Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 31
17. december 1996
Gældende

Hjemmestyrets bekendtgørelse om "enarmede tyveknægte".

I henhold til § 14, stk. 1 og § 15, stk. 2 i landstingslov nr. 3 af 17. maj 1990 om afgift på automatspil, som senest ændret ved landstingslov nr. 15 af 3. november 1994, fastsættes:

 

Kapitel 1
Veksling

§ 1. Veksling afspillemærker og/eller point vundet på "enarmede tyveknægte" kan ske med indtil 1.500 kr. pr. veksling.
Stk. 2. Veksling efter stk. 1 omfatter tillige veksling afspillemærker og/eller point vundet på "enarmede tyveknægte" til varer i den virksomhed, hvori gevinsterne er vundet.

§ 2. Ved veksling af spillemærker og/eller point vundet på "enarmede tyveknægte" er indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil den, der afholder lotteri i henhold til landstingslov om lotteriafgift.
Stk. 2. Veksling af spillemærker m.v. sidestilles med "lotterier", "spil" m.v.
Stk. 3. For hver enkelt veksling sidestilles værdien af de vekslede spillemærker m.v. med "præmier", "præmien", "præmiesum" m.v.
Stk. 4. Ved anmeldelse af veksling af spillemærker m.v. indsendes en af Skattedirektoratet udarbejdet blanket om veksling af gevinster vundet på "enarmede tyveknægte".

 

Kapitel 2
Alderskrav

§ 3. Indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil skal på et for publikum iøjefaldende sted i umiddelbar nærhed af opstillede "enarmede tyveknægte" anbringe opslag om, at det ikke er tilladt for personer under 18 år at benytte "enarmede tyveknægte".
Stk. 2. Indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil har pligt til at sikre, at personer under 18 år ikke benytter de på stedet opstillede "enarmede tyveknægte".

 

Kapitel 3
Krav til dokumentation og spillets indretning

§ 4. Indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil skal senest på tidspunktet for opstilling af den enkelte "enarmede tyveknægt" kunne fremlægge dokumentation for den "enarmede tyveknægt" i form af en udstedt erklæring fra Dansk Teknologisk Institut, Force Institutterne eller et andet anerkendt laboratorium.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte erklæring skal attestere, at den "enarmede tyveknægt" opfylder følgende krav:
1) at indsatsen pr. spil ikke kan overstige 1 kr.,
2) at den ikke kan give gevinst i form af rede penge,
3) at den ikke kan give gevinst i form afspillemærker, såfremt spillefunktionen er elektronisk styret,
4) at gevinsten pr. spil ikke kan overstige 750 kr.,
5) at gevinsten svarer til den gevinsttabel, der er anbragt på den "enarmede tyveknægt".
6) at den er forsynet med et skilt fra anerkendt laboratorium, der ikke må kunne fjernes, uden at det ødelægges, og hvoraf den "enarmede tyveknægts" navn og nummer samt afprøvningens måned og år fremgår, og
7) at indekshjul eller programstyrende elektroniske komponenter er plomberet af anerkendt laboratorium med angivelse af afprøvningens måned og år.
Stk. 3. Ved isætning af elektroniske komponenter som nævnt i stk. 2, nr. 7 skal indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil kunne fremlægge dokumentation som nævnt i stk. 1 for, at isætning af den elektroniske komponent i den opstillede "enarmede tyveknægt" ikke i sig selv bevirker en tilsidesættelse af de i stk. 2, nr. l - 4 nævnte krav.
Stk. 4. Ved tilslutning af topspil eller fjernbetjening skal der kunne fremlægges samme dokumentation som nævnt i stk. 3 for de herved tilsluttede programstyrende elektroniske komponenter og edb-programmer.
Stk. 5. Indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil skal opbevare den i stk. 1, 3 og 4 nævnte dokumentation og kunne fremlægge denne på kontrolmyndighedens forlangende.
Stk. 6. Ved isætning af andre løsdele end de af stk. 3 omfattede elektroniske komponenter, ved reparationer og lignende af "enarmede tyveknægte" skal yderligere dokumentation efter stk. 1 og 3 ikke kunne fremlægges.
Stk. 7. Udgifter til indhentning og fremlæggelse af de i stk. 1, 3 og 4 nævnte erklæringer afholdes af indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil.

§ 5. Indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil er ansvarlig for, at de på stedet opstillede "enarmede tyveknægte" tilsammen med eventuelt tilsluttede topspil og fjernbetjening til enhver tid opfylder kravene i § 4, stk. 2, nr. 1 - 6.

 

Kapitel 4
Regnskab, oplysningspligt og kontrol

§ 6. For hver enkelt lokalitet, hvor der er opstillet "enarmede tyveknægte", har indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil pligt til at føre regnskab over omsætningen vedrørende de i lokaliteten opstillede "enarmede tyveknægte" efter Skattedirektoratets forskrifter.
Stk. 2. Omsætningen skal påføres det i stk. l nævnte regnskab ved hver enkelt tømning eller nulstilling af indbetalte beløb for spil på de "enarmede tyveknægte".
Stk. 3. Opgjort pr. udgangen af hvert kvartal begyndende den 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober skal det i stk. l nævnte regnskab indsendes til Skattedirektoratet. Regnskabet skal være Skattedirektoratet i hænde senest ved udgangen af måneden efter kvartalets udløb.

§ 7. Skattedirektoratet kan til enhver tid foretage kontrolbesøg.
Stk. 2. Indehavere af tilladelse til opstilling af automatspil har pligt til at bistå Skattedirektoratet under kontrolbesøg.
Stk. 3. Under kontrolbesøg skal Skattedirektoratet have uhindret adgang til at efterse samtlige opstillede automatspil i den enkelte lokalitet.
Stk. 4. Skattedirektoratet kan bemyndige anden offentlig myndighed eller andre til, i samarbejde med og efter instruktion fra Skattedirektoratet, at udøve kontrol som nævnt i stk. 2-3.

 

Kapitel 5
Sanktioner og ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 8. Ved overtrædelse af § 1, § 3, § 4, stk. 1 og 3 - 5, §§ 5 - 6 og § 7, stk. 2 - 3 i nærværende bekendtgørelse kan Skattedirektoratet pålægge den pågældende kommunalbestyrelse at tilbagekalde samtlige de af indehaveren af tilladelse til opstilling af automatspil meddelte tilladelser til opstilling af automatspil uden ufornødent ophold og med øjeblikkelig virkning.

§ 9. Den, som ved forsæt eller grov uagtsomhed overtræder bestemmelserne i § 1, § 3, § 4, stk. 1 og 3 - 5, §§ 5 - 6 og § 7, stk. 2-3, kan idømmes bøde.
Stk. 2. Bøde kan ikke vedtages ved administrativ tilkendegivelse.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1997.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 45 af 5. december 1994 om "enarmede tyveknægte".
Stk 3. Registreringsblanketter, der er attesteret af Skattedirektoratet i medfør af den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse er gyldige og anses for at opfylde de i § 4, stk. 1, stk. 2, nr. 6 og stk. 3 nævnte krav.
Stk. 4. Ved isætning af elektroniske komponenter som nævnt i § 4, stk. 2, nr. 7 og ved tilslutning af topspil eller fjernbetjening som nævnt i § 4, stk. 4 skal der, uanset bestemmelsen i stk. 3, kunne fremlægges dokumentation som nævnt i § 4, stk. 3 og 4.




Grønlands Hjemmestyre, den 17. december 1996




Daniel Skifte

/

Kaare Hagemann