Hjemmestyrets bekendtgørelse om anmeldelse af erhvervet immundefekt syndrom (AIDS) og indberetning af HIV-antistof undersøgelser og fund til Embedslægeinstitutionen i Grønland
I medfør af § 11 i anordning af 18. december 1991 om udøvelse af lægegerning og § 1 stk. 2 i Landstingsforordning nr. 7 af 30. oktober 1992 om sundhedsvæsenets styrelse og organisation m.v. fastsættes:
Anmeldelse af erhvervet immundefekt syndrom (AIDS)
§ 1. En læge, der får en patient med erhvervet immundefekt syndrom (AIDS), skal skriftligt anmelde det til Embedslægeinstitutionen i Grønland.
Stk. 2. Er det åbenbart at anmeldelsen allerede er foretaget, fritages lægen for på ny at anmelde tilfældet.
Stk. 3. Ved anmeldelse anvendes blanket ELI-3-96, Bilag 1.
Stk. 4. Der må kun anmeldes ét tilfælde/fund på hver blanket.
Anonym indberetning af HIV-antistof positive personer
§ 2. En læge, der undersøger en person for HIV-antistof, skal, såfremt prøven er positiv og konfirmeret ved de sædvanlige anvendte undersøgelsesmetoder, indberette det i anonymiseret form til Embedslægeinstitutionen i Grønland.
Stk. 2. Ved indberetning anvendes særlig blanket udarbejdet af Embedslægeinstitutionen.
Stk. 3. Der må kun anmeldes ét tilfælde/fund på hver blanket.
Ny fund af smittetilfælde
§ 3. Ved hvert nyfund af en af de i § l og § 2 nævnte sygdomme og tilstande, skal lægen orientere Embedslægeinstitutionen telefonisk, j f. dog § 2 stk. l, og søge råd hos Embedslægeinstitutionen.
Laboratorieindberetninger
§ 4. Undersøgelser for Hiv-antistof, der foretages af kystens sygehuse, skal i hvert enkelt tilfælde konfirmeres ved indsendelse af blodprøve til Dronning Ingrids Hospitals Laboratorium.
Stk. 2. Ved rekvirering af HIV-antistofundersøgelse anvendes særlig blodprøveseddel.
Stk. 3. Embedslægeinstitutionen fastsætter nærmere regler for udformningen og anvendelsen af disse særlige blodprøvesedler.
§ 5. Dronning Ingrids Hospitals laboratorium skal indberette resultaterne af HIV-antistofundersøgelser i anonymiseret form til Embedslægeinstitutionen, jf. § 6.
Stk. 2. Embedslægeinstitutionen udsteder nærmere vejledning om hyppigheden af indberetningerne jf. stk. l og om indberetningsproceduren i øvrigt.
§ 6. For hver HIV-antistofundersøgelse og konfirma-toriske HIV-antistof undersøgelse skal indberetningen til Embedslægeinstitutionen så vidt muligt omfatte:
1) Prøvens resultat
2) prøvetagningsdato
3) patientkategori jf. § 4 stk. 3.
4) rekvirerende sundhedsdistrikt
5) antal tidligere foretagne undersøgelser af samme person
6) ved positive fund tillige oplysninger om sidste dato for negativt fund
§ 7. Foruden de i § 6 nævnte oplysninger opbevarer Dronning Ingrids Hospitals laboratorium personidentifi-kationsoplysninger, med henblik på udarbejdelse af statistikker, såfremt oplysningerne fremgår af den indsendte blodprøve.
Stk. 2. Enhver patient, der fremsætter ønsker herom, kan få foretaget en HIV-antistofundersøgelse anonymt.
§ 8. Hvis en HIV-antistofprøve er positiv, påhviler det Dronning Ingrids Hospitals laboratorium at medsende skriftligt materiale vedrørende bekæmpelse og opsporing af HIV til den rekvirerende læge / sundhedsdistrikt.
Stk. 2. Embedslægeinstitutionen udformer det oplysningsmateriale, der skal medsendes sammen med det HIV-antistof positive prøvesvar.
Ikrafttræden m.v.
§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1996.
Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 484 af 25. juni 1990 om laboratoriers indberetning af HIV-undersøgelser, bekendtgørelse nr. 485 af 25. juni 1990 om lægers indberetning af HIV-antistof positive personer/ bekendtgørelse nr. 498 af 8. november 1985 om lægers anmeldelse af erhvervet immundefekt syndrom, Landslægens cirkulære nr. 6 af 21. november 1986 om lægers anmeldelse af erhvervet immundefekt syndrom, Landslægens cirkulære nr. 7 af 16. august 1990 om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme i Grønland, for så vidt angår HIV og AIDS.
§ 10. Landsstyret kan træffe nærmere beslutning om, hvorledes allerede indsamlet statistisk materiale skal håndteres.
Grønlands Hjemmestyre, den 8. februar 1996
Marianne Jensen
/
Torben Cordtz