendig sikring og opbevaring af fundet.
Stk. 3. Ved særligt sjældne og kulturhistorisk værdifulde fund kan Landsstyret efter udtalelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv udbetale en dusør til finderen.

§ 26. Fund af botaniske eller zoologiske genstande af fossil eller subfossil oprindelse eller geologiske genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi tilhører Grønlands Hjemmestyre.
Stk. 2. Den, der finder en af stk. 1 omfattet genstand skal aflevere genstanden til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Stk. 3. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv træffer afgørelse om, hvorvidt genstanden er af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi og om fundets opbevaring.
Stk. 4. Landsstyret kan efter udtalelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv udbetale en dusør til finderen.

 

Klassificerede genstande

§ 27. Genstande, der ikke er omfattet af §§ 23 og 24, men som belyser væsentlige sider af grønlandsk kulturhistorie, kan af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv klassificeres som særligt værdifulde.
Stk. 2. Ejeren af klassificerede genstande skal underrette Grønlands Nationalmuseum og Arkiv om påtænkte ændringer i ejendomsforhold og opbevaringssted.
Stk. 3. Ved salg af genstande, der er klassificeret som særligt værdifulde, skal disse først tilbydes Grønlands Hjemmestyre til salgsprisen.

 

Udførsel

§ 28. Menneskeskabte genstande af grønlandsk oprindelse, der er fra før 1945, og genstande, der i medfør af § 27, er klassificeret som særligt værdifulde, må ikke udføres af landet uden tilladelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Stk. 2. Grønlands Nationalmuseum og Arkiv foretager i tvivlstilfælde aldersbestemmelse af genstande, der ønskes udført.
Stk. 3. Udførselstilladelse kan i særlige tilfælde meddeles med tidsbegrænset gyldighed.

§ 29. Hvis ikke der gives udførselstilladelse efter § 28, stk. 1, kan ejeren af sådanne genstande forlange dem overtaget af Grønlands Hjemmestyre til den pris, der ville kunne opnås ved salg på det frie marked.
Stk. 2. Prisfastsættelsen foretages af Landsstyret efter indhentet sagkyndig vurdering, herunder udtalelse fra Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

 

Kapitel 6.
Finansiering og tilskud

§ 30. Grønlands Nationalmuseum og Arkivs virksomhed finansieres gennem tilskud fra Landskassen, ved eksterne tilskud og ved salg af ydelser m.v.
Stk. 2. Landskassens tilskud til Grønlands Nationalmuseum og Arkiv fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 31. Kommuner, der driver eller yder driftstilskud af væsentligt omfang til godkendte museer, modtager tilskud hertil fra Landskassen via det på de årlige bevillingslove fastsatte bloktilskud.

 

Kapitel 7.
Klage og sanktionsbestemmelser

§ 32. Afgørelser truffet af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv efter bestemmelserne i §§ 23, stk. 4, sidste led samt 28, stk. 1 kan inden 4 uger påklages til Landsstyret. Forinden Landsstyret træffer endelig afgørelse indhentes udtalelse fra Museumsnævnet.

§ 33. Ved overtrædelse af §§ 23, stk. 2, 24, 26, stk. 1 og 2, 27, stk. 2, og 28, stk. 1, kan der idømmes bøde.

 

Kapitel 8.
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 34. Landstingsforordningen træder i kraft den 1. januar 1999. Bestemmelsen i § 31, træder dog først i kraft den 1. januar 2000.
Stk. 2. Samtidig ophæves i Landstingsforordning nr. 4 af 18. maj 1990 om museums- og arkivvæsen de bestemmelser, der vedrører museumsvæsenet, dog ophæves bestemmelserne i kapitel 12 først med virkning fra den 31. december 1999.

§ 35. Museer, der er godkendt efter Landstingsforordning nr. 4 af 18. maj 1990 om museums- og arkivvæsenet eller efter tidligere lovgivning skal inden den 1. august 1999 have opnået godkendelse efter bestemmelserne i kapitel 3.

§ 36. Museumsnævnet, jf. § 19, nedsættes første gang den 1. januar 1999.




Grønlands Hjemmestyre, den 30. oktober 1998




Jonathan Motzfeldt

/

Konrad Steenholdt